16
Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 8,
N:o 8-
An';, till Riksd. Kansli, d. 30 Jan. 1871, kl. 1 v in.
Kong!. Majis nådiga Proposition till Riksdagen, om antagande af
en författning rörande Lapparne i de förenade Konungarikena
Sverige och Norge; Gifven Stockholms Slott den 14 Januari
1871.
Genom första codicillen till den emellan Svenska och Danska Regeringarne
den ijit Oktober 1751 afslutade Gränstraktat bekräftades den rättighet Lapparne i
Sverige och Norge från ålder åtnjutit att årligen med sina renar efter gammal
sedvänja flytta öfver gränsen från ena riket till det andra och der begagna
land och strand till underhåll för sina djur och sig sjelfva. Utöfvandet af donna
rättighet har redan för längre tider tillbaka emellan Lapparne och den jordbro-
kan de befolkningen, synnerligen i de delar af Norge, som de förra plåga besöka,
framkallat tvistighet^, hvilka förnämligast halt sin grund dels i skiljaktig uppfatt¬
ning rörande beskaffenheten och vidsträcktheten af den Lapparne för deras renar
tillkommande betesrätt och dels i svårigheten för den bofasta befolkningen att på
laglig väg bereda sig ersättning för skada, som af renar förorsakats.
Frågan huru förhållandet emellan Lapparne och den befästa befolkningen
i förevarande hänseenden skulle kunna på ett med rättvisa och billighet öfverens¬
stämmande sätt ordnas, har länge utgjort föremål för Kongl. Majrts nådiga om¬
tanka. Redan 1843 förordnades eu komité af två Svenska och två Norska män
med uppdrag att taga i öfvervägande och ingifva förslag angående de ändringar i
omförmälda codicill och tillägg dertill, som kunde finnas nödiga. Donna komité
afgaf den 25 Juni 1844 underdånigt förslag till ny förordning i ämnet, hvilket
förslag dock sedermera icke blef öfverlemnadt till behandling af de förenade ri¬
kenas Representationer. Uppå framställning af Norska Regeringen förordnade
Kongl. Maj:t emellertid den 29 Maj 1866 ytterligare en komité, hvilken, bestående
af tre män från hvartdera riket, sammanträdde i Tromsö samt efter det ledamö¬
terna besökt eu stor del af de traktör i grannskapet, der Lapparne för tillfället
be,funno sig, och hållit förhör med såväl dem som den jordbrukande befolkningen,
utarbetat ett af samtliga ledamöterne biträdt förslag till “förordning rörande Lap¬
parne i de förenade Konungarikena Sverige och Norge.“ Komitén, som uttryckte
den
17
Kongl. Maj-.ts Nåd. Proposition N:o 8.
den åsigt, att enklaste sättet att slita tvisten emellan Lapparne och den jordbru¬
kande befolkningen vore att emellan deras särskilda betesmarker uppdraga eu
gräns, så att de, hvar för sig, erhöllo sitt bestämda område, har dock funnit, att
till följd af lokala och andra förhållanden en sådan gränsskilnad icke kunde ut¬
stakas, hvadan komitén trött de ofta förekommande tvisterna höra på annat sätt
förebyggas samt i sådant afseende dels sökt noga bestämma såväl beskaffenheten
af den omtvistade rätten till land och strand, som ock Lapparnes rätt till begag¬
nande af skogen och de gamla s. k. renvägarne; dels ock föreslagit, att under
vissa förhållanden de Lappar, som uppehälle sig å samma område, skulle vara
underkastade gemensam ansvarighet för skada af renar i de fall, der den till ska¬
dan vållande ej kunde uppdagas; hvarjemte komitén i förslaget intagit bestäm¬
melser, åsyftande att åt den som lidit skada bereda lättnad för utfående af ho¬
nom tillkommande godtgörelse.
Sedan Högsta Domstolen samt Norska Regeringen afgifvit infordrade ytt¬
randen Öfver detta förslag samt detsamma i anledning af deremot framställda an¬
märkningar blifvit i vissa delar omarbeta»!!, har Kongl. Maj:t i sammansatt Svenskt
och Norskt Stats-Råd den 23 sistlidne December beslutat föreslå Sveriges Riksdag
och Norges Storthing vid deras nästa sammanträden att antaga det sålunda om¬
arbetade förslaget.
Med öfverlemnande i tryckt exemplar af de i ämnet inom Stat-s-Rådet och
Högsta Domstolen förda protokoll samt af andra till frågan hörande handlingar
och hänvisande till dessa protokoll och handlingar i afseende å de närmare moti-
verna för de föreslagna stadgandena, vill Kongl. Maj:t alltså härmed, jemlik!
87 § Regeringsformen, till Riksdagens antagande framställa följande förslag till
“Förordning rörande Lapparne i de förenade Konungarikena Sverige och Norge.
§ I-
Lapp, som vill, på sätt här nedan tillätes, med sina renar flytta fram och
tillbaka emellan Sverige och Norge, skall vara antingen Svensk eller Norsk un¬
dersåte.
§ 2.
Önskar Svensk Lapp att blifva Norsk eller Norsk Lapp att blifva Svensk
undersåte, skall, då i öfrig! laga hinder derför ej möter, utflyttningsattest på be¬
gäran meddelas honom af vederbörande kronofogde och kyrkoherde; dock vare
han från skatter och andra allmänna förpligtelse!- i det rike, hvars undersåte han
förut varit, icke fri, förrän han, enligt de i andra riket gällande föreskrifter, blifvit
dettas undersåte och bevis derom hos förenämnde embetsmän företett.
Bih. till Rilisd. Prat. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 3 Käft.
3
18
Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 8.
§ 3.
Lapparne äro berättigade att årligen med sina renar flytta från det ena
riket in i det andra och uppehålla sig å de traktör, Indika hvartdera rikets Lap¬
par efter gammal sedvana hitintills hafva besökt, samt att der, under iakttagande
af de i donna förordning meddelade föreskrifter, betjena sig af land och vatten
såväl till underhåll för sig och sina renar som till jagt och fiske. Utan vederbö¬
rande jordegares eller brukares samtycke må dock ej Svenska Lappar med sina
renar uppehålla sig i Norge under annan del af året, än Maj, Juni, Juli, Augusti
och September månader, eller Norska Lappar under nämnde månader med sina
renar vistas i Sverige. Öfverträdelse af detta förbud straffas med böter, till be¬
lopp första gången af högst 40 Riksdaler Svenskt Riksmynt eller 10 Speciedaler
Norskt mynt och annan gång af högst dubbelt.
§ 4.
Under sitt uppehåll inom de traktör, som i § 3 omförmälas, ega Lapparne att
i skog till eget behof begagna terra träd och vindfällen samt i Statens skog äfven
växande löfträd. Hvad de vidare behöfva af trädvirke får ej tagas utan egarens
tillstånd.
§ 5.
Genom rödjning eller uppodling af jord eller uppförande af hägnader må
Lapparne ej beröfvas sådana gamla renvägar, som fortfarande äro för dem be-
höfliga.
Hafva sådana vägar redan blifvit på omförmälda sätt stängda, skola de
genom Statens föranstaltande åter göras för Lapparne tillgängliga.
§ 6.
De landsträckor, der Lapparne söka bete för sina renar, må, der så för
vinnande af nödig uppsigt öfver Lapparne och deras djur finnes behöfligt, indelas
i särskilda uppsyningsdistrikt, inom hvilka de Lappar, som med sina renar der sig
uppehålla, skola i de fall och på det sätt här nedan närmare bestämmes, vara
underkastade gemensam ansvarighet för skada, som af renarne tillskyndas de jord¬
brukande innevånarnes egendom.
För att en trakt, hvarest Lapparne ega att söka bete för sina renar, skall
kunna i distriktindelning ingå, måste till densamma finnas eller beredas sådana
renvägar, att vid deras begagnande Lapparne kunna, med iakttagande af tillbörlig
bevakning, afhålla renarne från angränsande egor.
19
Kongl. Majis Nåd. Proposition No 8.
Distrikten böra sålunda bestämmas, att de renar, som der söka bete, i
allmänhet och efter hvad erfarenheten om deras vanor gifver vid handen, kunna
antagas komma att under betestiden hvarken dela sig i ständigt från hvarandra
skilda flockar eller af egen drift öfvergå till annat distrikt.
I hvilka trakter distriktindelning skall ega rum, beror på förordnande af
Konungen. lian fastställer ock distriktets gränser.
§ 7.
Lapp, som vill med renar flytta till. annan socken i hemlandet än den,
hvarest han har sitt hemvist, eller öfver gränsen till det andra riket, åligger att
för länsmannen i hemorten uppgifva sitt eget och medföljande husfolks namn,
det uppsyningsdistrikt, eller, der distriktindelning ej eger ruin, den socken eller
annat liknande område, inom hvilket han ernar taga sitt tillhåll, äfvensom antalet
af de renar, han kommer att medföra och dessas egare. Verkställer någon flytt¬
ningen, utan att hafva lemnat sådan uppgift, bete högst 40 Riksdaler Riksmynt
eller 10 Speciedaler. Lag samma vare, der det medförda renantalet med en tion¬
dedel eller mera öfverstiger det af honom uppgifva.
I hvardera riket skola de Lappar, hvilka anmält sig vilja taga tillhåll inom
ett och samma uppsyningsdistrikt, inom sig inför vederbörande länsman utvälja
en uppsyningsman. Sedan uppsyningsman!^ blifvit vald, har landshöfdingen eller
amtmannen att meddela honom förordnande å hans befattning, hvarjemte lian af
länsmannen erhåller förteckning å alla de Lappar, som komma att stå under
hans tillsyn, upptagande tillika de af dessa, enligt föregående moment, till läns¬
mannen afiemnade uppgifter. Af dessa förteckningar insände länsmannen dess¬
utom två exemplar till landshöfdingen eller amtmannen, som, i hvad angår de
Lappar, hvilka flytta till andra riket, försänder det ena exemplaret till amtman¬
nen eller- landshöfdingen derstädes, jemte uppgift å de utsedde uppsyningsmännen.
Skulle sistnämnde amtman eller landshöfding finna att större antal renar är upp¬
gift för något visst uppsyningsdistrikt, än detsamma val kan mottaga, har lian
att hänvisa det Överskjutande antalet till närmaste distrikt, der utrymme finnes,
och att derom underrätta landshöfdingen eller amtmannen i det rike, derifrån
flyttningen skall ske, så tidigt att Lappande kunna få kännedom om den vidtagna
åtgärden, innan flyttningen företages.
Tid och sätt för afgifvande af de i donna § föreskrifnä uppgifter äfven¬
som för val af uppsyningsman bestämmas af landshöfdingen eller amtmannen,
hvilken jemväl för öfrigt, i händelse dessa bestämmelser skulle visa sig otillräck¬
lig för dermed afsmida ändamål, eger att gifva de ytterligare föreskrifter, som
kunna finnas nödiga.
20
Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 8.
§ 8.
Uppsyningsman är pligtig:
a) att infinna sig i sitt distrikt sednast å samma tid som dit först ankom¬
mande Lappar och att förblifva der intilldess de under hans tillsyn stå¬
ende inflyttade Lapparne allmänt begifvit sig derifrån;
b) att inom åtta dagar efter ankomsten till nämnda distrikt för vederbörande
länsman uppvisa sitt förordnande jemte förteckningen öfver de Lappar, som
anmält sig ämna taga sitt tillhåll inom distriktet, samt tillika uppgifva det
ställe, der han vanligen träffas;
c) att förskaffa sig kännedom om de under hans tillsyn stående Lappars
uppehållsställen äfvensom angående dem, som flytta genom distriktet, samt,
i händelse det skulle visa sig, att Lappar, hvilka ej äro upptagna i för¬
teckningen, der uppehålla sig, derom hos länsmannen gorå anmälan;
d) att tillse, det Lapparne noga bevaka sina renar, samt i öfrig! befordra
god ordning och vid uppkommande tvister med den jordbrukande befolk¬
ningen söka bilägga desamma;
e) att efter behörig kallelse inställa sig vid besigtningar samt syner och vär¬
deringar, hvilka anställas i anledning af skada, som någon uppöfver hafva
blifvit honom af renar inom distriktet tillskyndad, samt att, när der¬
vid eller vid förekommande rättegångar fråga uppstår om skyldighet ■ för de
under uppsyningsmannens tillsyn stående Lappar att för uppkommen skada
gemensamt ansvara, fora dessas talan, hvarvid han, om skål dertill finnes,
egen att å nämnda Lappars vägnar ingå förlikning angående såväl skade¬
ersättning som syne- och rättegångskostnader;
f) att söka upptäcka genom hvilkens eller h vil kas renar angifven skada inom
distriktet blifvit förorsakad och att, efter undfången kallelse till besigtning,
syn eller värdering å skadan, till förrättningen inkalla den eller de skyl¬
dige, om de för uppsyningsman^!! äro bekante.
Uppsyningsman!^ n väljas hvarje gång för ett år, De kunna för så lång
tid, som deras befattning sednast varit, undandraga sig att varda återvalda.
§ 9.
1. Lapparne åligger ej allenast att noga taga sig till vara att sjelfva till¬
foga landets innevånare någon skada å deras egendom, utan ock att omsorgsfullt
bevaka sina renar, så att skada ej af dem föröfvas.
2. Skada, som af renar göres å åker, äng, utängsslåtter, växande skog
eller hjortronland ersättes af den eller dem, genom hvilkas renar skadan blifvit för¬
orsakad. Sker sådan skada med uppsåt eller grof vårdslöshet vid renarnes be¬
21
KongI. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 8.
vakning, böte dessutom den skyldige för livar gång högst 40 Riksdaler eller 10
Speciedaler, Indika böter dock ej ifrågakomma, der förlikning träffas om skadans
ersättande. Lapp, af hvars ren vaktare sådan förseelse nu sagd är blifvit föröfvad,
vare ansvarig för gäldande af de böter, som kunna renvaktaren ådömas.
3. Sker skada å egor af ofvannämnda beskaffenhet inom sådant upp-
syningsdistrikt, hvarom i § 6 förmäles, och kan det ej utrönas, genom hvilkens
eller hvilkas renar den förorsakad blifvit, åligger ersättningsskyldigheten de Lap¬
par gemensamt, Indika hafva sitt tillhåll i distriktet, och värde ersättningsbelop¬
pet jemte syne- och rättegångskostnader dem emellan fördelad! i förhållande till
det antal renar, hvarmed en hvar tillhörer distriktet. Om vid den tid skadan
skedde renar, tillhörande andra Lappar, än dem, som anmält sig vilja i distrik¬
tet taga sitt tillhåll, voro sladda på flyttning derigenom eller eljest der sig uppe¬
hålla; skola äfven dessa främmande Lappar i förhållande till nämnde deras renar
i ersättningen deltaga. Inom trakter, der distriktindelning ej skett, egen sådan ge¬
mensam ansvarighet, som i detta mom. stadgas, ej rum.
4. Skada å utmark, som ej ofvan är omnämnd, ersättes jemväl efter of¬
van stadgade grunder, dock endast i det fall, att jordens egare eller innehafvare
genom densamma kommit i saknad af erforderligt bete för sina hemdjur. Hvad
Tromsö amf särskild! angår eger ej ersättningsskyldighet ruin, om renar komma
in och beta å sådan utmark under tiden före den 8 Juli hvarje år, när denna
förmån ej af Lappande begagnas sålunda, att någon jordegare eller innehafvare
särskild! derigenom i väsendtlig mån betungas.
§ io.
Har under Lappars uppehåll i Norge skada genom deras renar någon der¬
städes förorsakats såsom i 9 § sägs och vill flen, som skadan lidit, gorå sin rätt
till ersättning gällande, läte han, så fort ske kan, tillkalla två ojäfvige och kun¬
nige män, hvilka höra samtidig! infinna sig på ställe! samt, efter besigtning af
skadan och undersökning om densammas tillkomst, derom efter bästa förstånd och
under edlig förpligtelse afgifva utlåtande. För att vid denna förrättning närvara,
skall den skyldige, då han är känd, samt, om skadan skett inom uppsyningsdi-
strikt, äfven vederbörande uppsyningsman för de Lappar, som der hafva sitt till¬
håll, och, om dessa tillhöra begge rikena, såväl den Svenska som Norska uppsy-
ningsmannen tillkallas. Möter hinder för sådan kallelses delgifvande inom 48 tim¬
mar efter det skadan upptäcktes, tillkallas i stället en af de i närheten varande
Lappar, eller, der skadan skeft inom distrikt, der både Svenska och Norska Lap¬
par sig uppehålla, en af hvardera folket. Kan ej heller detta ske inom nyss¬
nämnde tid, eller uteblifver någon af de tillkallade, må förrättningen deraf ej
uppehållas.
22
Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition No 8.
§ 11-
Varder vid den i § 10 nämnda förrättning ersättningsfrågan ej i godo bi¬
la gd, åligger ■ den, som skadan lidit, der han sitt ersättningsanspråk fullfölja vill,
att skyndsamligen hos länsmannen i orten begära ny syn på stället för skadans
värderande. Till donna syn, hvilken förrättas af länsmannen med biträde af två
lagrättsmän, dem lian utser inom den i Norska lagen den 28 Augusti 1854 § 18
föreskrifna nämnd, skall den skyldige, eller, der fråga är om sådan gemensam an¬
svarighet som i § 9 3 mom. förmäles, vederbörande uppsyningsman instämmas me¬
delst kallelse, som bör delgifvas sednast dagen före förrättningen, om den, som
kallas skall, uppehåller sig inom två mil från förrättningsstället. Uppehåller han
sig på längre afstånd derifrån, värde kallelsetiden förlängd med 24 timmar för
hvarje falla två mil. Vid synen skall den, som lidit skadan, medhafva de män,
hvilka hållit den första besigtningen, eller, om sådant ej kan ske, framlägga deras
skriftliga intyg om förloppet dervid. Han bör ock, om så nödigt anses, förevisa
de handlingar, hvarpå hans egande- eller nyttjanderätt till den mark, der skadan
skett, sig grundar. Förrättningsmännen skola, så vidt möjligt är, söka åstadkomma
och i protokoll intaga noggrann utredning angående skadans uppkomst och vid¬
sträckthet, ställets belägenhet och beskaffenhet, om murken är inhägnad eller oin¬
hägnad m. in., äfvensom angående den eller de personer, hvilka ega de renar, som
gjort skadan, dessas antal och storleken af de hjordar, de tillhöra.
Alla, som äro tillstädes, der förrättningen hålles, äro förpligtade att på
länsmannens uppmaning tillkännagifva allt, som kan vara dem bekant och lända
till upplysning i saken, och står hvar och en för innehållet af sitt yttrande i samma
ansvar, som om det afgifvits inför domstol.
Vid skadans värderande skola synemännen noga taga hänsyn till såväl mar¬
kens beskaffenhet och fruktbarhet, dess större eller mindre uppodling, grödans god¬
het och huruvida annan boskap än renar bidragit till skadan, som ock, der skada
å utmark skeft, de omständigheter, hvaraf enligt § 9 sista mom. ersättningsskyl¬
dighet i detta fall är beroende, samt alla andra förhållanden, som ega inflytande
å skadeersättningens belopp. Länsmannen egen vid värderingen ej röst, men i hän¬
delse af olika meningar mellan synemännen gäller den, hvilken länsmannen bi¬
träder. För öfrig! böra synemännen till protokollet afgifva förklaring under edlig
förpligtelse, att värderingen är anställd efter öfvertygelse och bästa förstånd. Läns¬
mannen bör innan förrättningens början förehålla synemännen de pligter, hvilka
på grund af förestående bestämmelser åligga dem, derom anteckning till protokol¬
let skall ske. Innan förrättningens slut skall länsmannen söka åstadkomma för¬
likning mellan parterna. Träffas förlikning, har den samma verkan, som om den
vore ingången inför förlikningskommission.
23
Kong!. Maj:ts Nåd. Proposition No 8.
Värdering, som omtalas i denna §, kan, i händelse af rättegång, förändras
af domstolen, om skäl dertill finnes.
För förrättande af de i denna § omnämnda syner och värderingar tillkom¬
mer länsmannen och lagrättsmännen samma godtgörelse, som i lag är eller kan
varda dem tillerkänd för enahanda förrättningar i afseende å skada af hemdjur.
§ 12-
Kan ej heller vid den i föregående § om förmäld a förrättning saken genom
lagligen bindande förlikning afgöras, åligger länsmannen, om den, som skadan li¬
dit, sådant påyrkar, till vederbörande amtman insända afskrift af förrättningspro-
tokollet med dertill hörande handlingar jemte eget yttrande angående de mäns
trovärdighet, hvilka förrättat den föregående besigtningen, hvarefter amtmannen
genast eller efter ytterligare undersökning, om sådan anses nödig, afgör, om skål
finnes till åtals anställande, i hvilket fall han föranstaltar om dylikt åtal enligt de
för offentliga politisakers behandling gällande förmer, mot den eller dem, hvilka,
antingen enligt åstadkomna upplysningar kunna anses öfvertygade om skadegörelsen
eller eljest till följd af 9 § äro för densamma ansvarige. Mål af förevarande be¬
skaffenhet må efter omständigheterna handläggas antingen vid extra rätt eller vid
tingen och står det den eller de tilltalade fritt att i dessa mål svara genom ombud.
Har skada af ifrågavarande beskaffenhet val skett, men är så ringa, att
den ej står i skäligt förhållande till de med dess åtalande förbundna kostnader,
föreskrifves ej allmänt åtal, .hvaremot det till amtmannen insända protokoll med
biläger tillställes den, som lidit skadan, med underrättelse det han egen att sjelf
anhängiggöra och utföra sin talan, om han dertill finner sig befogad, i hvilket fall
målets instämmande till förlikningskommission dock ej erfordras.
Frågor angående ersättning för skada af renar i de orter, der indelning i
uppsyningsdistrikter ej egen rum, behandlas i tillämpliga delar enligt hvad här är
stadgadt, dock att allmänt åtal i sådana fall ej anställes.
§ 13.
i §§ 10, 11 och 12 i afseende på behandlingen af de deri omförmäld a
ersättningsfrågor gifna föreskrifter ega ej tillämpning i dylika frågor, som uppkomma
i Sverige, utan förfares med dessa efter der gällande lag.
§ 14.
1. Talan emot Lappar om sådan gemensam ansvarighet, som i 9 § stad¬
gas, anhängiggöra emot den uppsyningsman, som var anställd i distriktet på den
24
Kortyl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 8.
tid skadan skedde. Hade vid nämnde tid Lappar från begge rikena der sitt till¬
håll, skola såväl den Svenska som den Norska uppsyningsmannen instämmas. Upp-
syningsmannen stämmes å vederbörande Lappars vägnar att svara i målet och
emottaga dom angående åtgörande af skadeersättningen och samtliga omkostnader.
2. Tilltror uppsyningsman sig kunna visa genom hvilkens eller hvilkas
renar skada blifvit förorsakad eller att jemte de under hans tillsyn stående Lappar
äfven andra höra för skadan ansvara, ege han att den eller de skyldige eller i
sednare fallet dom, emot Indika anspråk om deltagande i ersättningen väckes, till
gemensamt svaromål i saken instämma låta.
3. Der i det fall, hvarom donna § handlar, hinder meter att stämma upp¬
syningsman, skall stämningen delgifvas de Lappar, emot Indika talan föres; och
galle då för dem, hvad i föregående inom. om uppsyningsman är sagdt.
§ 15.
Lappar, Indika, efter ty här ofvan sägs, blifvit till gemensam ansvarighet
för inträffad skada dömde eller, efter det värdering af skadan enligt § 11 egt rum,
ingått förlikning om gemensamt erläggande af en ersättning icke öfverstigande den
genom värderingen bestämda med tillagd godtgörelse för häfda omkostnader, väte
oförhindrade att mot den eller dem, som' skadan förorsakat, i händelse kännedom
derom sedermera erhålles, eller emot andra Lappar, hvilka, vid den tid skadan
skedde, haft renar inom distriktet och sålunda höra i skadeersättningen deltaga,
väcka talan om återgäldande af det ådömda eller genom förlikning bestämda
ersättningsbeloppet eller hvad deraf å öfrige Lappar belöper. Sådan talan nu sagd
är må dock sednast anhängiggöras inom två år efter det skadan skedde.
,§ I6-
Laglig stämningstid, när Lappar i sitt hemland skola stämmas till domstol
i andra riket, är i allmänhet tre månader, men endast sex veckor, när den, som
stämmes, uppehåller sig i län eller amt, som gränsar till amt eller län, hvari dom¬
stolen, dit kallelse sker, linnés. Den, hvars vistelseort är okänd, njuter tre måna¬
ders tid efter stämningens kungörande i Sverige eller i Norge, vid kyrkan i den
socken, der lian sednast haft sitt hemvist.
§ 17.
Den, som olofligen fäller eller misshandlar Lappa1’1163 renar, skall, utom
full ersättning för skadan, bota högst 40 Riksdaler Riksmynt eller 10 Speciedaler,
så framt
25
Kong1. Maj:ts Nåd. Proposition No 8.
så framt icke förseelsen efter allmän lag medför högre ansvar. Lag samma vare,
om någon med uppsåt eller af groft vållande förorsakar, att renarne, genom skräm¬
skott, hundar eller på annat otillbörligt sätt ofredas på deras rättmätiga uppe¬
hållsställen, eller säker dem derifrån fördrifva.
När någon Lapp hos vederbörande länsman klagan öfver sådan förnärmelse,
som ofvan är nämnd, skall länsmannen, efter föregången undersökning, så vida
han ej kan åstadkomma förlikning, i livilket fall ansvar ej egen rum, om saken,
så fort ske kan, afgifva berättelse till landsliöfdingen eller amtmannen, som, derest
skäl förefinnes att ställa någon till ansvar, skall föranstalta om sakens utförande
genom allmän åklagare, hvad Norge angår, enligt de i § 12 bestämda grunder,
men i motsatt fall sänder berättelsen till den, som skadan lidit, med tillkännagif¬
vande att det öfverlemnas åt honom sjelf att anställa rättegång för att sin talan
utföra, i hvilken händelse saken ej behöfver till förlikningskommission hänskjuta^.
§ 18.
De i §g 3 och 7 omförmälda förseelser åtalas i Norge efter amtmannons
föranstaltande inför Politirätt, I Sverige skola förseelser mot dessa §§ äfven
vara underkastade allmänt åtal.
§ 19.
Dom, hvarigenom någon i det ena riket blifvit dömd till böter enligt donna
förordning eller till er sättning för skada af ren, kan i det andra riket bringas till
verkställighet, om den egen laga kraft, den dömde dermed förklarat sig nöjd, eller,
då domen är meddelad i Norge, vad emot domen icke blifvit inom stadgad tid
anmälJt (Appellationsfristen er udlöben) eller, i eu genom allmän åklagare utfärd
rättegång, domen blifvit den sakfälla kungjord, utan att lian påyrkat densammas
pröfning i högre rätt. Önskar någon doms verkställande i det andra riket, vände
sig till lands häfd ingen eller amtmannen i det län eller amf, der domen är gifven,
och teckne denne, derest sådant förhållande adagalägges, på grund hvaraf deri
sökta verkställigheten ma ega rum, bevis derom å domen samt sände handlingarne
till vederbörande amtman eller landshöfding i det andra riket, hvilken föranstal¬
tar om domens verkställande och de indrifna medlens öfversändande till förstnämnde
landshöfding eller amtman.
Hvad om domän nu sagd! är, galle ock om sådana i fråga om ersättning
för skada, som i denna förordning omförmäles, träffade förlikningar, Indika ega
kraft af dom; hörande landsliöfdingen eller amtmannen, då sådan förlikning, in¬
gången i det ena riket, för verkställighet öfversändes till det andra, tillika med-
Pih. till Piksd. Prot. 1871. 1 Sami 1 Afd. 3 Höft. .4
26
Kongl. Maj\ts Nåd. Proposition N:o 8.
dela bevis, att förlikningen enligt förstnämnda lands lagar eger samma gällande
verkan, som laga kraft vunnen dom.
I afseende å böters förvandling vid bristande tillgång till deras gäldande,
förfares enligt det lands lagar, der böterna utsökas.
§ 20.
I Sverige skall kungörandet af Norsk dom, meddelad på grund af denna
lag, verkställas genom kronobetjent med vittne eller genom två nämndemän. Der¬
vid bör jemväl, om rättegången är genom allmän åklagare utförd, den sakf äilde
affordra förklaring, huruvida lian påyrkar domens pröfning i högre rätt. I mål,
som enligt § 14 blifvit mot uppsyningsman utfördt, skall domen kungöras denne,
som har att i nämnde hänseende sig förklara.
§ 21.
de mål der Svensk Lapp är part i Norge eller Norsk Lapp i Sverige
eger bruk af stämpladt papper ej rum.
§ 22.
I Öfrig! komma de i hvardera riket i allmänhet gällande lagar att tilläm¬
pas å Lapparne under deras vistande derstädes,
§ 23.
När i denna förordning talas om Lapparnes renar förstås dermed icke
allenast deras egna utan ock ändras renar, hvilka äro under deras vård.
Bofaste renegare hafva, såvida de hålla sina renar under egen vård, i af¬
seende å dessa samma rättigheter och skyldigheter som Lapparne.
.§ 24.
Embets- och tjensteman, i synnerhet landshöfdingar och amtmän, skola
tillse, att de öfverflyttande Lapparne ej förnärmas i utöfvande af dem tillagda
rättigheter.
§ 25.
Der i ettdera af rikena å något visst område vid kusten eller inne i lan¬
det renars underhåll pröfvas för den jordbrukande befolkningen vara i synnerlig
män betungande, kan Konungen förordna, att det området ej vidare må till sådant
ändamål begagnas mot det att erforderlig betesmark Lapparne anvisas på annan
landsträcka, som dertill finnes tjenlig.
Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 8.
27
§ 26.
Visar det sig nödigt för det i föregående § omförmälda ändamål eller för
att åt Lapparne bereda nödiga vägar till deras betesmarker att använda jord, som
eges eller brukas af enskild man, vare i Norge egaren eller brukaren, när sådan t
af Staten påfordras, skyldig att afstå jorden mot ersättning, som, der godvillig öf¬
verenskommelse ej kan träffas, bestämmes genom värdering. I Sverige förfars s
härmed enligt gällande förordning angående jords afstående för allmänt behof.
§ 27.
De bestämmelser i donna förordning, hvilka ordna förhållandet emellan
Lapparne och den jordbrukande befolkningen, gälla icke inom Finnmarkens amf.
Skulle Svensk Lapp söka sommarbete i nämnde amt för sina renar, komma de
för amtets Norska Lappar särskilt gällande bestämmelser att å honom tillämpas.
§ 28.
Donna förordning träder i kraft under vilkor, att enahanda stadgande
meddelas i Norge, och då från den dag, Konungen för båda rikena bestämmer.
Från samma dag upphör första bihanget eller codicillen till Gränsetraktaten af
’/„ Oktober 1751 att vara gällande. Beslut om upphäfvande af eller förändring i
donna förordnings bestämmelser äro i hvardera riket, för så vidt angår andra
riket eller dess undersåter, först gällande, när motsvarande beslut är fattadt å den
andra sidan.
Kongl. Maj:t förblifver Riksdagen med all Kongl. nåd och ynnest städse
välbevågen.
CARL.
Axel Adlercrmtz.
Bil. till Kongl. Maj:U nåd. Prof. om antagande af en Förorda, rör. Lappare i Sverige och Norge. 1
Stormäktigste Allernådigste Konung!
Sedan redan för längre Lider tillbaka åtskilliga tvistigheter uppkommit
i anledning af den utaf Lappande i Sverige och Norge från ålder utöfvade
och genom särskild codicill till Gränsetraktaten den 7/18 Oktober 1751 be¬
kräftade rättighet, att årligen med sina renar efter gammal sedvänja flytta
öfver gränsen från ena riket till det andra och der begagna land och strand
till underhåll för sina djur och sig sjelfva, hade Eders Kongl. Maj:t den 7 Decem¬
ber 1843 förordnat en komité aftvå Svenske och två Norske män, som borde
sammanträda i Piteå för att taga i öfvervägande och ingifva förslag angående
de ändringar i och tillägg till omförmälda codicill, som kunde finnas nödiga,
hvarefter donna komité, som hållit sammankomster från den 14 Februari
till den 24 Juni 1844 och der förutan så val vid besök i de Svenska lapp¬
markerna hållit förhör med Lappar och andra om lappväsendet kunnige
personer, som ock genom infordrade upplysningar från kronobetjening'»;!! och
presterskap^ i de traktör, der Lappar uppehålla sig, sökt vinna kännedom
om de olika förhållandena å olika orter, omsider den 25 Juni sistnämnda år,
med förklaring, att den gamla codicillen ansetts hvarken kunna bibehållas
sådan den var eller beqvämligen ändras till hvad den herde vara, afgifvit
underdånigt förslag till ny förordning i förevarande ämne, under benämning af
»åtskilliga stadgande!) rörande Lapparne och Fjellfinnarne i de förenad»
rikena 'Sverige och Norge». Detta förslag, deröfver, i anledning af vackt
fråga om nådig Propositions aflåtande till Rikets Ständer, såväl Högste Dom¬
stolens som Justitiekanslers-embetets underdåniga utlåtanden i de delar, som egde
sammanhang med allmän lag, infordrats, har dock sedan icke varit öfver-
lemnadt till behandling hvarken af Rikets Ständer eller af Norska Stortinget,
dertill orsaken utan tvifvel varit åtminstone till någon del att söka i den
meningsskiljaktighet, som i vissa punktör visat sig mellan de båda ländernas
ombud, isynnerhet angående vidsträcktheten af den Lapparne tillkommande
och för dem nödiga betesrätt; hvaremot Norska Regeringen den 18 Juli
1862 afgifvit ett nytt förslag till författning i förevarande hänseende, hufvud¬
sakligen innefattande endast en bearbetning af det förra, med iakttagande af
åtskilliga deremot framställda anmärkningar; men då äfven häremot betänk-
Bill. till Rilcsd. Prof. 1871. 1 Barn1. 1 Afä. j
2 Bil. till Kong}. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda. rör, Lapparne i Sverige och Norge.
ligheter mött å Svensk sida, på sätt Justitie-statsministerns skrifvelse af den
22 December 1862 utvisar, och jemväl i Norge skiljaktiga meningar försports i
afseende å beskaffenheten af de åtgärder, som herde vidtagas, har Norska
Regeringen i skrifvelse!- af den 2 Mars och den 9 Maj 1866 väckt förslag
om förordnande nu ytterligare af eu komité, bestående af tre män från hvar¬
dera riket, hvilken herde sammanträda i Tromsö i Norge, i hvars omgifnin-
gar större delen af de Svenska Lappar, som flytta till Norge, bruka under
vistandet derstädes uppehålla sig, och hvarifrån de svåraste klagomålen å
ömse sidor afhörts, samt efter å stället inhemtad kännedom angående förhål¬
landet med Lapparne afgifva förslag till ordnande af detsamma.
Efter det donna hemställan är vorden af Eders Kong!. Maj:t den 29
Maj 1866 bifallen och undertecknade samma dag förordnats till Svenska
ledamöter i komitén, hafva dess samtliga ledamöter den 8 påföljande Juli
sammanträffat i Tromsö samt omedelbart börjat komiténs arbeten och dermed
fortfarit till den 31 Augusti, då komitén upplöstes, sedan under liden leda¬
möterna besökt en stor del af de trakter i grannskapet, der Lapparne för
tillfället befunno sig, och hållit förhör med såväl dem som den jordbrukande
befolkningen samt slutligen företagit utarbetande af förslag till förordning i
ämnet, derom samtlig^ ledamöterne nu lyckats förena sig, allt på sätt under¬
dånigst bifogade sammanträdes- och förhörsprotokoller jemte förslag utvisa.
Hvad. angår den från föremålet för komiténs verksamhet oskiljaktiga
frågan om Lapparnes söder och bruk, om antalet af de Svenska Lappar, som
om somrar ne besöka Norge, om beskaffenheten af de trakter derstädes, hvarest
Lapparne uppehålla sig, har komitén föga annat att upplysa än hvad förra
komiténs den 30 Juni 1844 afgifna utlåtande innehåller; och får komitén i
dessa hänseenden, med förklaring att den i allo instämmer med hvad i be¬
rörda utlåtande yttras angående nödvändigheten för Lapparnes existens att
bibehålla den dem från urminnes tider tillerkända rätt att till sitt eget och
sina djurs underhåll begagna båda rikenas land och vatten, i (ifrigt hänvisa
till merberörda underdåniga utlåtande.
Enklaste sättet att slita tvisten mellan Lapparne och den jordbrukande
befolkningen vore utan tvifvel att emellan deras särskilda betesmarker upp¬
draga en gräns, så att de hvar för sig erhålla sitt bestämda område. En
sådan markens fördelning skulle dock nödvändigt grunda sig å Lapparnes
och de fastboendes hvar för sig egande rätt deri, och det är just denna rätt
eller andel i marken, som utgör tvisteämnet, i det Norrmännen vilja tiller¬
känna Lapparne rätt till bete endast i sådana marker, som icke af den jord¬
brukande befolkningen begagnas. Denna från Norsk sida medgifna rätt är,
genom de fortgående odlingarne och de ständigt allt längre och längre in
åt landet fortgående bosättningarne, föränderlig, enär murken allt mer och
mer intages och lägges under kultur, hvarigenom Lapparnes betesrätt in-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 3
skränkes; och om äfven landets beskaffenhet i (ifrigt medgåfve en sådan
fördelning, skulle den i alla fall ej låta verkställa sig, enär sjelfva delnings-
grunden är föränderlig, obestämd och omtvistad. Inom nuvarande Tromsö
amt och större delen af Nordlandens består marken hufvudsakligen af höga
fjell, Indika mer eller mindre brant stupa ned i hafvet och äro skilj da från
hvarandra dels af djupt ingående halsvikar, dels af ehvar, dels af otaliga
större och mindre dalgångar. På de ställen der hafsstränderna äro mindre branta
äfvensom i dalgångarne är marken dels skogbeväxt och dels mera eller
mindre odlad och bebyggd, ehuru odlingarne i allmänhet inskränka sig till
små fläckar. Under de sednare åren hafva bosättningarne och odlingarne
gjort störa framsteg och många ställen, som läge öde för några år sedan,
äro nu inhägnade och tågna under bruk. Det har blifvit upplyst att i slutet
af terra århundradet bestod dalgången långs Målselfvens vattendrag endast
af öde skogar och nu är denna ekdal helt och hållet ända upp mot riks-
gränsen intagen och bebyggd; och på andra ställen eger enahanda förhållande
ruin. Pjellen äro dels ständigt och dels till långt fram på sommaren be¬
täckta med snö, och den under vanna årstiden ständigt fortgående snösmält¬
ningen orsakar, att alla dalgångar och alla jordbetäckta lägre delar invid
kusten under sommaren alstra ett rikligt och kraftigt gräsbete, hvilket, i
den man som snösmältningen fortgår, sträcker sig längre och längre upp
mot fjolleri. För det antal kreatur, som nu finnes och eges af den fast-
boende befolkningen, är tillgången till bete mer än tillräcklig, särdeles fram
på sommaren, när gräset allmännare hunnit utveckla sig, och under donna
tid begagnas sällan de högst upp i fjolleri belägna betesdelarne af landets
innevånare, och det är på sådana ställen, som Lapparne kunna söka bete
för sina renar utan att förnärma landets innevånare. Sistnämnda traktör och
de markör, hvilka de fastboende ensamt begagna, ligga dock sammanblandade,
så att någon regulier och synlig gräns dem emellan ej kan å marken upp¬
dragas, än mindre med hägnad förses. Till följd häraf hafva komiterade,
som kommit till den åsigt, att någon bestämd gräns emellan Lapparnes och
de fästboendes betesmarker ej kan utstakas, sökt på annat sätt förebygga de
ofta förekommande tvisterna genom att så vidt ske kunnat bestämma såväl
liden som sättet för begagnandet af betesrätten in. in. I det nu upprättade
förslaget hafva komiterade i öfrig! i afseende å de ämnen, hvarom i detsamma
bort meddelas föreskrifter, hufvudsakligen kommit till samma åsigter som förra
gången gjorde sig gällande, nemligen att en stor del af de å ömse sidor
framställda klagomål haft sin grund till en början i den ovisshet, som före-
funnits angående beskaffenheten och vidsträcktheten af de Lapparne tillkom¬
mande rättigheter, men vidare dels i svårigheten att å laglig väg vinna rättelse
i de missbruk, som ostridigt egt ruin, dels ock i sammanhang härmed i
saknaden af nödiga kontroller öfver Lapparnes antal, vistelseort och vandringar,
4 Bil. till KongU Maj:fs nåd. Prof. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
hvarför och då koraiténs verksamhet förnämligast mast riktas å afhjelpande
af dessa missförhållanden den ansett sig kunna vid sitt arbete lägga det
förra enligt samma uppfattning uppgjorda förslaget till grund, endast med
de ändringar, som föranledts af nödvändigheten att i de förr omtvistade
punkterna komma till enighet, och af de i någon mån olika förhållanden,
som inträdt efter år 1844 eller eljest framställt sig vid de undersökningar,
som nu skott å orter, Indika förra komitén ej var i tillfälle att besöka.
De grunder, hvarå förslaget hvilar, äro således: att man, med bibehållande
af Lapparnes rättighet att årligen flytta öfver gränsen med sina djur, sökt
att så noga som möjligt bestämma såväl beskaffenheten af den omtvistade
rätten till land och strand, som ock deras rätt till begagnande af skogen och
de gamla renvägarne m. m.; att skyldighet för Lapparne är vorden stadgad,
att före flyttningen öfver gränsen derom gorå anmälan hos myndigheterna
och på samma gång uppgifva antalet af de renar, som skola medföras, och
den trakt, i hvilken Lapparne ernå uppehålla sig; att, såsom ett medel att
hålla närmare uppsigt, än hittills kunnat ske, öfver Lapparnes görande och
låtande i andra riket, förslag framställts om landets indelande, der så nödigt
pröfvas, i särskilda distrikter, med skyldighet för Lapparne att inom sig utse
uppsyningsman för hvarje sådant distrikt; att der skada genom renar för¬
esats, utan att egaren kunnat upptäckas, ersättningsskyldigheten är vorden
ålagd alla de Lappar gemensamt, hvilka uppehålla sig inom distriktet; att,
hvad Norge angår, särskilda enklare förmer blifvit föreslagna för behandlingen
af ersättningsfrågor; och att jemväl Lapparne å sin sida fått sig tillförsäkradt
särskilt skydd mot de förnärmelse.!-, hvilka hufvudsakligen varit föremål för
deras klagan, hvarjemte slutligen föreskrifter meddelats angående utsträck¬
ning i vissa fall af allmän åklagares befogenhet att fora talan rörande för¬
brytelse mellan Lapparne och de fastboende, om verkställighet af domar
från ena riket i det andra, om expropriation af mark för Lapparnes behof,
der sådan anses nödig, in. in., i afseende hvarå allt komitén i underdånighet
hänvisa!- till de särskilda motiver, som åtfölja detta utlåtande.
Ehuru det ej är att hoppas det alla klagomål skola upphöra och alla
tvister förekommas genom antagande och tillämpning af den nu före¬
slagna förordningen, och detta så mycket mindre, som den jordbrukande
och den nomadiserande befolkningens anspråk, redan i följd af sin egen natur,
måste i många fall vara oförenliga, har man dock ansett sig kunna antaga,
att de öfverklagade olägenheterna derigenom skola i väsendtlig män förminskas
och åtminstone det nu ej ovanliga förhållande, att den, som förmenar sig
hafva blifvit förorättad, säker sjelf taga sig rätt, ej vidare bör ifrågakomma,
utan stridigheterna i stället på laglig väg afgöras. Det har dock synts
komiténs Svenska ledamöter vara tydligt, att Lapparnes rätt och bästa ej
eller i detta fall kan vara tillräckligen iakttagen endast genom förordningens
Bil. till Konyl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 5
föreskrifter, enär det är att befara att Lapparne, såsom i alla hänseenden
den svagare parten, äfven i fråga om deras rätts bevakande vid syner och
värderingar och i rättegångar skola finna sig sina vederparter alltför under¬
lägsne, dervid särskild t måste tagas i betraktande ej allenast Lapparnes i
allmänhet vida lägre bildningsgrad, utan oek deras okunnighet i det språk,
som allmänt talas i de orter, der de uppehålla sig, och som uteslutande be¬
gagnas vid alla offentliga förhandlingar, jemte svårigheten för dem, såsom
nomader, att uppehålla sig å de orter, der rättegångar ne skola föras, så länge
som sakens bevakande fordrar. 1 följd af dessa redan från ålder existerande
förhållanden hafva ock de Svenska Lapparne vid flera tillfällen, i samman¬
hang med klagomål öfver oförrätter, som de förmenat sig hafva lidit i
Norge, framställt begäran att, då de ej sjelfva kunde der gorå sin rätt vid
domstolarne gällande, genom myndigheternas försorg erhålla pålitligt biträde
vid de rättegångar, som kunde i Norge förekomma. Komiténs Svenska
ledamöter hafva visserligen ej förbisett de störa svårigheter, som mota för
lösningen af donna fråga, men anse den dock ej kunna lemnas åsido, utan
att den föreslagna förordningens ändamål, hvad Lapparnes rätt angår, skulle
i väsendtlig män förfelas; och få derför dess ledamöter, som å ena sidan
funnit det ej kunna ifrågasättas, att Lapparne skulle fä sina rättegångar ut¬
förda utan någon kostnad för dem sj elfva, men å andra sidan ej hyst någon
betänklighet mot att staten skulle komma att vidkännas någon mindre utgift
för bevakande af dess lappska undersåtares rätt under deras vistande utom
rikets gränser, i underdånighet framställa följande förslag till ordnande af
förevarande ärende:
att Konungens Befallningshafvande i de län, hvarifrån Lappar bruka
flytta till Norge, och der det eljest anses af omständigheterna påkalladt, be¬
rättigas att i Norge antaga någon i landets lagstiftning förfaren och i
»Ligt lämplig person, till hvilken Lapparne skulle ega vånda sig för att
* erhålla råd och biträde vid de tvister och rättegångar, som kunna uppstå
mellan dem och den jordbrukande befolkningen i nämnda like;
att detta ombud, hvilken dock ej skulle ega att annorlunda än på
grund af behörig för hvarje särskild! fall af vederbörande uppsyningsman
eller annan Lapp utfärdad fullmakt fora Lapparnes talan, borde vara skyldig
att efter anmodan och erhållen fullmakt vid förekommande tvister uppträda
såsom Lapparnes biträde och sakförare samt bevaka deras rätt, fullfölja saken
till högre instansen, ombesörja domars verkställighet m, in.;
att ombudet, hvilken dock ej skulle vara förbunden att ovilkorligen
öfvertaga och utföra alla de rättegångar, derom Lapparne kunde väcka
fråga, utan i dessa fall skulle ega pröfningsrätt i afseende å hvad som borde
göras eller låtas, ålades att fora ordentligt diarium öfver alla ärenden, derå
hans biträde biff vit påkalladt, och angående de åtgärder, som i anledning
6 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
deraf vidtagits, upptagande jemväl orsakerna, hvarför ifrågasatt rättegång ej är
vorden anställd, och hvithet diarium skulle inom viss tid efter hvarje års slut
insändas till Konungens Befallningshafvande för att af honom granskas;
att ombudet, som borde af Konungens Befallningshafvande antagas
för viss tid, t. ex. ett år i sender, skulle berättigas att dels af Svenska
statsverket uppbära visst ärligt arfvode och dels dessutom af Lapparne undfå
godtgörelse särskildt för hvarje förrättning efter taxa, som det kunde öfver-
lemnas åt Konungens Befallningshafvande att fastställa; och slutligen
att Konungens Befallningshafvande borde, sedan ombud är vordet an¬
taget, genom allmän kungörelse eller på annat lämpligt sätt underrätta Lap¬
parne såväl derom, som angående den ort, der ombudet kan anträffas, och
om den fastställda taxan;
hvithet förslag såsom ett nödigt bihang till den föreslagna förordningen
härmed till Eders Kongl. Maj ds nådiga pröfning öfverlemnas.
Slutligen få komiténs Svenska ledamöter i underdånighet fästa Eders
Kongl. Maj ds nådiga uppmärksamhet å den reservation desse ledamöter sett
sig föranlåtae att vid förslagets underskrifvande till protokollet afgifva.
Om och nämnda förslag, — vid hvars upprättande hufvudsakligt afseende
måst fästas å nödvändigheten af att båda ländernas ombud blefvo derom
ense, enär skiljaktighet dem emellan i någon vigtigare punkt kunde gorå
hela arbetet i fiffigt ända målslöst, — såsom ofvan är nämndt och motiverna
gifva vid handen, i det hela synts komitén lämpadt att uppfylla dermed
afsedda ändamål och således afhjelpa de olägenheter, hvilkas öfverklagande
föranled t komiténs nedsättande, har man dock ej kunnat förbise, att denna
fråga i väsendtlig mån beror på den tillämpning de föreslagna stadgandena
erhålla. Det har legat i sakens natur såväl att föreskrifterna i vissa vig¬
tiga delar, såsom angående Lapparnes betesrätt, måst blifva af särdeles obe¬
stämd beskaffenhet, att den myndighet, som lagts i händerna på den offent¬
liga åklagaremaktens utöfvare, blifvit stor och godtycklig och att många andra
förordningens bestämmelser affattats på ett sätt, som lemnar vidsträckt fält
för den mest olika tolkning, som och att tillämpningen af alla dessa före¬
skrifter i de bestå fall måste tillkomma myndigheter, öfver hvilkas görande
och låtande någon kontroll ej kan från Svensk sida ega rum, samt att så¬
ledes förordningen kan komma att medföra helt andra verkningar än der¬
med af de Svenska komité-ledamöterne afsetts, utan att sådant, der samma
förordning klafve enligt sista §:ns innehåll definitivt antagen, skulle kunna af
Sveriges Regering och Riksdag afhjelpas. Det är på donna grund, som de
Svenska ledamöter ne, under åberopande af ofvannämnda reservation, anse
sig bära i underdånighet föreslå:
att förordningen, der den eljest vinner bifall, må antagas endast för någon
viss kortare tid, eller med ömsesidig uppsägningsrätt, så att första codicillen
Bil. till Kong1. Majs!» nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rtir. Låpparne i Sverige och Norge. 7
till 1751 års traktat skulle komma, derest den bestämda tiden går till ända
eller uppsägning sker utan att ny öfverenskommelse träffats, att åter tråda
i kraft.
Komiterade framhärda med djupaste undersåtlig vårdnad, trohet
och nit,
Stormäktigste, Allernådigste Konung!
Eders Kong!. Maj:ts
underdånigste, tropligtig^
tjenare och undersåter:
8. P. BERGMAN.
G. Leijonhufwud. A. F. Wallin.
Stockholm den 23 Mars 1867.
8 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lappande i Sverige och Norge.
F ö r s 1 a 2:
till
Förordning rörande Lapparne i de förenade konungarikena Sverige och Norge.
§ I-
Lapp (Fjällfinne), som med renar flyttar emellan Sverige och Norge,
skall vara ettdera af dessa rikens undersåter. Hustru och barn till¬
höra det rike, hvars undersåte mannen eller fadren är, eller, om han är död,
sednast vant.
§ 2.
Önskar Svensk Lapp att blifva Norsk eller Norsk Lapp att blifva Svensk
undersåte, skall, då i öfrig t lagligt hinder derför ej möter, utflyttningsattest
på begäran meddelas honom åt vederbörande kronofogde och kyrkoherde.
Dock är han icke fri från skatter och andra allmänna förpligtelse!- i det
rike, hvars undersåte han förut vant, innan han med attest från motsvarande
embetsman i andra riket visar, att han anmält sig såsom undersåte derstädes.
§ 3.
Lapparne äro berättigade att årligen med sina renar flytta öfver grän¬
sen in i det andra riket och uppehålla sig der på de trakter, hvilka hvart¬
dera rikets Lappar efter gammal sedvana hitintills hafva besökt, samt att,
med iakttagande af de i donna Förordning meddelade föreskrifter, betjena sig
af land och vatten till underhåll för sig sjelfva och sina renar, äfven till
jagt och fiske. Dock må renar icke utan vederbörande jordegares eller
brukares samtycke hållas i Norge å annan tid af året än mellan den 1 Maj
och den 1 Oktober.
Öfverträdelser af sistnämnde förbud straffas med böter till belopp, forsta
gången af högst 40 Riksdaler Svenskt Riksmynt eller 10 Speciedaler Norsk
mynt, och annan gång af högst dubbelt.
§ 4.
Lapparne ega att i skog till eget behof begagna terra träd och vind¬
fällen samt i Statens skog äfven växande löfträd. Hvad de vidare behöfva
af trävirke får ej tagas utan ega rens tillstånd.
Bil, till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör, Lapparne r Sverige och Norge, 9
§ 5.
Vid rödjning och uppodling af jord eller uppförande af hägnader skall
iakttagas, att Lapparne ej beröfvas sina gamla renvägar, så vidt dessa äro
för dem erforderliga.
§ 6.
För renbete på områden i det andra riket, hvilka ej uteslutande till¬
höra Staten, skola Lapparne hvarje år före flyttningen öfver gränsen till
länsmannen i hemorten erlägga 2 R:dr R:mt eller 60 sk. Norskt mynt
för hvar hundrade ren, deri dock ej inberäknade de kalfvar, som födas
samma år. Denna afgift öfversändes ofördröjligen från det rike, hvars un¬
dersåtare Lapparne äro, genom landshöfdingen eller amtmannen till veder¬
börande amtman eller landshöfding i andra riket och ställes till Konungens
förfogande, att användas till åtgärder för afvärjande af skada utaf renarne å
enskild egendom.
§ 7.
De landsträckor i båda rikena, der Lapparne söka bete för sina renar,
skola dels i och för utöfvande af nödig uppsigt öfver Lapparne och deras
djur, dels ock med afseende å den gemensamma ansvarighet för föröfvad
skada, derom här nedan stadgas, indelas i distrikter, hvilkas gränser bestäm¬
mas af Konungen eller den han dertill bemyndigar. Vid donna indelning
bör afseende hufvudsakligen fästas derå, att de renar, som beta inom hvarje
sådant område, kunna antagas icke i allmänhet skola af sig sjelfva gå öfver
till andra distrikter.
Sådan indelning i distrikter behöfver dock ej ske, der den ej af om¬
ständigheterna påkallas.
§ 8-
Lapp, som vill med .renar flytta till annan socken i hemlandet eller
öfver gränsen till andra riket, åligger att för länsmannen i hemorten upp¬
gifva sitt eget och medföljande husfolks namn, det uppsyningsdistrikt eller,
der distriktsindelning ej eger rum, den socken eller annat liknande område,
inom hvilket han ernar taga sitt tillhåll, äfvensom antalet af de renar han
kommer att medföra och dessas egare. Försummar någon att lemna sådan
uppgift eller uppgifver han renarnes antal så mycket som en tiondedel under
Bih. till Riksd. Prot. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 2
10 Bil. till Kongl. MnjUs nåd. Frop. om antagande af eu Flit oi dn. tfa-. Lapparne i Sverige och Norge.
verkliga förhållandet, bete från 4 till 40 R:dr R:mt eller från 1 till
10 Spd.
Lappar, som ämna uppehålla sig inom samma uppsyningsdistrikt, skola
inför länsmannen inom sig utvälja eu uppsyningsman, som bör erhålla för¬
ordnande af landshöfdingen eller amtmannen och af länsmannen undfå för¬
teckning öfver alla de Lappar, hvilka komma att stå under hans tillsyn, och
hvilken förteckning tillika bör upptaga de af desse gjorda uppgifter. Af
samtliga dessa förteckningar insänder länsmannen två exemplar till landshöf¬
dingen eller amtmannen, som i hvad angår de Lappar, hvilka flytta till
andra riket, försänder det ena exemplaret till amtmannen eller landshöf¬
dingen derstädes, jemte uppgift öfver de utsedde uppsyningsmännen. Skulle
sistnämnde amtman eller landshöfding finna, att större antal renar är upp-
gifvet för något visst uppsyningsdistrikt, än detsamma väl kan mottaga, har
lian att hänvisa det Överskjutande antalet till närmaste distrikt, der utrymme
finnes, och att derom underrätta landshöfdingen eller amtmannen i det rike,
derifrån flyttningen skall ske, så tidigt, att Lapparne kunna få kännedom om
den vidtagna åtgärden innan flyttningen företages.
Tid och sätt för afgifvande af de i denna paragraf föreskrifna uppgif¬
ter äfvensom för val af uppsyningsman bestämmes af landshöfdingen eller
amtmannen, hvilken jemväl för öfrig!, i händelse dessa bestämmelser skulle
visa sig otillräckliga för dermed afsedda ändamål, eger att gifva de ytterli¬
gare föreskrifter, som kunna finnas nödiga.
§ 9.
Hvar och en af uppsyningsman^!! är pligtig:
a) att åtfölja Lapparne under deras flyttning till det andra riket och der
uppehålla sig inom det honom anvista distrikt;
b) att inom åtta dagar efter ankomsten till nämnda distrikt för veder¬
börande länsman uppvisa sitt förordnande jemte förteckningen öfver de Lap¬
par och renar, som tillhöra distriktet, samt tillika uppgifva det ställe, der
lian vanligen anträffas;
c) att förskaffa sig kännedom om de inom distriktet varande Lappars
uppehållsställen, äfvensom angående dem, som flytta genom distriktet, samt i
händelse det skulle visa sig, att Lappar, hvilka ej äro upptagna å förteck¬
ningen, der uppehålla sig, för länsmannen anmäla sådant;
d) att tillse, det Lapparne noga bevaka sina renar samt i öfrig! be¬
fordra god ordning och vid uppkommande tvister med den jordbrukande be¬
folkningen söka bilägga desamma;
e) att efter behörig kallelse inställa sig vid besigtningar samt syner och
värderingar, hvilka kunna komma att anställas i anledning af väckt fråga
Bil. till Kongl. Majits nåd. Prop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 11
om skadegörelse af renar samt att såväl dervid som vid förekommande rätte¬
gångar i nämnde hänseenden fora talan för alla de Lappar, hvilka uppehålla
sig inom distriktet eller flyttat derigenom, hvarvid uppsyningsman^!! jemväl
eger att, om skäl dertill linnés, å Lapparnes vägnar ingå förlikning angå¬
ende ersättning för skada och deraf föranledda syne- och rättegångskostna¬
der; och
f) att söka upptäcka och till ansvar befordra den eller dem, hvilka genom
sina renar föröfva! angifven skada, och i följd deraf att efter undfången kal¬
lelse till besigtning eller syn och värdering, eller stämning till domstol, der¬
till inhålla den skyldige, om han är för uppsyningsman^!! bekant.
Uppsyningsmännen väljas hvarje gång för ett år. De kunna undan¬
draga sig att varda återvalda för så lång tid, som deras befattning sed¬
nast varat.
§ 10.
Lapparne åligger ej allenast att noga akta sig att icke sjelfva tillfoga
landets innevånare någon skada å deras egendom, utan ock att omsorgsfullt
bevaka sina renar, så att skada ej åt dessa föröfvas.
När å åker, äng, utängsslotter, växande skog eller hjortronland skott
skada af renar, skall den, på sätt bär nedan är föreskrifvet, ersättas af den
eller dem, som genom sina djur samma skada föröfva!. Sker sådan skada
med uppsåt eller i följd af grof vårdslöshet vid renarnes bevakning, skall en
hvar Lapp, som sjelf eller genom sina renvaktare dertill gjort sig skyldig,
dessutom höta för hvar gång högst 40 R:dr R:mt eller 10 Spd., hvilka böter
dock ej ifrågakomma, der förlikning träffas om skadans ersättande.
Kan den eller de skyldige icke upptäckas, åligger ersättningsskyldig¬
heten samtlige de Lappar gemensamt, hvilka uppehålla sig i, och om ska¬
dan skott under flyttning, jemväl den eller dem, som på den tid skadan egde
rum, flyttade genom det uppsyningsdistrikt, inom hvars, gränser den tima!.
Ersättningsbeloppet jemte ålagda, syne- och rättegångskostnader fördelas till
utgifvande å samtliga omnämnda Lappar i förhållande till det antal renar
en hvar eger inom distriktet eller vid flyttningen derigenom medförde. Der
indelning i uppsyningsdistrikter ej eger rum, kommer nu stadgade gemen¬
samma ansvarighet ej att tillämpas.
Sker skada å utmark, som ej ofvan är omnämnd, så att jordens egare
eller innehafvare derigenom kommer att sakna erforderligt bete för sina hem¬
djur, ersättes skadan efter bär ofvan bestämda grunder. Dessutom skall,
hvad särskild! angår Tromsö amf i Norge, gälla, att ersättningsskyldighet
ej eger rum, om renar komma in och beta å sådan utmark under tiden före
den 8 Juli hvarje år, när donna förmån af Lapparne ej begagnas sålunda,
att någon jordägare eller innehafvare derigenom i väsendtlig mån betungas.
12 Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd. Prop, om antagande af eu Förordn, rör. Lappande i Sverige och Norge.
§ 11.
Vill någon, elev skada, på sätt i 10 § omförmäles, skett genom renar,
gorå sin rätt till ersättning gällande, skall lian, så fort ske kan, låta anställa
besigtning och undersökning om skadans tillkomst genom två ojäfvige och
kunnige män, hvilka höra samtidigt infinna sig på stället och utföra sitt
uppdrag efter bästa förstånd under edlig förpligtelse. Vid denna förrättning
tillkallas vederbörande uppsyningsman, eller, om i distriktet, der skadan skott,
finnas både Svenska och Norska Lappar, en uppsyningsman af hvardera
folket. Är den eller de skyldige kände, höra de också tillkallas. Kan man
icke inom 48 timmar, efter det skadan är upptäckt, tillkalla hvarken uppsy-
ningsmannen eller någon af de veterligen skyldige, tillkallas en af de i när¬
heten varande Lappar, eller i nyssnämnde händelse en af hvardera folket.
Kan ej eller detta ske inom ofvannämnde tid, bör förrättningen ändock
verkställas af de tillkallade besigtningsmännen.
§ 12.
Kan vid ofvannämnde besigtning saken ej i godo uppgöras, bör den,
som skadan lidit, om lian vill fullfölja sitt ersättningsanspråk, så fort ske
kan, instämma den skyldige, om han är känd, men eljest vederbörande upp¬
syningsman eller i förr omförmälde blandade distrikter vederbörande uppsy¬
ningsman, att efter kallelse, delgifven dagen förut med tillägg af "24 timmar
för hvarje två mil de uppehålla sig från stället, hvarest skadan timat, der
inställa sig för att öfvervara syn och värdering, hvilken bör af länsmannen
föranstaltas och förrättas med biträde af två lagrättsmän, som han utser
inom den i Norska lagen af den 28 Augusti 1854 § 18 föreskrifna särskilda
nämnd. Vid förrättningen bör den, som lidit skadan, medhafva de män,
hvilka hållit den första besigtningen, eller, om sådant ej kan ske, framlägga
deras skriftliga intyg om förloppet dervid. Han bör ock, om nödigt är,
förevisa de handlingar, hvarå hans agande- eller nyttjanderätt grundar sig.
Förrättningsprotokollet skall, så vidt möjligt är, innehålla noggrann utredning
angående skadans uppkomst och vidsträckthet, ställets belägenhet och beskaf¬
fenhet, om marken är inhägnad eller oinhägnad m. in. Länsmannen bär
jemväl söka vinna upplysning om den eller de personer, hvilka ega de renar,
som gjort skadan, desses antal och storleken af de hjordar de tillhöra.
Alla, som äro tillstädes, der förrättningen hålles, äro förpligtade att på
länsmannens uppmaning tillkännagifva allt som kan vara dem bekant och
lända till upplysning i saken, och står hvar och en för innehållet af sitt
yttrande i samma ansvar, som om det afgifvits inför domstol.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lappande i Sverige och Norge, lo
Vid värderingen skola synemännen noga öfverväga såväl markens be¬
skaffenhet och fruktbarhet, dess större eller mindre uppodling, grödans godhet
och huruvida anyan boskap än renar bidragit till skadan, som ock de i 10 §
meddelade föreskrifter angående bete i utmark samt alla andra omständig¬
heter, som höra inverka å beloppet af skadeersättningen. Länsmannen eger
vid värderingen ej röst, men i händelse af olika meningar mellan synemän¬
nen gäller den, hvilken länsmannen biträder. För (ifrigt höra synemännen
till protokollet afgifva förklaring under edlig förpligtelse, att värderingen är
anställd efter öfvertygelse och bästa förstånd. Länsmannen bör innan förrätt¬
ningens början förehålla synemännen de pligter, hvilka på grund af förestå¬
ende bestämmelser åligga dem, derom anteckning till protokollet skall ske.
Innan förrättningens slut skall länsmannen söka åstadkomma förlikning
emellan parterna. Träffas förlikning, har den samma verkan, som om den
vore ingången inför förlikningskommission.
Värdering, som omtalas i donna paragraf, kan, i händelse af rättegång,
förändras af domstolen, om skäl dertill finnes.
För förrättande af de i donna paragraf omnämnde syner och värde¬
ringar tillkommer länsman och lagrättsmän samma godtgörelse, som är
eller kan varda dem tillerkänd för enahanda förrättningar i afseende å skada
af hemdjur.
§ 13.
Åfgöres ej saken genom lagligen bindande förlikning, bör länsmannen,
om den, som skadan lidit, sådant påyrkar, till vederbörande amtman insända
afskrift af förrättningsprotokollet med dertill hörande handlingar jemte eget
yttrande angående de mäns trovärdighet, Indika förrättat den föregående be-
sigtningen, hvarefter amtmannen genast eller efter ytterligare undersökning,
om sådan anses nödig, afgör, om skål tinnes till åtals anställande, i hvilket
fall han föranstaltar om dylikt åtal, enligt de för offentliga politisakers be¬
handling gällande förmer, mot den eller dem, Indika antingen enligt åstad¬
komna upplysningar kunna anses öfvertygade om skadegörelsen eller eljest
till följd af 10 § äro för densamma ansvarige. Mål af förevarande beskaf¬
fenhet skola handläggas vid de allmänna tingen, der icke särskilda omstän¬
digheter påkalla skyndsammare behandling; och står det den eller de tillta¬
lade fritt att i dessa mål svara genom ombud.
Ilar skada af ifrågavarande beskaffenhet väl skett, men är så ringa,
att den ej står i skäligt förhållande till de med dess åtalande förbundna
kostnader, föreskrifves ej allmänt åtal, hvaremot det till amtmannen insända
protokoll med biläger tillstädes den, som lidit skadan, med underrättelse det
han eger att sjelf anhängiggöra och utföra sin talan, om han dertill finner
14 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Vrop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
sig befogad, i hvilken fall målets instämmande till förlikningskommission dock
ej erfordras.
Frågor angående ersättning för skada af renar i de orter, der indel¬
ning i uppsyningsdistrikter ej eger rum, behandlas i tillämpliga delar enligt
hvad här är stadgadt, dock att allmänt åtal i sådana fall ej anställes.
§ 14.
De i §§ 11, 12 och 13 gifna föreskrifter gälla endast i afseende å
behandlingen af de deri omförmälda ersättningsfrågor, som uppkomma i Norge.
I Sverige förfares med dylika frågor efter allmän lag.
§ 15.
När rättegång anställes mot Lappar, hvilka i följd af 10 § äro under¬
kastade gemensam ansvarighet, skall den utföras mot den uppsyningsman,
som var anställd i distriktet på den tid skadan skedde. Uppsyningsmannen
stämmes å vederbörande Lappars vägnar att svara i målet och emottaga dom
angående utgörande af skadeersättningen och samtliga omkostnader. Anses
ersättningsskyldigheten åligga såväl Svenska som Norska Lappar, skall en
uppsyningsman för hvardera folket instämmas. Möter hinder att stämma
uppsyningsmännen, skall stämningen delgifvas alla dem, mot Indika talan
vill göras gällande.
§ 16.
Laglig stämningstid, när Lappar i sitt hemland skola stämmas till dom¬
stol i -andra riket, är i allmänhet tre månader, men endast sex veckor, när den,
som stämmes, uppehåller sig i län eller amt, som gränsar till amt eller län,
hvari domstolen, dit kallelse sker, finnes. Den, hvars vistelseort är okänd,
njuter tre månaders tid efter stämningens kungörande i, eller i Norge vid
kyrkan i den socken, der han sednast haft sitt hemvist.
§ 17.
Den, som olofligen fäller eller misshandlar Lapparnes renar, bör, utom
full ersättning för skadan, erlägga böter af högst 40 Rall’ R:mt eller 10 Spd,
så framt icke förbrytelsen efter allmän lag medför högre ansvar. Lag samma
vare, om någon med uppsåt eller af groft vållande förorsakar, att renarne
genom skrämskott, hundar eller på annat otillbörligt sätt ofredas på deras
rättmätiga uppehållsställen eller söker dem derifrån fördrifva.
Bil, titt Kong!. Majtta nåd. Prop. om antagande af en Berörd». rBr. Zapparne i Sverige och Norge.
När någon Lapp hos vederbörande länsman klagar öfver sådan för¬
närmelse, som ofvan är nämnd, skall länsmannen efter föregången undersök¬
ning, så fort ske kan, afgifva berättelse om saken till landshöfdingen eller
amtmannen, som, derest skäl förefinnes att ställa någon till ansvar, skall för¬
anstalta om sakens utförande genom allmän åklagare, hvad Norge angår,
enligt de i § 13 bestämda grunder.
8 18.
Ho i §§ o och 8 omförmäfda förseelser atalas i Norge efter amtrnan-
nens föranstaltande inför Politirätt. I Sverige skola förseelser mot 8 § äfven
vara underkastade allmänt åtal.
Samtliga de i denna förordning stadgade böter tillfalla fattigkassan i
den socken, der förseelsen är begången.
§ 19.
Domar, hvarigenom någon blifvit fälld till böter enligt denna förord¬
ning eller ålagd att utgifva ersättning för skada af renar, kunna i det rike,
der den saktande anträffas, verkställas af vederbörande myndigheter derstä¬
des. När sådan dom, meddelad i det ena riket, skall verkställas i det andra,
egei vederbörande att vända sig till landshöfdingen eller amtmannen i det
län eller am t, der domen är fälld, för att genom dennes försorg- få handlin-
garne öfversända, till amtmannen eller landshöfdingen i andra riket, som
föranstaltar om domens verkställande och de indrifna medlens öfversändande
till förstnämnde landshöfding eller amtman.
Lag samma vare i afseende å sådana förlikningar angående skadestånd
af förenämnda beskaffenhet, hvilka ega kraft af dom.
I afseende å böters förvandling vid bristande tillgång till deras gäl¬
dande förfares enligt hvad lag stadgar i det rike, der böterna skola utsökas.
§ 20.
I de mål, der Svensk Lapp är part i Norge eller Norsk Lapp i Sve¬
rige, eger bruk af stämpladt papper ej rum.
§ 21.
X öfrig! komma de i hvartdera riket i allmänhet gällande lagar att
tillämpas å Lapparne under deras vistande derstädes.
16 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en FSrordn. rör. Pappa',-ne i Sverige och Norge.
§ 22.
Nät i denna, förordning talas om Ijapparnes renar förstas deimed icke
allenast deras egna utan ock ändras renar, Indika äro under deras vård;
dock att det ena rikets undersåter ej betala den i § 6 bestämda afgift för
renar, som tillhöra det andra rikets undersåter.
Fastboende renegare hafva, såvida de hålla sina renar under egen vård,
i afseende å dessa samma rättigheter och skyldigheter som Lapparne.
§ 23.
Finhets- och tjensteman, isynnerhet landshöfdingar och amtman, skola
tillse, att de öfverflyttande Lapparne ej förnärmas i utöfvande af dem tillagda
rättigheter.
§ 24.
Konungen eger föreskrifva, att ö, halfö eller annat område vid kusten,
der renars underhåll medför alltför stor olägenhet för den jordbrukande be¬
folkningen, ej vidare må till sådant ändamål begagnas, mot det att erforder¬
lig betesmark åt Lapparne anvisas på landsträckor längre in i landet, hvilka
anses dertill tjenligen
§ 25.
Visar det sig nödigt, för det i föregående § omförmälda ändamål
eller för att åt Lapparne bereda nödiga vägar till deras betesmarker,
att använda jord, som eges eller brukas af enskild man, är egaren eller
brukaren, när sådan! af Staten påfordras, skyldig att afstå jorden mot ersätt¬
ning som der godvillig öfverenskommelse ej kan träffas, bestämmes genom
värdering.’ I Sverige förfares härmed enligt gällande förordning angående
jords afstående för allmänt behof.
§ 26.
De bestämmelser i donna förordning, hvilka ordna förhållandet mellan
Lapparne och den jordbrukande befolkningen, gälla icke inom Finmarkens
amf. Skulle Svensk Lapp söka sommarbete i nämnde amt för sina renar,
komma de för amtets Norska Lappar särskild! gällande bestämmelser att
å honom tillämpas.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förord», rör. Zapparne i Sverige och Norge. 17
§ 27.
Denna förordning träder i kraft under vilkor, att enahanda stadganden
meddelas i Norge och då från den dag Lönnligen för båda rikena bestäm¬
mer. Från samma dag upphör första tillägget eller codicillen till Gränse-
traktaten af den 7/18 Oktober 1751 att vara gällande. Beslut om upphäf¬
vande af eller förändring i denna förordnings bestämmelser är i hvardera
riket, försåvidt angår andra riket eller dess undersåter, först gällande, när
motsvarande beslut är fattadt å den andra sidan.
Tromsö den 31 Augusti 1866.
8. P. BERGMAN.
C. LeijonhufWUD.
A. F. WALLIN.
Bill. till Riksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd.
3
18 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Zapparne i Sverige och Norge.
Motiver
till flen föreslagna Förordningen rörande Lapparne i de förenade
Konungarikena Sverige och Norge.
Rubriken.
Det år 1844 upprättade förslaget kallades ”stadgande!! etc.”, men då
å Norsk sida, med afseende å den tekniska betydelse ordet ”Lov” der i landet
erhållit, ansetts nödigt att de nu föreslagna föreskrifterna skulle i Norge, i
händelse de godkännas, utfärdas under nyssberörde benämning, hvars mot¬
svarande ord ”lag” deremot ej funnits lämplig att i Sverige använda, så har
man å Svensk sida antagit den för författningar af förevarande beskaffenhet
mera vanliga benämningen af ”förordning”.
I öfrig! är härom att märka, att då det folkslag, hvarom nu är fråga,
och som i Sverige af ålder är känd! under namnet Lappar, deremot i Norge
kallas Finnar, och med afseende å dferas olika söder och lefnadssätt delas i
Sjöfinnar och Fjellfinnar, om hvilka sednare nu hufvudsakligen är fråga,
både man i det äldre förslaget öfverallt begagnat båda benämningarna
”Lappar eller Fjellfinnar”, men enär numera å Norsk sida ej vidare ansetts
nödigt, att i texten bibehålla den förr begagnade benämningen, hav man
förenat sig om att, med undantag af 1 §, der ordet ”Fjällfinne” finnes inom
parentes såsom nödig förklaring intaget, öfverallt använda endast den Svenska
benämningen, som åtminstone i de delar af Norge, der Lappar uppehålla
sig, är allmänt känd och ej kan gifva anledning till missförstånd, hvithet
ingalunda i Sverige är förhållandet i afseende å den Norska benämningen
”Finne”.
§ 1,
som gifver vid handen, att alla Lappar, som flytta mellan Sverige och
Norge (eller eljest uppehålla sig der), skola vara undersåtare i ettdera
af dessa länder och ej i båda, än mindre i intetdera, är bibehållen i öfver¬
ensstämmelse med 1844 års förslag, endast med uteslutande, pa sätt Norska
Regeringen föreslagit, af hvad som rörde Ryska undersåter.
Sista momentet, som innehåller att hustru och barn skola tillhöra
samma rike som mannen eller fadren, kan synas öfverflödigt, men då der¬
med ej afses att gorå någon inskränkning i den i 2 § stadgade utflytt-
ningsrätt, har man ej funnit någon betänklighet vid att luta äfven detta utan
anmärkning lemnade moment qvarstå.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop, om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och. Norge. 19
§ 2
handlar om utflyttning af Lappar från ena riket till det andra och är
bibehållen hufvudsakligen i likhet med förra förslaget, med iakttagande
dels deraf att, i följd af Kongl. Förordningen den 10 December 1846, före¬
skriften angående afdrag af egendom är utelemnad, dels ock att i stället för
”vederbörande verldslig och andelig embetsmyndighet”, hvithet uttryck funnits
alltför obestämdt, införts ”vederbörande kronofogde och kyrkoherde”.
I Svenska ledamöternas af 1844 års komité motiver till donna §
säges ”att det ej varit meningen att befria Lapparne från den i (ifrigt gäl¬
lande förbindelsen att förskaffa sig Kongl. Maj:ts tillstånd för utflyttning till
Norge och en sådan afsigt ligger ej heller i §:n uttryckt.” I de saken rörande
Norska handlingar, om hviska komitén fatt kännedom, finnes ingen upplys¬
ning, huru denna sak år 1844 af de Norska ledamöterna betraktades.
Om man emellertid öfverväger ordalydelsen i de nu föreslagna stad-
ganden och jemter dem med 8 och 9 §§ i 1751 års codicill, synes tillämpningen
höra blifva den, att Lapparne ej skulle, för att få öfvergå från undersåte i
ena riket till undersåte i det andra, behöfva vidtaga annan åtgärd, än den
som i donna § nu är föreskrifven, och onekligen lärer sådan öfverflyttning,
som ej kan medföra någon särdeles olägenhet, skola, om ej alldeles tillintet¬
göras, åtminstone i högst väsendtlig mån försvåras, i händelse t. ex. en
Svensk Lapp, som villo blifva Norsk undersåte, skulle vara skyldig att först
utverka sig Kongl. Maj:ts resolution att sådant vore honom tillåtet och
att derefter hos Norska Stortinget förskaffa sig naturalisation på sätt Norska
grundlagen stadgar eller åtminstone eljest uppfylla de vilkor angående tre års
vistande i Norge m. m., som kunna vara der i landet genom särskilda för¬
fattningar stadgade för åtnjutande af Norsk medborgarerätt.
Då emellertid hvarken i förra komitén någon tvist förevarit angående
ifrågavarande stadgande^, och ej eller anmärkning eljest mot desamma fram¬
ställts, har komitén, hvars tid varit upptagen med utredande af de om¬
tvistande punkterna och hvad dermed står i sammanhang, ej fannit betänk¬
lighet vid att bibehålla det förr föreslagna stadgandet, endast med här
ofvan omnämnda jemnkningar.
§ 3,
som svarar mot samma § i det äldre förslaget och mot 10 § i codi-
cillen af år 1751, bekräftar den från uråldriga lider af Lapparne utöfvade
rättighet att flytta öfver gränsen från det ena riket till det andra och der
till underhåll för sig sjelfve och sina renar begagna land och (strand eller)
vatten. Det är dock endast den allmänna grundsatsen, derom tvist ej varit
20 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lappctrne i Sverige och Norge.
som bär är uttryckt, och tillämpningen deraf tinnes vidare stadgad i 4 och 10
§§, der framställning återfinnes angående de omtvistade punkterna och det
sätt, hvarpå komitén sökt lösa svårigheterna.
De olikheter mot förra förslaget donna § erbjuder bestå deri:
l:o att då 1751 års codicill stadgade, att Lapparne skulle ega efter
gammal sedvana verkställa sina flyttningar häst och vår, hvithet förutsatte
att, på sätt af ålder varit brukligt, Lapparne skulle tillbringa vintrarne i
Sverige, på våren begifva sig till Norge och om hösten återvända till först¬
nämnda rike, hvaremot 1844 års förslag, som äfven talade om flyttningar,
hvilka skulle ”hädanefter som hittills” ske årligen, dock innehöll att Lap¬
parne från ena riket skulle ega att vistas i det andra så lång tid af året,
som de för sig ansågo tjenligt, hvithet kunde leda dertill, att Lappar från
ena riket företogo sig att vistas i det andra vida längre tid, än som lät
förena sig med flyttningarnes verkställande vår och höst, — så har komitén
nu funnit lämpligt att bestämma en viss tid ej allenast för de Svenska Lap-
parnes vistande i Norge med deras renar, nemligen de förn sommarmånaderna
från och med Maj till och med September, utan äfven för de Norska Lap-
parnes rätt att der hålla sina renar.
Anledningen till detta stadgande har närmast varit de klagomål, som
af den jordbrukande befolkningen eller, som de vanligen benämnas, de fa st-
boende blifvit torda deröfver, att åtskillig Lappar på sednare tider före¬
tagit sig att qvarblifva i Norge hela vintern igenom, hvithet ofta föranledt
tvister med dertill hörande våldsamheter å ömse sidor. Utan tvifvel eger
det fullkomlig grund hvad förra komitén yttrade angående svårigheten, att ej
säga omöjligheten för Lapparne att finna bete eller underhåll för renarne i
Norge under vintern, dels i följd af den störa mängd snö, som der faller å
fjolleri, och dess härda sammanpackning genom hafsvindarne, dels på grund
af frånvaron af renmossa på de flesta ställen; men detta eger tillämpning
endast å de fjell bygder inne i landet, der Lapparne af ålder brukat om
somrarne uppehålla sig, hvaremot, efter hvad erfarenheten å sednare tider
visat, hinder' af naturförhållandena ej mott för Lappar, att hela vintrarne
igenom med renarne vistas ute å de vid kusten liggande öarne, ehuru ej
utan att tillfoga de fastboende större eller mindre skada, och det är ett så¬
dant förhållande, som man genom det föreslagna stadgandet velat förekomma.
Hvad den bestämda tiden angår, så kan derigenom ingen förminskning i de
Svenska Lapparnes rätt att flytta till Norge anses hafva skott, enär de enligt
regeln aldrig kommit dit förrän efter den 1 Maj och alltid begifvit sig hem
(med undantag af dem, som qvarblifvit hela vintern,) före den 1 Oktober.
Och ehuru det kan synas mindre konseqvent att, på sätt som skott, inskränka
de Svenska Lapparnes rätt att vistas i Norge, men deremot ej gorå sådan
inskränkning för de Norskes vistande i Sverige, så torde deraf någon olä-
Bil. till Kongl. Maivts nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 21
genhet ej kunna uppkomma, enär samma motiver, som drifva Svenskarne
om våren öfver gränsen, äfven gälla för de Norska Lappar, som om vintern
varit i Sverige. Skulle någon Norsk Lapp finna lämpligt, att, på sätt en
del Svenskar bruka, förblifva hela året öfver i Sverige, lär han ej under¬
låta att blifva Svensk undersåte, och den talrika Norska befolkning, som
har fasta bostäder, men eger renar, som om vintrarne vaktas af Svenska
Lappar, kan ej ifrågasätta, att låta dessa hela året igenom vistas i Sverige,
då renarne derigenom ej skulle kunna vara af någon nytta för egarne;
2:o att då ej eller hvarken 1751 års codicill eller förra förslaget
innehöll någon bestämdt uttryckt inskränkning i afseende å de ställen, der
Lapparne från ena riket skulle få vistas i det andra, dessa nu blifvit hän-
viste till de trakter, som de efter gammal sedvana hitintills hafva brukat
besöka, ett stadgande, hvarigenom man velat förekomma det isynnerhet från
Norsk sida öfverklagade förhållande, att, såsom ofvan är nämnd t, Lapparne
på sednare tider företagit sig att med renarne fara öfver till åtskilliga till
en del tätt befolkade Öar, der Lappar i äldre lider aldrig veterligen funnits
och der de ej kunna uppehålla sig utan att tillskynda de fastboende skada
och olägenhet, och har man ansett att genom donna föreskrift någon egentlig
inskränkning ej egt rum i Lapparnes rättigheter, då densamma hufvudsak¬
ligen synes öfverensstämma med codicillens anda och mening och hvad deri
talas om ”gammal sedvana” och ”hvad tillförene skott”;
3:o att det uttryck, hvarmed man velat utmärka beskaffenheten af
Lapparnes rätt att begagna land och vatten, nemligen att de skulle dertill
ega samma rätt, som ”landets egna innebyggare,” nu blifvit utelemnadt, enär
det visat sig att betydelsen af,detta uttryck varit föremål för en så oför¬
enlig meningsskiljaktighet mellan de båda ländernas ombud, att dess bibe¬
hållande äfven för framtiden måst föranleda tvister angående författningens
råtta tillämpning;
4:o att, i sammanhang med den i l:a punkten omförmäld a föreskrift
angående tiden för renarnas underhåll i Norge, blifvit bestämda böter för
öfverträdelse deraf, hvilka böter man med tillämpning af det nu vanliga
latitud-systemet ansett skäligen kunna bestämmas till högst 40 Riksdaler för
första gången och högst dubbelt vid iteration.
Angående Lapparnes rätt att till sina förnödenheter begagna skogen
å de traktör, der de uppehålla sig, och hvarom äfven fanns stadgadt i förra
förslagets 3 §, har man i
§ 4
meddelat de närmare föreskrifter, som ansetts lämpliga och hvarom man
kunnat sig förena. 1751 års codicill innehöll ingenting annat i detta hän-
22 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en För ovän rör. Lapparne i Sverige och Norge.
seende än hvad som möjligen kunde innefattas i den allmänna regeln i 10 §,
att Lapparne egde begagna land (och strand) till underhåll för sig och sina
djur, jemte förbudet för dem i 16 § att under sina flyttningar gorå landets
innevånare någon skada, bland annat, å skog. Då emellertid uppenbart var,
att Lapparne nödvändigt behöfde tillgång till virke för uppförande af sina
kåtor, tält och rengårdar, till bränsle och till många andra ändamål, har
man ej bestridt Lapparnes rätt att begagna skogen åtminstone å Kronans
mark, hvilken rätt, hvad Sverige angår, det af förra komitén åberopade 1831
års Bref synes i någon mån bekräfta, och lärer väl i äldre tider, då man
föga vårdade sig om skogen i förevarande traktör, den må hafva tillhört
Staten eller enskilda, någon annan föreskrift än den traktaten innehåller ej
varit af behofvet påkallad. På sednare lider deremot hafva tvister i detta
hänseende uppkommit isynnerhet i Norge, der klagomål af enskilda blifvit förda
öfver åverkan, som å deras skog skulle föröfvats af Lapparne och deras
renar, hvaremot Lapparne å sin sida åberopat sin uråldriga rätt att vistas
i trakten med sina renar, för hvilket ändamål skogens anlitande vore ett
nödvändigt vilkor. 1844 års komité har i detta hänseende velat bestämma
Lapparnes rättigheter derhän att de skulle ega att till egen förnödenhet be¬
gagna skogen å Kronans eller Statens allmänn ingår, ett stadgande, som
Norska Regeringen i sin bearbetning af förslaget bibehållit (med tillägg af
det omtvistade uttrycket ”lika med landets egna innevånare”) och som inne¬
fattar att Lapparne ej skulle, utan särskild! tillstånd, få begagna annan skog.
I Sverige, der Kronan å de traktör, som af Lapparne besökas, ännu eger
betydliga skogsmarker, hvilka säkerligen ej på lång tid kunna komma att
till enskild upplåtas eller för Kronans räkning användas till hvad kallas
rationel skogshushållning, skulle de föreslagna stadgandena utan tvifvel varit
tillfyllestgörande, men annorlunda hafva förhållandena visat sig i Norge, der,
efter hvad komitén inhemta!, å de orter, som af Lapparne hufvudsakligen
besökas, dels ej finnas några Statens allmänningar, såsom i Tromsö amt,
åtminstone ej af den beskaffenhet att Lapparnes rätt genom det föreslagna
stadgande! skulle bevaras, och dels befintliga Kronan tillhöriga skogsmarker
äro af ringa omfång och redan föreslagna att för Statens räkning tagas under
närmare vård och uppsigt på sätt, som ej låter förena sig med den åt Lap¬
parne föreslagna nyttjanderätt till Kronans skogsmarker. Då härtill kommer
att komiténs Svenska ledamöter i allmänhet ej kunna! medgifva, att den en¬
ligt traktaten Lapparne tillerkända rätt till land (och strand) skulle vara
inskränkt endast till sådan mark, hvarpå ingen enskild hade något anspråk,
har man omsider förena! sig om de nu föreslagna stadgandena, hvarigenom
så väl Lapparnes som de fastboendes och de respektive staternas rätt synas
vara behörigen bevakad och enligt hvilka å ena sidan Lapparne tillförsäkrats,
att hvarhelst de lofligen uppehålla sig, och således äfven å enskildes ägor, få
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Frop. om antagande aj en Förordn. rör. Lapparne r Sverige och Norge. 23
till eget behof begagna torra träd och vindfällen, hvartill å de flesta ställen
riklig tillgång finnes, och å andra sidan deras rätt till den växande skogen
å Statens mark blifvit inskränkt till de i dessa orter af mindre värde va¬
rande löfträden.
§ 5.
I 1751 års codicill linnés ej något stadgande angående Lapparnes
rätt att fortfarande använda de af dem från ålder begagnade vägar, ehuru
af dess stadgande!! i (ifrigt tydligen följer, att Lapparnes flyttningar öfver
gränsen ej skulle kunna förhindras derigenom att man förmenade dem att
färdas fram å de ställen, hvilka de nödvändigt måste passera för att komma
från det ena landet till sina vanliga betesmarker i det andra. I äldre tider
och ännu långt efter 1751, då landet å Norska sidan var vida mindre upp-
odladt och bebygdt, än det sedan blifvit, har ej eller veterligen någon kla¬
gan från Lapparnes sida afkorta öfver något intrång i detta hänseende,
men redan 1844, då förra komité!! behandlade förevarande ärende, hade tvi¬
ster angående renvägarne uppkommit, i det å ena Sådan Lapparne förde kla¬
gan deröfver, att de fastboende sökte förhindra dem att framkomma å de
ställen, der de af ålder brukat färdas under sina flyttningar, och å andra
sådan de fastboende dels besvärade sig öfver att Lapparne skulle företagit
sig att fora sina renar fram öfver traktör, som de förr aldrig brukat för så¬
dant ändamål begagna, hvarvid skada föröfvades å åker och äng m. in.,
dels ock förmenade sig vara berättigade att verkställa odlingar och äfven
uppföra hägnader å sina egor hvar helst dem godt syntes, utan afseende
derå att Lapparne brukat färdas öfver murken under sina tåg från ena stäl¬
let till det andra. För ordnande af förhållandena i dessa hänseenden hade
1844 års komité i 6 § föreslagit ett stadgande af innehåll, bland annat, att
vid utställelse af rödjningssedlar eller upplåtelse af böxelland i Norge skulle
iakttagas, att Lapparnes gamla för dem och deras renar erforderliga vägar
ej stängdes, hvarjemte komiténs Svenska ledamöter särskild!: påyrkat föreskrift
derom, att der dessa vägar redan någorstädes vore genom markens upplå¬
telse och uppodling i förening med den omgifvande nejdens otillgänglighet
afkimma, herde, der hufvudväg förr gatt, erforderlig mark dertill kunna af-
sättas mot ersättning af Lapparne.
Alltifrån 1844 hafva klagomålen, hvad förhållandena i Norge angår,
fortfarit, och komité!!, hvars ledamöter besökt en del af de ställen, der renvä¬
garne uppgifvits hafva blifvit stängda, och jemväl hållit förhör såväl med de
fastboende som Lapparne, har derigenom kommit i tillfälle att inhemta ytter¬
ligare upplysningar i förevarande hänseende. Det har härvid visat sig:
24 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en FSrordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
att den trakt å ömse sidor om riksgränsen, som ligger emellan de
områden i båda länderna, der Lapparne bruka under de olika årstiderna uppe¬
hålla sig, till större delen består af höga och otillgängliga fjell;
att det är endast utefter några jemförelsevis ganska få sträckningar,
som Lapparne kunna under sina flyttningar med renarne framkomma öfver dessa
fjell, helst Lapparne härvid äro beroende ej allenast å markens otillgänglighet,
utan ock å möjligheten att under färden, som nödvändigt måste medtaga flera
dagar, finna nödigt bete för renarne och kunna passera de många fjellström-
marne, som vid tiden för Lapparnes flyttning om våren vanligen äro öfver-
fyllda med vatten, samt att genast efter det fjolleri blifvit passerade fram¬
komma till sådana ställen, der renarne, som alltid blifva mer eller mindre
medtagna af färdens besvärligheter, kunna få hvila sig och återhemta sina
krafter in. m., dervid afseende jemväl måste fästas derå, att större delen af
Lapparne om våren ej lemna Sverige förr än renarnes kalfning försiggått,
hvilket sker i medio af Maj, och att de nyfödda kalfvarne, som måste under
färden öfver fjolleri medföras, äro vida mindre i stånd att uthärda dess besvär¬
ligheter än de äldre djuren;
att Lapparne, hvilka liksom andra nomader aldrig bruka genom något
slags arbete å marken, genom broars anläggande eller dylikt, söka under¬
lätta sina färder från ena stället till det andra, deremot med mycken säker¬
het af ålder vetat urskilja de sträckningar, utefter hvilka deras tåg med af¬
seende å landets beskaffenhet m. m. kunnat med största fördel verkställas,
hvarigenom ock de s. k. renvägarne (eller hufvudvägarne) uppkommit;
att dessa vägar, af hvilka endast några fä finnas, men hvar och en
begagnas af ett ganska stort antal Lappar, öfverallt leda ned till kusten eller
de störa dalsträckningarne genom tränga pass, begränsade af otillgängliga
fjell, af djupa alfvar eller af hafvet; samt
att äfven längre ned utefter kusten finnas ställen af samma be¬
skaffenhet, der de Lappar, som bruka söka bete för sina renar längre åt vester
eller norr, måste passera för att komma till sina betesmarker.
Häraf allt har varit en naturlig följd, att då vid landets tilltagande
uppodling den fastboende befolkningen börjat använda marken i de omnämnda
passen till åker eller äng och äfven stundom deromkring uppfört hägnader,
härigenom uppkommit tvister med Lapparne, hvilka man velat förmena att
färdas fram öfver nämnde mark och som sålunda funnit sig utestängde från
hela den å andra sidan liggande trakten, så att det skydd en fastboende på¬
yrkat för ett åkerstycke af endast några kapplands rymd kunnat förhindra
Lapparne att begagna traktör, som för de fastboende ej äro af ringaste nytta,
men erbjudit bete för betydligt antal renar.
Komitén, som ej kunnat taga befattning med de särskilda tvister, hvilka
på åtskilliga ställen redan i flora år pågått, har för läsande af dessa
Bil. till Kongl. Mqjtia nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 25
svårigheter måst nöja sig med det stadgande 5 § upptager, "att vid rödjning
och uppodling af jord eller uppförande af hägnader Lapparne ej må beröf-
vas sina gamla renvägar, så vidt dessa äro för dem erforderliga,” ett stad¬
gande, som öfverensstämmer med den föreskrift, hvarom man år 1844 blef
ense, dock med den olikhet, att här ej talas endast om utställa ser af rödj-
ningssedlar och upplåtelse af böxelland, enär det visat sig, att renvägar
kunnat stängas genom odlingars företagande eller hägnaders uppförande äfven
å mark, hvartill rätt på annat sätt varit förvärfvad. Från Svensk sida hade
visserligen varit ensidigt, att i sammanhang härmed något stadgande blifvit
meddeladt, hvarigenom Lapparne, i händelse intrång i den dem tillförsäkrade
rätt till deras gamla vägar egt rum, kunnat vinna rättelse deri med mindre
tidsutdrägt och besvär än de enligt lag i allmänhet gällande förmer måste
medföra, men man har hoppats att, i händelse den nu föreslagna förordnin¬
gen varder antagen och öfriga svårigheter genom riktig tillämpning af den¬
samma hufvudsakligen afhjelpta, äfven i detta fall några vidare klagomål ej
skola förekomma.
Hvad angår den af Svenska komitén särskild! vidrörda fråga om af¬
sättande af mark på Lapparnes bekostnad för öppnande af redan stängda
vägar har komitén i 25 § föreslagit stadgande^ som afse att bringa äfven
donna fråga till lösning, och till hvilken § derför bär endast hänvisas.
§ 6.
Redan i 1751 års codicill fanns stadgad skyldighet för Lapparne, hvilka
brukade flytta öfver gränsen till andra riket, att erlägga lega för begag¬
nande af land och strand derstädes, hvilken lega på sätt 13 och 14 §§ i
codicillen utvisa skulle utgöra för Svenskarne, som flyttade till Norge, dels
2 dels 1 styfver kopparmynt för hvar tjugonde ren, årskalfvarne oberäknade,
alltefter som Lapparne brukade begagna fiske och skälskytte^ vid kusten eller
icke, och för Norska Lappar, Indika flyttade till Sverige, 2 styfver för hvar
tjugonde ren, årskalfvarne inberäknade, hvarförutan åtskilliga kontroller inför¬
des i afseende å beräkningen och uppbörden af donna afgift och särskild!
bestämdes (i 18 §), att den skulle erläggas innan flyttningen öfver gränsen
verkställdes och uppbäras mot qvitto af ”andra sidans lapp-länsmän.” Denna
föreskrift liksom många andra stadgande!! i codicillen har dock antingen al¬
drig varit tillämpad eller snart råkat i glömska, ty någon lega har veterli¬
gen ej af Lapparne erlagts förr än fråga derom under de sednare åren blifvit
väckt i sammanhang med åtskilliga förekomna stridigheter, hvithet föranled!
vederbörande landshöfding ar och amtman, att af Lapparne utkräfva och till
andra riket öfversända den i traktaten bestämda afgiften, som dock på grund
Bih. till jEiksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 4
26 Bil. till Konyl. Maj:ts nåd, Frop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
af myntvärdets förändring och svårigheten att vinna tillförlitlig upplysning
om renarnes antal, hvilket Lapparne svårligen kunna förmås uppgifva, ej
belöpt sig till mera än några få riksdaler för hvardera riket om året.
I 1844 års komité hade Svenska ledamöterna i sitt förslag till 6 §
bibehållit föreskriften angående legans utgående, med tillägg dock att sådan
ej skulle erläggas till Kronan för renbete å dess mark, samt sedan föreslagit
afgiftens belopp till 6 skillingar (Banko) ”efter hvarje 100 renar i veckan.”
Norska ledamöterna åter, hvilka äfven ansett renlega ej höra till Staten utgå,
hade derför enligt sin åsigt om betesrättighetens vidsträckthet ej i (ifrigt in¬
fört något stadgande om sådan lega, men Norska Regeringen i sin bearbet¬
ning, som något, ehuru obetydligt, modifierar de Norska ledamöternes förslag,
har återupptagit stadgandet med förslag att legal) skulle bestämmas till 20
öre i veckan för hvar hundrade ren.
Komité!! har ej heller nu funnit skål att frångå den gamla grund¬
satsen, att afgift skall erläggas för markens begagnande, dervid man från
Svensk sida särskild! fäst sig vid det stöd man äfven från denna afgifts ut¬
gående hemta! för sin åsigt angående Lapparnes betesrätt. Den inskränk¬
ning, som föreslogs 1844, att lega ej skall betalas för renbete å mark, som
uteslutande tillhör Kronan, har dock såsom på göda skål grundad bibehållits,
hvarför de Lappar, som uppgifva sig vilja besöka endast sådan mark, skola
vara från fegas erläggande befriade, men enär den jemväl föreslagna beräk¬
ningen efter vecka ansetts skola medföra svårigheter i följd af omöjligheten
att bestämdt kontrollera huru länge hvarje särskild renhjord kan hafva uppe¬
hållit sig i andra riket å enskilde jordegares områden, har afgiften för hela
året (eller hela den tillåtna tiden af året) bestämts till 2 Riksdaler Riksmynt
för hvar hundrade ren, hvithet, hvad angår de Svenska Lappar, som besöka
Norge och enligt 3 § skola ega att der vistas i 22 veckor (eller 21 veckor
6 dagar), ehuru de i de flesta fall ej kunna komma att begagna denna rätt i
hela dess utsträckning, ej öfverstiger den år 1844 föreslagna summa af 6
skillingar banko i veckan. För de Norska Lappar, som fora renar till Sverige
och nu, enligt hvad föreslaget är, skola vara skyldige att låta dem vistas
der hela den öfriga delen af året (eller minst 30 veckor), skulle afgiften efter
tid beräknad blifva vida mindre än för Svenskarne i Norge, men då man
betänker att dessa renar sällan eller aldrig torde komma att söka bete an¬
norstädes än å Kronans mark, derför lega ej utgår, kan någon obillighet,
eller brist på likhet i rättigheter å ömse sidor, ej ligga i det föreslagna
stadgande!. 1 öfrig! får komitén erinra, att de förhållanden, som år 1751
föranledde stadgande! om högre legas erläggande af Norrmännen än af Sven¬
skarne, numera upphört sedan hela den trakt, som ligger öster om Muonio-
elf, år 1809 frångått Sverige och i sammanhang dermed möjligheten för de
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 27
Norska Lapparne i Finnmarken att besöka det nuvarande Svenska området
tillintetgjorts.
I afseende å uppbörden af legan bär lämpligast ansetts, att låta läns¬
männen i hemorten upptaga den i sammanhang med infordrandet af de här
redan föreskrifna uppgifter rörande flyttningarne m. m.; och ehuru stadgandet
i §:cns sista moment angående de inflytande medlens användande kan gifva
anledning till åtskilliga anmärkningar, och deribland att afgifterna, såsom
tydligen afsågs år 1751, borde tillfalla de jordegare, hvilka måste vidkännas
olägenheterna af renarnes betande å deras egor, och att det ej kan vara
lämpligt att i en förordning af förevarande beskaffenhet för afvärjande af
skada utaf renarno å enskild egendom hänvisa till åtgärder, som med afse¬
ende å förordningens innehåll i öfrig! kan leda till inskränkning i de ren-
egarne tillerkända rättigheter, — så har man dock å Svensk sida ej ansett
sig höra motsätta sig detta förslag, isynnerhet då, såsom ofvan är nämn dt,
det sällan kan inträffa det någon afgift till Sverige erlägges och det i hvad
sak som helst, der åtgärder af nyssnämnde beskaffenhet finnas nödiga, ej lärer
från ena riket kunna förhindras, att i det andra medel dertill på ett eller
annat sätt beredas.
§ 7.
Eu bland de förnämsta anledningarne till de klagomål och tvister’
hvartill Lapparnes vandringar gifvit anledning, har utan tvifvel varit att
söka i de svårigheter, som mott för de fastboende att på laglig väg erhålla
ersättning för skada, som renarne gjort å deras egor. Det medel, som lagen
såväl i Norge som i Sverige i allmänhet anvisat den, hvars egor ofredas
af ändras hemdjur, nemligen att upptaga djuren och derigenom förskaffa sig
märket om egaren och tvinga denne att gifva ersättning för skadan, har ej
kunnat användas å renarne, hvilka isynnerhet under kylig väderlek eller vid
brist på bete i fjoller» bruka sträfva ned å de lägre liggande odlade trak¬
terna ända fram till gård armé, men dock äro alltför skygga för att kunna så¬
som andra hemdjur fasttagas, då de der anträffas, hvithet äfven haft till
följd att Lapparne, som vistats i orten, då klagan hos dem förts öfver skada,
som renarne skulle gjort, undandragit sig att derför utgifva ersättning under
förebärande, att det ej varit deras renar, som föröfvat samma skada, hvithet
ej heller kunnat bevisas, helst de fastboende ej veta såsom Lapparne att med
ledning af de märken i öronen, hvarmed renarne äro försedda, urskilja deras
egare. På grund häraf hafva de fastboende på många ställen funnit sig
befogade dels att skjuta de renar, som anträffats på deras egor, för att så¬
lunda vinna upplysning om egaren eller eljest skaffa sig ersättning, dels och
att hålla hundar, som inöfvats att jaga bort renarne, dervid dessa ofta blifvit
28 Bil. till Kong!.. Maj:ls nåd. Prop. om antagande af en Berördn. rör. Lapparne i Sverige och Nar ge.
dödade eller drifna upp i bergen, så att de för egaren gatt förlorade, hvilket
allt åter ledt dertill att åtskilliga personer företagit sig att fålla renar och att
hundarne stundom anfallit och skadat dessa äfven på ställen, der de egt att
vistas och der genom dem ingen skada skett. Och hafva Lapparne, som
sålunda sett sin enda och för deras tillvaro nödvändiga egendom hotas med
förstörelse, å sin sida funnit sig uppkallade att söka försvara den med de
medel, som stått dem till buds, såsom att skjuta hundarne m. m.
Till följd af klagomål från Svensk sida öfver den skada, som de fast¬
boendes hundar gorå på renarne, har visserligen amtmannen i Finnmarkens
amt den 11 Februari 1864 utfärdat en ”Bekj Botgörelse” angående klubbning af
hundarne, deraf ett exemplar finnes akten bilagdt, men enligt de upplysningar,
hvilka komitén under sina besök i förevarande traktör erhållit, har samma
föreskrift på de flesta ställen ej tillämpats.
Såsom ett lämpligt medel att förekomma dessa stridigheter hade redan
för längre lider sedan påtänkts, bland annat, att bereda den fastboende be¬
folkningen möjlighet att undfå ersättning för liden skada genom att stadga,
det alla de Lappar, som voro i ett följe eller eljest uppehälle sig i samma
trakt, skulle, der skada derstädes af renar föröfvats, utan att egarne kunde
upptäckas, vara underkastade gemensam ansvarighet för samma skadas gäl¬
dande, derom ock ett Kongl. Bref af den 4 November 1817 (Backman II:
41(B utfärdats, men då detta Bref, mot lämpligheten af hvars stadgande!!
åtskilliga betänkligheter redan 1844 yttrades, i allt fall ej ansetts kunna
tillämpas i Norge, der behofvet af närmare föreskrifter i detta hänseende nä¬
stan uteslutande visat sig, har samma Bref ej ledt till någon rättelse i de
öfverklagade förhållandena.
.1844 års komité hade emellertid liksom Norska Regeringen upptagit
frågan och framställt förslag i 7 § till stadgande!! om skyldighet för Lap¬
parne att i vissa fall gemensamt ansvara för skada, som af renarne föröfvats,
deremot dock hufvudsakligen anmärkts, dels att föreskriften det sådan an¬
svarighet skulle ega rum endast på grund af presumtioner (”då det på grund
af förekomna omständigheter kunde antagas att skadan skett af renarne”) och
utan att laglig bevisning derom mot Lapparnes bestridande förebringades,
vore obillig och ej med vanliga lagstiftniugsprinciper öfverensstämmande, dels
att i förslaget ej förekom något stadgande, som kunde leda till närmare be¬
stämmande af de områden, omtalade under benämningen ”visst bestämdt näs
eller annat visst bestämdt distrikt”, inom hvilka gemensam ansvarighet skulle
ega rum för alla der vistande Lappar, och dels slutligen att föreskriften att
i annat fall (d. v. s. då skadan skeft å mark, som ej kunde anses ligga å
något , visst näs eller inom annat bestämdt distrikt) sådan ansvarighet skulle
åligga alla de Lappar, som sökte bete i den socken, der skadan skeft, vore
hvarken rättvis eller eljest lämplig, enär socknarne, som vanligen i föreva-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör, Lapparne i Sverige och Norge. 29
randa orter äro ganska vidsträckta, nästan alltid innefatta trakter, från hvar¬
andra så långt belägna och afskiljda genom naturliga hinder, att man med
säkerhet kan antaga, det skada, som egt rum i den ena ändan af en socken,
ej kunnat föröfvas eller förekommas af de Lappar, som haft sitt uppehåll i
den andra.
För att å ena sidan kunna införa den här ofvan om förmälda gemen-
» samma ansvarighet, som fortfarande ansetts af behofvet påkallad, och hvar¬
emot Lapparne vid de med dem hållna förhören förklarat sig ej hafva något
att invända, men å andra sidan gifva densamma en begränsning, som utan
att förfela ändamålet bör vara med rättvisa och billighet öfverensstämmande,
har komitén, som i 10 § infört de närmare stadgandena om förenämnda an¬
svarighet, här föreslagit, att de landsträckor, der Lapparne bruka söka bete
för sina renar, skola indelas i vissa distrikter, hvilkas gränser borde, med led¬
ning af landets naturliga beskaffenhet af dervarande berg, ehvar och hafs-
stränder, bestämmas sålunda, att de Lappar, Indika slagit sig ned inom
hvarje sådant distrikt, icke skulle behöfva, utom vid flyttningarne, för erhål¬
lande af bete eller annat ändamål drifva sina renar utom distriktet, och att
renarne kunna antagas ej eller skola af sig sjelfva vid mer eller mindre
vårdslös bevakning gå öfver gränsen in i andra distrikter. Komitén, som
tillagt att sådan indelning i distrikter, hvilken äfven skulle afse den närmare
uppsigt öfver Lapparne och deras djur, derom vidare namnes i 8 och 9 §§,
dock ej behöfver ske öfverallt, utan endast der den af särskilda förhållanden
påkallas, och derför föreställt sig, att den ej skall ifrågakomma annorstädes
än i de delar af Korge, hvarifrån nu de svåraste klagomålen afhöras, har
efter de upplysningar angående landets beskaffenhet med mera, som komitén
å stället inhemta!, funnit sig öfvertygad, att någon särdeles svårighet ej skall
mota mot verkställigheten af detta förslag, genom hvars antagande med deraf
följande tillfälle för de fastboende att vinna ersättning för liden skada och
nödvändighet för Lapparne att ringare än hittills bevaka sina djur och fora
uppsigt öfver h varan dras åtgörande i detta hänseende en stor del af de här
ofvan omnämnda missförhållanden säkerligen skulle upphöra, utan att, isyn¬
nerhet i händelse distrikten ej blifva alltför störa, någon orättvisa kan anses
genom den gemensamma ansvarigheten vara tillfogad Lapparne, af hvilka så¬
som framdeles nämnes hvar och en alltid har sig Öppet att, der så ske kan,
utvisa egaren till de skadegörelse renarne och derigenom undgå deltagande
i ersättningens utgifvande, men der sådant ej låter sig gorå svårligen kan
vara förvissad att ej hans egna djur i skadans förvärfvande deltagit.
1 afseende å distriktsindelningen är föreslaget, att gränserna skola be¬
stämmas af Konungen eller den lian dertill bemyndigar. Anledningen till
detta stadgande är närmast att söka i den från våra bruk afvikande lagstift¬
ningen i Korge, der allmän föreskrift ej finnes om rätt att hos de högre ad¬
30 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
ministrativa myndigheterna söka ändring i de Ingres åtgärder, hvarför eu
föreskrift t. ex. att distriktsindelningen borde af vederbörande amtman verk¬
ställas skulle leda dertill, att saken komme att bero vid dennes åtgärd, utan
att ändring deri skulle kunna å högre ort utverkas. Med afseende å den
vigt, som ligger å donna indelning, har man dock velat att densamma skulle
ske under Regeringens särskilda uppsigt, och de Svenska ledamöterna åtmin¬
stone hafva vidare, ehuru i förslaget ingenting derom kunnat införas, ansett
härvid höra så tillgå, att sedan förslag till indelning i distrikter af vissa
traktör i Norge blifvit uppgjordt genom vederbörande amtman, hvilken för¬
modas blifva den, som Konungen dertill bemyndigar, skulle detta förslag del-
gifvas Svenska Regeringen, som sålunda kom i tillfälle att, efter det såväl
vederbörande Svenska myndigheter som ock Lapparne blifvit deröfver börda,
yttra sig i saken och utverka de jemkningar, hvartill skäl kunde finnas.
För öfrig! torde det ligga i sakens natur, att distriktsindelning, som
eu gång är verkställd, skall efter omständigheterna kunna förändras, hvarför
det ej ansetts nödigt att i förslaget härom någonting införa.
§ 8.
Redan 1751 hade man såsom ett nödvändigt vilkor för att behörig
uppsigt skulle kunna hållas öfver Lapparne och desse å ena sidan komma i
åtnjutande af dem tillförsäkrade förmåner och å andra sidan förhindras att
gorå intrång å ändras rättigheter, funnit nödigt stadga:
att i hvarje distrikt, der öfverflyttande Lappar funnes, borde förordnas
en lapp-länsman och två nämndemän, Indika skulle medfölja vid flyttningarne
och ombesörja att Lapparne njöto tillräckligt underhåll för sina djur, men ej
utträngde eller förorsakade brist för andra (15 och 16 §§);
att en hvar Lapp skulle före flyttningen för lapp-länsmannen och
nämndemännen angifva antalet af de djur, såväl egna som ändras, Indika
voro i hans följe, hvarjemte åtskilliga föreskrifter meddelats, afseende kontroll
öfver riktigheten af dessa uppgifter, jemte bestämmande af ansvar för bedrä¬
geri dervid (§§ 17, 19, 20 och 21); samt
att länsmännen skulle, likaledes före flyttningen, tillställa andra sidans
lapp-länsman specificerad förteckning öfver de Lappar och djur från deras
distrikt, som samma år villo gå öfver gränsen.
Emellertid hafva dessa föreskrifter, så vidt man vet, ej någonsin varit
iakttagna eller åtminstone snart råkat i glömska, hvilket i förening med från¬
varon af dermed afsedda kontrollör öfver såväl Lapparne som de fastboen-
de säkert i väsendtlig mån bidragit till de oordningar, som alltjemt varit
föremål för klagan, isynnerhet från de orter i Norge, der Svenska Lappar
bruka i någon betydlig mängd om sommaren infinna sig.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 31
1844 års komité hade derför i 4 § föreslagit åtskilliga stadgande!! huf¬
vudsakligen af enahanda innehåll som ofvannämnda §§ i traktaten, och
kemi ten, som ej ansett lämpligt att återupptaga stadgandet om särskilda
lapp-länsmän, har i öfrig! ej eller nu funnit något bättre medel att uppnå
det afsedda ändamålet, än att upplifva de äldre föreskrifterna med sådana
modifikationer, hvartill öfriga föreslagna stadgande!! föranleda 1 8 § hafva
derför införts föreskrifter, som gifva vid handen:
att Lapp, som vill flytta öfver gränsen, skall för länsmannen i hem¬
orten anmäla sådant samt dervid uppgifva sitt eget och sitt husfolks namn,
antalet af sina renar och det uppsyningsdistrikt eller, der indelning i sådana
(enligt 7 §) ej eger rum, den socken eller annat liknande område, der han
ernar taga sitt tillhåll, in. in.;
att de Lappar, Indika, enligt hvad dessa uppgifter visa, ernå slå sig
ned inom samma distrikt, skola inom sig utse en uppsyningsman, hvilken
bör erhålla förordnande af landshöfdingen eller amtmannen, och att denne
uppsyningsman, hvars utväljande ombesörjes af länsmannen, skall få sig till¬
ställd förteckning öfver alla de Lappar, som komma att stå under hans
uppsigt in. in.;
att två exemplar af dessa Lappar nes uppgifter höra af länsmannen in¬
sändas till landshöfdingen eller amtmannen, som öfverskicka!' det ena exem¬
plaret deraf jemte uppgift om uppsyningsman^!! till amtmannen eller lands¬
höfdingen i andra riket; samt
att denne, om det skulle visa sig att ett alltför stort antal Lappar
uppgifva sig vilja besöka något visst distrikt, eger i anledning deraf vidtaga
de åtgärder, som kunna finnas nödiga.
Komité!!, som i anledning af de konflikter, som möjligen kunna upp¬
stå mellan de Lappar, Indika flytta öfver gränsen, och dem, som endast flytta
från en socken till en annan inom hemlandet, ansett nödigt ålägga äfven de
sistnämnde att aflemna uppgifter af den här bestämda beskaffenhet, men der¬
emot funnit utseende af uppsyningsman ej höra ifrågakomma för andra orter
än sådana, der indelning i distrikter enligt 7 § eger rum, helst man ansett
sådant komma att ske å alla de trakter, der några allvarsammare tvister äro
att befara, har vidare i donna §, dels, enligt hvad redan i 1751 års codicill
egde rum, stadgat ansvar för den, smil befiunes hafva undandragit sig att
lemna föreskrift^ uppgifter eller gjort oriktiga sådana, dels ock klimat
landshöfdingarne och amtmännen Öppet, att närmare bestämma tid och sätt
för aflemnande! af de föreskrift^ uppgifterna, äfvensom att i händelse af be¬
hof meddela de särskilda föreskrifter, som kunna vara erforderliga för att
bringa den med §:n afsedda uppsigt öfver Lapparne och deras flyttningar till
verkställighet.
32 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Deri hufvudsakligaste betänkligheten mot hvad här är föreslaget, sär¬
skild t hvad angår Lapparnes förbindelse att bland sig sjelfve utse uppsy-
ningsmän, ligger utan tvifvel i den svårighet, som åtminstone i början torde
mota, att bland Lapparne finna personer, hvilka äro villige och lämplige att
öfvertaga den ifrågavarande befattningen, hvilken efter den instruktion, som
nästa § (9) innehåller, kommer att medföra ej så ringa besvär och obehag;
men, såsom ofvan är nänmdt, har något lämpligare medel nu lika litet som
år 1844 erbjudit sig. Föreskriften om uppsyningsmäns utseende är i öfver¬
ensstämmelse med de grundsatser, som i (ifrigt såväl i Sverige som i Norge
gjort sig gällande i afseende å förvaltning af kommunernas angelägenheter,
och det torde ej kunna betvifias att de orsaker man uppgifvit dertill, att
traktatens föreskrifter angående lapp-länsmän och nämndemän ej kommit i
tillämpning, nemligen Lapparnes störa okunnighet och brist på all slags bild¬
ning, numera ej gälla i så hög grad som för 100 år sedan, enär det är
känd! att för närvarande många af Lapparne kunna låsa och åtskilliga äfven
skrifva. 1 hvad fall som helst har det ej kunnat ifrågasättas, att uppsynings-
mannons befattningar, om hvars nödvändighet på de flesta ställen någon
meningsskiljaktighet ej linnés, skulle uppdragas åt några af Staten aflönade
tjensteman, och Lapparne sjelfva, hvilka naturligtvis måste vara berättigade,
om så skulle finnas nödigt, att öfverenskomma om någon godtgörelse åt deras
uppsyningsman, hafva vid de förhör, som med dem egt rum, ej yttrat någon
betänklighet mot de nu föreslagna stadgandena.
§ 9.
1 donna §, som svarar mot 4 § i 1844 års förslag och innehåller in¬
struktionen för uppsyningsmännen, liar man emellertid funnit nödigt att med¬
dela åtskilliga specielare föreskrifter i detta hänseende än som förekomma i
nyssnämnda förslag. De flesta af dessa stadganden äro dock af beskaffenhet
att ej behöfva närmare motiveras. Den hufvudsakliga olikheten ligger der¬
uti att uppsyningsmännen, enligt detta förslag, skulle blifva ett ständigt om¬
bud för de Lappar, som uppehålla sig i hans distrikt eller flyttat derigenom,
i alla frågor, som angå ersättning för skada af renarne, i sammanhang hvar¬
med är föreskrifvet:
att då skada ansetts vara föröfvad af renar och målseganden (flen
skadelidte) vill derå anställa besigtning eller syn och värdering (Besigtelse
eller Skiön, derå i Norge göres skillnad såsom förslaget framdeles visar),
skall uppsyningsmännen vara skyldig att efter kallelse dervid sig infinna
(cfr §§11 och 12);
att om saken ej vid nämnda förrättningar i godo uppgöra, utan rätte¬
gång anställes, densamma skall riktas mot uppsyningsmännen (15 §), som
dervid eget svara för Lapparne; samt
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 33
att uppsyningsmannen är berättigad att å Lapparnes vägnar såväl
vid Besigtelse och Skinn, som vid domstol ingå förlikning angående skade¬
ersättnings utgifvande, äfvensom att fullfölja rättegång till högre instanser.
Dessa uppsyningsmannen tillagda rättigheter och förbindelser röra dock
endast de fall, der fråga är om tillämpning af den i 10 § stadgade gemen¬
samma ansvarighet, hvilken åter endast ifrågakomma!- i händelse den skyldige
ej upptäckes (10 §) och i alla fall uteslutande afser skada, som föröfvas af
renarne, men ej å den, som Lapparne sjelfva kunna gorå. I följd häraf är
i donna § (litt. f.) stadgadt, att för den händelse person, som ansett sig
hafva lidit skada genom renarne och ej känner eller påstår .sig ej känna den
skyldige, skulle vända sig mot uppsyningsmannen, så eger denne, om han kan
upptäcka den skyldige, att inkalla honom och förebringa bevisning derom, att
lian bör svara för skadan, hvarigenom såväl frågan om gemensam ansvarig¬
het för Lapparne förfaller, som uppsyningsmannens befattning med saken
upphör. Ett undantag från donna regel synes väl ligga i föreskriften i 11
§, der det heter att den, som lidit skada, skall, om han vill påyrka ersätt¬
ning, till besigtning inkalla uppsyningsmannen jemte den skyldige, om han är
känd, hvilket stadgande i förening med ordalagen i förevarande 9 § kunde
anses leda dertill, att uppsyningsmannen skulle vara berättigad och'skyldig
kitt uppträda som ombud äfven för enskild Lapp, mot hvilken anspråk på
ersättning blifvit vackt för skada, derför han ansetts höra ensam ansvara;
men då det tages i betraktande, att, såsom flera gånger är nämndt, gemen¬
sam ansvarighet eger rum endast då den skyldige ej kan upptäckas (10 §),
att enligt 12 § uppsyningsmannen skulle kallas till den syn och värdering,
som bör hållas, der saken ej i godo uppgöres vid första besigtningen, endast
i det fall, att den skyldige ej är känd, och att enligt 15 § stämning till
domstol skall tagas å uppsyningsmannen endast då talan föres mot Lappar,
som äro underkastade meromnämnda gemensamma ansvarighet, så torde nå¬
gon tvetydighet ej ligga i nu anmärkta föreskrift i 11 §, som tillkommit för
att bereda den tilltalade tillfälle att vid sakens första behandling begagna
ombudsmannens råd och upplysningar, hvilket ansetts af vigt särdeles med
afseende å de frågor om sakens uppgörande i godo, som man förmodat skola
vid de omnämnda besigtningarne uppkomma.
Den myndighet, som genom de nu föreslagna stadgandena blifvit till¬
agd uppsyningsmännen, kan väl synas ganska vidsträckt, men då man be¬
tänker, att uppsyningsmännen skola årligen af Lapparne sjelfva utses, och
kitt det i alla fall varit nödvändigt, att den fastboende befolkningen skulle
ega någon viss bestämd person, mot hvilken de kunde vända sin talan i alla
de utan tvifvel oftast inträffande händelser, då skada skeft, utan att man vet
genom hvem den blifvit föröfvad, så torde någon betänklighet ej erbjuda sia-
Bill. till liikscl. Prot. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 5
34 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Pr ap. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
mot samma stadgande!!, helst deraf hinder ej möter för en hvar, hvilken
saken kan röra, att äfven personligen infinna sig vid besigtningar, syner och
domstolar och der andraga hvad lian kan till sitt eget fredande akta nödigt.
§ 10.
I donna § afhandlas eu af de vigtigaste frågor, Indika kommit under
kamhöns behandling, nemligen den som rörer beskaffenheten och vidsträckt¬
heten af den Lapparne tillerkända rätt att begagna båda ländernas områden
till bete för deras renar. De olika meningar, hvilka år 1844 härom yttra¬
des, inhemtas af då upprättade förslag och kunna, på sätt Justitie-statsmini-
stom i hans skrifvelse till Norska Regeringen den 22 December 1862 yttrat,
i korthet sålunda uttryckas:
att de Svenska komiterade yrkat, det Lapparne skulle få obehindradt
begagna bete å öppen eller ej ingärdad utmark i de Svenska lappmarkerpa
och de dertill gränsande Norska landskap;
hvaremot de Norska ledamöterne ej velat medgifva Lapparne betesrätt
å dylik utmark i Norge, då den ej tillhörde Staten, — Indika olika åsigter
å ömse sidor förmenats öfverensstämma med hvad redan var stadgadt i 1751
års codicill.
1 den flera gånger omnämnda bearbetning af det år 1844 uppgjorda
förslag, som Norska Regeringen den 18 Juli 1862 afgifvit, har denna Rege¬
ring, med bibehållande af det äldre förslagets stadgande "att Lapparne
skulle förhindra sina renar att gorå landets innevånare någon skada å
deras egendom", i (ifrigt velat bestämma Lapparneg rättigheter sålunda, att
dessa skulle ega begagna bete å öppen eller oingärdad utmark i de Svenska
lappmarkerna och å allmänningar i de dertill gränsande Norska distrikter.
Vid den behandling af frågan, som nu hos komitén egt ruin, har
samma meningsskiljaktighet, som förekom år 1844, ånyo yppat sig, men då
komitén omsider lyckats förena sig om de stadgande!! §:n utvisar, torde det ej
vara nödigt att här upprepa de olika åsigter, som blifvit framställda, med
derför åberopade grunder, helst dessa föga annat innehöllo än hvad som re¬
dan var andraget och i handlingarne infördt. Dock anse sig komiténs Sven¬
ska ledamöter, i anledning af nyssnämnda förslag om betesrättighetens in¬
skränkning i Norge till allmänningarne, höra för sin del andraga, att efter
de upplysningar, Indika å stället inhemtats, några allmänningar, i den bety¬
delse detta ord i Sverige eger, icke finnas på de flesta traktör i Norge, der
Lapparne hufvudsakligen bruka infinna sig. Sådant är förhållandet i hela
norra delen af det nuvarande Tromsö amf eller Tromsö sorenskriveri, der
afl mark ända upp till riksgränsen, som ej var särskild t disponerad, redan
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 35
för 200 år sedan från Kronan upplåts till enskild man, i hvars affvingars
eller rättsirtnehafvarés händer den ännu befinnes.
Äfven i den södra delen af nämnda amf, eller Smetig sorenskriveri,
finnes, så vidt utredas kunnat, endast obetydliga områden, hvilka tillhöra Sta¬
ten!, och enahanda förhållande eger rum i Nordlandens amf, af hvilket södra
hälften (Helgelands båda fögderier) från Kronan! upplåts på samma gång, som
ofvannämnda område i Tromsö amf, och der ej eller i norra delen (Salten)
några vidsträcktare krono-allmänningar kunnat uppvisas. Det lär visserligen
i Norge vara brukligt, att under benämningen allmänningar inbegripa alla
de vidsträckta traktör, till en del bestående af fjell och annan oduglig mark,
men äfven innefattande odlingsbara eller gräsbärande områden, Indika egaren,
denne må nu vara hvem som helst, hittills ej tagit under eget bruk eller åt
andra upplåtit eller eljest sökt gorå sig till godo, och Indika områden så¬
lunda fått obehindradt af allmänheten begagna^ till bete in. m.; men egarens
rätt till dessa områden har (så vidt in art derom kunnat vinna Upplysning)
derför ej varit mera inskränkt än i fråga om annan enskild egendom. Sär¬
skild! hav detta vant förhållandet med de störa ofvan omnämnda s. k. pro¬
prietär godsen, till hvilka komitén varit i tillfälle att granska sjelfva åt¬
komsthandlingen eller Konung Fredrik IILs Skjötebref af den 11 Juli
1666, som, utom hvad der talas om lappskatt, hvilken fråga redan förut är
vidrörd, icke funnits innehålla någon inskränkning i eganderätten, som kunnat
tolkas derhän att större eller mindre del af den upplåtna marken skulle
vara belastad med något servitut till allmänhetens förmån; och det har äfven
sedermera visat sig att proprietärefna ej allenast kunnat af godset upplåta
större eller mindre områden, ofta bestående af alldeles ouppodlade sträckor,
åt enskilda, Indika derigenom ostridigt ansetts hafva förvärfvat full och oin¬
skränkt eganderåt! till samma områden, allt med undantag af den omtvistade
frågan om Lapparne, utan ock på sednare tider företagit sig att förbjuda
allt begagnande af de ouppodlade traktör, som ej ännu voro på nämnda sätt
afsöndrade. Fn naturlig följd häraf torde således vara, att Lapparnes rätt
till bete ingalunda skulle vara behörigen bévakad genom stadgande! att de
skulle dertill fä begagna allmänningarne, enär detta i Verkligheten ej skulle
betyda annat, än att de Unge till bete använda viss mark, så länge egaren
ville tillåta sådant, någonting hvarom lika litet år 1751, som nu, kan hafva
varit lämplig! att utsluta’ någon internationel traktat. De Svenska ledamö-
terne få vidare tillägga, att de nu lika litet som deras företrädare år 1844
kunna! frångå, att dén genom 1751 års traktat Lapparne tillförsäkrade be¬
tesrätt närmast är att hänföra till ett servitut, hvithet åligger ej blott den
mark, som kan tillhöra Staten och stå under dess omedelbara disposition,
utan ock sådan' som eges eller innehäfvés af enskilda, samt i sammanhang
härmed, att det ingalunda kunna! medgifvas, att den i traktaten meddelade
36 Bil. Ull Kongl. Majits nåd. Vrop. om antagande af en Förordn. rör. Lappar ne i Sverige och Norge.
föreskrift, ”det nyssnämnda Lapparne tillagda rätt för dem vore densamma,
som för landets egna undersåtare”, skulle, på sätt från Norsk sida är vordet
påyrkadt, innebära, att Lapparne i förenämnda hänseende egde endast lika
rätt med dem af landets undersåtare, som ingen eller sämsta rätt ega; man
har dock icke från Svensk sida kunnat vidhålla påståendet om så vidsträckt
rätt för Lapparne, som skulle följa af en direkt och ovilkorlig tillämpning
af här ofvan uttalade åsigt om betesrättighetens egenskap af ett jorden ålig¬
gande servitut, och som äfven möjligen kunnat yrkas i anledning af de Sven¬
ska komiterades förslag af år 1844 ”att Lapparne skulle ega (nu som till¬
förene) obehindradt begagna bete å öppen eller ej ingärdad utmark i Sven¬
ska lappmarkerna och dertill stötande Norska landskap”, helst en sådan ut¬
sträckning af betesrättigheten i sistnämnde landskap, der svårighet möter för
innevånarne att inhägna sina egor, hvithet derför sällan brukas, utan tvifvel
skulle medföra alltför störa olägenheter för de fastboende och å vissa traktör
kanske omöjliggöra landets odling, hvithet visserligen ej afsågs med hvad
som aftalades år 1751. Den enda utväg, som erbjudit sig att för närvaran¬
de söka förena den fastboende och den nomadiserande befolkningens anspråk,
har således bestått deri, att man väl å ena sidan såsom allmän regel erkänt
de fastboendes rätt att ej å sina egor lida någon skada af renarne, men å
andra sidan, hvad utmarken beträffar, såsom skada, hvilken bör ersättas, ve¬
lat betrakta endast sådant begagnande af samma mark till renbete, hvarige¬
nom egaren skulle komma att sjelf sakna erforderligt bete för sina hemdjur
eller i väsendtlig mån betungas.
Tillämpningen af dessa regler utvisas af de nu föreslagna stadgande-
na i 10 §, som börjar med den allmänna föreskriften, hvilken återfinnes så¬
väl i traktaten som i förra förslaget, det Lapparne skola noga akta sig att
ej sjelfva tillfoga landets innevånare någon skada å deras egendom och jem¬
väl vara skyldige att omsorgsfullt bevaka sina renar, så att skada ej af
dessa föröfvas, samt vidare innehåller dels att, der skada af renar skett å
åker, äng, utängsslåtter, växande skog eller hjortronland, densamma skall
ersättas af den eller dem, som genom sina djur samma skada föröfvat, dels
stadgande om bötesansvar för den, som med uppsåt eller af grof vårdslöshet
vid renarnes bevakning förorsakar skada af förenämnda beskaffenhet, med
tillägg dock, att det står en hvar fritt att undgå sådant ansvar genom att
träffa förlikning om skadans ersättande, och dels slutligen, att i händelse den
skyldige ej kan upptäckas, i hvithet fall böter ej ifrågakomma, ersättnings¬
skyldigheten skall åligga alla de Lappar gemensamt, hvilka uppehålla sig i,
och om skadan skott under flyttning jemväl dem, som på den tid skadan
egde rum flyttade genom, det uppsyningsdistrikt, inom hvars gränser den ti-
mat, samt att ersättningsbeloppet fördelas till utgifvande å samtlige Lapparne i
förhållande till det antal renar hvar och en eger inom distriktet, men att
bil. till Kongl. May.ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 37
sådan gemensam ansvarighet ej ifrågakommer, der indelning i uppsynings-
distrikter ej eget’ rum, hvilka alla föreskrifter antingen redan äro här ofvan
motiverade, eller eljest af beskaffenhet att vidare redogörelse ej torde er¬
fordras.
I sednare afdelningen af §:n åter förekomma de föreskrifter, angående
hvilka komiténs ledamöter kunnat förena sig i fråga om Lapparnes rätt till
bete å utmark, hvilken rätt bär blifvit på indirekt sätt sålunda uttryckt, att
skada å utmark, det vill såga den förlust eller olägenhet för enskild man,
som lian uppkomma derigenom att mark, som lian vanligen eller åtminstone
i vissa fall använder till bete för sina kreatur, af Lapparne anlitas till under¬
håll för renarne, skall ersättas endast i händelse jordens egare eller innehaf¬
vare derigenom kommer att sakna erforderligt (“fornödent") bete för sina
egna hemdjur. Genom detta stadgande, deri med afseende å hvad förut är
sagd! angående skog, hjortronland och utängsslåtter begagnats uttrycket
“utmark, som ej ofvan är omnämnd“, har man å ena sidan tillförsäk¬
rat de fastboende att ej nödgas se det för deras egna kreaturs underhåll
erforderliga betet förtäras af renarne, men å andra sidpn tillagt Lapparne,
hvilka genom förslaget erhållit oinskränkt betesrätt å all mark, som ej eges
eller brukas af enskilde, rättighet att jemväl å desses områden begagna bete,
så vidt detta ej kan anses för jordens egare eller innehafvare för deras egna
kreatur erforderligt, hvaraf följer dels att det vid uppkommande tvister i
förevarande hänseenden alltid måste åligga de fastboende, att bevisa det de
genom renarnes vistande å deras ägor lidit sådan skada, som bär är förut¬
satt såsom vilkor för ersättningsskyldighet, dels ock att ingen skall kunna
yrka ersättning för förlust, som han förmenat sig lida derigenom, att han ej
tätt uteslutande begagna det mer än tillräckliga bete, som kan hafva funnits
å hans egor, och således varit förhindrade att mot betalning mottaga ändras
kreatur till bete öfver sommaren m. m. Då det emellertid ofta visat sig, sär¬
deles under ogynnsamma år, att gräsväxten ännu vid den tid på våren, när
Lapparne med sina renar kommit ned från fjolleri, varit så litet försigkom¬
men, att den ej kunnat lemna erforderligt bete både för renarne, hvilka
under sådana förhållanden nödgas söka sig längre ned åt bygden än eljest,
och för hemdjuren, hvilka man i brist af foder måst släppa ut å bete tidigare
på året än som eljest brukas, har man ansett att den olägenhet, som betets
otillräcklighet medför, skäligen bör komma såväl de fastboende som Lap¬
parne till last, och härå grundar sig föreskriften i §:ns sista punkt, hvilken
dock blifvit inskränkt till Tromsö amt, der nyssnämnda förhållanden hufvud¬
sakligen inträffa, och hvarmed komitén velat stadga, att Lapparne, utöfver
den förmån, som i nästföregående punkt är vorden dem i allmänhet tiller¬
känd, skola vara berättigade att inom nyssnämnda amf begagna utmarken
till bete för sina renar hvarje vår intill den 8 Juli och detta utan annan
38 Bil. Ull Kongl. Majte nåd. P>-op. om antagande af en Föröda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
inskränkning än att någon jordägare eller innehafvare, eller, somt det i Norska
texten kanske bättre uttryekes, “Enkeltmänd11, ej må derigenom i väsendt¬
lig män betungas, d. v. s. att Lapparne ej skola ega att efter godtfinnande
kasta sig med sina renar på något visst inskränktare område, utan bära, så-
vidt ske kan, tillse att bördan varder så jemnt som' möjligt å de fastboende
fördelad.
I öfrig* torde höra anmärkas, att i §:n ingenting närnnes, såsom i födfä
förslagen, angående inskränkning af Lapparnes betesrätt till de Svenska lapp¬
markerna och dertill stötande Norska landskap (eller distrikter), enär redan
förut i 3 § ar föreskrifvet, att Lapparne ej må hytta till,' eller uppehålla
sig å andra traktör, ärt sådana, som de efter gammal sedvana hitintills hafva
besökt, och hvithet nästan uteslutande inträffa)1 endast med de nämnde områ -
dhnä, äfvensom att ej eller funnits skäligt, att i §:ri omförmäla det förhål¬
lande, att utmark kan1 vara inhägnad, hvartill anledningen är, att då det å
ena sidan naturligtvis ej bör vara någon formenadt att inhägna sina egor
och äfven utmarken, i hvithet fall den enligt regeln herde vara fredad för
renarne, man dock å andra sidan ej eller velat, genom att särskilt undan¬
taga inhägnad utmark, liksom hänvisa den fastboende befolkningen att genom
gärdesgårdars uppförande, kanske på ställen der sådant eljest ej skulle ifråga¬
satts, helt och hållet tillintetgöra möjligheten för Lapparne att uppehålla sig
i orten.
§§11, 12, 13 och 14.
I §§ It, 12 och 13 tinnes i detta liksom i de föregående förslagen
införd en särskild rättegångsordning för behandling af frågor om ersättning
för skada, som renarne kunna hafva gjort å de fastboendes egor, hvilka före¬
skrifter dock enligt 14 § skola gälla endast i Norge, men ej i Sverige, der
man ansett några särskilda stadgande» i dessa hänseenden ej erforderliga,
utan härnäst till allmänna lagen; den Svenska1 texten i förstnämnde tre §§ är
derför att anse endast som en öfversättning af den motsvarande Norska,
hvilken ensam kommer att tjena till rättesnöre vid förordningens tillämpning.
Anledningen till införande af särskilda föreskrifter i dessa hänseende» är nu
liksom förr att söka deri, att man dels i allmänhet velat bespara såväl Lap¬
parne som de fastboende den tidsutdrägt och de kostnader, som skulle vara
en nödvändig följd af ersättningsfrågornas behandling enligt de i Norge i
allmänhet gällande föreskrifter, med dertill hörande värderingar eller så kal¬
lade Skiönsförrättningar jemte den ovilkorlig» skyldigheten att söka förlik-
ningskommissionen innan saken dragés under domstol m. m., dels ock ansett
sig kunna antaga, det underlättande af möjligheten för de fastboende, der
de bill vit' förnärmade, att på laglig väg finna rättelse, skulle i väsendtlig
Sil. till ISfingl. ffaj:ts nåd. Papp. em {fritagande af en förorda, rör. Zappamp i Sverige och Norge. 39
man bidraga till förekommande af‘sådana tilltag å deras sida, som nu huf¬
vudsakligen varit föremål för Lapparnes klagomål.
De föreslagna stadgande^, hvilka äro hemtade dels från forska
”Loven om jords (redning"” af den 16 Maj 1860, dels hufvudsakligen från
det förslag en Norsk komité i December 1862 afgifvit för ordnande! af för¬
hållandena emellan Lappande och de fastboende i nuvarande Finnmarkens
amf, dit några Svenska Lappar numera ej flytta och der frågan således en¬
samt rört Norge, gifva vid handen:
att der ron ar ne förmenats hafva föröfvat skada af beskaffenhet, som
omnämnes i 10 H, hvarom uteslutande är fråga härstädes, och flen, som ska¬
dan lidit, vill sölig ersättning, skall han till en början låta anställa besigt¬
ning derå af två ojäfvigt män, och till donna förrättning, som dock icke
after någon värdering eller uppskattning af den förlust målsägande!! lidit,
utan endast undersökning om skadans beskaffenhet och uppkomst, låta kalla
såväl den skyldige (d. v. s. den som genom sina renar varit vållande till
skadan), om han är känd, som äfven i hvilket fall som helst uppsynings-
mannen, hvartill anledningen ofvan vid 9 § är uppgifven, eller och någon
af de i närheten varande Lappar, allt på sätt 11 § vidare innehåller;
att, i händelse saken ej i godo Inlägges vid donna besigtning och inåls-
eganden vill fullfölja sitt ersättningsanspråk, lian eger instämma den skyl¬
dige, om han är känd, men eljest uppsyningsman^]! till syn och värdering
eller som det på Norska heter ”Besigtelse eg Text”, hvilken skall af läns¬
mannen föranstaltas och förrättas af honom med biträde af två lagrättsmän
på sätt som närmare bestämmes i 12 §, deri på yrkande af de Svenske leda¬
rn oför no uttryckligen stadgats, att det resultat, hvartill länsmannen och hans
biträden i saken kommit eller det ”Skiön”, som bär omtalas, dock ej skall
anses sa ovilkorligen bindande, att det ej i händelse af rättegång må kunna,
om skål dertill finnes, förändras af domaren och lagrådet, d. v^ s. af doma¬
ren, hvilken eljest i underrätterna i Norge eger ensam döma, efter rådpläg¬
ning med de såsom tingsvittnen vid domstolarne närvarande lagrättsmän;
att i händelse saken ej vid donna förrättning afgöres genom förlikning,
”Förlig” (hvilket ord i Norge efter förlikningskommissionens inrättande fatt
en särskild teknisk betydelse och begagnas endast angående sådana under
föreskrifna förmer ingångna, skriftligen uppsätta och behörigen bekräftade
förmänga,? mellan tvistande parter. Indika ega samma kraft, som en laga kraft¬
vunnen dom, hvarför man i afseende å den första besigtningen, der någon
person, som är behörig att föranstalta sådana förlikningars ingående, ej kom¬
mer att tillkallas, mast nöja sig med att hänvisa de tvistande till att ”i godo
ufWÖra saken”, men deremot ålagt länsmannen att vid den af honom föran¬
staltade synen söka åstadkomma ”lagligen bindande förlikning”), läns man-
nen skall, om målseganden sådant påyrkar, insända handlingarne i saken
40 Bit. till Kanyl. Maj:ts nåd. Knop. om antagande af en Förordn. rör. Zapparne i Sverige och Korg*.
till amtmannen, som eger att genast eller efter ytterligare undersökning be¬
stämma, om åtal skall anställas eller icke;
att sådana åtal skola, der ej särskilda omständigheter påkalla större
skyndsamhet, handläggas vid de allmänna tingen och der, utom att den till¬
talade eger svara genom ombud, behandlas enligt de för offentliga politi-
saker gällande förmer, det vill säga enligt de enklare och mindre invecklade
regler, efter hvilka smärre brottmål i Norge utföras;
att dock allmänt åtal e j ovilkorligen bör eg a. rum i alla de händelser,
der skada ansetts hafva blifvit af renande för öfvad, utan att sådant får bero
på storleken af samma skada, med öppen rätt för målseganden att, der amt¬
mannen ej finner skål att anordna allmänt åtal, sjelf anhängiggöra och ut¬
föra sin talan genom ”privat Sögsmål”, dervid man äfven för detta fall tillagt,
att målets instämning till förlikningskommissionen ej erfordras; och slutligen
att frågor om ersättning för skada af renar i de orter, der uppsyning^-
distrikter ej finnas, skola behandlas i tillämpliga delar enligt de här före-
skrifna regler, men att dock allmänna åtal angående dylik skada ej skola i
dessa orter ega rum.
Dessa föreskrifter torde ej behöfva vidare motiveras än som redan
skott; dock få komiténs Svenska ledamöter särskild!, erinra, att om ock före¬
skriften, det skadegörelse af renar i de orter, der indelning i uppsynings-
distrikter eger ruin, skall kunna göras till föremål för allmänt åtal, kan sy¬
nas innebära en alltför stor fördel för den fastboende befolkningen å Lappar-
nes bekostnad, så har man så mycket mindre kunnat motsätta sig ett sådant
stadgande, hvilket jemväl återfinnes i 1844 års förslag, som man å Norsk
sida ansett detsamma utgöra ett nödvändigt vilkor för att författningen skall
kunna åstadkomma det dermed afsedda ändamål, samt jemväl Lapparne, på
sätt § 17 utvisar, fått sig tillerkänd enahanda förmån i afseende å skade¬
görelse å deras renar, hvarförutan det ej kunnat förbises, att om ock före¬
varande förordning härom ingenting innehållit, af densamma i alla fall ej
kunnat mota hinder för lagstiftande makten i det ena eller andra landet, att
utsträcka allmänna åklagarens befogenhet till förevarande frågor.
§ 15.
Denna § innehåller hufvudsakligen endast en tillämpning af hvad i
9 § är stadgadt angående uppsyningsmännens befattning såsom ständiga om¬
bud för Lapparne och gifver vid handen att i händelse fråga om ersättning
för skadegörelse af renar uppstår i de orter, der indelning i uppsynings-
distrikter eger rum och der gemensam ansvarighet således kan ifrågakomma,
samt den skyldige ej kan upptäckas och saken ej vid besigtning eller syn i
godo uppgöres eller genom förlikning bilägges, utan rättegång skall anhängig-
Bil m *0n9l nåd- >«y. E antagande af eu Förorda, rör. SWrfre och Norge. 41
, densamma bör utföras mot uppsyningsman^!!, som var anställd i
distriktet pa den tid skadan skedde och hvilken enligt 9 § är behörig- att
vid domstolen i allo fora Lapparnes talan, ingå förlikning och fullfölja saken
tifl högre Ratt ra m. Frågan huruvida enskild Lapp skall vara berättigad
E 'ora klagan öfver dom, hvarigenom gemensam ansvarighet är vorden
i T’ haLma“ ej' vidrört’ enär den ej ansetts vara af någon praktisk bety¬
denhet. föreskriften derom att uppsyningsman^!! skall stämmas att, bland
annat, mottaga dom angående utgörande af skadeersättningen och samtliga
omkostnader grundar sig derå, att enligt Norsk lag en stämning måste vara
tortattad enligt nämnde formulär för att saken skall kunna till pröfning
upptagas. 1 6
d?? Jlandelse hinder skulle mota att stämma uppsyningsman^!!,
innehöll 1844 års förslag (i 10 §) att det skulle vara tillfyllest, om någon
annan af Lapparne stämdes, men då ett dylikt stadgande ansetts alltför våd-
pR för Lapparne och jemväl varit föremål för anmärkning i sådan syftning
åt Jushtie-statsmimstern i hans ofvannämnde skrifvelse af den 22 December
i „ ’ > nu 1 nStällot blifvit föreskrift, att i förevarande fall stämning
skall delgifvas alla dem, mot hvilka talan vill göras gällande.
§ 16,
som handlar om laga stämningstid, då Lappar i sitt hemland skola stäm¬
mas till domstol i andra riket, innehåller samma föreskrifter i detta hän¬
seende, som farinös intagna i 14 § i 1844 års förslag (hvilken åter en¬
dast var ett utdrag af 7 § i Kong!. Förordningen den 1 Juni 1819), endast
med den förändring att stadgandet i nämnda §, "det den, hvars vistelseort
var okänd, skulle tillgodonjuta tre månaders stämningstid å den ort, der lian
sednast veterligen sig uppehållit", blifvit ändradt derhän att lian skall njuta
nämnde hd efter stämningens kungörande i (eller i Norge vid) kyrkan i den
socken der lian sednast haft sitt hemvist, hvarmed man velat förekomma
<,en "tydlighet, som hvad tillämpningen å Lapparne angår ansetts Ii gm i det
förut föreslagna stadgandet.
- § 17,
som talar om det af Lapparne ofta öfverklagade förhållande, att deras
ienar bhfvit af de fastboende dödade eller misshandlade eller eljest å deras
rättmätig!! uppehållsställen ofredade, är hufvudsakligen öfverensstämmande
med 11 § i torra forslaget. De jemkningar, som skott, bestå deri-
att man i §:ens början i särskilda punktör fördelat de två olika der
omtalade casus, för att således förekomma den otydlighet hvartill 8-ens förra
Bih. till RiJcsd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 6
42 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en Förorda, rör. Zapparne i Sverige och Norge.
uppställning kunnat gifva anledning, enär det visat sig att många Norrmän
förment det förbudet att fälla eller misshandla renarne endast afsåg sadana,
som tunn os på deras rättmätiga uppehållsställen, men ej dem, som annor¬
städes anträffades; . ^ ,
att uttrycket ”förvållar”, i enlighet med Högsta Domstolens yttrande,
blifvit ändradt till ”med uppsåt eller af groft vållande förorsakar”, dermed
det i Norska texten begagnade ”med Forsset eller af grov Uagtsomhed for-
volder” uppgifvits vara liktydigt; samt
att man i afseende å de allmänna åtal, som skola ega rum angående
bär omtalade förbrytelser, liksom enligt 13 § i fråga om skadegörelse af re¬
nar hvad Norge angår, hänvist till de i nämnde § bestämda grunder, d. v. s.
att målen skola behandlas enligt de för offentliga politisaker gällande förmer.
§ 18-
Endast på fyra ställen i den nu föreslagna förordning har komitén fun¬
nit nödigt stadga ansvar — bestående i böter — för der omnämnda förse¬
elser, nemligen:
i 3 § för den, som utan behörigt tillstånd haller renar i Morge ä
annan tid af året än i Maj, Juni, Juli, Augusti och September månader;
i 8 § för den, som försummar att aflemna der föreskrifna uppgif¬
va r eller gör sådana, som befinnas vara oriktiga; o
i 10 § för den, som sjelf eller genom sina renvaktare med uppsåt
eller i följd' af grof vårdslöshet vid renarnes bevakning förorsakar skada å
de fastboendes egor; och „ , ,
i 17 § för renarnes fallande, misshandlande eller ofredande.
Hvad Norge angår är redan förut (i 13 och 17 §§) stadgadt, att för¬
brytelser mot 10 och 17 §§ der i landet skola vara föremål för åtal, enligt
amtmannens föranstaltande, inför politirätt, och i donna 18 § meddelas nu
enahanda föreskrift angående förseelser mot 3 och 8 §§.
I fråga åter om Sverige har man ansett att förbrytelser mot å § ej
bär gerna skola kunna komma att åtalas; att förbrytelser mot 17 § jem¬
väl i Sverige äro föremål för allmänt åtal finnes i samma § stadgadt och i
18 § utsträckes samma regel till 8 §. Deremot har komitén, hvad be¬
träffar 10 §, enär frågan om förbrytelser mot samma § skola (enligt 14 §)
här i landet i allmänhet behandlas efter allmän lag, funnit lämpligast att
äfven i afseende å rätt att åtala sådana förbrytelser låta bero vid hvad el¬
jest kan för sådana fall vara stadgadt (cfr 35 § i Stängselförordningen den
21 December 1857). ,..., n e ... ,
Föreskriften i §:ns sista moment, att böterna skola tillfalla fattigkassan
i den socken, der förseelsen är begången, öfverensstämmer med hvad eljest i
Bil. till Kongl, Maj:ts nåd. Prof. om antagande af en Förord?), rör. Lapparne i Sverige och Norge. 43
liknande fall är i Norge stadgadt, och har komitén, som ej funnit lämpligt
att olika regler i detta hänseende skulle göras gällande i båda länderna, så
mycket mindre hatt någon betänklighet, att låta ofvannämnde föreskrift,
hvilken redan finnes intagen i 13 § af förra förslaget, äfven i Sverige tilläm¬
pas, som en dylik disposition af inflytande böter här i landet ofta varit
föreskrifven och ännu i någon mån eger ruin.
§ 19.
Såsom ett nödvändigt vilkor för att meddelade föreskrifter angående
Lappames rättigheter och skyldigheter och sättet att gorå desamma gällande
skola uppfylla sitt ändamål, har man alltid varit ense derom, att domar och
utslag, som meddelas i ena riket, Lapparne angående, skola kunna exseqveras
i det andra, hvarför komitén i denna § härom infört stadgande, hufvudsak¬
ligen öfverensstämmande med hvad 1844 års komité föreslagit, dervid komi¬
tén dock dels uttryckligen gjort inskränkning till sådana domar, hvarigenom
någon blifvit ålagd utgifva ersättning för skada af renar eller fålld till böter
enligt nu föreslagna förordning, enär någon ytterligare utsträckning af rättig¬
heten att få dom från ena landet verkställd i det andra ej ansetts vara i
och för ordnandet af förhållandet med Lapparne af behofvet påkallad, dels
ock för att bespara åklagare och målsegande den kostnad och tidsutdrägt,
som skulle uppkomma i händelse de skulle vara skyldige att sjelfva i andra
riket begära och öfvervika verkställigheten, meddelat föreskrift huru sådan
skall kunna genom landshöfdingarnes och amtmännens anlitande åstadkommas.
Enahanda regler, som gälla för domar, hafva äfven förklarats gällande
för sådana förlikningar angående skadestånd för skada af renar, hvilka ega
kraft af dom, d. v. s. förlikningar, hvilka omtalas i 12 och 13 §§, eller, der
de äro i Sverige ingångna, blifvit af domstol behörigen fastställda, och detta
så mycket heldre, som förordningen i väsendtlig mån afser, att förekommande
tvistighet^' höra genom förlikningar afgöras och rättegångar vid domstol så
vidt ske kan undvikas.
Slutligen har det funnits nödigt föreskrifva, att i händelse person, som
i ena riket blifvit fälld till böter, hvilka skola uttagas i andra riket, finnes
sakna tillgång, förvandlingsstraff i stället skall åläggas och dervid förfaras
enligt lagen i det land, der böterna skola uttagas, ett stadgande, hvartill
grunden är att söka deri, att man velat förekomma, det den sakfällde ej bör
kunna undgå allt ansvar endast derför att han saknar tillgångar eller lyckas
att undanrödja dem, som han kan ega.
§ 20
innehåller endast en föreskrift, som i och för sig sjelf är af föga vigt, men som
dock ansetts höra upptagas, enär den återfinnes såväl i codicillen (27 §)
44 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lappar ne i Sverige och Norge.
som i förra förslaget (16 §), och jemväl alltjemt varit iaktagen i de Sven¬
ska stämpelpappersförordningarne, af hvilken den sista af år 1866 såsom från
stämpel befriade upptager, bland andre, ”Lappar, då af handlingen är emellan
Svensk och utländsk Lapp”.
§ 21.
1844 års förslag innehöll en § (17) af följande lydelse:
"I öfrig t blifva de i hvardera riket i allmänhet gällande lagar an¬
vändbara på Svenska Lappar och Norska Fjellfinnar under deras vistande i
det andra riket.”
Motiveringen till denna föreskrift visar, att meningen dermed varit att
Svensk lag ”i öfrig!” skulle tillämpas å Norska Lappar under deras vistande
i Sverige, liksom Norsk lag å Svenska Lappar i Norge.
Komitén, som ej funnit någon betänklighet vid detta stadgande, hvit¬
het öfverensstämmer med hvad 1751 års codicill synes afse och hvaremot
någon anmärkning vid förra förslagets granskning ej är vorden framställd,
har dock trött att de föreslagna ordalagen skulle leda till en alldeles motsatt
tillämpning mot den, som 1844 afsågs, enär en föreskrift ”att hvartdera rikets
lagar skola tillämpas å Lapparne under deras vistande i andra riket”, efter
komiténs åsigt, innebär att Svensk lag skall tillämpas å Svenska Lapparne
under deras vistande i Norge och Norsk lag å de Norska Lapparne i Sverige.
Förevarande § har derföre nu erhållit en lydelse, hvarmed komitén ansett tyd¬
ligen vara uttryckt hvad som skolat genom §:n stadgas, nemligen ”att i öfrig!
de i hvardera riket i allmänhet gällande lagar skola tillämpas å Lapparne
under deras vistande derstädes,” hvilket innebär, att brottmål samt skuldfor¬
drings- och andra civila tvister, Lapparne rörande, Indika förekomma un¬
der deras vistande i andra riket, i allmänhet skola behandlas och afdömas
efter sistnämnde rikes lagar, utan att dock härigenom någon ändring skott i
hvad eljest enligt allmänna rättsgrunder kan gälla i afseende å aids-, testa-
ments- och giftorätt och dylik!, enär Norsk lag lika litet som Svensk gif-
ver vid handen, att landets lag i sådana fall skall tillämpas i afseende å ut-
ländningar, som der aflida, och deras sterbhusdelegare m. m.
§ 22
innehåller hufvudsakligen enahanda föreskrift som 12 § i förra förslaget,
dertill man dock funnit nödigt gorå två tillägg, af hvilka det första gifver
vid handen att den i § 6 bestämda afgift ej skall erläggas af Svenska Lap¬
parne för de Norrmän tillhörande renar, hvilka Svenskarne bruka om vin¬
tern hafva under sin vård bär i Sverige och om våren medföra till Norge;
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande aj en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 45
och det andra afser det förhållande, att i Norge finnes en talrik befolkning
af Lappsk härkomst, som upphört med nomadlifvet och egna! sig åt jordbruk
och fiske m. m., men ännu eger ett betydligt antal renar, Indika under vin-
trarne åtfölja de nomadiserande Lapparne, men om vårarne mottagas och hela
sommaren igenom vårdas af egarne.
§ 23
innehåller endast ett stadgande, som i och för sig torde vara utan betyden¬
het, men hvithet dock fått qvarstå, enär det återfinnes i 1751 års codicill
(29 §) och äfven blifvit intaget i 18 § af förra förslaget.
§ 24.
I 3 § har, såsom ofvan är nämndt, Lapparnes rätt att från ena riket
gå öfver gränsen till det andra och der betjena sig af land och vatten till
underhåll för sig sjelfva och sina renar blifvit inskränkt derhän, att de hä¬
danefter skola ega att för berörde ändamål begagna endast sådana trakter,
hvilka de efter gammal sedvana hitintills hafva besökt; 24 § innehåller nu
ytterligare, att Konungen må ega förordna, det ö, halfö eller annat område
vid kusten, hvarest den jordbrukande befolkningen måste komma att vid¬
kännas alltför stor olägenhet genom renarnes underhållande derstädes, ej
vidare må till sådant ändamål begagnas, mot det att erforderlig betesmark
anvisas Lapparne längre in i landet å landsträckor, hvilka anses dertill tjen¬
liga. Sj elfva ordalagen gifva vid handen, att bär uteslutande är fråga om
Norge, enär Lapparne å Svenska sidan redan för längre lider sedan upphört
att under sina vanliga vandringar med renarne gå ned till kusten, och stad¬
gandet innefattar således en inskränkning i de Svenska Lapparnes rättighe¬
ter i Norge, utan att någon motsvarande inskränkning egt rum i afseende å
de Norska Lapparne under deras vistande i Sverige, men de Svenska leda¬
möterna hafva dock så mycket mindre funnit skål att motsätta sig ifrågava¬
rande föreskrift, hvilken kan anses i viss mån innefatta endast en tillämp¬
ning, hvad Norge angår, af 16 § af 1751 års codicill, eller att påyrka nå¬
got stadgande för Sverige af enahanda syftning, som uppenbart är att Lap¬
parnes fortfarande vistande å förevarande orter måste gifva anledning till
tvister och kanske våldsamheter af beskaffenhet, att Lapparne, såsom alltid
varande den svagare parten, i alla fall snart skulle se sig nödsakade att
draga sig ifrån dessa trakter, under det åter i Sverige ännu ej visat sig be¬
hof af några stadgande!! i dessa hänseenden. I öfrigt har man å Svensk
sida föreställt sig, att i donna fråga, liksom förut är yttradt angående di-
striktsindelningen i Norge, Svenska myndigheterna skola sättas i tillfälle att
yttra sig, innan någon åtgärd af förevarande beskaffenhet definitivt beslutas.
46 Bil. till Kongl. Maj.ts nåd. Prop, om antagande af en Forordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
§ 25.
Redan vid 5 § har komitén yttrat sig angående de så kallade renvä-
garne och de tvistigheter, som angående dessa egt rum, särdeles i anledning
af Lapparnes klagomål, det deras gamla för dem oumbärliga vägar skulle på
derå ställen blifvit dem beröfvade. De Svenska komiterade af år 1844 både
på grund häraf, såsom ofvan är nämndt, velat i 6 § af då upprättade för¬
slag införa ett stadgande af innehåll, att der vägarne någonstädes redan
vore askurna herde, der hufvudväg förr gatt, erforderlig mark dertill kunna
afsättas mot ersättning af Lapparne. Nuvarande komité, som äfven funnit
nödigt, att åtgärder i dessa hänseenden vidtagas, har dock ansett föreskriften
om jords afsättande på Lapparnes bekostnad i flera hänseenden olämplig,
enär det dels kunnat förutses, att Lapparne med den i många fall illa be¬
räknade sparsamhet, som utgör ett utmärkande drag i deras nationallynne,
ej skulle kunna godvilligt förmås att åtaga sig några utgifter i detta hän¬
seende, dels ock ansetts stridande mot Lapparnes nomadiserande vaner och
de rättigheter man velat tillägga det ena landets Lappar inom det andra
landets område, att Lapparne skulle nödgas för åtnjutande af dessa rättighe¬
ter inköpa större eller mindre jordrymder och således i viss mån blifva fa-
stighetsegare i andra riket. Komitén har derför såsom ett medel, såväl för
att bereda Lapparne nödiga vägar till deras betesmarker, der de gamla vä¬
garne redan äro stängda eller nya kunna behöfvas, som ock för att kunna
anskaffa tj enliga betesmarker åt Lapparne i de i 24 § omtalade fall, ”att
vissa distrikter vid kusten skulle komma att för dem stängas”, i donna §
hänvisat till expropriation, att af Staten verkställas å sådana ställen, der det
kan finnas lämpligt; i sammanhang hvarmed, då i Norge någon allmän
expropriations-författning ej finnes, nödigt varit att i sjelfva förordningen
intaga den allmänna regeln, att enskild jordägare eller brukare skall, der så¬
dant af Staten påfordras, vara skyldig att afstå sin jord mot ersättning efter
värdering. För Sverige åter har det varit tillräckligt att hänvisa till den
der gällande expropriations-förordningen.
§ 26.
Det är allmänt kändt, hurusom år 1751, då den meranämnda Gränse-
tr ak ta ten mellan Sverige och Norge med dertill hörande codicill, Lappmän¬
nen angående, afslöts, Sveriges gränser gingo lika långt åt öster som Norges,
och att således hela det vidsträckta område, hvilket af Lapparne brukade
besökas, var fördeladt mellan båda de omnämnda länderna, hvarför några
vandringar af Lapparne till eller öfver någon tredje makts område ej ifråga-
kommo och några bestämmelser i traktaten angående sådant förhållande ej
Bil. till Kongl. Mai.ta nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 4?
heller erfordrades. Annorlunda har saken gestaltat sig, sedan genom freden
i Fredrikshamn den 14 September 1809 Finland jemte den del af gamla
Svenska området, som ligger öster om Forneå- och Muonio-elfvar, frångått
Svenska Kronan, och i följd af det sätt, hvarpå riksgränsen år 1809 be¬
stämdes, någon kommunikation mellan det Svenska området och de fyra östliga
fögderierna af Norge, livilka från och med den 1 Oktober 1866 bilda ett
eget amt (som kommer att bibehålla det gamla namnet Finnmarken, under
det att vestligaste fögderiet skall vara ett eget amt, uppkalla^ efter staden
Tromsö), ej kan ega rum, utan öfver Finland och särskild! öfver den dit
numera hörande norra delen af gamla Enontekis socken.
Under de första tiderna efter år 1809 tick det, hvad Lapparnes van¬
dringar beträffade, hufvudsakligen förblifva vid hvad förut varit vanligt, så
att de Norska Lapparne från Finnmarken, som fortfarande om vintrarne
uppehåll» sig å sina gamla betesmarker inom Finska område!, äfven till nå¬
gon del brukade öfver Finska Enontekis-delen gå in i Sverige, liksom några
Svenska Lappar, ehuru troligen i vida mindre mängd, samma väg sökte Big¬
öra somrarne ned till Norska kusten, men sedan Rysk-Finska Regeringen
efter åtskilliga uppkomna tvistighet»!1, år 1852 uppsagt traktaten af 1751
hvad Lapparne angick, och förbjudit såväl sina egna Lappska undersåter
att fora sina renar till Norge, som de Norske Lapparne att med renar komma
öfver till Finland, har äfven Lapparnes vandringar mellan Sverige och Norge
i dessa traktör måst upphöra. Berörde så kallade gränsespärrning, som trädde
i verke! hösten 1852, med deraf förorsakade svårigheter för de Norska Lap¬
parne i Finnmarken, hvilka funno sig utestängde från sina af ålder begagnade
och nödvändiga vinterbetesland såväl i Sverige som i Finland, föranledde-
utfärdandet i Norge först af en provisorisk förordning af den 9 April 1853
och vidare af en lag af den 7 September 1854, Indika båda afsåga att
ordna förhållandet med Lapparne, hvithet numera i Finnmarken blifvit eu
särskild! Norsk fråga, på sätt som kunde gorå det möjligt för dem att der
finna sitt uppehälle hela året igenom, enär några flyttningar öfver gränsen
ej vidare finge ega rum; och hvaraf måste föranledas bestämmelser till en
del helt annorlunda beskaffade än de, som kunna vara lämpliga, der sådana
flyttningar fortfarande få ske. Sedermera har förslag till ny lag i ena¬
handa syftning blifvit af en dertill förordnad komité i Norge utarbetad!,
hvithet dock ej vunnit Stortingets godkännande, men frågan är derför ej
förfallen och det torde med säkerhet kunna förutses, att en särskild Norsk
lag angående Lapparne i Finnmarken förr eller sednare kommer att ut¬
färdas.
Det är på dessa grunder, som komiténs Norska ledamöter yrkat in¬
förande i förslaget af förevarande §, och de Svenska ledamöterna hafva så
mycket mindre funnit skål att motsätta sig sådan!, som de Svenska Lap-
48 Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Zapparne i Sverige och Norge.
parne, på sätt ofvan är nämndt, för närvarande och så länge gränsespärr-
ningen varar, ej besöka och ej gerna kunna besöka Norska Finnmarken,
men undantaget har blifvit inskränkt till de bestämmelser, hvilka ordna för¬
hållandet mellan Lapparne och den fastboende befolkningen, hvarmed man
velat uttrycka att förordningens föreskrifter om Svensk Lapps rätt att blifva
Norsk undersåte och vice versa, med mera dylikt, skall gälla äfven för
Finnmarken.
§ 27
innehåller dels den i frågor af förevarande beskaffenhet vanliga föreskrift,
att förordningen skall träda i kraft i ena riket endast under vilkor att den
varder gällande äfven i det andra, och att förändringar deri ej må göras
i ena riket utan att motsvarande beslut fattas i det andra, hvilket ej torde
behöfva vidare motiveras, dels ock i sammanhang dermed föreskrift, att från
den af Konungen bestämda dag, då förordningen träder i kraft, skall codi-
cillen till 1751 års traktat upphöra att gälla, i afseende hvarå komiténs
Svenska ledamöter hänvisa till den vid förrättningens afslutande af dem i
protokollet antecknade reservation jemte det yttrande deröfver, som det un¬
derdåniga betänkandet innehåller.
Vid jemförelse mellan det nu upprättade förslaget å ena samt första
eodicillen till 1751 års traktat och det 1844 upprättade förslaget, å andra
sidan, visar sig att åtskilliga redan gällande eller förr föreslagna stadganden
nu blifvit utelemnade.
Hvad angår de föreskrifter i eodicillen, som ej återfinnas i detta för¬
slag, såsom angående skatteland, som numera föga brukas (2—7 §§), om
fridlysning af dunvvär och annat (12 §), om förhållandet med Lappar i krigs¬
tider (10 och 11 §§) och om särskilda Lapprätter eller så kallade blandade
domstolar (22—24 §§) med mera, torda något annat yttrande ej erfordras,
än att särskilda föreskrifter härom, så vidt sådana ej innefattas i hvad före¬
slaget blifvit, icke ansetts under nutidens förändrade förhållanden lämpliga
eller af behofvet påkallade.
I fråga åter om några i 1844 års förslag intagna nu utelemnade stad¬
ganden, anser komitén sig höra andraga:
att föreskriften i 9 §, om rätt att i vissa fall innan rättegång an-
hängiggöres verkställa qvarstad hos Lapparne, blifvit utelemnad, enär en
dylik föreskrift ansetts kunna komma att medföra alltför störa olägenheter
för Lapparne, isynnerhet med afseende å beskaffenheten åt deras egendom,
Bil. till Kong!. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 49
Kolli nästan uteslutande brukar bestå dels i renar, Indika än mindre än andra
hemdjur lämpa sig för qvarstadsåtgärder, dels i annan sådan lösegendom,
som är för Lapparne oumbärlig, men svårligen kan för andra vara af något
värde. Genom de stadgande!!, som i öfrig! meddelats angående ersättnings¬
frågors behandling och rättighet att få domar från ena riket verkställda i
det andra, har man ansett den fa skoende befolkningens anspråk i detta hän¬
seende höra vara tillräckligt iakttagna;
att hvad 10 § innehåller derom, att Lapparne ådömda ersättnings¬
belopp skola förskottsvis af allmänna medel utbetalas, på de af Justitie-
statsministern i hans skrifvelse den 22 December 1862 andragna skål blifvit
ur det nya förslaget uteslutna;
att hvad i samma 10 § jemväl stadgas, att indrifning af ersättnings¬
belopp hos Lapparne skulle ske i samma ordning, som gäller i afseende å
skatter, ej ansetts höra i nya förslaget inflyta, enär det vid jemförelse af
de olika ländernas lagstiftning visat sig att ett sådant stadgande ej skulle
i Norge medföra den förmån för Lapparne, som dermed från Svensk sida
afsetts, och det, hvad Sverige angår, i afseende å utmätningar, som här skola
ega rum, i alla fall ej möter hinder att genom särskild! förordnande låta
Lapparne komma i åtnjutande af den lindring, som kan finnas skålig;
att stadgande! i 14 § om delgifvande af stämningar i vissa fall utan
betalning utelemnats, enär man ej ansett sig i detta hänseende kunna
komma till annat resultat än det, som redan uppnås genom Kongl. Förord-
ningarne den 11 September 1818 och den 1 Juni 1819; samt
att ehuru komiténs Svenska ledamöter nu likasom deras företrädare
1844 ansett oneklig! att sådan föreskrift meddelades, som linnés intagen i
förra förslagets 17 §: ”det förbrytelser och våldsamheter föröfvade mot (eller
af) Lapparne skulle utföras af allmän åklagare, der så af flen lidande åstun¬
da”, har man dock, enär detta förslag nu från Norsk sida mott samma mot¬
stånd, som förra gången, hvartill kommer att jemväl Högsta Domstolen vid
sin granskning af förslaget ansett det af Svenska komiterade påyrkade tilläg¬
get mindre nödigt, mast afstå från yrkandet i denna del, dervid de Svenska
ledamöterna få hänvisa till det yttrande det underdåniga betänkandet inne¬
håller, angående nödvändigheten att vidtaga någon särskild åtgärd för att
sätta Lapparne i tillfälle att få sin rätt behörigen bevakad vid de tvister,
såväl af brottmåls som civil beskaffenhet, indika kunna i Norge mellan
dem och landets innevånare uppstå.
Bill. till Biksd. Fritt, 1871. 1 Samt. 1 Afä.
7
50 Bil. till Kongl. Mops nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Zapparne i Sverige och Norge.
Gj enpart
af den ICongelige Norske Regjerings underdanigste Indstilling af
15de öctober 1867.
Chefen för Departementet för det ludra, Statsraad Bretteville, Tiar un¬
derdånigt föredraget Falgende:
Departementet har i underdanigst Föredrag af 2Ide Mai d. A. for-
klaret, åt den Commission af norske og svenske Medlemmer, som af Deras
Majestät i combineret svensk-norsk Statsraad den 29de Mai f. A. naadigst
blev befälet nedså! til åt undersaga Forholdene vedkommen.de Fjeldfinnerne
eller Lapperne i de Förenade Diger m. V., i sidstleden Hest algav et een-
stemmig vedtaget, i det norske og svenske Sprog affattet, Udkast til Lov
angaaende dissa Forhold, hvilket Udkast er indtaget i vedlagte Aftryk
(Litr. A), indeholdende den af Commissionens norske Medlemmer afgivne
Fremstilling og Motivering. Det neevnte underdanigste Föredrag, hvaraf
ligeledes Aftryk (Litr. B.) vedhegges, omhandlede et af Commissionens norske
Medlemmer fremsat Förslag om, åt der forelobig skulde udfserdiges en provi¬
sorisk Anordning angaaende Bevogtning af Reenhjorde og Lrstatning af Skada
af Ren m. V. i Tromsa Amf, hvilket Förslag, overeensstemmende med De¬
partementets Indstilling, ved naadigst Resolution af lste Juni d. A. ikke blev
tagel til Folge. Idel Departementet nu skal tilläde sig åt omhandle Com¬
missionens Förslag til den endelige Lov, troer man åt burde til Orienteiing
meddela nagla Förklaringar om Sägens Stilling.
De Lapper, hvarom her handlös (Fjeldfinner), som alene mera sig af
Reenhold, vanka, som bekjendt, i Vintermaanederne med sina Hjorde om til-
fjelds; i Sommartiden bolde de til ved Havkysten, hvarken Reensdyrene af
en naturlig Drift saga ned. Der givas vistnok Exemplar fia den senare Pid
paa, åt Reenhjorde ere afholdte fra denne Vandring til Lysten, men dissa
Tilfffilde ere ikke mango. I Tromso Amt ere de Flytlapper, som om Som-
meren saga Lysten, i den senare Tid örnsten udelukkende og i Nordlands
Amt för den starste Reel svenske Undersaatter, der altsaa benytte begge
Rigers Land, Sveriges om Vinteren og Norges om Sommaren. Denne gamle
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prof), om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. Öl
Saedvane, hvarefter Lapperne, uafhsengigt af om de staae i undersaatligt For-
hold til den ene eller til den anden Stat, luden visse Grsendser benytte begge
Rigers Herligheder, er sanctioneret og nsermere regnleret ved lste Codicil til
Grsendsetractaten al 7/18 October 1751. Codicillens §§ 10 o. tf., som ne¬
danför ville bomma under nsermere Omtala, indeholde Bestemmelser, sigtende
til åt ördne Forholdet mellem den fastboende Befolkning og Nomaderne.
Der paalsegges Lapperne eu efter Dyrenes Antal bestemt ubetydelig Afgift
eller Bele til Grundens Flor för Betet, og det forbydes dem ved deras Flyt-
ningsfserd åt gjore Skada paa Skov, Ägor eller Eng, Multemyrer o. dask
Codicillen indebolder framdeles adskillige Bestemmelser, sigtende til åt con-
trollere Balans Erlseggelse og overholde Orden mellem de Indilyttende indbyr-
des saavelsom mellem dissa og Landets egna Under snatter, i hvilke Oiemed
saakaldte Lappelensmeend skulde bliva åt beskikke, hvilke med Lagrettes-
meend skulde ha ve et Slags Jurisdiction i visse mindre Retstrsetter.
Man har altsaa allerede dengang hav! Opmserksomheden smidig rottet
paa att regalera Forholdet mellem Nomaderne og den fastboende og jord¬
bi'ngen de Befolkning, som efterhaanden etablerade sig i de paagjeeldende Di-
stricter og tog »fertil skikket Jordsmon, navnlig i Kystegnene, under Dyrk-
ning. Bestemmelserne lida dog af nogen Oklarhet og have fra först af
nappa vseret tilstraekkelig afpassede efter Forholdene, saa åt der er Grund
til åt betvivla, åt de vilde have svaret til sit Oiemed, om de vara traadte i
Yirksomhed. Saavidt Departementet bekjendt har detta imidlertid ikke vseret
Bilfeeldet, uagtet den ved Tractaten hjemlede Overflytningsret i ikke ringa
Omfång har vseret benyttet; saaledes vides ikke engang i Bromso Amt, hvar¬
ken Lidvandringen af svenske Lapper er storst, nogensinde åt vsere beskik-
ket Lappelensmeend. Mangel en af hensigtsmsessige og udtommende Regler
för det i Codicillen omhandlede Forhold har gjort Lapper nes Sommerophold,
efterhaanden som Befolkningen tiltog og Opdyrkningen skred fram, b cist
byrdefuldt för de Egna af Norge, som berortes deraf, navnlig för Bromso
Amt, hvaraf flere Strog ere skikkede för Agerbrug, og hvar betydelige Strsek-
ninger, som i förrige Århundrade laa ode, nu ere tagne under lirkning.
Lapparnas stare Reensdyrhold i Förbindelse med Mangelen af Gjsarder om de
Bosiddendes Markör, hvis spredte Belägenhet! og forholdsviis stare Udstrsek-
ning ofta stiller sig imod Brugen af saadanne, udssette nemlig de Fastbo¬
endes Eiendomme jsevnlig för Skadetilfoielser, hvilke den Fornsermede i Al-
mindelighed ingen Adgang har till åt faa erstattet, og som Reeneierne der¬
för ogsaa saameget mindre bekymra sig om åt förebygga. Paa den anden
Side har denne retlose Bilstand oftare ledet til Selvtsegt fra de Fastboendes
Side, idet dissa have nedskudt Lapparnas Reensdyr, og der har som Folge
deraf opstaaet ideliga Stridigheder mellem Parterna, som af og til have gaaet
over til voldsomme og blodige Optrin.
52 Bil. till Kong}. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en För orda. rör. Lapparm -i Sverige och Norge.
Med Mensyn til den Udsttoekning, hvori Overflytningsretten benyttes
af svenske Lapper, har Commissionen (Aftryk Litr. A. Pag. 8) le ver et en-
deel Oplysninger, hvorefter Antallet åt de Reensdyr, svenske Papper inre til
Troman Amt, förliden anslaaes til 66,000, deri ikke indbefattet de Dyr, som
ti Ibäre de forhenvserende Koutokeinolapper, som efter den finländske Greendse-
speerring i 1852 ere flytted e over paa svensk Grund og blev ne svenske Un-
dersaatter, og hvis Dyr anslaaes til et Tal af circa 16,500. Til Nordlands
Amf antages att flytte circa 30,000 Dyr, tilhorende svenske Papper, förliden
åt der i samme Amt gives norske Flytlapper med noget over 19,000 Dyr.
Antallet formenes i de sidste Aar åt havs vaeret i Stigande.
Paa Grund åt de förän an tyded e Forhold blev der ved Kgl. Res. af
Inte April 1843 nedså! eu af flyende Hämd fra hvart af do Forenede Rigör
bestaaende Commission för åt läge under Overveielse og afgive Förslag om
de Forandringer i og Tillseg til Granntsetraetaten af 7/18 October 1751 —
forsaavidt samme angaaer Forholdene med Hensyn til Lapperne i de Forenede
Rigel- — som maatte befindes ned vend ige og hensigtsmeessige. Denne Com¬
mission udarbeidede et af Motiver ledsaget Lovudkast, der skulde trac.de
istedet för den Iste Codicil til Gram dse trac taten, og som indeholdt Regler
för Overflytningerne, för Ansvar i Anledning af Skadetilfoielser og Maaden,
hvorpaa dette skulde gjores gjieldende, samt overhovedet för Forholdet mellem
Flytlapperne og de Fastboende.
Af denne Commissions Indstilling med Udkast til Lov tillader man
sig her åt vedlaegge et Aftryk. Detta Förslag gik bland! Ande! ud paa åt
indfere eu Fafllesansvarlighed mellem de til et vist District indflyttede Pap¬
per, för derigjennem att give den Fornsermede et Middel til åt erholde Skade¬
tilfoielser af Reensdyrene erstattede, naar den Skyldige ikke kunde opdages.
Forslaget indeholdt forovrigt ikke alene Bestemmelser angaaende de ved
Gramdsetractaten hjemlede gj ensidige Overflytninger af norske og svenske
Papper, men angik tillige de norske Fjeldfinners Ömflytninger inden Landets
egne Greendser (navnlig i Finmarken), hvilket Forhold foranlediger Mislig-
heder af samme Natur, som dem, der hidrore fra de svenske Papper.
I Anledning af denne Commissions Indstilling indgik det förrige Finants-
Handels- og Tolddepartement under 3Otc April 1845 med et Föredrag,
der den 7de Mai 1845 blev tiltraadt af den norske Reglering, og hvori
det forelagde Deras Majestät et Udkast til Lov angaaende Fjeldfinnerne og
Lapperne i de Forenede Rigel-, grunda! paa det af Commissionen forfattede
Udkast, i hvilket alene saadanne Forandringer vara gjorte, som antoges åt
ville tjene til åt udjeevne den Meningsulighed, som i enkelte Puncter havde
fund et Sted mellem de norske og svenske Commissairer. Overeensstemmende
med den norske Regjerings Indstilling blev ved Kgl. Res. af 28de s. M.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af eu Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 53
Gjenpart af bemeldte Föredrag befälet tilstiHot H. Ex. den svenske Justitie¬
statsminister.
Da der i flere senare modtagne Forestillinger fra de locale Auctorite-
ter fortes Klaga over F orholdets yderligere Ed ältning, der gjorde Jordbrugets
Udvikling umulig o g — anfortes der — uagtet al anvendt Omhu fra Ovrig-
liedens Side truede med åt medföra eu vedvarende Strid stilstand, henvendte
detta Departement, under hvis liessort dissa Anliggender senare have ben-
bort, og som savnede Underretning om, hvad der ved Sägen maatte vrnre
företaget i Sverige, sig i Hosten 1857 till den svenske Justitiestatsminister,
for åt erfara, om der fra svensk Sida maatte varna nogen Betsenkelighed mod
åt optage Sägen til vidare Behandling pari det forhaanden varande Grundlag.
I Gj ansvar herpaa meddeelte den da värr ende Justitie-Statsminister i
Skrivelse af 25de September 1857, åt den svenske lloiesteret, tilfolge Deras
Majestsets Beslutning af 3die Juni 1846, havde afgivet en Kritisering over
Gommissionens Udkast, efter först åt have er hvar vet den svenske Justits-
Gantslers Betänkning, hvarhos han liertil oversendte Afskrifter af begge
dissa Erkleeringer. T det Statsministeren derhos gjorde opmserksom paa, åt
de af nsevnte svenske Myndigheder ved Edkastet gjorte Bemeerkninger iklte
vara rettede mod dettes Hovedgrundssetninger, men alene vedrorte deels saa-
danne vEndringer, som vara nodvendige för åt undgaae Eovereensstemmelser
rnellem Forslaget og den allerede bestaaende Lovgivning, deels alene gik
vid paa åt foreslaae eu Omredaction af Forslaget til Opnaaelse af större
Bestcmthed og Klarhed i Edtrykkene, bemserkede lian, åt en saadan Omredac¬
tion iklte senare havde bundet Sted, men åt lian ikke fund t, åt denne Om-
stsendighed var til Hinder för, åt Jette Departement, efter åt have taget
Justitscan tolerans og 11 siesta rats Beteenkningcr under Overveielse, traf de
vidare Forfeininger i Sägen, hvortil Forholdene maatte give Anledning, hvar¬
efter Sägen ogsaa med Hans Excellences Med virkning skulde soges vidare
fremmet fra svensk Side.
Departementet fandt sig imedlertid ikke opfordret til strax åt andraga
paa Sporgsmaalets endelige Behandling, eftersom der i samme Aar tilfolge
Kgl. Res. af 25de Februar 1857 var truffet Föranstaltning til en nLarmare
Undersogelse ved en Gommission af de i flere Retninger ligeartede Forhold,
som i Finmarken Ande Stad niellera den fastboende Befolkning og udeluk-
kende norske Flytlapper. Den Sammenhaeng, der fandt Stad rnellem Ord¬
ningen af de mellemrigske Lappeforhold og denne Sag paa Grund af Gjen-
standenes Eensartethed i flere vsesentlige Stykker og navnlig, forsaavidt det
forannsevnte af den norske Regering i 1845 filt, rand te Förslag — som
allerede bemeerket — efter sin Afbitning ogsaa angik de adel ukk ende norske
Kappe forhold i de Districter, som tillige soges af svenske Lapper, gjorde
det nemlig efter Departementets Förmaning hensigtsmsessigt åt vente, indtil
54 Bil. till Kong!. MajUs nåd. Fr ap. om antagande qf fn Förorda, rör.
Lapparno i Sverige och Norge.
man vav bleven bekjendt med Resultatet af de omtalte Under segelser i Fin¬
marken eg kunde tratte Föranstaltning til de tilsvarende Forholdes Ordning
i dette District. Den nmvnte Commission, hvem man tillige havde givet An¬
ledning til åt udtale sig o ver det hvilende mellemrigske Förslag, indgav i
Slutningen af Aaret 1859 sin Indstilling, der imidlertid fandtes åt maatte
blive Gj anstånd för nogen ydcligere Droftelse, hvarför der törst för det fol-
gende Storting i 1862—1863 (Storthingsforhandlingerne för s. A. Bind O,
N:o 1) fremsattes naadigst Proposition til Lov om Bevogtning af Reensdyr
i det egentlige Finmarken, i alt Varse ätlig t bygget paa det af den ngevnte
(kommission udarbeidede Förslag. O v er ee n ss te m men d e med vedkommende
Committees Indstilling blev Lovforslaget af Odelsthinget forkastet, deels
fordi man fandt Be tamkel igheder ved den i Förslag bra g te Fadlesans varlighed,
og deels fordi det antoges, åt der under enhver Omstamdighed angaaende
forskjellige Pa neder udfordredes noiere Undersogelser end der endnu havdes.
Efteråt det finmarkske Förslag saaledes forelobig var stibet i Bero, troede
Departementet ikke leengere åt herde udseette med åt skri de til Framme åt
den mellemrigske ting. Da man i de dengang tfa forskjellige Lider frem-
komne Udtalelser fandt Bestyrkelse för den Mening, åt det tfa 1845 före¬
liggande Ed kast framdeles dannede et brugbart Fundament för en tilfreds-
stillende Ordning af dissa Forhold, förelagda Departementet Deras Majestät
i underdanigst Föredrag af 18de Juli 1862, der folger i Afskrift, et Lov-
forslag i det Vtesentlige stammande med det nsevnte Udkast, hvari alene
enkelte mindre Förändring^ vara före tagne, hovedsagelig tilfolge de åt den
svenske Justitscantsler og Hoiesteret gjorte Anmterkninger. Ved hoieste
Resolution af nysnsevnte Dag blev det nsevnte Udkast tilligemed Departe¬
mentets til Grund för samme liggande underdånigt Föredrag naadigst be¬
fälet tilstillet det svenske Justitsdepartement.
I Skrivelse till detta Departement af 22de December s. A. udtalte der¬
efter den svenske Justitie-Statsminister, åt han erkjendte Vigtigheden af åt
faa de omhandlede Forhold ordnade, men udtalte derhos, åt lian savnede
närmare Opgaver om Ud strakningen og Beskaffenheden af de Traktör, hvor
Lapperne efter Forslaget skal de suga Bete för deras Hjord er, samvetsöm an¬
gaaende adskillige andre Omstéendigheder, der staae i Förbindelse med
Sporgsmaalet om Muligheden för Lapperne af åt opholde sig i Norge, samt
åt saadan Rcdegjerelse med Hänsyn til Forholdene i Norge, saavidt Lap¬
perne angaaer, som fra Sveriges Sida skal de have värret önskelig, hidtil ikke
havde fundet Sted. Der fremhsevedes ligeledes endeel Betsenkeligheder ved
nogle af de i Förslag bragte Bestemmelser. Bland t disse skal Departementet
indskranke sig til lier forelobig åt neevne den i Udkastet indeholdte nger-
mere Bestämmelse af de svenske Lappers Rot til Bete paa norsk Grund og
Bil. till Kongl. Majits nåd. Ih op. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 55
deri förän antydede Bestemmelse om Fsellesansvar i visse Tilfadde för Skade,
som Reensdyrene have tilfoiet de Fastboendes Jord.
Med det Kongelige svenske Justitsdepartements Bemserkninger bleve
Amtmaendene i vedkommende norske Districter gjorte bekjendte. Beres ber¬
ömd foranledigede Udtalelser i Förening med Yttringer af den Committee,
der paa Storthinget 1862—1863 behandlede det ovenneevnte Lovforslag om
Forholdet melis in Fastboende og norske Nomader i det egentlige Finmarken,
viste, åt der om veesentlige Puncter förskede en större Meningsforskjel blandt
dem, der havde syslet med disse Sporgsmaal paa norsk Side, end man tid-
ligere havde Anledning til åt forudsmtte. Navnlig tand t Amtmanden i
Nordlands Amt med Hensyn til det omhandlede Hovedpunct, Fsellesansvar-
ligheds-Systemet, efter sin Erfaring fra dette District åt hanne stötte sig til
det svenske Justitsdeparternents Anskuelse, til hvilken, som nsevnt, ogsaa den
nmvnte Storthingscommittee för Finmarkens Vedkommende syntes åt helde.
Der imod fastholdt Amtmanden i det dåvarande Finmarkens Amt, som ogsaa
omfattede det nuvaerende Bromso Amt, hvor Boven vilde fåne sin vsesentligste
Anvendelse, eu Lovregel i det Vmsentlige af det foreslaaede Iudhold som
hensigtsmmssig og nödvändig, naar overhovedet Noget skulde ventes opnaaet
til en Forbedring i Retstilstanden, hvilken Anskuelse Departementet har
Grund til åt antaga ogsaa åt vtere den almindelige i selve det paagjeeldende
District. Da Meningerne om veesentlige Bele af den paataenkte Ordning vare
saaledes delte, og da derhos enkelte nye Bestämmelser vare bragte i Förslag,
kom Departementet til den Anskuelse, hvari Hans Excellence den svenske
Justitiestatsminister crkhercde sig enig, åt det vilde bli ve nodvendigt åt
undergive Sporgsmaalet i sin Helbad fornyet fselles Overveielse af dertil
udseede Hämd fra begge Rigör. Overeensstemmende hermed blev i et den
29de Mai f. A. afholdt combineret Statsraad anordnet Nedsmttelsen af den
(kommission, hvis Förslag nu föreligger. Til Medlemmer beskikkedes i sser-
skilte Statsraad för hvart af Rigerne, fra norsk Side davserende Amtmand i
Nordlands Amt Smith, Stiftsprest IJvoslef og Foged, nu Amtmand Holmboe,
og fra svensk Side Landshövding Bergman, Revisionssecretair, Friherre
Leijonhufwud og Kronofoged Wallin. Commissionen sammentraadte i Juli
f. A. paa Tromso, hvorfra den för åt erhverve personligt Kjendskab til For-
holdene, forelobig bereiste Tromso Amt, hvor de alvorligste Vanskeligheder
have reist sig. i Oetober Maaned naestefter havde Commissionen tilendebragt
si t Hverv ved Afgifvelsen af det nu foreliggende Förslag.
luden man gaaer over til åt omhandle Udkastets enkelte §§, tillader
Departementet sig forelobig noget nsermere åt gjore Rede för de tvende
ovenfor berorte Puncter, hvorom den paa Sägens tidligere Stadier herskende
Meningsforskjel vsesentlig bär dreiet sig, og hvorpaa Commissionens Opmserk-
somhed derför smilig har vteret rettet, Hemlig Sporgsmaalet om Distrait-
56 Bil. till Kongl. Mnj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. lapparne i Sverige och Norge.
ningen af de svenske Lappers Ret till Bete paa norsk Grund og Bestem-
melserne om Feellesansvarligheden. Enkelte andre paa Sägens tidligere Sta¬
dier opstaaede Meningsforskjelligheder vare deels mindre vaesentlige, saa åt
det ansees ufornodent her neermere åt omhandle dem, deels vil der blive
gjort Redo för dem ved Gjennemgaaelsen nedenfor af Lovudkastets enkelte §§.
Hovedforskriften med Hensyn til det förste Punct indeholdes i § 10 i
1 ste Codicil til Tractaten af 1751, hvor det heder, ӌt saasom Lapperne be-
hove begge Rigers Land, maa de efter gammel Seedvane om Hest och Yaar
Ilytte med deras Reenhjorder svar Grrendsen ind i det andel Rige og liga med
Landets egne Undersa ätter (undtagen paa de Steder, som siden meldes) betjena
sig af Land og Strand til Underbädd för deras Dyr og sig selv”. Allerede lu¬
den den i 1843 nedsalta combinerede (kommission her skede der angaaende
denne Bestämmelse Meningsforskjel mellem de norske og svenske Commissa-
rier, i det dissa sidste paastode, åt det börda va? re Lapperne till ad t åt soge
Bete för deras Reensdyr i aaben eller uindheegnet Udmark i de svenske Lap-
marker og de derin stödande norske Dis trio ter imod en vis bestämt aarlig
Leta til de private Liera, for saa vid t Marken maatte v inre saadanne linierande,
medens de norske Committeemedlemmer gik ad tfa, åt Lapperne og Fjeld-
finnerne, naar de vilde benytte sig af Privatmands Eiendom til Underholdning
för deras Reensdyr, ligesom Andre, der befinde sig i det Tilfelde, åt de til-
trsenge, hvad der staar under anden Mands Raadighed, selv maatte Irra tfa
Overeenskomst med denne derom; de foresloge derför vedkommende § saale-
des affattet:
”Enhver norsk Fjeldlin eller svensk Lap er förpligta! til åt vogte sina
Reensdyr og förhindra, åt de komma ind paa privat Mands Eiendom. — —
Til privat Eiendom lienregnes ogsaa Rydningspladse og Nybygger, til hvis
Optagelse vedkommende hava erhvervet behörig Tilladelse af det Ofientlige”.
Fra Svensk Side foresloges derimod, åt Bestemmelsen skulde lyda:
"Enhvar svensk Lap eller norsk Fjeldfin skal vane förpligta! til åt
vogte sina Reensdyr og förhindra dem fra åt gjore Landets Indvaanere nogen
Skada paa deras Eiendom. Bete i aaben eller ei indgjserdet Udmark i de
svenske Lapmarker og i de (fertil stödande norske Districter maa Lapperne
og Fj eldfinner ne nu som tilforn uhindret benytte”.
I dels underdanigste Föredrag af 3Ute April 1845 angaaende dissa For-
hold udtalte det förrige Finants-Handels- og Tolddepartement, åt det i Henseende
til Lapparnas Flytning og Rettigheder i det ande! Land börda hava sit Förbli¬
vande ved det Besinnande. Denne Mening land! Departementet imidlertid ikke
udtrykt hvarken ved det af de norske eller de svenske Committeemedlemmer
foreslaaede Udkast til den beröm handleda §. Medens paa den ene Sida An-
tagelsen af de svenske Medlemmars Udkast efter Departementets Förmaning
vilde tillregge Lapperne eu moget vidare Retlighet!, end der ved Tractaten af
Bil. till Konyl. Maj':ts nåd. Prcp. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 57
1751 er dem tilstaaet, og bi ende dem en Ret, der ikke alene vilde virke for-
styrrende paa Allmuens Jordbrug i disse Egne, men tillige medlare et altför
betaenkeligt Indgreb i Eiendomsretten, gav paa den anden Side efter Departe¬
mentets Opfatning af Tractaten af 1751 de norske Medlemmers Förslag i en
enkelt Betning Lapperne en mindre Ret, end de hidtil havde havt, hvarför
Departementet heller ikke ganska kunde tiltrsede deras Udkast. Det udvikledes
derpaa i Föredraget, hvorledes der i de Districter långs Rigsgraendsen, hvar
Lapperne faerdes, findes Almindinger, som i Delgelands Fögderi og i Tromso
District tilhore Fri väte, oden åt saadant Eiendomsforhold ophaever deras Be-
greb som Almindinger. Om dissa Almindinger förklarades der, åt de oprinde-
lig ha ve tilhort Staten, og af denne afhaendedes i 1666 tilligemed en Msengde
andel Jordagods i dissa Districter med de samme Rettigheder, hvarmed Staten
eiede dem. Deraf anfortes det åt varna en Falge, åt dissa Almindingers Eiere
maa ände sig i, åt svenske Lapper ligesaavel der saga Bete för deras Reens-
dyr som Landets egna Under snatter för deras Renar eller andel Kvreg. Imel-
lem Botten til åt bete med Reensdyrene i Almindinger ne og i Gaardenes Ud-
marker er der imidlertid — anfortes der vidare — en snara vaesentlig For-
skjel; denne sidst»; Rettighed maatte udtrykkelig vseret bestämt i Tractaten,
hvis den skulde antagas åt inkomma Lapperne, man härom seger man for-
gjrnves nogen Bestämmelse.
Tilfolge denne Opfatning af Forholdet foreslog Finantsdepartementet den
heromhandlede Bestämmelse affatta! saaledes: "Enhvar norsk Fjeldfin eller
Svensk Bnp er förpligta! til åt vogte sina Reensdyr og förhindra, åt de
gjore Landets Indvaanere nogen Skada paa deras Eiendom”.
”Bete i naken eller uindhegnet Udmark i de svenske Lapmarker og i
Almindingerne i de dertil stödande norske Districter man Fjeldfmnerne og
Lapperne nu som tilforn uhindret benytte sig af, dog saaledes åt Skada paa
Rydningsplatse og Nybygger, til hvis Optagelse Ved kommande hava erhver-
vet behörig Tilladelse af Almindingernes Liera, er samme Ansvar underka¬
stet som paa Eiendom”.--—
I denne Form blev Bestämmelse!! biheholdt i det med det underdanig-
ste Föredrag af 18de Juli 1862 fulgte Lovudkast — alene med et Par uva;-
sentlige Redactiönsforandringer.
I den ovenberorte af det Kongelige svenske Justitsdepartement over
delte sidstnsevnte Lovudkast under 22de December s. A. afgivene Betamknino-
udtalte D. Ex. Justitiestatsminister»;,!, åt Grmndsetractaten af 1751 heller ikke
efter hans Opfatning kunde fortollces saaledes, åt Jorddyrkningens Fremskridt
inden Rigerne skulde va-re underordna! Lapparnas Behov af Betesmarker,
eller åt anden eller mera Jord ikke skulde kunna underlgegges privat Eie,
end den, som Lapperne hidtill ikke liave benyttet eller behovede att benvtte.
Bih. till Rikscl. Birot. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 8
58 Bil. Ull Kongl. Maj:ts nåd. Prof. om antagande af en Förord». rör. Zapparne i Sverige och Norge.
Han fandt imidlertid, åt Bestemmelserne om Lappernes Rot til Bete burde
udgaae af Forslaget, deels som ufornodne, da livert Rige efter Statsministerens
Opfatning maatte ansees berettiget til gjennem speciel Lovgivning åt be-
stemme Grsendserne för Lappernes Rettigheder, alene med Forbehold af, åt
altid samme Rettigheder indrommes det andet Riges Flytlapper, som dets
egne Undersaatter, og deels lordi de i sin nuveerende Form ikke syntes åt
medlare fuld Reciprocitet imellem Rigerne, i det Lappernes Betesret efter
samme paa svensk Side blev udstrakt til al uinhegnet Udmark, men paa
norsk Side indskraenket til Almindingerne i de til svensk Lapmarken grrend-
sende Districter, oden åt der landlös nogen Bestämmelse, der kunde förhindra,
åt ogsaa dissa Almindinger i Framtiden för en större eller mindre Reel und-
drages Bete af'Lappernes Renar. Yistnok vilde — bemserkede Statsmini¬
steren — Lappernes Betesret isaafald ikke blive nsermere bestemt, end den
hidtil har vseret ifolge Greendsetractaten, men häraf fandt han ikke åt der
kunde opstaae nogen Betsenkelighed, da Sverige syntes åt maatte vacre be¬
tryggat mod en altför sträng Behandling af dels Flytlapper i den Omstsen-
dighed, åt Norge Igenger oppe i Finmarken selv har Flytlapper, som bele
Aaret Irerdes inden Norges Gramdser, hvorfor det maatte forudssettes, åt den
Lovgivning, hvorved Norge man antagas, åt villa beskytte sina egna Lap¬
pers Ret, ligeledes vil komma de svenske Flytlapper i Norge tilgode, medens
Norge formenlig burde ansees tilstreekkelig betryggat der ved, åt Sverige ikke ri-
meligen kan antagas åt villa til Förfång för det ringa Antal norske Lapper,
som hytta o ver den svenske Grsendse, komma til åt vedtage Bestämmelser,
som skulde blive odekeggende för et mangedobbelt större Antal af Sveriges
egna Undersaatter. För det Tilfeelde, åt nsermere Forskrifter til Begrsends-
ning af Lappernes Betesret alligevel skulde ansees nödvändigt, udtalte H.
Excellence — som allerede ovenfor nsevnt — Savnet af en Reel nsermere Op-
gaver over de factiske Tittande.
Ren af Amtmanden i Nordlands Amf i denne Anledning afgivne Er-
klsering kan Repartementet her undlade åt gjengive med nogen Udforlighed,
da Amtmanden som Medlem af den sidst nedsalta Gommission, hvis Udta-
lelser om Sägen nedanför hndes gjengivne, har hav! Anledning til deels
nsermere åt udvikle og deels åt modihcere sin Mening om Sporgsmaalet.
Erklseringen indeholdt i Korthed de factiske Oplysninger, åt i Nordlands
Amt ansaaes Lapperne berettigede til åt bete ikke alene i Statsalmindin-
gerne, men ogsaa i de Privatmsend tilhorende 3 å 4 Almindinger, dog så¬
ledes, åt i dissa sidste saavel norske som svenske Lapper maa erlägga Be-
tesleie, medens detta i Statsalmindingerne kun er Tilfseldet med de svenske.
I Udmark, der er i privat Eie, ansaaes derimod Lapperne uberettigede til
åt bete, dog tilstededes detta dem, hvar de havde Behov derför, efter Over-
eenskomst og tildeels mod Betalin g. Amtmanden udtalte derhos den För¬
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd, IJrop. om antagande af en Förorda. rör. Zapparne i Sverige och Norge. 59
mening, åt det kunde befrygtes åt ville medlare Conflicter eg Vanskeligheder,
som lettelig slculde begge Hindringer iveien for eller i alkald forbale Sägens
snarast mulige Ordning paa en tilfredsstillende Maade, om man — som an¬
tyda af det svenske Justitsdepartement — vilde saga Bestemmelser i den
heromhandlede Retning fattade gjennem speciel Lovgivning för hvert Riges
Vedkommende.
Amtmanden i Finmarkens Amf udtalte sig för Bibeholdelsen af den
heromhandlede Bestämmelse, som den fra norsk Sida var foreslaaet, idet
denne efter hans Mening ikke kunde siges åt indeholde Andet, end hvad
der allerede nu var gjeeldende Rot, medens Amtmanden i nordre Thrond-
hjems Amf, hvar for övrigt det heromhandlede Sporgsmaal paa Grund af det
mindre Antal svenske Lapper, som suga did, er af mindre Betjening, over-
hovedet fraraadede för detta Bistricts Vedkommende att saga nye Lovbestem-
melser istandbragte, svigtande til en anden Ordning af de heromhandlede
Forhold, idet han antog, åt de gj ensidige Häger o ver Förare ttelser ikke
vara större eller vanskeligere, end att de liga godt vilde udjeevnes ved gj en¬
sidig Imodekommen.
Commissionen af 1866 er derimod kommen til det Resultat, åt Lap¬
parna ikke kunna värre formente en vis Berättelse af Privatmands Udmark,
nemlig forsaavidt den er uskadelig för dennes Eier og Benyttelsen grunder
sig paa seldre Rot, hvad der efter Commissionens Mening kun kan linda
Sted paa saadane Omraader, hvar' Lapparna för eller ved Tractatens Tid
vara erkjendte berettigede til åt sago Bete för sina Reen.
Commissionen har beröm i det Vsesentlige anfört Belgande:
Da Staten i 1666 afhmndede en stor Meengde jordagods i de Distric-
ter, hvarom der her er Tala, havde Lapparna allerede i Aarhundreder vankat
om med sina Reenhjorda paa begge Sider af Kjolen, liden åt enten deras
Rettigheder eller deras Förpligtelse!’ vara bestemte oden ved ssedvansmsessig
Rot, der anerkjendtes i begge Rigör. Bland! deras Forpligtelser var ogsaa
Betalingen af deri saakaldte Lappeskat og Finneleding, som de aarlig erlagde
til Staten för Ratten til åt bete sina Reen paa dans Grund. Da Staten af-
hsandade Jorden til Privata, skate detta med de samme Rettigheder og For¬
pligtelser, hvarmed den selv havde niet den; häraf fulgte alsaa paa den ene
Sida Ratten til Lappeskat, der ogsaa udtrykkelig nrnvnes i Skjoderne som
en med Jorden talgande Herlighed, og paa den anden Sida Förpligtelse!! til
åt medtaga Lapparna paa sin Jord, naar de kom för att saga Bete för sina
Reen. Ved den Iste Codicil til Grsendsetractaten af 1751 blev andelig Lap¬
parnas Rettigheder og Förpligtelse!' udtrykkelig fastsatte. Med den dem i
sammes § 10 tillagte Rot til "liga med Landets Undersaatter (undtagen paa
de Steder, som siden maldes) åt betjena sig af Land og Strand til Under-
hold för deras Dyr og sig selv”, fulgte efter § 13 den Förpligtelse åt betala
60 Bil. till Kongl. MajUs nåd. Prop. om antagande af eu Förordn. rör. Lapparm i Sverige och Norge.
en vis Leie, som efter §§ 18 og 19 skulde gaae til den ”hvem Leien tilkom”
eller til ”Eieren al Leien”, der enten kunde vane Staten eller — forsaavidt
denne havde afhamdct Jorden — vedkommende Private. Om Jorden efter-
haanden kom i forskjellige Privatmaends Eie, kunde dette ikke medfore no¬
gen Förändring i de engang bestaaende Rettigheder og Forpligtelser, og Lap-
perne maatte alligevel beholde sin gamle Betesret. liden dette vilde efter
Commissionens Formening Jordens Övergång fra Statens i Privates Hsender
aabenbart udsaette Lapperne för att blive udelukkede fra bele Districter, hvor
de fra Ålders Tid havde ha vt Ret til Bete för sine Reelt, og hvor de ikke
kunde undvsere denne Ret oden åt gaae til (Runde. I det saaledes Codi-
cillen, der i den nsevnte § 10 begrunder Lappernes Frihed til åt flytte med
deres Reenhjorde over Grsendsen imf i det andel Rige derpaa, åt de behove
begge Rigers Land, ikke vel kan antages åt have stibet denne Frihed paa
en saa los Grund, åt det skulde staae i Enkeltmands Magt åt gjore deres
Tilvserelse som Flytlapper umulig, har den paa den anden Side heller ikke
villo! give dem en uindskrsenket Betesret til Fortreengsel för alt Jordbrug.
Ved den i § 16 indeholdte Förskrift om, åt ”de fremmede Lapper skulde
noie läge sig jagt, att de ikke ved deres Flytningsfserd gjore Landets egne
Indbyggere Skede enten Vinter eller Sommer paa Skov, Ager eller Eng,
Multe- eller Hjortron-Myrer eller noget Andel,” har Tractaten villet be-
grsendse Lappernes Betesret saaledes, åt den ikke man veide Landets jord-
brugende Befolkning Skada. Men detta kan ikke ubetinget siges åt vivre
Tilfseldet med enhvar Benyttelse af hvilkensomhelst Reel af Befolkningens
Eiendom, navnlig ikke om Udmarken i sin Helhed, mcdmindre den er af
saa länge Udstreekning eller Godhed, åt enhvar nok saa liden Benyttelse,
som Renen maatte gjore deraf, paaforer Markens Flor Tab för hans Bedrift,
eller den benyttes i et saadant Mani, åt Tab deraf opstaaer för barn.
Commissionen gjor dernäst opmaerksom paa, åt det Tractatens § 10
brugte Udtryk "liga med Landets Undersaatter” heller ikke kan gjore no¬
ga! Afbriek i den her omhandlede Rot för svenske Lapper, aldenstund denne
Ret man antages i Virkeligheden åt tilkomme Norges egne Flytlapper i
de Districter, hvor Jorden med de fornsevnte Rettigheder og Forpligtelser
er gaaet fra Statens over i Privates Eie, om end dissa ikke have villa! anar¬
ki en de en saadan Ret. Forovrigt gjor (kommissionen den Bemierkning, åt
der her ikke saameget er Tala om en positiv Ret som om en Frihed för
Ansvar, om Lappernes Reen paa Grund af dissa Dyrs Eiendommeligheder
eller förmedelst en Nödvändighet! komma imf og bete paa et Stykke XJdmark,
oden åt Eieren derved paafores nogen Skada.
Til Stötte för sin Opfatning af Forholdet gjor Commissionen fram¬
deles bland! Ande! gjglidande, åt Udmarken intetsteds i Tractaten Andas
nsevnt som hörande til de undfägna Steder, som de fremmede Tapper, ifolge
Bil. till Kongls Maj.is nåd. Trop. om antagande a) en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 61
deri i Tractatens titnaevnte § 10 indeholdte Indskrankning ”undtagen pa a de
Steder, som siden meldes”, ikke maa betjene sig af til Underhold för deras
Dyr og sig selv. Der mevncs nemlig kun i § 12 fredlyste Kobbeveider og
Fuglevser og i § 16 Skov, Ager, Eng og Multemyr. Andel findes ikke
”meldt” — hvilket efter Commissionens Mening maa betyde udtrykkelig
”nsevnt” — og Commissionen Under saaledes åt maatte give de svenske Med-
lemmer af Committeen i 1844 Medhold, forsaavidt de have gjort gj seid ende,
åt ludbyggernes Ed mark ikke kan bore bland! de Steder, der i § 10 haves
för 0ie som Undtagelser, siden den ikke er ”meldt”, hvilket dog siges åt
skulle sken med de Steder, der skulle danne Undtagelser. Selv om de i
§ 16 nsevnte Gjenstande, som paastaaet, kun skulde vaere exempelviis an-
tbrte, vilde det — formener Commissionen — alligevel vaere eu Unoiagtighed
i Tanken åt naevne Multebaermyrer og ikke Udmark, hvilken dog maa ansees
åt vaere af långt större Betjening för Jordbrugerne end Inne, da den inde-
sl utter bände hans Udslaatter og Havnegang.
Commissionen fremhaever derpaa, åt om Udmark saaledes ikke kan
siges åt vaere bland! de Steder, som Lapper ne ikke maa betjena sig af, er
den dog derför ingärdande givet til Pris för Renen, eller Lappernes Brugsret
stillet ganska paa liga Fod med ludbyggernes Eiendomsret, hvilket de svenske
Committeemedlemmer i 1844 ved en Misforstaaelse have antaga!. Naar det
nemlig i § 16 fladder: — ”og skal paa begge Sider de fremmede Tapper
noie taga sig iagt, att de ikke ved deras Flytnings-Faerd gjore Landets egna
Indbyggere Skada paa Skov, Ager eller Eng, Mulla- eller Hjortron-Myrer
eller noget Andet under Sträf efter Loven” — maa Lapparne — anforer
Commissionen — folgelig heller ikke gorå Skada paa Frimärken, der klar¬
ligen er indbefattet i det almindelige Udtryk ”noget Andel”. Den Adgang
til Frimärken, som antagas åt va-ce Lapparne förbehåll!! tlerved, åt den ikke
horer bland! de Steder, der ere meldte som Undtagelser, er altsaa begrandset
saaledes, åt de ikke gjore Skada paa den, hvilket efter Commissionens Me¬
ning kun kan have den Betydning, åt Eieren derved ikke kommer til åt
savne Noget, som er förnöden! til hans Drift. Der antagas, med andre Ord,
åt vaere Lapparne forbeholdt en uskadelig Nyttas- og Brugsret, der ikke paa-
forer Eieren af Frimärken noget positivt Tab, medens Lapparne maa vaere
underkastade Ansvar efter Boven, forsaavidt denne Grand se överskridas.
Boven har saaledes — bemaerkes det — paa den ene Sida ville! beskylla
Jordbruget og gjore dels vidare Udvikling modig, medens den paa den anden
Side ogsaa har villa! gjore Lappernes Bestaaen mulig ved åt taga et ret-
faerdigt og billigt Hänsyn til urgamle Rettigheder og Eiendommeligheder ved
deras Närings vele.
Efter de Oplysninger, hvaraf Commissionen er kommen i Besiddelse,
maa den antaga, åt Lappernes Bestaaen kun paa denne Maade kan vaere
62 Bil. till Komjl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Zapparne i Sverige och Norge.
sikkret. Det oplyses saaledes, åt Eierne af de 4 saakaldte Almindinger i
Lyngens Prsestegjeld ansee Älmuen uberettiget til noget Brug i disse og åt
Aimuen — saavidt bekjendt — selv dike ter gjere Paastand paa Brugsret
i mere end en af dem. Hvad der forevrigt findes i Pr ömse District af saa-
dan Jord, som bensevnes Alminding, paastaaes ligeledes ikke åt gaae ind
under Begrebet Alminding i detta Ords legale Betydning, og det seer ud til,
åt Aimuen, om den nogen surd e bär havt nogen Brugsret, navnlig Ret til
Havnegang i dissa Straekninger, dog i ethvert Fald i Tidens Leb igjen bär
mistel den. Men hvordan man end vil anskue Sägens retslige 8 till ing, ere
— anferes det — Udmaalingerne til Enkeltmand saamange og saa udstrakte,
åt det Rum, som bliver tilovers för Lapperne, alierede nu ter ansees för
utilstrsekkeligt og ialfald med Sikkerhed kan ferudsees åt ville blive det, om
de skulle värre benviste alene til, hvad der ikke alierede er udvist til Enkelt¬
mand og derför framdeles bensevnes Alminding. Ved Kysten gaae saaledes
de skyl dsatte Jordbrug gjerne fra Fjsere til h nies te Ej eld og lsengere inde i
Landet anferes de ligeledes moget almindelig åt vsere af samme vidtgaaende
Udstrsekning. Det er under Commissionens Moder med Aimuen oplyst, åt
Lapperne fra Ålders Tid have benyttet navnlig de ovre i Skovgrsendsen lig¬
gande Dela af TJdmarkerne, og åt de Fastboende i Regelen ikke have turdet
paastaae, åt det til enhvar Tid af Aaret skulde vsere rimligt for Lapperne åt
Ande tilstreekkelig Ende for Renen udenfor dem. I Nordlands Amf har, efter
derom indhentede Erklseringer fra Fogderne, Lappernes Benyttelse af Udmar-
kerne vseret ssedvansmsessig og upaatalt, naar Skada ikke Slef tilfoiet, i det
man ikke har turdet ansee de saakaldte Almindinger i Amtet, der i Saltens
Fögderi, ligesom i Senjen, tilhore Staten, men i de Helgelandske Fögderier
udelukkende Privata, tilstrsekkelige för Lappernes Behov til enhvar Tid af
Aaret, hvarför man har taalt dem i Gaardens Udmarker, om man end ikke
strängt taget har anseet dem berettigede til denne Benyttelse. Med Hänsyn
til de saakaldte Almindinger i Helgeland har Fogden ligeledes erklaeret, åt
nappa nogen Reel af Proprietairgodset kan henregnes till samme, da de i
den sid ste Menneskealder ikke have vseret undergivne Brug og Benyttelse af
Districtets Indvaanere, medens det om Lapperne fladder, åt de i Almindelig-
hed betala Afgift og åt de ogsaa tildels bygsle visse Straekninger i Almin-
dingen. Heller ikke i Nordlands Amf antager derför Gommissionen, åt Lap¬
pernes Bestaaen tor ansees betryggat, om de ganska skulde vsere udelukkede
fra Adgang til Gaardens Udmarker.
Angaaende den oftare borta Paastand om, åt Bofseet skulde vantrivas
paa de Strsekninger i Ud in arken, som Renen, har besogt, bemserker Gommis¬
sionen, åt samme ogsaa udtales i Nordland, men åt den ligesaaofte bliver
modsagt. Fogden i det förrige Helgelands samlade Fögderi har saaledes
yttrat den Anskuelse, åt efter hans Erfaring kan Paastandens Rigtighed
Bil. till Kottgl. Mnj:ts nåd. Prop. om antagande af en Zörordn. rör. Zapparne i Sverige och Norge. 63
med Grund dragés i Tvivl. Det Sande turde efter Commissionens Mening
nmrmest vsere, åt den Vantrivsel, so in kan have värre! bemaerket hos Bofaeet,
ikke saameget har sin Grund i Modbydelighed for den Bugt, Renens Ophold
i Udmarken skulde meddela denne, eller för den Mamgde Haar, som den i
Fmldingstiden slipper af sig i Grsesset, som deri, åt Renen har holdt til der
i saa lång Tid eller i saa stort Antal, åt Grissel er blevet afbetet eller
nedtraadt og tilsolet i saadan Udstrsekning, åt Bofast enten ikke tand t til-
strsekkeligt Grses eller dog ikke tilstreekkeligt af saadant, som det havde
Behag i.
Commissionens förän udviklede Opfatning med Hensyn til Udstrmk-
ningen af den Rot, der bor tilstaaes Lapperne til Landets Benyttelse i oin-
handlede Henseende, Under sit Udtryk i det hosfoiede Lovudkasts §§ 3 og
10. Ifolge § 3 bestemmes denne Rot ved gammal Ssedvana og ifolge § 10
skal Skada, som ved Bete af Reen skeer paa egentlig Udmark, i Modseet-
ning til ”Ager, Eng, Udengsslaatter, Skov eller Multebserland”, hvar Skadan
altid skal erstattes, kun i det Tilfadde erstattes, åt Jordens Blår eller Bruger
kommer til åt savne Bete för sit Bola; og i Tromso Amt i Liden för hvart
Aars 8de Juli erstattes saadan Skada aldeles ikke, naar Betningen ikke be¬
nyttes saaledes, åt Enkeltmand derved i vsesentlig Grad bebyrdes.
I det Commissionen saaledes har troet, åt der med visse Begrsendsnin-
ger turde indmmmes Lapperne den — i Modseetning til hvad man fra norsk
Side tidligere har troet åt kunne indgaae paa — större Ret ligeoverfor de
Fastboende, som ligger i Adgangen til Benyttelsen af Udmark, har den paa
den anden Sida bestemt udhaevet, åt hvis den jordbrugende Befolkning skal
värre tilstrsekkelig beskyttet mod Skadetilfoielser paa sin Eiendoin eller i
Tilfselde af Skada opnaae Er stafning, ndkrseves der andre Beskyttelsesmidler
og Retsregler, end de der nu haves.
Herigjennem er Commissionen kommen til det andel Punct, som De¬
partementet »vanför forbeholdt sig forelobig åt omhandle, nemlig den fore-
slaaede Fsellesansvarlighed niellera Lapper för Skada, sked ved deras Reen.
Som förän nsevnt kom allerede den i 1843 nedsatte Commission eens-
stemmig til det Resultat, åt foreslaae et saadant solidarisk Ansvar fastsat i
det af den författade Lovudkast, ligesom en lignende Bestämmelse ogsaa op-
toges i det med det underdånig'^ Föredrag af 18de Juli 1862 fulgte För¬
slag til Lov angaaende dissa Forhold. Mod Bestämmelse!! reiste der sig hel¬
ler ikke nogen Indsigelse, forinden det Kongelige svenske Justits-Departement
i dels ovennaevnte under 22de December 1862 over Sägen afgivne Betänk¬
ning udtalte sig mod samme, idel Hans Excellence Justitie-Statsministeren
ikke land! et saadant Fsellesansvar stemmende med Retfserdighed og Billig¬
hed eller idel bele hvilende på gyldige Grunda, hvarför han foreslog, åt Be¬
stämmelsen beröm skulde udgaae.
64 Bil. till Kongl. Mqj:ts nåd. Prop. om antagande aj en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
I sin forannaevnte i Anledning af H. Ex. Justitie-Statsministerens
Bemaerkninger afgivne Erklsering, udtalte Amtmanden i Nordlands Amf, åt
den Ökade, som Reensdyrene tilfoie de Bosiddende der i Amtet, ikke antoges
åt veere af den Beskaffenhed eller Betydenhet! åt den skulde kunne beret-
tige til Anvendelse af et saa extraordinairt Retsmiddel som det foreslaaede,
saameget mindre som Amtmanden aldrig havde bort Klagemaal over de med
Opdagelsen af de Skyldige forbundne Yanskeligheder. For Nordlands Arnts
Yedkommende formente Amtmanden derför, åt det raaatte ansees onskeligt,
åt det Svenske Justits-Departements Bonnierkning med Hensyn til denne §
toges tilfolge.
Amtmanden i Nordre Trondhjems Amt var ligeledes af den For¬
mening, åt en saa extraordinär Föranstaltning ikke var nödvändig för dette
Districts Yedkommende, inedens derimod Amtmanden i Finmarkens Amt
framdeles tand t Bestämmelse!! om en vis Grad af Feellesansvarlighed mellem
Lapperne aldeles nödvändig, hvis Ansvaret overhovedet skulde faae nogen
Be tydning og ikke blive rent illusorisk, skjont heller ikke han fandt åt
kunna tiltrsede Forslaget, saaledes som det fra norsk side forelaae, i det
han navnlig syntes åt have Betaenkelighed med Hensyn til åt Faelleskabet i
Ansvar i visse Tilfselde var knyttet til Sogneindelningen, hvilket lian ansaa
i mango Tilfaelde — navnlig paa de Steder, der kun ere Gjennemvandrings-
steder, og hvor derför Skaden netop kan värre tilfoiet af Reen, tilhorende
Lapper, som ikke opholde sig i Sognet — ikke åt vsere retferdigt eller
billigt.
Et Egnande solidarisk Ansvar var ligeledes optaget i det Förslag til
en Lov, indeholdende Bestemmelser om Bevogtning af Reensdyr med Yidere
i det egentlige Finmarken, der blev förelagt det i 1862—1863 forsamlede Stor-
thing, men som af samme ikke blev bifaldt. Af yedkommende Storthings-
Committees Indstilling, overeensstemmende med hvilken Afgjorelsen skeede,
8668 detta Udfald, som förän berört, åt vmre begrundat d arv ed, åt det ikke
antoges billigt — hvad der ogsaa havde värnet den til åt förbereda Sägen
nedsätta Kongelige Gommissions Mening — åt paalsegge Lapperne et saadant
strängera Ansvar paa eet Omraade, medmindre der samtidig skjrenkedes dem
tilsvarende Lättelse! paa et an det, navnlig ved åt der tilstodes Lapperne en
större Ansvarslös!^ med Hänsyn til Skada paa Udmark og Udslaatter, hvor-
hos der var forudsat bevil get Midler af Statskassan til Indkjob af Strseknin-
ger, hvis Beliggenhed forvolde Fjeldfinnerne serdeles Yanskeligheder, i
hvilken sidste Hänseende Committeen ikke fandt, åt Sägen var tilstrsekkelig
förbereda
I den nuvarande Gommission har der hersket fuld Samstemmighed
mellem Medlemmerne fra begge Rigör med Hänsyn til Nodvendigheden af
et saadant solidarisk Ansvar i et begreendset Omfång og under visse Betinga!-
Bil. till Kongl. MajUs nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 65
ser. Commissionen bar gaaet ud fra, åt Bestämmelse!! derom bor affattes saa¬
ledes, åt Fsellesansvarlighed kun bliver åt anvende paa Steder, hvor det maa
ansees nodvendigt, saaledes fortiden ikke i Nordre-Brondhjems og Nordlands
Amter, men kun i Bromso Amf paa Strsekningen fra Amtets Nordgrcendse
til og med Lavangen i Ibestad. Om detta Punct bär Commissionen i det
Ytesentlige anfört Folgende:
Ved Indforelsen af Folksång var gjaelder det efter Commissionens Op-
fatning, åt kun de Papper bor veere undergivne samme, der bolde til luden
eller flytte igjennem et Omraade, hvor Dyrene ere blandede samman, og åt
Erstatningsbelobet i Bilfeelde bor fördelas paa hvar enkelt Reeneier i Fördold
til Antallet af hans Dyr. Vanskeligheden eller rättare Umuligheden af nu
åt fåne fort Beviis för, hvem der eier de Reen, ved livilke Skada er forovet,
og saaledes faae gjort Ansvar gjeeldende til Erstatning deraf, har sin Grund
deri, åt de Fastbocnde ikke kjende og ikke ved noget Middel kunna ssettes
istand til åt kjende vedkommende Reeneiers Mierker saaledes, som det er
nödvändigt för nsevnte Oiemed. Lapperne maa selv meddela de fornodne
Oplysninger og detta vil det först bliva hvar Enkelt magtpaaliggende åt
gjore, naar han derved enten kan fri sig selv ganska eller dog bidraga til,
åt Erstatningsbelobet af barn kun bliver åt udrede med en vis Andeel, naar
lian nemlig kan oplvse, Indika de andre ere, hvis Reen have vreret med åt
anrätta Skadan. Saadan Oplysning have Kapperne efter sina egna Erklre-
ringer i Regelen let för åt skaffa, da de kjende Reenmrerkerne i en vid
Udstrsekning og liden Vanskelighed vide åt bedomme det Antal Reen, en¬
hvar Reeneier har i samlat Elak. Kun forsaavidt den eller de Skyldige ikke
opdages, maatte Erstatningspligten paahvile samtliga i Fadlesskab,' hvis Reen
enten under Flytning^ eller under Sommeropholdet ere blandede med hvar¬
andra. Men det vil efter Commissionens Mening kun sjseldnere bliva Bil-
fseldet, åt de Skyldige ikke opdages, naar det ligger i Kappernas Interesse
åt gjore Sit til åt befordra Opdagelsen. Paa denne Maade vil de Skjedes-
lose med Nödvändighet! anspores til Ömhyggelighed i Bevogtningen af Renerne
og drives til åt förena sina Bestrsebelser med de Ändras för åt afvrerge
Skade. Det er overhovedet — anfores det — et berettiget Hensyn til det
Smregne ved Kappernas Nseringsvei og ikke eu uberettiget Mistillid til deras
Moralitet, der har raadet hos dem, der have anseet det nsevnte Middels An-
vendelse för nödvändig. 'Stod det i de Fastboendes Magt liden Kappernas
Iljselp åt före tilstreekkelig-1 Beviis för, hvem Renerne tilhore, vilde Feelles-
ansvarlighed vistnok aldrig viere drägt i Förslag; men da den almindelige
Beviisregel, åt det paaligger flen, der seger Opreisning för tidt Skada, åt
bevisa, hvem der bär tillfoiet Skadan, i et Forhold som detta, hvar tor¬
sk] elligartede Interesse!’ stöfla saa starkt samman, vil v inre aldeles uskikket
Bih. till Riksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afä. 9
66 Bil. till Kongl Majtts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
til åt skäfte den Skadelidende hans Ret, man man efter Commissionens Me¬
ning ved et extraordinairt Middel komme de Fastboende til Hjselp, hvis
Jordbruget ikke skal ligga under. Dersom de Districter, hvis Lapper under¬
kastas Fgellesansvar, ikke gjores för störa, man bliva saa surna, åt Renarna
inden samme stadig era blandade samman, og man antagas ikke lettelig åt
villa saga over i andre Districter, vil det undgaaes, hvad der ved den her-
omhandlede Bestemmelse vistnok kunde tsenkes, åt en Uskyldig kom til åt
lida med de Skyldige. Exempelviis anforer (kommissionen, åt de Rean, som
bolde til paa Halvaen niellera Balsfjorden och Malangen nordenfor en Linie,
dragen fra Sjaanges pa den ene Sida til Rordljosbotten paa den anden, lobe1
om hvarandra under bele Sommeropholdet, liden derimod åt komma samman
med Reen sendenfor neevnte Linie eller med Rean, som bolde til paa Kval-
oen, hvarför altsa a kun de Lapper, som bolde til med sina Reen paa den
omhandlede Halvo, bor v gara underkastade Fgellesansvar för den Skada, som
skeer under Sommeropholdet der. Med Lapparnas noiagtige Kjendskab til
alla de Omsteendigheder, som kunna hava Indflydelse paa, hvorvidt alla Reen-
eiere paa Halvoen eller kun en Reel deraf have havt Reen paa det Sted,
hvar Skada er gjort, vil det, formener Commissionen, kun sjelden intraefte,
åt de ikke kunde udda de, ved hvis Reen Skaden er bevirket, og Feellesan-
svarligheden vil, som neevnt, anspore dem til åt skäfte alle mulige Oplys-
ninger tilveie. Det fremhgeves ogsaa, åt Fordelingen af Erstatningsbelobet
paa Alle i Forhold til Antallet af enhvers Reen i de fleste Tilfgelde vil gjore
Ansvaret lidet foleligt för hvar Enkelt, og åt der ikke kan paavises Nogen,
der skulle v gara ngermere forpligtet til åt erstatte Skaden, end Eierne af de
Dyr, der have Tilhold inden det Omraade, hvar Skaden er skeet. Skulde
dissa ikke erstatte den, maatte efter Commissionens mening Staten, der har
Blindt Reenhold i en för Jordbruget saa farlig Ngerhed, paatage sig Ansva¬
ret, hvad den imidlertid ikke tor antagas åt kunna indlade sig paa, medens
den Skadelidende dog i hvart Fald bor värre sikkret Erstatning. Har Lap¬
parnas Bedrift, Fadder det vidare, det egna ved sig, åt Andre, som komma
i neer Beredelse med samme, ikke kunna have Beskvttelse för sin Eiendom
liden Indforelse af saadant Fgellesansvar, saa synas det billigt, åt de selv bgere
de mindre Ulemper, der kunna veere forbundne med en saadan Institution,
aldenstund der ikke kan paavises noget andet Middel, hvorved kleeber ingen
eller fgerre Ulemper.
Sluttelig bemeerker Commissionen, åt enhvar Betgenkelighed mod den
heromhandlede Bestemmelse, saaledes begrgendset som Commissionen har
tgenkt sig den, synas åt maatte bortfalde, ligeoverfor den Kjendsgjering, åt
samtliga de Lapper og reeneiende Sofinner, der have vinref tilstede ved Com¬
missionens Moder, have erklgeret, åt de Ande samme rimelig og billig. Der
er saaledes efter Commissionens Mening heller ikke Grund til åt befrygte, åt
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. trop. om antagande af en Förordn. rör Lapp änne i Sverige och Norge. 67
Lapperne selv vilde stodes ved en saadan Anordning, og det saameget min¬
dre, som Fsellesansvarlighed — efter hvad Commissonen oplyser — har
vrnret gjaeldende i Sverige lige siden 1817 ifolge Kongeligt Rescript til Lands¬
hövdingen i lerbotten af 4de November s. A. Som ovenfor anfört, anta¬
ger imidlertid Commissionen, åt Bestemmelsen för det Förste kun bor soges
indfort i den större Ideel af Tromso Amt. Efter de Oplysninger, Commis¬
sionen har indhentet hos Lapperne, formener den, åt den angivne Reel
af Amtsdistrictet medlem Nordgreendsen og Lavangen til den Ende efter de
nuvarande Forhold maatte bli ve åt delo i ialt 19 F sellesansvarligheds- og
Opsyns-Districter. Nisse hndes nserniere angivne i Commissions-Indstillingen
pag. 19 cfr. pag. 41 og den pag. 45 indtagne Skrivelse lfa Commissionen al
l3de Celeber 1866.
Paa dette Sted skal Departementet nsevne, åt forsaavidt Commissionen
(Aftrykket pag. 19, 20, 29 og 31), til Lättelse för Lapperne under deres
Flytning og Ophold her i Landet, har i Förbindelse med Forskriften om
Feellesansvar foreslaaet, åt der soges tilveiebragt en Aabning eller Udvidelse
af gamle ganske eller för en Reel afsteengte Reenveie m. Y., samt åt der
för offentlig Legning skal indkjobes forskjellige nrermere betegnede private
Strsekninger og Eiendomme i Districtet, hvilke skulde udlsegges til Lapper-
nes Afbenyttelse, da har Departementet i dels ovennaevnte underdanigste
Föredrag af 2Ide Mai d. A. gjort Redo lor hvilke Foranstaltninger der
med LIensyn til detta Commissionens Förslag lfa Departementets Side alle-
rede ere trufne, og till åder man sig forsaavidt åt henvise (fertil (Aftrykket
Litr. B pag. 2). Sammesteds har Departementet ogsaa nsermere förklara!, hvad
der er företaget i Anledning af Commissionens Förslag — Litr. A pag. 9 og
10 — om åt der snarest modig bor ivserkseettes en Opmaaling og Kartleg-
ning i större Maalestok af Tromso Amts Fastlandsdele.
Departementet skal nu gaae over til att gjengive det Ysesentlige af
Commissionens nämnare Begrundelse af de enkelte §§:er i Forslaget og skal
man dertil knytte de Bemrerkiiinger, hvortil man maatte ände sig foranledi-
get, og som ikke have fundet sin Blads i det Foranstaaende.
ad § 1.
Denne § er paa nogle uvaesentlige Redactionsforandringer neer stam¬
mande med § 1 i Regjeringens Udkast af 1862. Man maa vrere enig med
Commissionen, naar den har anseet det ufornodent åt bibeholde Ordet ”Fjeld¬
finner” ved Siden af ”Lapper” og derför lada! det udgaae saavel i Lovens
Text som Overskrivt, idel kun i denne § Ordet ”Fjeldfm” er säl i Paren-
thes ved Siden al ”Lap”, förän gång för allé åt betagne dissa Ord som Sy¬
nonymer.
68 Bil. till Kongl. Maj'ds nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
■ ad g 2.
Tstedetfor Udtvykket Nedkommande vevdslige og geistlige 0vriglied”
i läte Passus i Udkastet af 1862 har Co mmissionen foretrukket strax åt
nrnvne de Embedsmrend, hos hvem Lapperne hare åt suga Attester, bände
naar de villo hytta over i et andet Piga og naar de bagefter villa legitimera
sig som dettas Undersaatter og saaledes bliva fri för Skatter eller andre
offentliga Förpligtelse!’ i det Piga, de förbön tillborte. Föröfrigt stammar
§:en med det inevnte Udkasts § 2. Åt der ikke bor 1 segges Lapperne Hin-
d ringer i Valen för åt bliva et andet Pigas Undersaatter, anseer Commissio-
nen tilstrsekkelig begrundat i Lapparnas bele 0conomi, som er af den Be-
skaffenhed, åt den deels kan gjore det helst önskelig för dem, deels ganska
nödvändigt uhindret åt kunna skifte undersåtlig Stilling, som för Exempel
Koutokeinolapperne efter den hnlandske Grsendsespserring i 1852.
ad § 3.
Ved Fastssettelsen af Lapparnas Overhytningsret har Commissionen an-
seet det förnöden! åt begrsendse denne saavel med Hänsyn till Stad (cfr. §
24) som til Tid. Hetta var ikke Tilfseldet i det seldre Udkast, hvar det
hed, åt Lapperne skulle ”härefter som hidtil hare Frihed til aarligen åt draga
med deras Reensdyr over Crsendsen ind i det andet Piga og opholde sig der
i saa lång Tid af Aaret, som de för sig matta ansee Renligt” o. s. v. Com¬
missionen bemserker i denne Anledning, att Lapperne ikke bor hava Åtgång
til liden Vidare åt komma med sina Peen hvorsomhelst de maatte Ende det
tjenligt för sig, da manglande Pesteramelser i saa Hänseende hava hav! til
Folge, åt de för Exempel för ikke Isengere Tid siden end i de sidste 20 Aar
ere komne over til Kvaloen nser Tromso, hvar deras Ophold nu anföras åt
vgere til mogen Uleilighed. Bet tur de efter Commissionens Mening framde¬
les medföra, åt de vilde saga over til Hindoen eller andre Steder, hvar Jord-
bruget har gjort saadanne Fremskridt, åt Reenhold sammesteds vilde foranle-
dige de alvorligste Ulemper. De antagas derför kun åt v kara berettigede til
åt opholde sig paa de Steder, hvar de efter gammal Smdvane eller fra Ål¬
ders Tid hidindtil hare sogt hen. Udtrykket ”liga med Landets egna Indvaa-
nere”, der fandtes i det tidligere Udkast, har Commissionen udeladt, da den
Erfaring, man har kunnat kanta fra Tractaten, formenes åt godtgjore, åt Ud¬
trykket er skikket til åt fremkalde Tvivlsmaal, som helst bär soges undgaaede.
Ved den Begrcendsning af Lapparnas Rettigheder og Förpligtelse!, Commis¬
sionen har bragd i Förslag, anseer den derhos Udtrykket ufornodent.
Bil. till Kongl. MajUs nåd. Trop, om antagande aj en Förorda rör. Lappar ne i Sverige och Norge. 69
Hvad den foreslaaede Begrsendsning af Tiden for Tappernes Ophold i
Norge angaaer, anfores det, åt de Tapper, der agte sig til 0erne, kom me did
allerede i de förste Hage af Mai, medens Sneen endnu ligger långt ned, hvar¬
för Renen drives til åt so ge sin Fode paa de Fastboendes In dmark, der först
bliver sneebar. Paa Fastlandet ankom me de i Regelen omkring S:t Hanstid.
Naar lste Mai srettes som den Tidsgreendse, inden hvilken de ikke maa
komma over til Norge, vil detta efter Commissonens Mening kun vane til
Hinder för, åt Kalvningen kan foregaa paa 0erne, hvil ket netop bor soges
förebygget. För det störa Flertal, som la de sina Reenkalve i Sverige, anfö¬
ras de omliandlede Bestämmelse!' ikke åt vilde vvere till nogen Hinder, da
Simlerne först kal ve omkring Midten af Mai. Bortseet fra de faa Tapper
— anfores der vidare — som med vedkommende Eieres Samtykke have sogt
Vinterbete paa nagla 0er i Nordlands Amt, komma de, der saga 0erne, ikke
blot tidligere, man draga ogsaa senast tilbage, idet der andag har vseret Exem¬
plar paa, åt de have opholdt sig med sina Reen Vinteren over paa en eller
anden 0, antaglig fordi detta falder Tappen bequemmest och derhos friår hans
Dyr för Ulvens Efterstrrebelser. Häraf anfores Ulemper åt värre opstaaede i
flere Hänseende!’. Deels medforer nemlig Tapparnas Ophold med sina Dyr
Aaret rundt en för stank Benyttelse af Betesmarkerna, deels gaaer der för
moget vid over Skoven naar den, förliden hvad de Fastboende tiltreenge, skal
afgive hvad Tapparna behove ogsaa för Vintertiden. Vinterophold med Reen
i de Districter, hvarom her handlas, bor derför efter Commissionens Mening
soges förebygget, hvithet tilsigtes ved den fastsätta Termin 1 October. For-
saavidt nagla norske Tapper — i de senare Aar tildeels ogsaa svenske —
have holdt til paa denne Sida Rigsgrsendsen Vinter en over, kan det, bernrer-
ker Commissionen, nappa ansees som nogen Ubillighed mod dem åt sago detta
förän dref. Tigesom det ister er dem, som i Nordlands Amt have foranledi-
get Häger fra de Fastboendes Side, hvis Indmark, Skov og Havnegang de
forulempe i den tidligere Deel af Vaaren, saaledes antager Commissionen
ogsaa, åt det i Virkeligheden vil v tara i deras egen velforstaaede Interesse
åt de soge over til Sverige om Vinteren, för åt bände deras Betesmarker og
Skoven paa norsk Sida kunna bliva mera sparade og saaledes bolde lmngere
vid. Forovrigt vil Adgang staae dem aaben til åt opholde sig her bele
Aaret, om detta skvilde vane nogen af dem Renligt, naar de (fertil soge Sam¬
tykke enten af Staten eller af Privata, om dissa eie Jorden, hvar de agte åt
bolde til.
För paa denne Maade af begrsendse Tapparnas Ret til att opholde
sig her i Tanda! til et vist Tidsrum vid talte ogsaa Amtmanden i Finmarkens
Amt sig i en i 1863 afgiven Erklsering, idet han vmsentlig stottede sig til de
samme Grunda, som af Commissionen o ven för ere anforte. Han u dtalte andag
den Förmaning, åt forsaavidt den ovennsevnte, i det tidligere Udkast indeholäte
70 Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd, jProp. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Bestemmelse, der ingen Inskränkning i saa Hänseende indeholdt, skulde
blive staaende, maatte man heller undveere en ny Lov, idet Forkoldet vm-
sentlig vilde forvserres ved Lappernes Vinterophold her i Landet, hvortil
Tractaten ikke indeholder nogen Hjemmel.
Departementet tiltreeder Commissionens Förslag i denne Henseende. Åt
Lapperne opholde sig her i Landet det bele Aar igjennem, paakreeves ikke
af deres Leveseets og Bedrifts Eiendommeligheder; det gaaer forsaavidt videre
end der fra gammal Tid har fundet Sted og iractatmaessig er tilsikkret dem,
idet Codicillen tvertimod tydelig forudssetter, åt de om Vinter en ere i Sverige
(§§ 10 og 13) og de vilde saameget mindre kunna beklaga sig over, åt de
höides inden de foreslaaede Grsendser, naar hensees til, åt detta, efter hvad
Commissionen har paaviist, i flere Henseender ogsaa er i deras egen vel-
forstaaede Interesse.
ad § 4.
Naar Lapperne tilhegges Ret til åt benytte sig til egen Fornodenhed
af Torf og Vindfald i Skoven, om end denne tilhorer Private, da er detta
efter Commissionens Mening ikke nogen Udvidelse af, man snarare en Ind-
skr sänkning i hvad der har Aarhundreders S sedvana för sig; thi de ha ve i
Almindelighed troet sig i Besiddelse af Ret til åt taga ogsaa vaxande Trseer
til Reeng)sarder eller andel, saaledes som deras Forfgedre have gjort, og sta¬
dig benyttet denne formentlige eller virkelige Ret (jfr Retstidenden för 1862
p. 654). Det tidligere Felkast indeholdt beröm (§ 3) folgende Bestämmelse:
"Ogsaa Skoven i Statens Almindinger er det dem tilladt liga med Landets
egna Indvaanere åt benytte sig af til egen Fornodenhed”. Tractaten byder
i denne Hänseende Lapperne ”linie åt taga sig lågt, åt de ikke gjore Lan¬
dets egna Indbyggere Skada paa deras Skov”, hvarmed der, antager Com-
missionen, vistnok som i Almindelighed er mani vaxande Trseer, saa åt Lap¬
perne, liden åt gaae Tractaten för Tiger, have kunnat benytte sig åt Tort og
Vindfald, hvilket nappa kan kaldes åt gjore Skada paa Skoven. I hvart
Fald, formener Commissionen, åt det vilde veere aldeles upractisk og blot
leda til Lovovertrsedelser, om man vilde förhyda dem åt benytte sig af Torf
og Vindfald; navnlig vilde det under deras Flytning vane umuligt för dem
åt opsoge hvar enkelt Flor af et Skovstykke, för åt erhverve dennes Tilla-
delse luden de toga Noget til att koge sin Mad eller gjore op eu Hd ved.
Skulde Lapperne ikke tillsegges den her omhandlede Ret, vilde det, bemser-
ker Commissionen, staae i en eller flere Privates Magt åt udelukke dem fra
bele Strsekninger, hvilket ogsaa de norske Committeemedlemmer i 1844
udtrykkelig have gjort gjgeldende. Naar der i Statens Skov tillige tillsegges
dem Ret til åt taga vaxande Lovtraeer, derimod ikke af Naaletreeer, da an-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. ihop. om antagande af ek Förorda, rår. Lapparne i Sverige och Norge. 71
f®res dette åt have sin Grund deels deri, åt deres almindelige Behov man
antages åt vrere tilfredsstillet ved den foreslaaede Adgang til Benyttelse af
Lovskoven og deels i tillbörligt Hänsyn til den vinrdifuldere Naaleskovs
^redning.
ad § 5.
Commissionen anforer, åt Erinring har väst Nodvendigheden af åt för¬
hindra, åt Lapperne beroves deres gamle og framdeles fornodne Beenveie,
idet Saadant har givet Anledning til Optrin, som det man vtere Staten hälst
magtpaaliggende åt see forebyggede. Bestämmelsen antages derhos ikke åt
giva Lapperne nogen större diet end den, de gjennem Hsevd fra Ålders Tid
allerede forleengst have erhvervet med Hensyn til privat ikke mindre end
til Statens Jord, idet den kun medforer, åt der levnes Lapperne förnöden
Vei til åt komma fram til de Steder, hvar de have Ret til åt so ge Bete för
sina Rean, Höget Commissionen anseer tilstrsekkelig begrundat ved hvad der
gjeelder i andre lignende Forhold i et ordnat Samfund.
ad § 6.
Ifolge det tidligere Hd k a sts Bestämmelser om Bele för Reenbete (Ud-
kastets § 6 sidste Passus) skräde den ”erlsegges til Yedkommende med 6 Skil¬
ling om Ugen för hvart 100 Rensdyr, til hvilken Ende det skräde staae deri
til Leien Berettigede fri! för, ved Rensdyrenes Optselling åt förvissa sig om deras
virkelige Antal”. I Anledning af de nu foreslaaede Bestämmelser anforer
Commissionen, åt Reenbetesleien strängt taget skulde fördelas mellem de
Privata, paa hvis Grund Renarna bete, i Forhold til Antallet af Dyr, Tiden,
Markens Udstrrakning og Beskaffenhed m. V. Commissionen gjor imidlertid
opmserksom paa, hvar vanskeligt för ikke åt sige manligt det vil värre åt
företaga en saadan Fordeling saaledes, åt det Rotta andag blot tilnrermelses-
viis kunde haabes åt vsere rammat, og selv om saa kunde 18enkes, förmenas
dog hvar Enkelts Andeel deri för de Flestes Yedkommende åt vilde bliva
en ganska forsvindende Storrelse. Ved derimod, overeenssteminende med
Commissionens Förslag, åt samla de indkommende Belob til et Helt og stilla
dem til Rongens Raadighed för åt anvendes til Foranstaltninger sigtende til
åt vserge privat Eiendom mod Skadetilfoielser af Rean, vilde man efter Com¬
missionens Mening för det Förste opnaae, åt dermed vilde kunna udrettes
noget Klsekkeligt, og dernäst vilde man have al renlig Garanti för, åt Mid-
lerne virkelig kom banda Enkeltmand og det Hela till sand! og varigt Gavn;
navnlig paapeger Commissionen, åt der kunde opfores Gjserder paa Steder,
hvar dissa vilde gjore god Hytta. Ogsaa Hensynet til det Yanskelige i åt
72 Bil. till Kong!. Maj ds nåd. Trop. om antagande af eu Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
controllere, hvor mange Tiger eu Lap har betet sine Reen paa hvert enkelt
Mands Grund eg det Umulige i åt optulle Renerne uden Lappernes Sam-
tykke eller Hjgelp hav bevseget Commissionen til åt affatte den her omhand-
lede Bestämmelse som skeet. Commissionen gjor opmterksom paa, åt der saa-
ledes kaotisk ikke vil blive afkraevet norske Reeneiere Afgift för Vinterbete
i Sverige, da de Streekninger, som dertil benyttes, udelukkende tilhore Krö¬
nen. Med Hensvn til Fastssettelsen af Afgiftens Storrelse har Commissionen
anstillet en Gjennemsnitsberegning, hvorefter hvar Lap er antaget åt skulle
betala för 10 Tiger s Bete; den i det tidligere Tidkast föreslå ande Beta lång
er saaledes bibeholdt.
Commissonens Förslag, hvorefter Reenbetesleien skal opkreeves ved
offentlig Föranstaltning og af det Offentliga anvendes i Lappernes Interesse,
anbefaler sig i flere Henseender framför den hidtil bestaaende Ordning, hvar¬
under Betesleien opkrmves af og tillige tilfalder de private Grundeiere, og maa
det navnlig erkjendes, åt ved Commissionens Förslag et Forhold vil vivre
undgaaet, der let kan fremkalde smaa Rivninger mellem Farterna. Paa den
anden Sida er man ikke uden Betsenkelighed ved Förändringen, forsaavidt
den kan teenkes åt vsekke nogen Misnoie som en ikke strängt nödvändig
Forrykkelse i et privat Forhold, hvarmed en og anden Grundmur hidtil har
fundet sig tjent. Det erkjendes ogsaa, åt Forslaget ikke griber saaledes imf
i det Övriga System, åt man för dettes Skyld vilde vivre nodt til åt bolde
derpaa. Ikke destomindre floder man af foranforte Hen syn saavelsom i Hen-
hold til, hvad Commissionen forovrigt har anfört, overveiende Grund til
åt bolde sig til Forslaget, saameget mera som Amtmanden i Tromso ikke
har fundet det förnöden!: åt gjore nogen Bemmrkning ved samme.
ad § 7.
Om denne Bestämmelse er handiet ovenfor. Efter hvad Commissionen
har forklaret, maa det formenlig antagas, åt en Distriktsinddeling uden mogen
Yanskelighed lader sig tilveiebringe med det foreskrevne Hänsyn för 0ie, åt
hvart Omraade kun skal omfatta Reen, som ikke lettelig villa saga over i
andet District. Fn omhyggelig Overholdelse af denne Regel vil efter De¬
partementets Förmaning fjerne en viesentlig Deel af de Betaenkligheder, som
maatte kunna n ceres mod Feellesansvarligheden, og med?Hänsyn til hvilka for¬
ovrigt henvises til den foregaaende Fremstilling. Ligesom Departementet i
det Hela floder Commissionens Begrundelse af detta Punct overbevisende og
ikke veed åt paapege nogen anden Udvei til åt naae Oiemedet, saaledes troer
man smidig åt börda udhseve, åt Nodvendigheden af det omhandlede Ftelles-
ansvar luden visso Grsendser har fremstillet sig som uundgaaelig för allo
dem, der have yttre t sig om Sägen efter åt have anstillet personlige lågt-
sa. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. lappare i Sverige och Norge. 73
tagelsCT i Tromso Amt, hvilket navnlig gjaelder mervserende Commissions
Medlem, Amtmand Smith, som tidligere delte de fremsatte Betaenkeligheder
lmod Systemet. . 6
ad § 8.
Denne §, der svarer til § 4 i det tidligere Udkast, indeholder nye eg
omstsendelige Bestemmelser angaaende Opgaver over Antallet al Reen m Y
som drage fra det ene Rige til det andel, samvetsöm om Talg af Opsynsmaend
!n' V, 1 fe herom ifolge Codicillen hidtil gj ad den de Regler foreslaaes navn-
lig rosende 1 orandrmger, hvilke dog ville snes udelukkende åt gaae ud
paa en hensigtsmaessigere Administration oden i nogen Maade åt influere paa
Lappernes materielle Rettigheder: 1
a) Istedetfor fra Lensmand i det ene Rige til Lensmand i det andel be-
stemmes der, åt de omhandlede Opgaver skulle sendes mellem vedkom-
mende Amtmand og Landshövding, en Förändring i Forretningsordenen
der af Commissionen — Altrykket pag. 30 — oplyses i de senere Aar
allerede åt have bindel Sted, og som synes åt anbefale sig ved sin
Hensigtsmsessighed.
h) Istedetfor som i Codicillen forudsat — i Ud kastet af 1862 havdes
ingen Bestemmelse beröm — Lappelensmsendene med Lagrettesimend
en Institution, der formentlig för over halvandet hundrecfe Aar siden
har ophort åt existere i Tromso Amt, — blifver det vedkommende
Amtmand eller Landshövding, der, naar Hemsynd til Rummet oj0r
det nodvendigt, kan henvise overskydende Antal Reensdyr til et andel
District. Ogsaa delte maa ansees som eu hensigtsmiessig og i Nödvän¬
digt^ begrundet Förändring. 88
Med Hensyn til de lovrigt i denne § föreslående Bestemmelser bemser-
ker Commissionen, åt det er gjort Lappen til Pligt åt opgive för Lensinan-
den ogsaa sit Huusfolks Navne samt ved Angivelsen af Reentallet tillige åt
oplyse, hvem der eier de Reen, han vil före med sig; det Förste för åt
man skal kunne bedomme, hvarvid! der i Tilfadde af Faderens eller Fleres
Iravrer fra Hjorden, er Folk filbåge, som kunne vogte denne, ligesom det
anfores o verke vedel åt värre af Interesse åt kjende, med hver stor Huus-
stand hver Lap kommer over til Laude! — det Andel, fordi det tiltramges
navnlig ved Beregningen af den i § 6 foreskrevne Afgift, der kun skal er-
Isegges för Bete i fremmed Rige og altsaa ikke f. Ex' af norske Reen, som
svenske Lapper om Yinteren have bevogtet i Sverige og nu forer filbåge
hertil, (cfr § 22), medens en Specifikation af de norske Reeneiere dog vil värre
af Yigtighed foi det Tilfselde, åt man ved norsk Lov i Fremtiden skulde
Bill. till Bilcsd. Prot. 1871. 1 Samt,. 1 Afd. 10
74 Bil. till Kongl. Mops nåd. P.op. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
ville paalsegge norske Reeneiere Afgift för Bete her i Landet. For 1 oi -
sommelighed eller Urigtighed med Hensyn til Opgaverne hai Commissionen
foreslaaet hoiere Roder end i det tidligere Udkast fastsat, hvar det Hemlig val
fra 1 til 4 Spd, i Betragtning af den Betydning dissa Opgaver antagas åt
have för bele den paateenkte Ordning af Sägen. För åt skaffa Opsynsmanden
mere Anseelse har Gommissionen troet det hensigtsmeessigt, åt han meddelas
en formelig Beskikkelse af Overovrigheden.
Amtmanden i Tromso Amf har i sin over Sägen afgivne Erkltermg
med Hänsyn til Bestemmeiserne i §ens 2den Passus bemeerket, åt man ikke
kan vaere sikker paa, åt alla de Papper, der “ agte “ åt opholde sig inden
et og samme Opsynsdistrict — hvilke efter Förslaget mallem sig skulle vselge
en Opsynsmand — ogsaa virkelig komma til åt opholde sig der, idet ved-
kommende Amtmand eller Landshövding, naar han Under, åt de Papper,
som agte åt opholde sig inden et og samme Opsynsdistrict, har flere Reen
end Rummet der tillader, kan imf skr-enke Antallet saaledes, som han Under
rimeligt og hänvisa de overskydende Dyr med deras Liera til nsermeste
District, hvar Rum Andas. De Papper, som virkelig komma til åt opholde
sig inden et og samme Opsynsdistrict, kan altsaa — bemserker Amtmanden
vivere — blive deels herre og deels flere end de, som “agte“ åt opholde
sig der, man alene de förste bor efter Amtmandens Förmaning v galge Opsyns¬
mand. Skal detta foregaae paa den i Lovudkastet foreslaaede Maade, vil
det, anforer Amtmanden, andag kunna leende, åt Opsynsmanden senare af
Landshövdingen eller Amtmanden bliver udvist af Opsynsdistrictet, og åt
detta saaledes bliver oden Opsynsmand. Amtmanden formener derför åt Valget
af Opsynsmand ikke burde 'företages forend det var andelig afgjord hvilke
Papper der kom til åt Page Ophold luden ethvert Opsynsdistrict. Til flen
Ende foreslaaer lian 2det Afsnit af §en saaledes affattet: ”Efter dissa Op¬
gaver förfäder Lensmanden Fortegnelse, som viser, hvilke Papper og hyor
mange Reen der vil komma til åt opholde sig luden ethvert Opsynsdistrict,
og sendes samme i 2 Exemplarer til vedkommende Landshövding eller Amt¬
mand, der för de Pappers Vedkommende, som ere bestemte paa åt flytta
over i andel Riga, översänder det ene Exemplar til dettes Amtmand eller
Landshövding. Denne m eld er snarast muligt tilbage til Hjemlandets Lands¬
hövding eller Amtmand, om han har Noget med 14ensyn th den ved Forteg-
nelserne angivne Ordning åt bemärka og isaafald hvad, idet han Hemlig, der-
sotn han floder, åt der til noget Opsynsdistrict vil komma et större Antal
Reen, end Rummet med Rimelighed tillader, er berettiget til åt hänvisa det
overskydende Antal til nsermeste District, hvar Rum gives. Denne Under¬
retning meddelar Hjemlandets Landshövding eller Amtmand til vedkommende
Lensmaend, som derefter, om fornodiges, företaga Omordning og författa nye
Fortegnelser, der vise, hvilke Papper og hvar mange Reen der saaledes
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Forordn. rör. Lag.) ar ne i Sverige och Norge. 75
komme til' åt tage Ophold inden hvert Opsynsdistrick Naar dette saaledes
er endelig afgjort, foretages af de Lapper, der ville komme til åt opholde
sig inden et og samme Opsynsdistrict, Valg, bestyret af Lensmanden, paa en
Opsynsmand af deres egen Nid te. Strax derefter sender Lensmanden de
nye Fortegnelser i 2 Exemplarer og Underretning om Udfaldet af Opsyns-
meendsvalgene til Landshövdingen eller Amtmanden, som för de Lappers
Vedkommende, der skal over i andel Läge, sender det ene Exemplar til
Amtmanden eller Landshövdingen der. Opsynsmaendene meddeles derhos af
Hjemlandets Landshövding eller Amtmand Beskikkelse og af vedkommende
Lensmand den Fortegnelse over allé Lapper, som komma til åt staae under
hans Opsyn”.
Departementet er ikke utilboieligt til åt antaga, åt de af Amtmanden
foreslaaede Modificationer vilde vsere virkelige Forbedringer. Paa Grund af
Vanskeligheden ved åt hare fuldsteendig Oversigt over allé de Forhold, som
muligens kunna have Krav paa åt komma i Betragtning ved Ordningen af
dissa Detailler, og da de formentlige Mangler ved Commissionens Förslag
ialfald ikke synas åt vgere af veesentlig Betydning, anseer man det försig¬
tigt åt bolde sig til detta uforandret.
I Förbindelse härmed skal Departementet omhandle et af Amtmanden
i hans Erkleering fremsat Förslag om, åt de valgte Opsynsmaend tilstaaes
nogen Godtgjorelse. Det er i denne Anledning fremhmvet, åt Nytten af
Boven ganska og aldeles vil afhmnge af en noiagtig Gjennemforelse af de
forskjellige Bestämmelse!' og navnlig af, åt de bland! Lapperne valgte og
beskikkede Opsynsmamd punktlig gjore deras Pligt. Amtmanden antagen
saaledes, åt det i den omhandlede Hänseende vil virke kraftigt, ligesom det
förmenas åt have Billighed för sig, åt der tilsegges dem nogen Godtgjorelse
för Udforelsen af deras Forretninger. Ellers frygter han för, åt der hos
Lapperne kunde fremkaldes klang til åt unddrage sig deres Pligt, saavidt
de kan, og åt modvirke detta alene ved Sträf, antager han ikke gjorligt,
hvorimod efter hans Formening en liden Aftunning i denne Hänseende vilde
latta betydeligt, da Lapperne i Almindelighcd s actie stor Pris paa Penge.
Hvar stor denne Aftunning bor vaere, tor Amtmanden ikke med Sik karbad
angiva, idet han antager, åt Erfaringen bedst vil lsere dette. Maaskee, be-
maerker han, bor der begyndes med 5 til 15 Spri. för hvert District efter
dettes Udstraekning og efter den större eller mindre Meengde af Papper og
Reensdyr inden samme.
Departementet skal gjore opmeerksom paa, åt efter Commissionens
Förslag skulde Antallet af Opsynsdistricter ia It bli ve 19. Regner man efter
Stiftamtmandens Anslag en Gjennemsnitslon af 10 Spd. för hver Opsyns¬
mand, vil det Belob, hvarom der her aarlig kan bli ve Sporgsmaal, selv om
man gaaer ud fra, åt der i flere Opsynsdistricter maa bli ve åt ansaette to
76 Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Opsynsmsend — en norsk og en svensk — forholdsviis bleve af mindre Be¬
tjening. Idet man med Stiftamtmanden antager, åt det vil bidrage til åt
skjeerpe Opsynsmaendenes Iver för Opfyldelsen af deres Pligter og derigen¬
om bidrage til åt sikkre eu heldig Gjennemforelse af den nu foreslaaede
Ordning, att Opsynsnuendene erholde nogen Godtgjerelse, Under Departementet
åt burde tiltraede Forslaget og skal man i sin Tid tilläde sig åt fremkomme
med Förslag til naadigst Proposition til Storthinget om Bevisning i dette
Oiemed. Godtgjerelsen ber för menlig efter udfert Hverv för hvert Aar be-
stemmes af Amtmanden og afpasses efter Districternes Sterrelse og Forret-
ningernes Beskaffenhet Det er en Selvlelge, åt den tillstaaede Godtgjerelse
i Tilfeelde af Pligtforsemmelse fra Opsynsmandens Side ber kunne formind-
skes eller endog ganske inddrages; da man imidlertid anseer det rettere, åt
udtrykkelig Bestemmelse beröm findes i Boven, vil man foreslaae en saadan
tilfert.
Departementet antager saaledes, åt der bor gifves §en et Tillaeg saa-
lydende: ”Forsaavidt de fornodne Midler dertil bevilges, tilstaaes Opsyns-
maendene en i Forhold til Districternes Sterrelse og Forretningernes Beskaf-
fenhed passende Godtgjerelse, der efter udfert Hverv för hvert Aar bestäm¬
mes af Amtmanden. Denne Godtgjerelse kan dog forminskes eller ganske
bortfalde i Tilfaelde af Pligtforsemmelse fra Opsynsmandens Side.”
Amtmanden har framdeles udtalt sig för, åt der til ydermere Betryg-
gelse för Lovens Gjennemforelse ansaettes nogle extraoixlinaire norske Politi -
functionairer, som hanne mede Lapperne strax de overskrede Greendsen eller
snarest nådigt derefter og navnlig komma i Förbindelse med de beskikkede
Opsynsmaend. Han antager, åt der häraf vil kraeves mindst eea för hvar
saerskilt Ström af Papper, som kommer over Greendsen eller ialt omtrent 10,
og formener han, åt Hd giften herved vil andraga til omtrent 30 Spd. maa-
nedlig för hvar eller beregnet efter en Tjenstetid af 2Y2 Maaned oärlig för
hvar til et Beleb af ialt 750 Spd oärlig, en Opoffrelse — bemaerker Amt¬
manden — der ikke kan ansees åt veere för stor, saafremt derved kan op-
naaes Orden i Forholdet niellera den agerdyrkende Befolkning i Districtet
og de nomadiserande Papper. Lensmamdene, bemaerker han, gjere ne rolig
ingenlunde dissa Functionairer överflödige, idet Inne i den korta Sommartid
ere saa starkt optagne ved deras mangfoldige andre Forretninger, åt det vil
veere umuligt för dem åt skjkanka Lappesagen den specielle og vedholdende
Opmeerksomhed, som nödvändig maa til, iseer i Begyndeisen, hvis den tilsig-
tede Bedring skal opnaaes.
Departementet antager imidlertid, åt man, om den paataenkte Lov kom¬
mer istand, ikke ber gribe til denne y de diger e Forholdsregel, saaleenge man
ikke maatte have faaet Erinring för, åt Boven ikke liden den nogenlunde
Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd. Trop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 77
vill formaae åt fyldestgjore sit 0iemed. For Tiden Under man saaledes dike
tilstrsekkelig Opfordring til åt andraga paa den omhandlede Föranstaltning.
ad § 9.
Commissionen tiar anseet det hensigtsmsessigt noiagtigt åt angive og
åt samle paa eet Sted allé en Opsynsmands Pligter og Rettigheder, da hans
Ombud er af saa stor Betydning för den Ordning, som paa tankes istand-
bragt, åt baade han selv og Andre med Lethed bor kunna overskue hvad
han er förpligta og berettiget til. Nodvendigheden af åt tilstaae Opsyns-
manden en saa betvdelig Myndigbed, som i §en skönt, flyder efter Commis¬
sionen s Mening af Forholdets Natur. Der maa nemlig -— anforer Commis¬
sionen — veere Een, i hvis Person de beveegelige och spredte Tapper saa
åt sige ere samlede til en Enhed, saa det bliver muligt åt ssette sig i För¬
bindelse med dem, idet man bölder sig til denne Ene, der bär til Pligt åt
angive et Sted, liv or han sedvanlig vil veere åt treeffe.
Amtmanden bär, navnlig med Hensyn til Yanskeligheden af åt bringa
Criminallovens almindelige Bestämmelse!1 om Sträf för Ombudsman^ i An-
vendelse i Tilfeelde af Pligtforsommelse fra dissa Opsynsmaends Side, fore-
slaaet, åt der til §en skid de foies eu Bestemmelse indeholdende udtrykkelig
Sträf af Boder för saadan Förseelse, saaledes åt Lapperne selv kunde bese
sig det til. Departementet er dog tilboieligt til åt ansee detta mindre nöd¬
vändigt. Na ar § 8 — som af Departementet foreslaaet — indeholder den
Bestämmelse, åt Opsynsmsendenes Godtgjorelse kan formindskes eller andag
aldeles bortfalde i Tilfeelde af Pligtforsommelse, antager Departementet, åt
der Peri vil findes tilstrmkkelig Betryggelse.
ad § 10.
Den Distinction, som Commissionen her i lste og 3die Passus bär
gjort modem Skada paa Tiger, Eng, Udengslaatter, Skov eller Multebserland”
paa den ene Sida og ”Udmark” paa den anden, er, som i det Foregaaende
nsermere ombandiet, et Udtryk för Begreendsningen af den Lapperne i § 3
tillagte Betesret over Landet, saaledes som Commissionen er blevet enig om,
åt denne Ret endeligen bor formuleres.
Amtmanden i Tromso bär vistnok gjort den .Indvending mod den i
§ens sidste Passus indeholdte Bestämmelse om Edmark, åt den synas i den
Grad åt stötte sig til vage Skjon, åt den sand synlig viis kun vil leda til
Tvivlsmaal og Strid, hvorfor han antager, åt Erstatningspligten paa saadan
Mark efter 8de Juli bor veere ubetinget.
78 Bil. till Kongl. Maj:ts nfal. Trop. om antagande af en Förord)!, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Departementet vil ingenhmde fratjende denne Indvending nogen Yeegt.
Men uanseet dette tro er man dog, åt den af Commissionen foreslaaede Ord¬
ning, naar derunder indbefattes FeeJlesans varlighed i den tilsigtede Udstreek-
ning, vil vise sig nogenlunde til fred sstillende for begge Parter, hvorfor man
vil tilraade, åt den tages til Polge.
Med Hensyn til §ns enkelte' Bestemmelser, bemserker Commissionen,
åt det, som i Udkastet af 1862 § 6, er gjort Lapperne til Pligt med Om-
hu åt vogte sins Reen, liden åt der er opstillet neermere Forskrifter i denne
Henseende, hvilket efter Commissionens Formening heller ikke lod sig gjore.
Ordet ”Udengslaatter” har Commissionen brugt för åt betegne Eng i Ud-
marken, frembragt enten ved Rydning eller af Naturen, med Udelukkelse af
udyrkede Myrstraekninger, om disse end ere bevoxede med saadant Grees,
som til Nod kan benyttes og virkelig ogsaa benyttes til Kreaturfoder. Saa-
danne Myrstraekninger, som Naturen selv har dannet og Menneskehaand ikke
lågt nogetsomhelst Arbeide paa, bor efter Commissionens Mening stettes i
Classe med almindelig Udmark, om de end bane Navn af Skatter. De findes
Hemlig mangesteds stia hyppig og saa spredte åt det vilde vane förbundet
med uovervindelig Yanskelighed för Lapperne åt bolde Renen borte fra den
paa anden Maade end i §en med Hensyn til Udmark bestemt. Udtrykket
”Udengslaatter” antages tilstreekkelig betegnende för Almuen, som pleier åt
skjselne mellem saadanne Skatter og ”Myrskatter”.
Med Hensyn til de i §en indeholte Bestemmelser om Fsellesansvar i
visso Tilfeelde för Skade, tilfoiet ved Lappernes Rensdyr, er det Fornodne
förän anfört.
Den i §ens sid ste Punktum för Tromso Amts Vedkommende seerskilt
foreslaaede Bestemmelse har Commissionen motiv er et saaledes.
Naar Lapperne under Nedflytningen om Yaaren före over Hoifjeldet,
findes sammesteds kun saa re lidet Fock för Renen, saa åt det endog ikke
sa ganske sjelden skal flående, åt selv voxne Reen do af Bult. I det nu
de hungrige Dyr neerme sig Lysten, hvar Aarveien er videre fremkommen,
anfores det ikke åt veere let för Lappen åt styre dem. Dette i Förbindelse
med hvad der er oplyst i Commissionens Moder, åt der ikke i Almindelig-
hed findes tilstreekkelig Fock för Renen i de hoiere liggende Strog forend
14 Dage efter St. Hanstid, har fremkaldt Bestemmelsen om Fribed för Er-
statningsansvar, om de komme ind og bete paa Udmarken i Liden för fide
Juli, naar denne Frihed kun ikke benyttes saaledes, åt Enkeltmand derved
i vsesentlig Grad bebyrdes. Yed dette Tillseg har Commissionen t sankt åt
förebygga, åt Lapperne ikke leegge sig före paa enkelte för dem maaskee
sserdeles bequemme Steder og der lack afbeta alt Grees; thi isaafald skulde
Ansvar som almindeligt indtraede. Herved anseer Commissionen den Fast-
boende betrygget paa samme Tid som der er taget billigt Hänsyn til Lap-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 79
pens Kaar. Selv om Hemlig den Fastboende i Tiden för 8de Juli skulde
blive gaaet for nser paa sin ovrige Udmark, har han dog Udengsletterne,
der til enhver Tid ere fuld t beskyttede, til Hjaelp til Bete för sit Bofre. Med
de Beskyttelsesmidler, som de nu foreslaaede Bestemmelser ville yde de Fast¬
boende i Sammenligning med for, samt i Betragtning af Lappernes Kaar paa
den omhandlede tidlige Aarstid, antager kommissionen, åt der neppe ber feres
nogen Klage fra de Fastboendes Side over den Lettelse, som man her har
fundet det nedvendigt åt tilstaae Lapperne, för åt ogsaa de k un ne leve.
Naar Bestemmelsen er indskrsenket til Tromse Am t, anferes dette åt have
sin Grund bände i Naturforlioldene eg Reenmeengden dersteds i Sammen¬
ligning med de sydligere A ruter, hvor en saadan Undtagelse fra den almin-
del ige Regel ikke er fundet förnöden.
ad § 11—18.
Det i disse §§er foreslaaede System af Betsregler til Indtale af Er-
statning för Skadetilfoielser af Reen (§ 10) falder i alt Veesentligt sammerr
med Regjeringens tidligere Utikast, dels §§ 8—10 og 14. Förspel len hid-
horer isser derfra, åt Gommissionen har anseet det rigtigt, staerkere end i
nmvnte Udkast skeet, åt paaskynde de forelobige Skridt til Skadens TJnder-
sogelse og Yserdsmttelse samt i Lighed med den Kongelige Proposition af
27 December 1862 angaaende Bevogtning af Rensdyr med Vid ere i det
egentlige Finmarken mere omsteendeligt åt angive de Hänsyn, der skulle ta-
ges ved Skjon over Skadens Oprindelse og Omfång og de Förmer, som der¬
med skulle befolges. Meget af hvad der i sidstnaevnte Henseende har faa et
sin Blads i Boven, kunde vistnok, bemserker Gommissionen, deels ordnes ved
eensidig norsk Lov, deels ogsaa överlädes til Administrationens og Domsto-
lenes Skjonsomhed eller paabindes Lensmmndene ved Instrux.; men da man
fra svensk Side har seet en Betryggeise för Lapperne deri, åt de omhand¬
lede Regler indtages i Mellemrigsloven selv, har Commissionens norske Med-
lemmer troet åt burde indgaae derpaa.
Foruden de nedenfor nmvnte Forandringer, som Committéen har fore-
slaaet i det tidligere Udkast, skal Departementet paapege en ikke uveesentlig
Förändring, der er gjort i sammes § 10. Efter den sidste Passus i denne §
skulde det, naar nådelig Dom var fa Iden i Sägen, paaligge vedkom ärende
Amtmand (Landshövding) åt foranstalte den ved Dommen bestemte Skades-
erstatning tilligemed samtlige Omkostninger forskudsviis udbetalt de Skade-
lidte af en offentlig Gassa, og skulde han, forsaavidt Udredelsen af nogen
Deel af Belobet paalaa Lapper af det andet Rige, erholde detta Belob refun-
deret af offentlig Gassa i detta, hvarefter Refusion af Amtmanden (Lands¬
hövdingen) skulde soges ved Udligning paa de Erstatningspligtige hvar luden
80 Bil. till Kongl. Majits nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
sit Rige. Mod denne Bestämmelse udtalte Hans Excellence den svenske
Jnstitie-Statsminister sig i den ovenomhandlede Erklsering af 22de December
1862, idet Hans Excellence — förliden det Betsenkelige i den Grundsanning,
åt Staten skulde paatage. sig Forpligtelsen til åt godtgjore Skade, som dens
enkelte Medlemmer tilfoie hverandre — fremhsevede, åt hvert Lands Indvaa-
nere, naar de bleve tilsagte Erstatning af Staten för hvilkensomhelst Skade,
som Lappernes Reen maatte gjore paa deras Eiendom, muligens deels ikke
vilde komma til åt iagttage al den Omsorg til Forebyggelse af Skada, som
ellers sikkerlig ikke forsom mes, deels heller ikke gjore sig särdeles Flid för
åt opdage den eller de Skyldige. En saadan Pligt för Staten, formeente
Hans Excellence, börda heller ikke Ande Sted, naar Staten ikke paa samme
Tid gaves Ret til åt intervenera i Skadeserstatningssporgsmaalet og paaanke
Dommen, hvilken i de Tilfselde, hvar Sägen behandlades ved Domstol i det
allhet Land, val torda vsere Förbundet med störa Vanskeligheder. Denne
Anskuelse, der ogsaa deeltes af Amtmanden i Nordlands Amf, har Commis-
sionen ligeledes tiltraadt, idet den — Aftrykket pag. 20 — bemserker, åt
naar bände de Påstående og Lapparna i den Hd strykning, som ved Lov-
udkastet skeet, erholde det Offentligas Bistånd til Indtale af sin Ret, saa åt
denne bliver dem ligesaa vis i Forholdet til hverandre indbyrdes, som Til-
feldet er ellers Hand og Hand i niellera i Landet, bor der efter Commissio-
nens Mening ikke gaaes videre og forskudsviis Udbetaling til den Skadelidte
af en offentlig Oasse ikke ände Sted.
Departementet, der maa erkjende Ysegten af de anforte Grunda, Under
sig ikke foranlediget til åt foreslaae Bestämmelsen gjenoptaget.
De Övriga af Cominissionen foreslaaede Forandringer i Regjeringens
fornsevnte Edkast ere folgende:
a) Åt den i § 11 omhandlede förste Besigtelse maa kunna udtores eller
baxa sin Gyldighed, om ingen Representant för Lapparne har vseret
tilkaldt, naar detta ikke inden 48 Ti mer efter Skadens Opdagelse har
ladet sig gjore. Saadanne Tilfselde kunna — anforer Cominissionen —
som Folge af Lappernes Levessei m. Y., ofta indtrseffe, og en ube-
tinget Förskrift om Tilkaldelse af Lapper skulde derför efter Commis-
sionens Mening i mango Tilfselde blive en uoverstigelig Binäring för,
åt den Skadelidte kunde komma til sin Ret.
b) Åt de Msend, der forelobig have synat Skadan, og som, banda hvad
dans Oprindelse og Stornäsa angaaer, i de fleste Tilfselde villa vsere
de paalideligste og ofta uundvserlige Vidner, om muligt altid skulle
fremstilles ved den Forretning, der siden afholdes af Lensmanden.
c) Åt denne Forretning bliver ikke blot en Undersogelses- man ogsaa en
Skjonsforretning over Skadens Storrelse, i hvilken sidste Hänseende den
dog i Tilfselde af senare Rettergang skal kunna forandres af Dommer og
Bil. till Kongl. Majtte nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lupparne i Sverige och Norge. 81
Lagrette, naar dertil ved senere fremkorane Oplysninger findes Grund
(se § 12). I Förbindelse dermed staaer Commissionens Förslag om, åt
der til disse Forretnjnger skal tilkaldes Lagrettesmsend af Udvalget,
efter Lagretteslovens § 18, hvilket stemmer med den Kongelige Propo¬
sition af 27 December 1862 angaaende Bevogtning af Reen med Yi-
dere i Finmarken.
d) Åt, naar Sägen maa atgjores ved Rettergang, det Offentliges Pligt til
åt antage sig den ikke indtrseder överalt eller ubetinget, men kun i de
Districter, hvor Forholdene have gjort det nödvändigt åt indfore Opsyn
og Fsellesansvarlighed, og selv her kun, hvor Skaden er af nogen Be¬
tyd enhed eller — som det hedder i § 13 — ”staaer i rimeligt Fördold
til de med dens Paatale forbundne Omkostninger.”
Commissionen bemärker i denne Anledning, åt naar i Egne,
hvor Reenhold Under Sted, Inddeling i Opsynsdistricter og dermed fol-
gende Fmllesansvarlighed dog ikke er import, maa dette forudsmttes
åt grunde sig paa Reenhjordenes ringare Antal og andre Fördold, der
gjore, åt Skadetilfoielser ved Reen kun sjelden forekomme og åt det,
hvor de forekomme, ikke er vanskeligt åt opdage Dyrenes Eier. Men
under saadanne Fördold er der efter Commissionens Mening ingen
Grund til åt indfore en saa extraordinär Indretning som offentlig Paatale
af rent private Retskrav. Den samme Betragtning har för Commissio¬
nen gjort sig gjaeldende med Hensyn til Erstatningskrav för surna Skade¬
tilfoielser, hvis Paatale kun vilde robe Egennytte, som det Offentlige
ikke bor rsekke Höand en.
e) Åt Sager af dette Slags ikke skulle paatales efter de almindelige Regler
för offentlig Paatale, men som Politisager, dog åt det tilstedes Angjad-
dende åt mode ved Sagforer. Commissionen bär herved tilsigtet Bespa-
relse i Omkostningerne, der vel i Regelen, men dog ikke altid, k tinne
ventes erstattede af de Piltalte. Den Betryggelse för Behandlingens
Omhyggelighed, som ellers ligger i Beskikkelse af en lonnet Referent og
Defensor, antager Commissionen i de her omhand lede Sager att haves i
den Bistånd, som Politiactor vil have i den af Lapperne selv valgte
Ombudsmand. .
f) Åt Anlseg af dette Slags Sager, b vört Beviset! ofta kan trnnkes åt ville
gaae takt ved lmngere Tids Udssttelse, isaafald skal kunna foregaae ved
Extraret (§ 13) og ikke — som i det tidligere Udkast bestemt — vtere
absolut bundet til de almindelige Thinge, hvilde i dissa Egna kun höi¬
des to Gånge aar lig. Extraretter i denne Anledning för Tromsoegnens
Vedkommende, hvar Conflicterne hyppigst förekomma, anfores i Regelen
åt villa bliva behandlade i Tromsö, hvor Foged og Sorenskriver boe,
Bih. till Biksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd. ' H
62 !til. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om anlagande af en Förordn. rör. Lnpparne i Sverige och Norge.
og ville saaledes ikke foranledige Skyds- och Dieetudgifter til Rettens
Betjente.
g) Åt i de Tilfselde, hvor der f. Ex. paa Grund af Dodsfald ikke haves
Adgang til åt stsevne vedkommende Opsynsmaend, allé de, mod hvem
Ansvar agtes gjort gjseldende, maa steevnes (§ 15), medens efter det
tidligere Edkast i saadanne Tilfselde Indstsevning af eu Enkelt af de
Erstatningspligtige skulde v se re tilstrsekkelig. Till denne Förändring
har Commissionen fundet sig foranlediget af de samme Betsenkeligheder,
som angaaende dette Punct udtaltes af den svenske Justitie-Statsminister
i hans ovennsevnte Forestilling af 22dre December 1862, hvor det frem-
hseves, åt det af Bestemmelsen vilde kunne blive en Folge, åt ved¬
kommende Lappers Sag blev udfort af en Person, til hvem de ikke
nserede nogen Tillid, og som forovrigt ikke havde tilstrsekkelig Interesse
för åt varetage deras T arv, åt Bestemmelsen saaledes kunde blive ska¬
dlig för Lapperne og ialfald iidet betryggande för deras Rot, samt åt
den forovrigt ikke stemmede med anden gjseldende Rettergangsordning i
Sverige.
h) Åt Varsel til Domstol i andel Rige för den, hvis Opholdssted ikke
kjandas, gives ved Brasning fra Kirkebakken eller i Sverige fra Prsedike-
stolen i det Sogn, hvor han senast borta hjemme. Efter § 14 i Ed¬
kastet af 1862 skulde Varselet gives paa det Sted, ”hvor Angjgäldande
sidst vilkorlig opholdt sig”, en Bestämmelse, anforer Gommissionen, som,
hvor det gjsekter Nomader, der hytta sina Teka med sig, lettelig i An-
vendelsen kunde fremkalde Vanskeligheder.
i) Åt Bestemmelsen i det tidligere Edkasts § 14 om, åt Stackning, naar
Sägen udfores af det Offentliga, skal forkyndes af Strevnevidnerne liden
Betaling, er udeladt som formeentlig överflödig paa Grund af den i begge
Rigör beröm gjgäldande almindelige Lovgivning, hvorimod Gommissionen
i § 12 har indtaget den fornodne Bestämmelse om Lensmandens og
Lagrettets Betaling för de deri ommeldte Forretninger.
k) Åt ved Förslagets § 14 de foranstaaende Rettergangsregler ere ind-
skrsenkede til Erstatningssogsmaal-, som opstaae i Norge, medens i Sve¬
rige den almindelige Lovgivning kommer til Anvendelse. Gommissionen
har herved nkaret saamoget mindre Betsenkelighed, som der efter Forhol-
denes Nedför, da norske Lapper kun opholde sig i Sverige om Vinte¬
ren, kun yderst sjelden kan opstaae saadanne Sporgsmaal der.
Departementet tiltrseder de saaledes af Gommissionen foreslaaede Afaen-
dringer, idet man maa erkjende, åt de, som tilsigtende åt opnaae större Sik-
kerhed med Hänsyn til Bevisets Erhver,velse saavelsom större Hurtighed i
Behandlingen, i det Hela taget maa ansees som Forbedringer.
Bil. till Kongl. Majits nåd. Prop. om antagande af en Förordm. rör. Lapparne i Sverige och. Norge. 83
Amtmanden i Tromse har i den ovenberorte af barn afgivne Kritisering
drägt paa Bane endeel JEndringer i Gommissionens Udkast til de herom-
handlede §er, b vilde Departementet her skal tilläde sig åt nsevne. Ved § 11
bär Amtmanden gjort den Bemeerkning, åt da det i § 9 Bitr. f. er gjort
Opsynsmanden til Pligt, naar lian ltaldes til Besökelse, åt indkalde den
Skyldige, om denne er barn bekjendt, synes Ordene i §ens Bdie Punctum
(”hvis den eller de Skyldige ere kjendte, bor ogsaa de tilkaldes”) åt burde
ndgaae som överflödige og forvildende. Det Samme gjselder efter Amtman-
dens Formening om Ordene i 4de Linie af § 12 ”den Skyldige, om han
kjendes, eller i andel Fald”, hvilke lian derför ligeledes foreslaaer udelaate.
Fremdeles bär Amtmanden med Hensyn til § 15 bemserket, åt deraf synes
åt fremgaae, åt naar Sag ikke anlsegges mod samtlige Papper luden et Op-
synsdistrict, men kun mod een eller nogle Papper, der kjendes som de Skyl¬
dige, saa skal Opsynsmanden ikke staevnes. Detta antager han dog ikke er
Nemligen. Ligesom § 9 f, anforer lian, viser, åt Opsynsmanden er den, som
i ethvert Fald skal staevnes, og åt det er hans Sag åt indkalde den Skyldige,
om saa dan kjendes, saaledes Under han heller ikke i Preemisserne, nogen An¬
tydning til, åt §§ 11—16 eller nogen af dem kun skulde gjselde Sager,
hvari Feellesansvar skal gjores gjeeldende. Dermed vilde ogsaa efter hans
Förmaning et överorden iligt Skaar gjores i det Gode, som Bymeendene vilde
opnaae gjennem Opsynsmandsinstitutionen, og Lovens Vytte för den fastboen-
de Befolkning tilintetgjores. Det vil nemlig, vedbliver Amtmanden, ikke
vaere vanskeligt för en Opsynsmand åt opgive en eller et Par maaskee af
de fattigste Papper, og skulle, saa dissa stsevnes, vil det fast altid bli ve lige-
saa vanskeligt eller snarare umuligt, som det nu er, åt fåne Dom over dem.
Amtmanden foreslaaer derför § 15 affatta! — i Overeensstemmelse med hvad
han antager har veeret Gommissionens Mening — saaledes: ”Vaar Sag i
Anledning af Skadetilfoielse ved Rensdyr bliver åt anleegge mod Papper, skal
den rattes mod den Opsynsmand” o. s. v.
Departementet, der, ialfald hvad angaaer de to sid stanforte af Amt-
mandens JEndringsforslag, ikke med barn vover åt gaae ud fra, att der kun
handlös om en Rättelse i Fdtryksmaaden, men derimod antager, åt det gjeel-
der en ikke uvsesentlig Förändring i Realiteten af Gommissionens paa Pelles
Overveielser byggede Förslag, Under af det under § 8 anforte Hänsyn ikke
åt kunna anbefale denne Förändring, som heller ikke i Principet synes åt
vgere liden Betaenkelighed.
Med Hensyn til Bestemmelsen i § 13, odie Punctum, hvarefter de i
§en omhandlede Politisager skulle behandles ved de almindelige Thinge, hvar
ikke sseregne Omstsendigheder paakneve en hurtigere Behandling, har Amt¬
manden bemserket, åt det ikke stemmer med, hvad Forholdene krseve i Am-
tet. De almindelige Thinge holdes nemlig kun een Gång om Aaret og Extra-
84 Bil, till Kongl. Majits nåd. Prof, om antagande af en Förordn. rör, Lapparne i Sverige och Norge.
thing ligeledes kun een Gång aarlig. Af disse 2de Thinge falder det ene
saa tidligt, åt Lapperne i de fleste Egne end nu ikke ere komne til Ro paa
deres Sommeropholdssteder, eg det anuet saa seent, att de allerede deels ere
vendte tilbage til Sverig, deels ifserd med åt bryde ep did. Under disse
Omstamdigheder Under han, åt Lager med Lapperne i Almindelighed ikke
vil kunne behandles ved Thingene, naar Dom skal kunne erholdes nogen-
ln.nde hurtigt eg unodigt Ophold ikke skal forvoldes dem under deres No-
madeliv, eg han foreslaaer derför, åt den omhandlede Bestemmelse forandres
derhen, åt den kommer til åt lyde saaledes: "Lager af dette Slags blive
efter Omstsendighederne åt behandle enten ved Extraret eller ved Thingene.”
Departementet man efter det af Åmtmanden Oplyste antage, åt det
maaskee tur de vane mindre hensigtsmaessigt, saaledes som af Gommissionen
foreslaaet, åt gjore Thingbehandlingen til eu Regel, der kun man fraviges,
hvor smregne Omstgendigheder paakrseve en hurtigere Behandling. Ved åt
affatte Bestemmelsen — som af Åmtmanden foreslaaet, — vil det vane
overladt til vedkommende Functionairers eget Skjön efter Sägens Beskaffen¬
het! og Omstsendighederne forovrigt åt treeffe Yalget niellera de 2de Behåll d-
lingsmaader, ved hvilket Yalg det v el tor forudsaettes, åt tilborligt Hensyn
vil blive tagel til, åt der ikke pa afor es det Offentlige uforholdsmtessige Ud-
gifter i Anledning af disse Säger, i hvilken Hänseende bemasrkes, hvad förän
er anfört under Litr. f. Departementet har derför företaget den af Amt-
manden foreslaaede Förändring i Bestemmelsen.
ad § 17.
Departementet antager, åt den, der forgaaer sig mod naervaerende §
ved ulovligen åt fselde eller mishandle Lappernes Reen, bor hare den samme
Adgang til åt blive fritaget för åt erkegge Boder ved åt indgaae rimeligt
Förlig med Vedkommende, som ved § 10 förste Passus er tilsagt den, ved
hvis Reen Skalle forvoldes paa Ägor, Eng m. V. Departementet vil derför
foreslaae, att der i naervterende §s andel Passus efter Ordene "efter fore-
lobig Undersogelse af Sägen snarest mulig" indskydes Folgende: — "saa-
fremt han ikke formaaer niellera Parterne åt tilveiebringe Förlig, i Tilfaelde
af hvis Opnaaelse Sträf för Skadetilföielsen bortfalder.” Forovrigt er denne
§ i Realiteten stemmende med § 11 i Regjeringens Udkast af 1862, kun åt
Bodernes Maximum, för åt bringe Lighed tilveie med Bodebestemmelsen i
§ 10, er nedså! til 10 Spd. og åt Paatalen af de heromhandlede Förseelser
er underkastet ganske de samme Forskrifter, som gjselde för Skadetilfoielser
af Reen.
Bil. till Kongl. Maj:is nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne r Sverige och Norge. 85
ad § 18.
Denne § svarer til § 13 i det tidligere Udkast, kun med den Förän¬
dring, der efter Commissionens Mening tilsiges af de heromhandlede Förse¬
elsers Art, åt ogsaa Overtraedelser af §§ 3 og 8 i Lighed med Overtraedel-
ser af § 10 skulle paatales ved Politiret og ikke ubetinget henskydes til de
almindelige Thinge, naar Ornsteendighederne maatte gjore en hurtigere Af-
gjorelse önskelig.
ad § 19.
De i denne § — svarande med nogen Modifikation til § 15 i Fä¬
lt aste t af 1862 — indeholdte Bestemmelser angaaende gjensidig Exigibilitet
i det ene Rige af Förlig och Domino afsagte i det andet, an seer Commis-
sionen (p. 20) nodvendige, idet den bemserker, åt paa Grund af Lappernes
omflakkende Liv kunde Virkningen af en Dom, som var afsagd over dem i
det andet Rige, let blive tilintetgjort derved, åt de efter sammes Afsägelse
ikke mere begav sig derhän, i hvilket Tillftelde de paany maatte stevnes og
dommes i sit eget Land. Om der end — anfores det — i visse Tilfeelde
kunde vaere Sporgsmaal om Angjseldendes Reclamation og Udlevering, kunde
dette dog ikke finde Sted paa Grund af 1 lomme, hvorved Lapper, filial ge
det i Förslag bragte Faellesansvarlighedssystem, maatte vaere domte til i
Faelleskab åt erstatte Skada af Reen, fordi det ikke kan opdages, hvem de
skadegjärende Reen tilhore, og ei heller som Folge af Förlig, lydende paa
Erstatning for Sltade af samme Slags. Desuden vilde man, fremhaever
Gommissionen, ved Reclamation og Udlevering alene komme i Besiddelse af
Angjgeldendes Personer og ikke tillige af deres Eiendele, saa åt man alli-
gevel vilde vane afskaaret Adgang til åt lade Dommen exeqvere i disse.
Departementet maa vaere enig med Gommissionen om Vigtigheden. af,
åt de heromhandlede Bestemmelser optages i Boven, hvis Anordninger, sigtende
til åt gjore det muligt för den Forneermede åt forskaffe sig Fyldestgjorelse
og derigjennem til åt tilveiebringe en ordnet Retstilstand i Districterne og
et fredeligere Forhold mellem Fastboende og Nomader, kunne forudsees uden
disse Bestemmelser i mango Tilfaelde åt villo staae virkningslose. Man til-
lader sig åt mindre om, åt Sporgsmaalet allerede forelaa, da Udfaerdigelsen
af en provisorisk Anordning var paa Bane, ved hvilken Leilighed den svenske
Justitie-Statsminister yträde, åt det vilde vaere betaenkeligt att bringe Bestem-
melsen i Förslag för Rigsdagen i Sverige, naar den ikke sattes i Förbindelse
orden med de iovrigt foreslaaede Bestemmelser om Ordningen af Flytlapper-
nes Forhold i begge Rigör eller med nogen anden mere almindelig Förskrift
om Fuldbyrdelsen i det ene Rige af Domare, afsagte i det andet. Da För-
86 Bil. till Kong!. M.oj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
slaget ved nmrvserende Leilighed — i Modssetning til förrige Gång, da Be-
stemmelsen tonktes inäta gen i en provisorisk Anordning, omfattende kun
visse Bele af Commissionens tidkast til den endelige Lov — fremkommer
som et Led i det bele af Commissionen foresfaaede System af Regler, sig-
tende til åt ordne Flytlappernes Forhold, tor der vsere Haab om, åt nogen
Betenkelighed i an ty ände Hen seende ikke bengel’ vil vsere tilstede.
§§ 20 og 21
ere med ubetydelige Redactionsforandringer optagne fra det tidligere Udkast.
ad § 22.
Denne § indeholder Hd k astets § 12 med en Begränsning, der flyder
af Bestemmelsen om, åt Lapperne skulle betale en Afgift för Bete i andet
Båge, og sigter til det gjsengse Forhold, åt svenske Lapper have Reen, som
tilhore norske Undersaatter, under Bevogtning i Sverige paa den Tid, da de
der skulle gjore sine Opgaver og betale Afgift. Da endeel norske Fastbo-
ende, navnlig i Ibestads Prsestegjeeld, som eie Reen, der om Yinteren be-
vogtes af svenske Lapper i Sverige, selv overtage deres Bevogtning om Som-
meren, bär §en faaet et Til beg, hvorved disse Reeneiere indordnes under de
för Lapperne givne Bestemmelser.
Departementet skal i denne Förbindelse gjore opmeerksom paa, åt det
i Commissionens Indstäling gjentagende er ombandiet, åt navnlig svenske
Lapper, som soge til Norge, ofte efter Overeenskomst med russisk-finlandske
Undersaatter modtage disse tilborende Rensdyr, som de da före til Bete her
i Landet sammen med deres egne. Commissionen Under et saadant Forhold
åt vaere af den Beskaffenhet!, åt det gjor et Biltog til Lov af 7de September
1854 angaaende Reenbete og Bevogtning af Reenhjorde i Finmarken för¬
nöden^ idet Bestemmelsen i naevnte Lovs § 4 om Beder för norske Under¬
saatter, som befindes åt före russisk-finlandske Undersaatters Reen til Bete
ber i Landet, burde udvides til ogsaa åt gjaelde svenske Undersaatter. De¬
partementet maa värre enigt i, åt en Adferd som den omhandlede, der staaer
i Strid med nsevnte Lovs Hensigt, bor soges standset, og forbeholder man
sig derför i sin Tid åt fremkomme med underdanigst Förslag om et Biltog
till den neevnte Lov i den af Commissionen antydede Retning.
§ 23
er paa et Par Sprogforandringer narr eenslydende med den tils väsende § 18
i det tidligere Udkast.
Bil. till Kongl. M'j:ls nåd. \Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapp ar ne i Sverige och Förgå. 87
§§ 24 og 25
indeholde nye Pestera melser, sigtende til efterhaanden åt fremme Udskift-
ning niellera Nomadelivet og Jordbruget. Af Commissionens Förslag til den
paatsenkte provisoriske Anordning snes det, åt den ved § 24 navnlig har
havt förr 0ie den til Tromsosundets, Malangens og Hilleso Sogne horende
Kvalo og den til Lyngens Lögn horende Skibotudal. Bestemmelsen i § 25
om Expropriation af Eiendomme til Fordeel för Lappernes Flytning og Bete
her i Barnlek vil formeentlig erkjendes åt vrare begrundet i Nodvendighed.
ad § 26.
Da Boven ifolge sin Överskrift og bele Affattning ikke blot bestemmer
Bappernes Pligter og Rettigheder i fremmed Rige, men ogsaa ord ner f. Ex.
norske Bappers 8tilltag i Norge, har Commissionen anseet det nodvendigt
udtrykkelig åt undtage de Bandsdele, hvar Forholdet mellern norske Nomader
og Fastboende er eller agtes ordnet ved srarskilt Bov, hvilket Sidste som
ovenberart er Tilfraldet med det nu vrar en de Finmarkens Amt, hvis smregne
Forhold tildeels krrave en anden Ordning.
ad § 27.
Denne § svarer til Slutningsparagraphen i det tidligere Ed kast, hvis
sidste Punctum dog er udeladt, fordi dets Indhold deels er optaget i § 26,
og deels, forsaavidt det gik ud paa et Forbehold af hvert Riges Ret til åt
ordne Forholde, der udelukkende angaae dets egne Undersaatter, baade er
överflödigt og kunde lede til Misforstaaelse paa andre Omraader, hvilket af
den svenske Justitsminister er udhravet i hans titnravnte Betrankning af 1862.
Commissionens norske Medlemmer have derhos gjort opmrarksom paa,
åt de svenske Medlemmer, som liden Meningsforskjel iovrigt have medunder-
skrevet Bovudkastet, i Commissionens Slutningsmode lod Protocollen tilfore,
ӌt de i Betragtning af de vigtige Forandringer i bestaaende Bov angaaende
Bapperne, som ere foreslaaede, og Vanskeligheden i paa Forhaand åt bedomme,
hvorledes de nye Bestämmelse!', om de vedtages, skulle komme til åt virke,
villo have i Protocollen antegnet sin Anskuelse, åt' det isaafald var försig¬
tigt (”lämpligast”), åt den nye Förordning til en Begyndelse antoges alene
paa Prove för en vis bestemt Tid eller med gjensidig Opsigelsesret, i hvilket
sidste Fald den lste Codicil til Tractaten af 7/18 October 1751 after skulde
trrade i Kraft, forsaavidt ikke inden Öpsigelsesfristens Bhllob ny Overeens-
komst er truffen.” Idet Commissionens norske Medlemmer forbeholdt sig den
88 Bil. till Kanyl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
fornodne Udtalelse i denne Anledning, tilraade de nu Antagelsen af § 27
uforandret, saaledes som den er affattet i deres Förslag,' hvilket i det herom-
handlede Punct, som ovenfor oplyst, er eenslydende med Regjeringens
tidligere Udkast, hvortil forsaavidt ingen Bemserkning tidligere er fremkommet
fra Sveriges Side. De norske Medlemmer gaae ud fra, åt dersom Erfaring
skulde vise Nodvendigheden eller Hensigtsmaessigheden af nogen Förändring
i de mellemrigske Bestemmelser om Lapperne enten i disses eller i de Fast¬
boendes Interesse, vilde begge Rigers Lovgivningsmyndigheder indgaae der-
paa, betragtende Lapperne som et gammelt Fsellesfolk, hvis Larv begge Rigör
pligte åt antaga sig, uanseet hvilket Rige Individerne retslig tilhore. Paa
samme Tid som de nsevnte Medlemmer derför ansee et saadant Tvångsmedel
som Opsigelseret og eu eventuel Grjenoplivelse af den foreeldede og uklare
Codicil af 1751 ufornodent för åt fremkalde hos noget af Rigerne Yillighed
til åt indgaae paa gavnlige og re tiger dige Foraudringer i den Mellemrigslov,
som nu maatte besluttes, vilde de derhos ansee det för dennes Höand -
h ge velse lidet heldigt, om den dike skulde udkomme som en fast og endelig
Ordning, men kun som et Forsog, hvis Opgivelse stilles i Udsigt. I Betragt-
ning af, åt denne Lov skal ordna et Forhold, der i länge Tider har foranle-
diget Uenighed og Ophidselse, veesentligst paa Grund af de stridande Parters
eensidige Henseen til egen Fordeel, samt i Betragtning af, åt dens Yirke-
kreds falder luden et Nomadefolk, der staaer paa et lavt Culturtrin, og som
för en stor Reel fgerdes paa Odestreekninger, hvor Politiopsyn er saagodtsom
manligt, gjgelder det derför — anfores det — åt Loven kan optrgede med
en Lovs Udde Autoritet oden åt levne Rum för den Tanke, åt Olydighet!
mod og Omgaaen af dens Bestemmelser eller 8krig af Utilfredshed lettelig
skulde kunne fremkalde Foraudringer i samme. Med den Tillid, de norske
Medlemmer nsere til den foreslaaede Lovs Retfaardighed og Hensigtsmasssig-
hed, kunne de derför ikke Andel end indtreengende tilraade, åt Loven ud-
kommer i den af dem foreslaaede ubetingede Form.
Departementet slotter sig ganska til disse Lhltalelser af Gommissionens
norske Medlemmer og troer saaledes, att eu Clausul, som den af de svenske
Medlemmer foreslaaede, maatte befrygtes åt lede til, åt Stridssporgsmaalene
mellem Lapper og Fastboende vedvarende vilde holdes aabne, og til i det
Delo vsesentlig åt lomme Lovens forventede Yirkninger.
Idet Departementet saaledes underdanigst forelsegger för Deres Majestät
vedlagte Udkast til Lov angaaende Lapperne i de Forenede Kongeriger Norge
og Sverige, tillader man sig sluttelig åt gjore opmeerksom paa, åt nservse-
rende Lag forelobig vil vane åt behandle i sammensat svensk og norsk
Statsraad.
I Henhold til Foranforte, der af Staatsraadets ovrige Medlemmer i det
Veesentlige tiltreedes, instilles underdanigst •
Pil. till Kong!,. Maj:ts nåd. Trop. om antagande of en Förorda, rör. Lappande i Sverige, och. Norge. 89
”Åt Oj enpart af nsemerende underdanigste Föredrag be-
trseffende Ordning af Forholdene vedkommende Lapperne
i de forenede Rigel’ naadigst befales tilstillet det Konge-
lige svenske Justitsdepartement i Förbindelse med de ifelge
Kongelige Resolutioner af 28 Mai 1845 og 18 Juli 1862
tidligere oversendte underdanigste Föredrag om denne
Lag.”
In fidem
H. Schlytter.
12
Bih. till Riksd. Brok 1871, 1 Sam1. 1 Afd.
90 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd, Prof. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge,
Protokoll 'öfver ett la g ärende, hållet uti Kongl. Maj:ts
Uoasta Domstol Mändaqen den i 6 November
1868.
Andra Rummet.
Närvarande:
Justitieråden: Iggestrom,
Södergren,
Cramér,
Friherre Leuhusen,
Carleson,
Wretman,
Naumann.
Sedan, till följd af Högsta Domstolens beslut den 15 November 1867,
det af en i sammansatt Svenskt och Norskt Statsråd den 29 Maj 1866 för¬
ordnad komité upprättade och af de Svenske ledamöterne den 15 April 1867
till Kongl. Maj:t ingifna underdåniga förslag till ”Förordning rörande Lap¬
parne i de förenade Konungarikena Sverige och Norge” för närmare påse¬
ende cirkulerat mellan Högsta Domstolens vid föredragningen deraf närva¬
rande ledamöter, så blef nu detta ärende till slutlig behandling företaget;
varande ett exemplar af ofvanomförmälda förslag vid detta protokoll fogadt.
Justitierådet Wretman yttrade: ”Utan att ingå i bedömande af den
föreslagna förordningens gagn i politiskt och ekonomiskt afseende, anser jag
mig sakna anledning att emot förslaget framställa vidare^anmärkningar, än
följande:
§ 3.
Det i denna § meddelade stadgande, att renar icke, utan vederbörande
jordegares eller brukares samtycke, få hållas, i Norge under annan tid af
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Frop. om antagande af tn Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 91
året än emellan den 1 Maj och den 1 Oktober, föranleder naturligsvis, att
äfven Morska Lappar med sina renar ovilkorligen måste tillbringa hela åter¬
stående delen af året inom Sverige, äfven om de sjelf va något år, till följd
af ovanliga naturförhållanden skulle finna med sin fördel öfverensstämmande,
att äfven under sistnämnde tid eller någon del deraf qvarstadna inom sitt
fädernesland. Då emellertid förslaget deremot icke lägger något hinder för
renegare, vare sig Svenska eller Morska, att, om de så önska, hela året om
låta djuren uppehålla sig inom Svenska område!, synes någon förändring i
föreskrifterna härutinnan erforderlig, åtminstone så tillvida, att förbudet mot
renars hällande i Norge annan tid än den först sagda kunde inskränkas till
sådana djur, tillhöriga Svenska Lappar.
§ 4.
Den Lapparne bär tillerkända rätt till skogsfång torde kunna med
urminnes häfd försvaras; men för undvikande af de anledningar till tvister,
som i berörde hänseende sannolikt, vid jordens skeende odling och upplåtelse
till enskilda, i framtiden uppkomma, skulle jag anse särdeles önskvärd!, om
i sammanhang med ifrågavarande lag kunde bestämmas de traktör af riket,
der denna rätt till skogsfång vore gällande.
§ 9 mom. e.
I afseende på förliknings afsittande torde större myndighet ej kunna
tilläggas uppsyningsman, än att söka bemedla en sådan, men icke att, utan
erhållet uttryckligt medgifvande af de Lappar, som saken rörer, förliknin¬
gen ingå.
§ io.
På de skäl, som finnas anförda i Justitie-statsministerns den 22 De¬
cember 1862 till Kongl. Norska Departementet för det Inre aflåtna skrif¬
velse, afstyrka jag det bär föreslagna stadgande! om solidarisk ansvarighet.
Föreskriften i sista momentet af donna § om renegares skyldighet att
ersätta skada ä utmark vid de fall, då jordinnehafvarne derigenom ”komma
att sakna erforderligt bete för sina kreatur” eller ”i väsendtlig mån betun¬
gas”, synes vara alltför obestämd och derigenom föranledande till mångfal¬
diga tvister, samt slutligen derhän, att renegare ej våga låta sina djur uppe¬
hålla sig å någon utmark, enär svårligen lärer kunna på förhand beräk¬
nas, om jordinnehafvaren eger så många kreatur, att allt betet för dem er¬
fordras, eller han eljest kan slutligen pröfvas hafva blifvit genom renarnes
92 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Frop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
vistande å denna mark i väsendtlig män betungad; och tillstyrker jag der¬
före att hela detta stadgande måtte utgå.
§ 17.
Då af ordalagen i sednare momentet möjligen kunde dragas den slut¬
följd, att, om landshöfding eller amtman ej funne skål att låta beifra hos
honom anmäld förnärmelse mot Lapp, denne skulle vara förhindrad att sjelf
derom anställa åtal, torde ett tillägg om sådan rätt för målsegaren höra bär
införas.
§ 18.
Då, enligt mm åsigt, hvad Sverige angår, giltigt skål saknas för stad¬
gandet att böter, som enligt förordningen ädömas, skola tillfalla vederbörande
fattigkassor, hemställer jag att sådana böter för i Sverige begångna förseel¬
ser måtte, på sätt gällande strafflag bestämmer, tillfalla Kronan.
§ 27.
Lika med de Svenske komitéledamöterne hemställer jag att ifrågava¬
rande förordning, der den eljest vinner bifall, må antagas att gälla för viss
tid eller med ömsesidig uppsägningsrätt, så att, derest den der bestämda ti¬
den ginge till ända eller uppsägning skedde utan att ny öfverenskommelse
träffats, första codicillen till 1751 års Traktat då åter komine att tråda
i kraft.”
Justi tierådet Carleson afgaf följande, af Justi tierådet Na innan n bi¬
trädda, yttrande:
”För att kunna rätt bedöma det remitterade förslaget erfordras en
noggrann kännedom angående en mängd förhållanden, om hvilka hvarken de
förslaget åtföljande eller andra tillgängliga handlingar lemna tillräcklig upp¬
lysning. Lika stridiga, som uppgifterna om orsakerna till de öfverklagade
rättskollisionerna mellan den befästa befolkningen och nomadlapparne äro,
lika ofullständiga eller osäkra äro upplysningarna om de förhållanden, som
höra bestämma valet af medel till undanrödjande af sådana kollisioner. Att
bland hufvudanledningarne till dessa böra räknas sådana omständigheter, som
att tid efter annan gamla renvägar och rengårdar samt af Lapparne från
uråldriga lider begagnade betesplatser inkräktas och att renhjord ar ne vid de
årliga flyttningarne som oftast angripas och skingras af de hundar, Indika
till stort antal lära underhållas af den befästa befolkningen och icke sällan
inöfvas och begagnas till jagt efter renen såsom till ett slags näringsfång,
Bil. till Kong/.. Maj:ls nåd. Prof. ont antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 98
är lika antagligt, som det är osannolikt, att, åtminstone under de årliga
kost- och vårfiyttningarne, någon väsendtlig förbättring af bevakningen öfver
renhjordarne kan af Lappen åstadkommas. En på officiela handlingar grun¬
dad, fullt säker och noggrann utredning derom saknas likväl, och med viss¬
het låter sig icke heller afgöras i hvad mån förändrad skötsel och vård för¬
mår afleda fjellrenens drift att vårtiden söka hafskusten eller huruvida till¬
räckligt underhåll för de från kusten undanträngda renarne skulle i de för
dem återstående inre delande af landet vara att tillgå. Icke ens omfånget
och beskaffenheten af dessa landsdelar och deras användbarhet för Lappen
synas vara tillförlitligen hända, lika litet som åtskilliga förhållanden rörande
Nomad-lapparnes hushållning och sedvanor å skilda orter samt de vilkor,
hvaraf deras hushållning betingas, med mera dylikt. Äfven i fråga om hvad
som må anses antiqveradt, eller ännu tillämpad!, af befintliga stadgande!!
angående Lapparne, råder osäkerhet. Antagandet af sannolikheter såsom
fakta och af lokala eller särskilda förhållanden såsom allmänna kan näppeligen
undvikas. Att döma om förslagets rättvisa och ändamålsenlighet måste för¬
denskull vara ganska vansklig! och omdöme! skall uppenbarligen blifva
i flera hänseenden högst vilkorligt. Synpunkten för granskningen torde
emellertid vara gifven, om och vissheten att dervid träffa det rätta blir
problematisk.
Hvad som vid jemförelse mellan de ännu bestående och de före¬
slagna stadgandena angående Lapparne synes i främsta rummet förtjena upp¬
märksamhet, är det skiljaktiga, att icke såga rakt motsätta sätt, hvarpå Lap¬
pens och särskild! Fjell-lappens intresse gentemot den befästa befolkningens
blifvit erkänd! och gjordt gällande i det statsfördrag, hvars upphäfvande är i
fråga, och den lag, som skulle ersätta detsamma. Lappens intresse, som i
Leta codicillen till 1751 års Gränsetraktat framstår såsom fullkomligt lik-
berättigadt med den befästa befolkningens och sidoordnadt detsamma, behand¬
las deremot af förslaget såsom underordnad! och icke blott mindre berättigad!
utan snart sagd t såsom endast tolererad! tilldess det låter sig alldeles under¬
tryckas. Att författarne velat iakttaga fullkomlig opartiskhet och att åtmin¬
stone de Svenska komité-ledamöterna varit mot Lapparne så välvilligt sin¬
nade, som rimligen kunna! väntas, visar sig nogsamt af de anförda mott-
verna för förslaget, och anmärkningen kan således endast afse det slut, hvar¬
till man kommit. Uti den nyssnämnde codicillen till 1751 års Gränsetraktat
fastställes uttryckligen Lapparnes rätt att efter gammal sedvana häst och
vår flytta med sina renhjordar öfver gränsen och dädanefter såsom tillförene,
lika med landets undersåtare, få till underhåll för sina djur och sig sjelfva
betjena sig af land och strand utan annan inskränkning än den, som inne¬
fattas dels i den allmänna åtvarningen att icke under flyttningarne gorå
landets egna innevånare någon skada, dels i det särskilda förbudet för
94 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Pr ap. om antagande af en Förorda, rör. Lappare i Sverige och Norge.
Svenska Lappar att i fredlysta och skattlagde ”skälfång och fogelduns sam¬
lande” på Norska sidan bruka skytteri eller på annat sätt gorå skada. Under
namn af "löfja” bestämmes eu lindrig afgift att, ehvad Lappen begagnar sig
af Statens eller den enskildes ”land och strand”, betalas, af Svensk Lapp,
som flyttar in på Norsk grund, med eu skilling Dansk eller eu Svensk styfver
kopparmynt för hvart tjugonde rendjur, arets varkalfvar oberäknade, men af
Norsk Lapp, som om hösten flyttar öfver Svenska gränsen, dubbelt så mycket
och med inberäkning af årets vårkalfvar. Brukas af Svensk Lapp fiske eller
skäljagt i hafvet eller de Norska fjordarna eller af Norsk Lapp fiske och
jagt i Sverige, har Lappen att erlägga dubbel afgift mot eljest. It en lapp-
länsman och två nämndemän, som skola förordnas i hvarje distrikt, der öfver¬
flyttande Lappar finnas, är uppdraget att ombesörja det de öfverflyttade åt¬
njuta tillräckligt underhåll för sina renar. Skada, som af främmande Lappar
göres å de befästa innevånarnes egendom, skall, enligt den omförmäla codi-
cillen, ersättas efter mätismannaordom och tvistighet^ slitas af Härads- eller
Böjde-rätt, deruti två Lappar hafva plats som ledamöter.
Icke i något afseende finnes den uråldriga rätt till begagnande af begge
rikenas ”land och strand”, som af Lappen ännu år 1751 vid Gränsetrakta-
tens afsilande åtnjöts och då fördragse [iligt fastställdes för framtiden, vara
eftersatt den rätt till begagnande af land och strand, som vid samma tid
tillkom någotdera rikets egna undersåtare och således äfven de bofaste.
Lika med dessa skulle Lapparne efter 1751, ”såsom tillförene”, vara
berättigade att till underhåll för sina djur och sig sjelfva betjena sig af den
mark, der deras hjordar af ålder framgått och sökt sin näring. Hvarje der¬
med oförenlig utsträckning af det ena eller andra landets egna innevånares
rätt till den af Lapparne begagnade marken blef en öfverträdelse af för¬
draget. Att Staten eller den enskilde kunde i någotdera riket till jordbru¬
kets befrämjande eller för annat ändamål vidtaga åtgärder, ledande till in¬
skränkning eller hinder i Lappens begagnande af sadana delar af det vid
nyssnämnde tidpunkt utaf honom ensam eller gemensamt med den bofaste
innevånaren nyttjade området, som måste anses vara för Lappen fortfarande
behöfliga, blef lika litet förutsatt, som att den belasta befolkningens rätt, så¬
dan den då stod, borde vika för nomadens. Det internationela fördragets
erkännande af Lapparnes flyttningsrätt och behof att dädanefter såsom dit¬
tills betjena sig af begge rikenas land och strand skulle nog mycket liknat
en tom fras, aftalet om Lapparnes framtida rätt i de begge rikena skulle
vant i det närmaste betydelselöst, derest det antagits att verkan af fördra¬
get kunde när som helst genom Statens eller enskildes tillgörande ensidigt
upphäfvas i ettdera riket. Oriktigheten af ett sådant antagande följer dess¬
utom icke allenast deraf att uti 1751 års Gränsetr aktat, 3:dje art., Lappar¬
nes behof af begge rikenas land till deras rendjurs underhåll erkännes så¬
Bil. till Konyl, Maj:1s nåd. Pn.y>.
antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norqe. 95
som en verklig rättsgrund, utan ock af det i sjelfva inledningen till trakta¬
tens lista codicill angifna ändamålet att förekomma det Lapparnes flyttnings-
rätt dädanefter skulle gifva anledning till oenighet och missnöje, hvithet än¬
damåls uppnående nödvändigt uteslöt förutsättningen att detsamma kunde
underordnas något ensidigt stats- eller privatintresse. En ytterligare anvis¬
ning om fördragets syftemål att skydda Lapparne mot dylika ensidiga in¬
tressen ligger väl och i föreskriften om tillsynen att öfverflyttande Lappar
åtnjuta tillräckligt underhåll för sina renar, men framför allt i bestämmel¬
sen om legan. Det en gång för alla fastställda beloppet deraf var för obe¬
tydligt att någonsin kunna blifva för Lappen betungande och lärer i all¬
mänhet icke ansetts löna medan att uttaga, men blef ett hinder att genom
skatter eller avgifter omintetgöra eller inskränka de förmåner, hvilkas fortfa¬
rande åtnjutande var Lappen förbehållet.
Likställd med hvardera rikets egna undersåtare i rättigheten att efter
1751, såsom tillförene, betjena sig af land och strand, erhöll Flytt-lappen
genom fördraget samma skydd för sin rätt som de färre både att påräkna
för sin. Intrång eller skada å ena eller andra sidan skulle bedömas efter
samma grund och samma lag. Visserligen blef sedermera genom Kongl.
Brefvet den 4 November 1817 stadgadt, att Lappar, som vore i ett sällskap
eller följe, skulle gemensamt ansvara för skada, som ej kunde ledas till nå¬
gon af dem särskild!, men genom författningens fordran af laglig bevisning
om att skadan skott just genom någon af samma sällskap och följe eller till¬
hörande djur, samt medgifvandet för den bevisligen oskyldige att njuta sin
oskuld till godo, äfvensom genom stadgandet att tvist om den gemensamma
ersättningsskyldigheten skulle i första hand pröfvas af Lapprätten, d. v. s. af
lapplänsmannen och lappnämndemännen, betogs den nya grundsatsen all
praktisk betydelse, så att den sällan eller aldrig lärer blifvit tillämpad —
åtminstone i Norge.
Helt annorlunda uppfattas deremot i förslaget de ömsesidiga rättig¬
heterna och skyldigheterna. Väl förklaras Lapparne berättigade att årligen
med sina renar flytta öfver gränsen in i det andra riket och der uppehålla
sig på de traktör, hvilka hvardera rikets Lappar efter gammal sedvana hit¬
tills besökt, samt att betjena sig af land och vatten till underhåll för sig
sjelfva och sina renar; men först och främst är donna rätt att betjena sig
af landet, hvarmed förstås endast utmarkerna, förknippad med äfventyret att
nödgas betala skadeersättning, derest jordens egare eller innehafvare anses
sakna erforderligt bete för sina hemdjur eller blifva väsendtligen betungad;
vidare för b judes Lappen vid straffpåföljd att utan vederbörande jordegares
eller brukares samtycke hålla renar i Norge å annan tid än emellan den
1 Maj och den 1 Oktober, samt ålägges att för begagnandet af donna betes¬
rätt betala en afgift af 2 Riksdaler för hvar hundrade ren utom år sk alfvar;
96 IL. till Eongl. Majris nåd. Prof. om antagande af en Förorda, rtir. Lapparna i Sverige och Norge.
och ytterligare stadgas att Konungen eger föreskrifva att ö, halfö eller
annat område vid kusten, der renars underhåll medför alltför stor olägenhet
för den jordbrukande befolkningen, ej vidare må till sådant ändamål begag¬
nas. Dessutom och i angifvet syfte, bland annat, att af Lapparne må kunna
utkräfvas. en gemensam ansvarighet för skada, som träffar den bofasta be¬
folkningen, förordnas att de landsträckor i båda rikena, der Lapparne söka
bete för sina renar, skola indelas i distrikter samt derstädes skeende skada
af renar, hvilkas egare eller vaktare ej upptäckes, ersättas af samtlig^ de
Lappar gemensamt, hvilka uppehålla sig i och vid den tid, skadan egde ruin,
flyttade genom det uppsyningsdistrikt, inom hvars gränser den timat. De
ersättningsskyldiges rätt och talan bevakas eller eftergift och förlikes efter
godtfinnande af uppsyningsmannen öfver Lapparne inom distriktet och ersätt¬
ningsbeloppet jemte besigtnings-, värderings- och rättegångskostnader fördelas
till utgifvande å samtlige omnämnde Lappar i förhållande till det antal renar
en hvar eger inom distriktet eller vid flyttningen derigenom medförde. Någon
gemensam ansvarighet å de bofaste innebyggarnes sida för den skada, som
af dem eller deras djur tillfogas Lappen, kommer deremot icke i fråga. Icke
nog med att Lapparnes urgamla nyttjanderätt till det gemensamma området
sålunda eftersattes jordinnehafvarens, så att de förres i sjelfva verket in¬
skränk es till hvad de sednare behaga för tillfället afstå; icke nog att Lap¬
pens, till och med den Norska Lappens rätt att med sina renar vistas i Norge
mer än förn månader om året göres helt och hållet beroende af jordinnehaf-
varnes och jordbrukarnes godtfinnande och att Lappen dymedelst utsättes
för fordringar och prejeller utan gräns; de Svenska Lapparne skola också
för tillgodonjutande! af slika förmåner betala en sjuttiofaldig skatt mot den,
hvartill de för långt vidsträcktare förmåner varit förbundna, och det fordras
i förslaget ytterligare att, i den mån jordbrukarens intresse det påkallar,
nomaden skall alldeles undanträngas från kusten inåt landet, oaktadt detta
efter förslagets författares egen tanke slutligen måste leda till åtminstone
Fjell-lapparnes undergång. Icke nog med att, derest jordinnehafvarens egen¬
dom skadas genom renen, Lappen ålägges att betala skadan, oaktadt bevis¬
ningen om hans vållande dertill är otillräcklig; han ålägges äfven att betala
flen, oaktadt han visar sig icke hafva vållat den. Lider han deremot sjelf
skada derigenom att hans hjordar jagas och sprängas af jordinnehafvarne
eller deras hundar och att renarne fångas eller dödas, må lian tåligt åtnöjas
med förlusten, derest han icke förmår att mot den vållande förebringa full¬
ständig bevisning. Till och med formen för skadeersättningens bestämmande
och utkräfvande är på Lappens bekostnad inrättad hufvudsakligen efter hans
vederparts fördel och beqvämlighet, oafsedt att vid lagskipning^! och offent¬
liga förhandlingar begagnas ett språk, som den förre icke förstår.
Bil. till Kongl. Mot.it nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör. Lappa, ne i Sverige och Norge. 97
På frågan huru konflikten mellan Nomadlappens och den bofasta
jordmnehafvarens stridiga intressen må höfvas, gifver förslaget endast det
svar att det förra, så vidt det icke kan undanträngas, bör obetingadt under¬
ordnas det sednare. Obestridligen har dock Staten förbindelse att skydda
Lappen saval som andra sina medlemmar och otvifvelaktigt är Lappens
sekelgamla och genom statsfördrag erkända och helgade rätt så god som
nå,gon annans. Att han är värnlösare än andra gör icke Statens förbindelse
mindre. Lappen behöfver blott rättvisa, men rättvisans och statsklokhet^^
kraf sammanfalla. Det är nemligen kändt, att vidsträckta områden å den
Skandinaviska halföns norra del skulle utan Fjellappen vara och ohielplmen
förblifva menniskotomma och för menniska!! oanvändbara öknar. Det finnes
icke heller något tvifvel derom, att en stor del af den inom lappområdena
bosatta befolkningens öde på det närmaste sammanhänger med Fjell-lappens
i det dennes renskötsel är en hufvudkälla till uppehälle för dem begge samt
Lappen med sin ren utgör det enda medlet för samfärdsel mellan många
från hvarandra aflägsna orter. Hvarken det ena eller det andra har mer
än lagar och internationela fördrag afhålla Staten och enskilda att hvar på
sitt. sätt arbeta på Lappens förderf. Under förevändning att befordra en
odling, som understundom är sämre än ingen, utdelas till nybyggen år efter
år milslånga stycken af det utaf Lapparne från uråldriga lider beo-agnade
området, hvaraf deras gamla renbeten och rengårdar, ja sjelfva renvägarne
företrädesvis tagas i anspråk såsom mest begärliga för nybyggaren, hvilken
sedermera i den man marken är nödvändig eller behöflig för Lapparne er¬
håller tillfälle att beskatta dem, än genom så kallade skadeersättningar än
pa hvarjehanda mindre lofligt sätt. Till eu belysning härutinnan torde
kunna anföras några iakttagelser och omdömen af den år 1866 aflidne
Norske prosteri och lappmissionären Stockfleth, hvars erkända rättsinnighet
och under mångårig verksamhet i Norska lappmarker förvärfvade kännedom
om Lapparnes ställning gifva hans ord en framstående betydelse. I ett tillägg
eller ”Anhang” till hans år 1860 från trycket utkomna ”Dagbog over mina
Missionsreiser i Finmarken”, pag. 234—240, yttras bland annat:
”Det er ikke Fjeldfinnen” (= Norska benämningen på Fjell-lappen),
som med X old brydd- ind paa den fastboende Nybyggers Enemserker som
det bestandigen har vseret sagt, men det er Nybygger ne, som tramge ind paa
Fjellfinnens Enemserker, o g som anlsegge sit Nybygge liga i Stroget eg i
den Vei, som Fjeldfinnen nod ven digen urna vandra med sina Ren.° Det er
bekjpndt, åt Koen ikke spisar det Grses, h voro ver en Renflok har vändrot
hvoifor s se ther man sig da ned i en Trakt, hvar det er ligesaa bekjendt
åt Fjeldfinnen ikke kan undgaa åt komma? det skeer för åt Aftvinga sig en
Skat af Fjeldfinnen för den Tilladelse åt före sina Dyr over en Andens
Eiendom.”
Bill. till Riksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd.
13
98 Bil. till Konyl. Maf.it nåd. Pr ap. om antagande af en Får ovän. För. Lapparne i Sverige och Norge.
”Man hav gaaet ud fra, åt hvor en Nybygger vilde nedssette sig, der
maatte og skräde Nomaden vige. Enhver, som bär villet, har erholdt indtil
Mile lång Jordudvisning fra Udde til Odde, en Strykning, som Reqvirenten
aldrig har teenkt åt opdyrke, ikke kunde opdyrke, men som spserrer Fjeldfinnen
Yeién til Havet eg til ingen anden Nytte för sig end deri, åt kunna tvinga
Fj eldfinnen til åt erlsegge sig en Afgift under Navn af Skadeser stafning, fordi
deres Dyr gaa over en anden Mands Handom. Man har paaberaabt Nybyggernes
Sved som den af dem opdyrkede og fra Fjeldfinnen borttagne Jord har ko¬
stet. Skal Sveddraaberne komma i Betragtning, da er den samme Jord i den
Grad vrede! med Fjeldfinnens Sved, som den nappa nogensinde bliver det
af Nybyggernes. Hvad der bidrager til åt gjore det til en Umulighed för
Fjeldfinnen åt bolde sin Hjord samlat naar harr kommer i Neerheden af et
Nybygge, ere de Humle, som selv den fattigste Nybygger, saavel Finsk som
Norsk, har faaet Tilladelse åt bolde; saasnart dissa Humle faa 0ie paa
Renerne styrte de rnd paa. dem, ds tils dressevede devtil eif Ei&i ne, deels helga
deras Natur.” .
”Under jo strängera Bevogtning Renerne holdes, desmindre tnves
de og desmindre frugtbare bliva de; en saadan Bevogtning er derför
allerede i og för sig en Opofrelse af Nomaden. Saaledes er den vilde Ren
större end den tsemmede, val nappa paa Grund af en oprindelig Naturfor-
skjel, men moget mera en Folge af Tvungen. Fjeldfinnerne have imidlertid
aldrig unddraget sig Bevogtningspligten. Det er b le ven Fjeldfinnerne betyda!,
åt de? havde åt tilskrive sig selv de Ubehageligheder, som maatte folge af
Mangel paa Bananas Bevogtning; man har de Fastboende ogsaa veeret be-
tydede, åt de havde åt tilskrive sig selv de Ubehageligheder, der maatte
hyde af, åt deras Humle styrte ind i Renhjorden og adsprede den fri alla
Lanter, og åt han nedssetter sig i en Trakt, hvar Fjeldfinnen ikke kan und¬
gå a åt komma med sina Dyr ?"
”Det er beviisligt, åt naar Finnarnas Renhaver, det er ingjeerdede Bladse,
hvor Simlerne samlas för åt madras, have gjort Jorden dyrkbar, saa have
Nybyggerne saf sig i Besiddelse af samme.”
”Skal Nybyggernes Antal framdeles tillaga og folgeligen Nybyggernes
blunda, istedetfor åt förminskas ogsaa tillaga, saa kunna ingen Yerdens Lov-
bestemmelser hjaelpe eller ud rotta noget, i hvor godo og rétferdige de end
förresten • kunna synes åt vsere. Der givas formeentligen ikkun åt eneste
Middel til åt afhjselpe dissa stedse tiltagende og i sina Folger borst betsen-
kelige Forviklinger, og det er åt tjärna, formindske og, saavidt muligt,
förebygga Aarsagerne ved åt ssätta en Greendse för Nybygger-Anbeg. Da
först vil Nomaden kunna erholde retfserdig Lighed för Lovene med Landets
Övriga Indbyggere.”
För att kunna gorå sig en föreställning om den föreslagna lagens In¬
flytande på Fjeil-lappens ställning, måste man erinra sig, att enligt de fleste
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en ISrordn. rör. Lappa)ne i Sverige och Korge. 97
På fråga n huru konflikten mellan Norna dlappens och flen bofasta
jordmnehafvarens stridiga intressen må häfvas, g-ifver förslaget endast det
svar att det förra, så vidt det icke kan undanträngas, bör obetingadt under¬
ordnas det sednare. Obestridligen har dock Staten förbindelse att skydda
Lappen såväl som andra sina medlemmar och otvifvelaktigt är Lappens
sekelgamla och genom statsfördrag erkända och helgade rätt så god som
någon annans. Att han är värnlösare än andra gör icke Statens förbindelse
mindre. Lappen behöfver blott rättvisa, men rättvisans och statsklokhet^^
kraf sammanfalla. Det är nemligen känd!, att vidsträckta områden å den
Skandinaviska halföns norra del skulle utan Fjellappen vara och ohjelpligen
förblifva menmskotomma och för menniskan oanvändbara öknar. Det finnes
icke heller något tvifvel derom, att en stor del af den inom lappområdena
bosatta befolkningens öde på det närmaste sammanhänger med Fjell-lappens
i det dennes renskötsel är eu hufvudkälla till uppehälle för dem begge samt
Lappen med sin ren utgör det enda medlet för samfärdsel mellan många
från hvarandra aflägsna orter. Hvarken det ena eller det andra har mer
än lagar och internationela fördrag afl,åflit Staten och enskilda att hvar på
sitt sätt arbeta på Lappens förderf. Under förevändning att befordra en
odling, som understundom är sämre än ingen, utdelas till nybyggen år efter
år milslånga stycken af det utaf Lapparne från uråldriga tider begagnade
området, hvaraf deras gamla renbeten och rengårdar, ja sjelfva renvägarne
företrädesvis tagas i anspråk såsom mest begärliga för nybyggaren, hvilken
sedermera i den män murken är nödvändig eller behöflig för Lapparne er¬
håller tillfälle att beskatta dem, än genom så kallade skadeersättningar än
på hvarjehanda mindre lofligt», sätt. Till en belysning härutinnan torde
kunna anföras några iakttagelser och omdömen af den år 1866 aflidne
Norske pimsten och lappmissionären Stockfleth, hvars erkända rättsinnighet
och under mångårig verksamhet i Norska lappmarker förvärfvade kännedom
om Lapparnes ställning gifva hans ord en framstående betydelse. I ett tillägg
eller ”Anhang” till hans år 1860 från trycket utkomna ”Dagbok »ver mina
Missionsreiser i Finmarken”, pag. 234—240, yttras bland annat:
”Det er ikke Fjeldfinnen” (= Norska benämningen på Fjell-lappen)
som med Veld biydei ind paa den fastboende Nybyggers Enemmrker, som
det bestandigen har vseret sagt, men det er Njdiyggerne, som tramge ind paa
Fjellfinnens Enemeerker, o g som anlmgge sit Nybygge lige i Stroget og i
den Vei, som Fjeldfinnen nodvendigen man vandre med sins Ren.° Det er
bekjpndt, åt Koen ikke spisel- det Gräs, h voro ver en Kenflok har vändrot
hvorfor steiher man sig da ned i en Trakt, hvor det er ligesaa bekjendt
åt Fjeldfinnen ikke kan undgaa åt kom me ? det skeer för åt tiltvinge sig en
Skat af Fjeldfinnen för den Tilladelse åt före sine Dyr over en Andens
Eiendom.”
Bih. till Riksd. Prof, 1871. 1 Samt. 1 Afd.
13
S8 Bil. till Kovgl. Maj ds nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
”Man har gaaet ud fra, åt hvor en Nybygger vilde nedsatte sig, der
maatte og skulde Nomaden vige. Enhver, som har villet, har erholdt indtil
Mile lång Jordudvisning fra Udde til Odde, en Strykning, som Reqvirenten
aldrig har tänkt åt opdyrke, ikke kunde opdyrke, men som sparrer Fjeldhnnen
Yeien til Havet og til ingen anden Nytte för sig end den, åt hanne tvinge
Fjeldhnnen til åt erlagge sig en Afgift under Navn af Skadeserstatning, fordi
deres Dyr gaa over en anden Mands Eiendom. Man har paaberaabt Nybyggernes
Sved som den af dem opdyrkede og fra Fjeldhnnen borttagne Jord har ko¬
stet. Skal Sveddraaberne komme i Betragtning, da er den samme Jord i den
Grad vadet med Fjeldhnnens Sved, som den neppe nogensinde bliver det
af Nvbyggernes. Hvad der bidrager til åt g]Ore det td en Hmunghed för
Fjeldhnnen åt bolde sin Hjord sandel naar han kommer i Narheden af et
Nybygge, ere de Humle, som selv den fattigste Nybygger, saavel Finsk som
Norsk, har faaet Tilladelse åt bolde; saasnart disse Hunde faa 0ie paa
Renerne styrte de ind paa dem, deels dressere.de deriil a f Eierne, deels belga
deres Natur.” _ ...
”Under jo strängera Bevogtning Renerne holdes, desnnndre tnves
de og desmindre frugtbare blive de; en saadan Bevogtning er derför
allerede i og för sig en Opofrelse af Nomaden. Saaledes er den vilde Ren
större end den tsemmede, vel neppe paa Grund af en oprindelig Naturfor-
skjel, men moget mera eu Folge af Tvungen. Fjeldhnnerne ha ve imidlertid
aldrig unddraget sig Bevogtningspligten. Det er bleven Fjeldhnnerne betydet,
åt de havde åt tilskrive sig selv de Ubehageligheder, som maatte folge af
Mangel paa Renenes Bevogtning; men har de Fastboende ogsaa vaeret be-
tydede, åt de havde åt tilskrive sig selv de Ubehageligheder, der maatte
hyde af, åt deres Hunde styrte ind i Renhjorden og adsprede den til allé
Kanter, og åt han nedssetter sig i en Trakt, hvor Fjeldhnnen ikke kan und-
gaa åt komme med sine Dyr ?”
”Det er beviisligt, åt naar Finnernes Renhaver, det er ingjaerdede Pladse,
hvor Simlerne samles för åt melkes, have gjort Jorden dyrkbar, saa have
Nybyggerne sat sig i Besiddelse af samme.”
”Skal Nybyggernes Antal fremdeles tiltage og folgeligen Nybyggernes
Humle, istedetfor åt forminskes ogsaa tiltage, saa kunne ingen Verdens Lov-
bestemmelser hjaelpe eller udrette noget, i hvor godo og retfmrdige de end
förresten ■ kunne synes åt vaere. Der gives formeentligen ikkun et eneste
Middel til åt afhjselpe disse stedse tiltagende og i sine Folger hoist betsen-
kelige Forviklinger, og det er åt fjerne, formindske og, saavidt muligt,
forebygge Aarsagerne ved åt ssette en Greendse för Nybygger-Anlaeg. Da
först vil Nomaden kunne erholde retfmrdig Lighed för Lovene med Landets
ovrige Indbyggere.” _
För att kunna gorå sig eu föreställning om den föreslagna lagens In¬
bytande på Fjell-lappens ställning, måste man erinra sig, att enligt de heste
Bil. till Kongl. Mnj:ts nåd. Prop. om antagande af en lör ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 99
sakkunniges sammanstämmande åsigt är tillträdet för fjellrenen till hafskusten
och dervarande betesmarker ett nödvändigt vilkor för for tv aro n af Fjell-
lappens renskötsel; att dagen och stunden för renens flyttning till kusten
och derifrån åter till fjolleri beror mindre af menniska!!, än af djuret, i det
en del af renhjorden ofta, oaktadt den yttersta omsorg å Lappens sida, beger
sig å väg före honom och skyndar åstad med den hastighet, att Lappen med
återstoden af hjorden omöjligen kan förr än två till tre dagar sednare upphinna
den först afgångna delen; att Lappen lika litet kan bestämma den sålunda
utan bevakning gående renons väg, som hindra djuret att begagna betet i
sin väg; att år efter år nybyggare på grund af aftal, än med Staten, än med
enskilda jordägare, taga i besittning icke blott den ena efter den andra af
de gamla betesmarkerna för renen, utan äfven de vanliga renvägarne, till
och med sådana, som renen nödvändigt måste begagna för att nedkomma
till häfvert; att renons framgående öfver sådana ställen och betande derstädes
måste vara så mycket svårare att förekomma, som någon ordentlig stängsel
å dylika orter ofta saknas; att Lappens egen bevakning af sin hjord tillin-
tetgöres vid de icke sällan inträffande tillfällen, då hjorden jagas och sking¬
ras af de bofasta innebyggarnas hundar; att den skada, som renen under så¬
dana omständigheter åstadkommer å hvad nybyggare!! anser såsom sitt en¬
skifta område, omöjligen kan af Fjell-lappen afvärjas utan att han alldeles
afstår från renskötseln, som likväl utgör vil koret för hans tillvaro; och att
vid skadans uppskattning svårigheten att värja sig mot ett obilligt anspråk
från nybyggarens eller jordinnehafvarens sida är vida större för Lappen än
den i allmänhet för någon annan kunde vara.
Tillser man nu huru i förslaget Fjell-]apparnes gemensamma behof att
med sina renar erhålla tillträde till hafskusten tillgodoses, har man att först
taga i betraktande att hela Finmarkens amt skulle undandragas den inter-
nationela lagstiftningen och den motståndskraft, som deruti kan ligga mot
påtrycket af ett mot Nomad lapparne fiendtligt intresse. Vidare befinnes att
Fjell-lappens rättighet att i andra delar af Norge söka sig väg med sina renar
till hafvel betingas deraf, att han underkastas dels en beskattning, som för de
Svenska Fjell-lapparne, efter sednare beräkning af deras renars antal, skulle
uppgå till 2 å 3,000 R:dr om året och antagligen måste blifva så mycket
mera tryckande som den afgift, hvilken hittills ålegat dem att betala, i all¬
mänhet ansetts alltför obetydlig att förtjena utkräfvas, dels ersättningsskyl¬
dighet, derest renbetet, ehuru i alla händelser inskränkt till utmarken, skulle
begagnas så att någon jordinnehafvare kunde anses vara väsendtligen be¬
tungad eller sakna erforderligt bete å samma mark för sina hemdjur, dels
vilkoret att vid straffpåföljd icke utan vederbörande jordegares och brukares
samtycke hålla några renar i Norge mer än fem månader om året. Slutligen
finnes Lappens på detta sätt omsorgsfullt inskränkta och kringskurna rätt
100 Bil. till Kong!. Maj:is nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
förknippad med ett förbehåll, i följd hvaraf han, i den mån Regeringen nöd¬
gades gifva vika för jordinnehafvarnes påtryck, skulle förbjudas tillträdet till
den ena ön, hallon och kuststräckan efter den andra till dess Fjell-lappen
blifvit alldeles afstängd från hafskusten och dermed beröfvad eu förmån, som
utgör vilkor et för hans existens.
Ser man åter till huru förslaget behandlar den enskilde nomadens rätt
i förhållande till den bofastes, finner man huruledes Lappen vid intrång och
förföljelser från den befästa befolkningens sida lemnas lika värnlös som förut,
under det hans vederparter förses med ett vapen, som är lika användbart
till orättmätig t anfall, som till rättmätigt försvar. Visserligen skulle påbju¬
das att vid rödjning och uppodling af jord eller uppförande af hägnader
herde iakttagas att Lapparne ej beröfvades sina gamla renvägar, så vidt dessa
voro för dem erforderliga. Men ett förbud mot Lapparnes förhindrande att
begagna sina gamla renvägar följer redan af den ännu gällande 10 § i första
cödicilien till 1751 års Gränsetraktat såsom ett corollarium deraf. Vis¬
serligen skulle ock enligt förslaget olofligt fållande eller misshandlande af
Lapparnes renar eller dessas otillbörliga ofredande på deras rättmätiga uppe¬
hållsställen vara med ansvar och ersättningsskyldighet förenadt samt embets¬
ed! tjensteman vara ålagdt att tillse, det de öfverflyttande Lapparne ej för¬
närmades i utöfvande af dem tillagda rättigheter. Men enahanda förhållande
eger rum redan nu. Liksom detta icke hindrat att gamla ren,vägar år efter
år inkräktats af nybyggare utan hänsyn till vägarnes behöflighet för Lap¬
parne, eller att renhjordarne vid de årliga flyttningarna förföljts och sking¬
rats af landets bofaste innebyggare och deras hundar och att renarne jagats,
fångats eller dödats i tusental, såsom slutas kan deraf att Lapparne för komi-
terade uppgifva sin sålunda tillkomna förlust af renar inom ett enda prestgäll
och på ett enda år till 230 stycken; likaså vore sådant att förvänta efter
den föreslagna lagens utfärdande. Något annat synes åtminstone ytterst vä¬
gnät att utur objektiv grund antaga. Derutinnan förblefve Lapparnes
ställning ungefär densamma som förut, hvarken bättre eller sämre, men der¬
emot skulle de genom den dem ålagda gemensamma ersättningsskyldigheten
äfvensom sättet för densammas utkräfvande komma i en belägenhet, som icke
blott vore sämre än den närvarande, utan uppenbarligen måste föranleda deras
förderf. Man tänke sig endast de områden, som af Lapparne under deras
flyttningar genomtågas, indelade i så vidsträckta distrikter, som förslagets
7 § bestämmer, och följaktligen så störa, att derstädes betande renar ”kunna
antagas icke i allmänhet skola af sig sjelfva gå öfver till andra distrikter”.
Ått en slik distriktsindelning komme att allmänt påyrkas och genomdrifvas
så snart den befästa befolkningen erhölle insigt om hvad derpå var att vinna,
måste vara högst sannolikt. Man tänke sig ock att vid de årliga flytt-
ningarne, då en del af renhjorden begifver sig å väg långt före Lappen,
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Forordn. rör. Ltpparnc i Sverige och Norge. 101
det händer framdeles, liksom hittills, att gamla ren vägar och deribland de
mest nödvändiga äfvensom tillstötande gamla renbeten finnas af nybyggare
inkräktade, eller att renhjordarna angripas och skingras af nybyggarnas hun¬
dar; att vid dylika tillfällen nybyggarne efter vanligheten få anledning till
klagan öfver skada genom renarna, man deremot, i anseende till ,stadgandet
om Lapparnes gemensamma ansvarighet, icke finna anledning till talan mot
någon viss person; att den förmenta skadan, vederbörligen besigtiga^! af ny-
byggarnes ojäfvige vänner och bekanta samt värderad i den ordning försla¬
get föreskrifver, utkräfves hos sam tf i ge i distriktet för tillfället varande Lap¬
par, representerade af den dem påtvungne målsmannen, och att denne, fredlig
och medgörlig såsom Lappen i allmänhet, medgifver hvad som fordras heldre
än att inlåta sig i en för honom personligen högst besvärlig och möjligen äfven
kostsam rättegång. Skadeersättningen, jemte besigtnings- och värderingskost-
naden, fördelas på samtlige Lappar i distriktet i förhållande till antalet af
medhafvande renar och uttages af den bevisligen oskyldige såväl som af den
möjligen skyldige. Ingen omsorg om egna renar befriar Lappen från skyl¬
digheten att betala skada, som sker genom ändras. Ingen ursäkt hjelper ho¬
nom så länge han ännu har en enda ren i sitt våld. Att han på detta sätt,
om än lagstiftningen i (ifrigt vore honom lika gynnsam, som den efter för¬
slaget klafve honom ogynnsam, kunde undgå att genom skada,- och kostnads¬
ersättningar efter hand utarmas eller tvingas att alldeles afstå från rensköt¬
seln, synes föga troligt.
Efter min förmening skulle således förslagets antagande oundvikligen
medföra Fjell-lappens undergång och dymedelst för Staten en materiel för¬
lust, långt utöfver vinsten af ett jordbruk under polcirkeln: ett resultat, som
skulle vinnas på rättvisans bekostnad och med uppoffring af några tusen
statsmedlemmars rätt för några tusen ändras ingalunda bättre. Det må vara
sannt att nomadlifvet är oförenligt med civilisationen och förr eller sednare
måste vika för donna; men deraf följer icke att lagstiftningen bör befrämja
nomadens förtryckande, aldraminst att dertill må väljas sådana medel, som
åtskilliga af de i förslaget omfattade, t. ex. att fordra hot af den ene för
den andres sak och att gorå den saker, som saklös är.
De långvariga och vidlyftiga förhandlingar, som legat till grund för
ifrågavarande lagförslag, utvisa nogsamt den störa svårigheten att förlika no¬
madens rätt med jordbrukarens, utan att i särskilda fall den onus mer eller
mindre underordnas den andres. Men äfven med antagande, att donna svå¬
righet är oöfvervinnerlig, föreställer jag mig att under erkännande af hvär¬
deras rätt, sådan den nu är, skulle, under förutsättning af eu jemförelsevis
ringa uppoffring å Statens sida, lagstiftningen förmå att sammanjemka de stri¬
diga intressena utan anmärkningsvärd! lidande för någondera parten. Af till¬
gängliga upplysningar om beskaffenheten af de delar af Sveriges och
102 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop, om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Norges nordliga provinser, der Flyttlappen af ålder uppehållit sig, förekommer
sannolikt att, äfven om de områden, Indika egna sig till ett jordbruk, hvars
kikare har att under vanliga förhållanden deraf påräkna något väsendtligt bidrag
till sitt uppehälle, frånskiljas, återstoden af landet lemnar Flyttlappen tillräck¬
ligt underhåll för hans renar. Om gränserna för dylika, till jordbruk egnade
områden med urskiljning bestämmas och Flyttlappen med sina hjordar hän-
vises till de öfriga landsdelarna, förenade med hvarandra genom lämpliga
renvägar, och om i dessa landsdelar vissa nybyggen och intagor, framför allt
sådana som afstånga renvägarne, inlösas och åter utläggas samt nya anlägg¬
ningar och intagor tillsvidare alldeles förbjudas, synes lösningen af det pro¬
blem, som för lagstiftningen återstode, vara lätt nog funnen utan att hvar¬
ken jordbrukarens eller nomadens väl äfventyrades.
Det är emellertid icke otänkbart att för närvarande hvithet förslag
som helst till ordnande af de genom Lapparnes flyttningsrätt uppkommande
rättsförhållanden, utan att dervid Lapparnes rätt mer eller mindre åsidosätta,
strandar på den belasta befolkningens och dess målsmäns anspråk; i följd
hvaraf ett val måste göras mellan bibehållandet tills vidare af 1 :sta codicil-
len till 1751 års traktat eller antagande! af en lag af ungefär enahanda be¬
skaffenhet, som den nu föreslagna. Men om det sednare alternativet måste
ogillas ur rättvisans synpunkt, lärer valet vara lätt gjordt, särdeles för den
stat, hvilken såsom Sverige skulle, efter hvad vid granskningen af förslagets
detalj-bestämmelser visar sig, eftergifva både Kronans och enskilda underså-
tares fördragsenlig! fastställda rättigheter och förmåner mot öfver ta gande af
nya förbindelser, förenade med äfven tyre! af störa uppoffringar i framtiden.
Upprätthållandet af den bestående rätten skall sannolikt icke mota mindre
svårighet än förut, stridigheterna mellan den befästa befolkningen och Flytt-
lapparne skola tilläfventyrs tillväxa, förtrycket och förföljelserna mot de sed¬
nare tilltaga, men skulden dertill skall ligga hos den som vederbör, och möj¬
ligen kan, förr än nomadbefolkningen gått under, den dag inträda, då rätt¬
visa och billighet gorå sig gällande äfven för nomaden.
Ehuru jag således i underdånighet hemställer att ifrågavarande lagför¬
slag måtte omarbetas efter annan grund eller ock få förfalla, anser jag mig
likväl bära i underdånighet framställa några anmärkningar vid särskilda §§
af förslaget, nemligen:
§ 2.
Den härstädes liksom annorstädes i förslaget begagnade benämningen
”Lapp”, utan annan bestämning än den af nationaliteten, kan för den Nor¬
ska läsaren vara tillräckligt förklarad genom det i första §:n inom parenthes
vidfogande ordet ”Fjällfinne”, men torda för den Svenska läsaren tarfva ett för-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Pr ep. om antagande af en Pörordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 103
tydligande, pa det att det åsyftade artbegreppet ej må förblandas med sitt
närmaste slägtbegrepp. Ett missförstånd härutinnan kan isynnerhet vid fråga
om naturalisationsrätten för bofasta Lappar leda till förvecklingar, som inom
kort påkalla en lagförklaring.
Fullt tillräckliga eller rätt lämpliga tror jag icke heller att §:ns före¬
skrifter om förfarandet vid Lappens ombyte af undersåtlig'^! äro. Med un¬
dantag af det fall, 8 § i första codicillen till 1751 års traktat omförmä-
ler, är Lappen för närvarande underkastad de särskilda rikenas allmänna
naturalisationslagar och, om än någon jemkning skäligen kan medgifvas, torde
icke derför få förbises att grunderna för dessa lagar hafva för mycken all¬
män giltighet för att icke i viss man vara tillämpliga jemväl i afseende å
Flyttlappen. Att låta hans ombyte af nationalitet bero af hans blotta godt¬
finnande utan något slags pröfning eller godkännande å Statens sida — om
ock endast genom Konung-ens Befallningshafvande eller Amtman — synes både i
stats- och privaträttsligt hänseende mindre lämpligt och kan icke med de
anförda motiverna till förslagets 2 § försvaras. Lernnas Lappen frihet att med
årstidens vexlingar förändra nationalitet, är fara värdi att lian icke lemna!'
en sådan frihet länge obegagnad, hvaraf närmaste följden blir den att ända¬
målet med föreskriften i förslagets 1 § förfelas.
§ 3.
Om det medgifves — befogenheten dertill må dock lernnas derhän —
att Lapparnes rätt att med sina renar uppehålla sig på åtskilliga Öar vid och
sträckor af den Forska kusten inskränka till liden i öfverensstämmelse med
förslaget, finnes för öfrig! icke utom anspråket ringaste skål att underkasta Lap¬
parnes rätt att vistas i Forge och derstädes betjena sig af land och vatten
större inskränkningar än de skulle vara underkastade i Sverige. Den nya
och med sednare komité för lappväsendets ordnande jemnåriga tolkningen
af 10 § i första codicillen till 1751 års traktat, enligt hvilken tolkning §:ns
tillåtelse för Lapparne att ”höst och vår” flytta med sina renhjordar öfver
gränsen in i annat rike skulle betaga dem rättigheten att qvarstadna eller
uppehålla sig i samma rike året om eller huru länge de funno med sin för¬
del förenlig!, har alltför svagt stöd i §:ns ordalydelse och står i alltför
skarp strid mot fördragets anda och uttalade syfte, likasom mot häfdvunnen sed,
för att förtjena något afseende. Icke heller höra naturförhållanden i vissa
trakter, af Forge vara bestämmande för lagstiftningen angående hela Forska
lappområdet, särdeles fjellbygden, om hvars omfång och beskaffenhet kun¬
skapen erkännes vara ganska ofullständig. Men om de i förslagets 3 § upp¬
tagna inskränkningarna i Lapparnes rätt att med sina renar uppehålla sig i
allmänhet lika obehindradt i Forge som i Sverige icke försvaras genom
104 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. P>-op. om antagande af en FSrordn. för.- Lapparne i Sverige och Norge.
åberopandet af nyssberörde naturförhållanden eller den nya tolkningen af det
gamla fördraget, så finnes för berörde inskränkningar intet skäl, som icke
med lika mycket fog kunde göras gällande jemväl i afseende -å Sverige. I
allt fall skulle konseqvensen fordrat att icke den Norska Lappen berättigats
att året om vistas i Sverige under det den Svenska Lappen förbjudits att
utan vederbörande jordegares och jordbrukares samtycke vistas i Norge mer
än fem månader. Såsom jag bär ofvan sökt i korthet visa hafva likväl Lap¬
parne samma rätt som begge rikenas egna innevånare att begagna de om¬
råden, på hvilka Lapparne af ålder uppehållit sig och fortfarande vistas, och
deras undanträngande från det ena riket försvarar naturligtvis icke deras
undanträngande äfven från det andra. I stället för de näringsutvägar, som
blefvo Lappen beröfvade i Norge, behöfde han så mycket mer dem, som åter¬
stodo i Sverige, men donna omständighet bör tillika utgöra ett väsendtligt
hinder för det sednare riket att uppgifva Lapparnes traktatsenligt fastställda
rättigheter i det förra. Det är ett erkänd t faktum att skogsrenen ej har
fjellrenens drift att sommartiden söka hafskusten och det lärer icke vara
exempellöst att liksom Norska Lappar hela året hålla renar i Sverige hålla
äfven Svenska Lappar året om renar uti Norge, till bevis om hvilket för¬
hållande kan anföras, bland annat, landshöfdingens i Norrbottens län den
11 Maj 1866 till Kongl. Magt ingifna embetsmemorial. Skulle renhållet i
Norge, utom för liden mellan den 1 Maj och 1 Oktober, komma att bero af
jordinnehafvarnes och jordbrukarnes godtfinnande, måste Sverige vara bero dt
att under minst sju månader lemna underhåll åt hela den Skandinaviska
utom Finnmarkens urat befintliga nomadbefolkningen med dess två till tre¬
hundratusen renar. Huruvida detta låter sig gorå utan särskilda uppoffringar
af Staten och kommunerna, derom saknas afl utredning, och genom bifallet
till förslagets bestämmelser i berörde hänseende skulle Sverige således, med
eftergift af egna undersåtares urgamla rättigheter, åtaga sig både mot dem
och en annan stat samt dess undersåtare nya förbindelser, hvilkas omfattning och
inflytande först i en framtid kunde bedömas.
§ 4.
Såvida icke tillåtelsen för Lappen att begagna terra träd och vind¬
fällen samt i Statens skog växande löfträd motsvarar Lappens nödtorftiga
skogsbehof, kräfver billigheten, efter min förmening, att Lappen tillätes att
för sina hushållsbehof till nödtorft begagna skogen, der han hittills varit
dertill berättigad.
§ 6.
På sätt i koiniterades motiver till §:en anmärkes, skulle den ifråga¬
varande afgiften betalas endast af den Svenska Lappen för betesrättigheten i
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop, om antagande af cn Förorda, rör. lapparne i Sverige och Norge. 105
Norge, hvarest kronomarkerna lära vara mindre betydliga, hvaremot den
Norska egde att afgiftsfritt begagna betesrätten i Sverige, der de till renbete
nyttjade trakterna nästan uteslutande tillhöra Kronan. Enligt 13 och 14 §§
i första codicillen till 1751 års fördrag bör för närvarande den Svenska
Lappen för renbetet i Norge, ehvad det är på Kronans eller enskildes mark,
betala mindre än hälften mot den Norska för begagnande af betesrättigheten i
Sverige. Förhållandet härutinnan skulle således efter förslaget blifva omvändt
mot det nu lagbestämda, oaktadt Svenska Lappens rätt till renbete i Norge betyd¬
ligt inskränktes, men den Norska Lappens'betesrätt i Sverige bibehölls der den
icke utsträcktes. Likställigheten emellan de begge rikena och deras undersåtare
synes härvid vara mindre väl iakttagen och förhöjningen i beskattningen på den
Svenska Lappen passar mindre väl tillhopa med förminskningen af hans
förmåner, helst det motiv härtill, som hemtats från Svenska lappområdets in¬
skränkning genom freden 1 Fredrikshamn 1809, förlorar all vigt vid be¬
traktande dels deraf att nyssnämnde territorialförändring ej berörde någon
annan del af den från Trondhj em till Waranger fj ord en utbredda lappbefolk¬
ningen i Norge, än den i östra Finnmarken, dels att enligt förslaget
hela Finnmarkens amf skulle från den intemationela lagstiftningens område
undantagas.
§§ 7-8.
Föreskrifterna angående distriktindelningen och sättet för uppsynings-
männens utväljande och förordnande äro i många hänseenden så sväfvande
eller ofullständiga, att någon klar föreställning om huru förhållandena skulle
efter förslaget i verkligheten gestalta sig icke kan bildas. Utgången beror
i hufvudsaklig mån på lämpligheten af och öfverensstämmelsen emellan fyra
eller fem landshöfdingars och amtmäns beslut och åtgärder i ämnet. Om,
såsom för komiterade blifvit uppgifvet, stadgandet i 15 § af första kodicillen
till Gfränsetraktaten, att en lapplänsman och två nämndemän skola förord¬
nas i hvarje distrikt, der öfverflyttande Lappar äro, varit i allmänhet illa
eller rättare sagdt alldeles icke efterlefdt, särdeles i Norge, så måste den
förhoppning, som fästes vid verkan af förslagets stadgande om lapouppsy-
ningsmännen vara temligen ringa.
§ 9.
Att lappuppsyningsmännen i allmänhet skulle förmå att, utom sina
"egna angelägenheter, tillfredsställande skota de många och olikartade besty-
Bih. till Riksd. Prof. 1871. 1 Smil. 1 Afd. 14
106 Bil. till Kong!. Maj:ts nåd. trop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparm i Sverige och Norge.
ren såsom pohstjenstemän, syssloman, rättegångsombud, förlikningsman och
åklagare, är föga trolig!, helst uppsyningsmannen skulle enligt §:ns# första
moment vara pligtig att åtfölja Lapparne under deras flyttningar flan det
ena riket till det andra, men dessa flyttningar, isynnerhet om våren, sällan
ske samtidigt och ofta bero till liden mindre åt Lapparne än af deras renar.
Att Lappen underkastades sin uppsyningsman malsmanskap, i det lian nöd¬
gades att låta sin juridiska talan utföras och sin rätt förlikningsvis eftergif-
vas eller afgöras af uppsyningsmannen, utan afseende å dennes lämplighet
eller Lappens förtroende dertill i hvarje särskild t fall, vore lika obilligt som
oförenligt med Sveriges allmänna lag.
§ 10.
Derest stadgandet i §:ns tredje punkt innefattar den mening att Lappen
skulle vara förfallen till. böter och således till kriminel! ansvar för det hans
renvaktare uppsåtligen eller genom grof vårdslöshet föranledt skada genom
rendjur, kan detta stadgande, efter min tanke, icke på rättsgrund försvaras.
In mindre låter det sig gorå med efterföljande bestämmelse om deri gemen¬
samma ersättningsskyldigheten. Det tillfälliga sammanträffandet af flere Lap¬
par inom ett distrikt, der somliga befinna sig endast på genomtåg, förenar
dem icke till någon gemensamhet, hvarpå likväl rättsenliglieten af deri ge¬
mensamma ansvarsskyidigheten ensamt kunde bero, enär åtskilliga Lappais
vid komiterades sammanträde med dem yttrade beredvillighet att åtaga sig
en slik skyldighet icke berättigar lagstiftningen att ålägga den. Förpligtel-
sen för den bevisligen oskyldige - att deltaga i ersättandet af skada, hvilken
skett genom andra, hörer till eu art af lagbestämmelser, som utesluta sjelfva
begreppet om rätt. Hvad den gemensamma ersättningsskyldigheten beträffar,
tillåter jag mig för öfrig! att i underdånighet åberopa Hans Excellens Justitie-
statsministerns yttrande derom i skrifvelse till Norska Regeringens Inre Departe¬
ment den 22 December 1862. Från Hans Excellens Justitie-statsministerns i
samma skrifvelse uttalade åsigt, att 1751 ars Gränsetraktat icke borde gifvas
den tydning, ”att odlingens fortgång inom någotdera landet skulle vara un¬
derordnad Lapparnes behof af betesmarker och att under enskild eganderåt!
icke finge upplåtas annan eller större jordrymd än som Lapparne hittills icke
begagna! eller behöfde begagna”, har jag deremot eu i sa matto afvikande
mening, som jag på bär ofvan anförda skål tror, att första coditalien till
nämnda traktat, för att icke komma i strid mot sitt angifna ändamål, måste
förstås så, att enligt fördraget intetdera riket sedermera egde förevänd¬
ning att befordra odlingens fortgång eller af annan orsak genom upplåtelse
af jord under enskild eganderätt eller annorledes, pa hvad sätt som helst,
uttränga Lapparne från deras af ålder begagnade betesmarker, sd vidt de¬
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande aj eu Förorda, rör. Lappar ne i Sverige och Norge. 107
samma fortfarande vore för Lapparne behöjiiga. I öfverensstämmelse här¬
med tror jag ock att genom förslagets nu ifrågavarande § Lapparnes häfd-
vunna och genom traktaten för framtiden fastställda nyttjanderätt till marken
obehörigen inskränkes. Ja, det synes mig som donna rätt genom §:ns be¬
stämning af densammas beskaffenhet gifves för framtiden faktisk! till spillo,
enär det knappt är tänkbart, att den i längden kan af Lappen begagnas,
derest han i förening med skyldigheten att oaflåtligen betala så oundvikliga
skadeersättningar, som åtskilliga å Norsk sida fordrade, t. ex. för det renen
skadar skogen genom att gnida hornen mot ungträd eller för det djuret åt¬
kommer sådana oinhägnade utängslåtter, som nybyggare efter hand tillegna
sig här och der på utmarken och företrädesvis på ställen, der renen af gam¬
malt haft sitt tillhåll, skulle tillika vara underkastad äfventyret af jordinne-
hafvares och nybyggares anspråk på ersättning för det de genom renons be¬
tande å utmarken komme i saknad af erforderligt bete för egna hemdjur
eller blifva i väsendtlig mån betungande.
Justitierådet Wretinans anmärkning mot §:ns sistnämnde bestämmelse
biträdes följaktligen äfven af mig.
§§ H-16.
Det föreslagna procedere vid skadeersättningars utsökande är hufvud¬
sakligen inrätta dt efter den bofasta befolkningens fördel och ingenting min¬
dre än betryggande för Lappens rätt. Af den bofaste ensam utses besigt-
uingsmännen; af de bofaste verkställes värderingen; till den belasta befolk¬
ningen höra utan undantag alla, Indika med en omtvistad skadeståndsfrågas
afgörande hafva befattning. Lappen eger endast att i målets särskilda sta¬
dier inställa sig och gorå sina invändningar, derest han icke heldre genast
eftergifver för sin vederdelomans anspråk; men till och med denna förmån
är, i anseende till lättheten att kringgå föreskrifterna om Lappens kallande
till inställelse, af en högst vansklig art. Om derjemte tages i betraktande
dels att det i allmänhet måste för Flytt-lappen, åt sig sjelf öfverlemnad,
vara förenad! med en stor, hardt nära till omöjlighet gränsande svårighet att
i skadeståndsmålen vederbörligen bevaka sin rätt inför domstol, framför allt
vid de naturligtvis icke sällsynta händelser att öfverklagade skadan upp-
gifves hafva skett under flyttningen från det ena riket till det andra,
t. ex. vid höstflyttningen från Norge till Sverige, dels att för Lappen möter
oftast oöfvervinnerliga hinder att i tid förskaffa sig rättelse i de tredskodo-
rtiar han efter förslaget hade att förvänta, så synes förslaget knappast lemna
Lappen någon annan utväg öppen än den åt! söka till bästa pris förliknings-
vis friköpa sig från hvarje, äfven det mest obilliga skadeståndsanspråk till
108 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. för. Lapparne i Sverige och Norge.
undvikande af påföljden att ändock slutligen nödgas betala det fordrade med
tillägget af en äfven i lyckligaste fallet ganska dryg kostnadsersättning.
§ 24.
Såvida §:n lemna! rum för den tolkning, att Lapparnes utestängande från
hittills af dem begagnade delar af Norska kusten vore icke en internationel, utan
en enskildt Norsk fråga, hvilken följaktligen icke heller behöfde behandlas i
den för unionela ärenden stadgade ordning, skulle Norska Regeringens ensi¬
diga beslut kunna vid lägligt tillfälle omintetgöra den enda fördel lagen möjli¬
gen kunde hafva för Sverige och dithörande Fjell-lappar, hvilkas framtida be¬
stånd erkännes vara ovilkorligen beroende af fritt tillträde till hafskusten.
Huru liten sannolikheten af ett dylikt maktmissbruk än må vara, torda icke
derför möjligheten få förbises.
§ 26.
Enär den omständigheten, att förhållandet emellan Norska nomader och
bofasta innebyggare inom ett eller annat Norskt område redan är eller anses
ordnadt genom särskild lag, icke innefattar något skål att hädanefter mer än
hittills undantaga samma område från omfånget för den internationela lag¬
stiftningen samt uppgiften att Finnmarkens amt, som icke blott genom det för
Lapparne afspärrade Finland, utan ock genom Tromsö amt har kommunika¬
tion med Sverige, numera icke skulle besökas af Svenska flyttlappar, liksom
Norrbottens lappmarker af Norska flyttlappar från Finnmarkens amt saknar
stöd af en tillförlitlig utredning, så synes §:n hvila på en alltför godtycklig
och osäker grund att kunna obetingadt godkännas, helst verkan och följden
deraf ej låta sig vid bristande kännedom om sakförhållandena öfverskådas.
§ 27.
De betänkligheter, hvilka Justitierådet Wretman, liksom tillförene
de Svenska komitéledamöterne, anfört mot donna §, delas äfven af mig.
Efter hvad jag redan i början af detta mitt yttrande antydt, råder ännu en
sådan osäkerhet i afseende å många förhållanden af djupt ingripande vigt
vid ordnandet af rättstillståndet inom lappområdena, att lagstiftningen tills
vidare är nödsakad att gå försöksvis tillväga och att en under slika om¬
ständigheter beslutad lag antagligen skall inom kort blifva föremål för rät¬
telser och jémkningar. Att vid underhandlingar härom kunna hemta stöd
af den gamla, häfdvunna grunden, der den nya funnes olämplig, bör vara en
Bil. till Kongl. Ma,j:ta nåd. F, op. om antagande af en Förorda, rör. Lapparm i Sverige och Norge. 109
så stor fördel, att det vore ytterst oklokt att afsåga, sig densamma, 1 be¬
traktande af såväl förevarande som föregående förslag till ordnande af
Lapparnes och den befästa befolkningens rättsförhållanden förefaller det föga
troligt att dessa underhandlingar framdeles kunna komma att föras på en i
allmänhet rättvisare och billigare eller för Sverige förmånligare grund än
1751 års traktat.
Slutligen tillåter jag mig i underdånighet hemställa, om icke i den för
Sverige ansedd a lagtexten främmande ordställningar, för att icke nämna ord,
sådana som ”fastboende” i stället för bofast, ”fiskeri” i stället för fiske, med
flera dylika, borde mot Svenska utbytas.
De anmärkningar, hvartill förslaget, efter min förmening, i öfrigt för¬
anleder, äro dels beroende af de redan framställda, dels sådana som vid eu
omarbetning näppeligen lära undfalla uppmärksamheten. Skulle rättvisa och
billighet, skulle Sveriges och Svenska undersåtare rätt och bästa anses vara
vederbörligen iakttagna, så att någon omarbetning af förslaget ej ifrågakom-
mer; då böra också berörde anmärkningar anses vara för obetydliga att *
förtjena ringaste afseende”.
Justitierådet Friherre Leuhusen instämde i Justitierådet Carlesons mening.
Justitierådet Cramér yttrade: ”Vid jemförelse af förevarande förslag
med första codicilien till 1751 års Gränsetraktat, kärr jag icke lemna oan¬
märkt, att de rättigheter, hvilka i sistnämnda statshandling tillförsäkrats no¬
madiserande Svenske Lappar under deras årliga invandringar till Norge, blif¬
va uti förslaget, på sätt Justitierådet Carleson visat, väsendtligen inskränkta.
Det ligger emellertid icke, efter min åsigt, inom omfånget för Högsta
Domstolens befogenhet att taga i öfvervägande huruvida statsekonomiska
eller politiska skål påfordra eu slik inskränkning, eller om en förändrad in-
ternationel lagstiftning, fotad på de i förslaget hufvudsakligen upptagna grun¬
der, må finnas innebära ändamålsenligaste sättet att bäfva sådana förveck¬
lingar, som synnerligast på sednare tider yppats emellan den Svensk-Norska
nomadiserande lappallmogen och den i Norges nordligare del befästa befolk¬
ningen ; och då af de till Högsta Domstolen 'emitterade handlingar icke slu¬
tas kan, att de Svenska Lapparnes sjelfbestånd och framtida trefnad skulle
äfventyras, i händelse förslaget upphöjdes till lag, saknar jag anledning att
på det anmärkta förhållandet grunda förslagets afstyrkande.
Emot förslagets detaljer har jag att framställa följande anmärkningar,
nemligen:
§ 4. Jag instämmer i det yttrande Justitierådet Wretman afgifvit.
§ 5. Orden ”såvidt dessa äro för dem erforderliga” anser jag höra bort¬
tagas. I §:ns första sats har man uttryckligen erkänt Lapparnes rätt till
110 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prup. om antagande af en Pörordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
sina gamla renvägar, men i den sednare gör man denna rätt vilkorlig och
beroende af behofvet, utan att i förslaget förekommer ens någon antydning
om den myndighet eller person, som har att bedöma, huruvida behofvet före¬
finnes eller icke. Det lärer få såsom gifvet antagas, att Lapparne godvilligt
afstå från rätten till en väg, den de ej behöfva, och då är ju tillägget öfver¬
flödigt. Deremot torde, i händelse de anmärkta orden fingo qvarstå, det
kunna inträffa, att de bofaste i första hand upphäfva sig till domare öfver
vägarnes behöflighet med det resultat att Lapparne få, åtminstone för någon
tid, erfara en för dem förderflig kränkning i deras nyttjorätt.
§ 9 inom. e. Jag instämmer i hvad Justitierådet Wretman härom
yttrat.
§ 10. Jag delar de åsigter Justitierådet Wretman här uttalat.
§ 17. Då det antagligen är meningen att åt Lapparne bereda ena¬
handa utväg till utredning af förekommande ersättningsfrågor, som i förslaget
lemnats de bofaste, synes en anvisning härom icke höra i donna § saknas.
§ 27. Jag instämmer i hvad Justitierådet Carleson här yttrat.”
Justitierådet Södergren utlät sig: ”Jag har varit i någon tvekan om
gränsen för min granskning och mitt bedömande af förevarande förslag till
ändring af den lagstiftning, som tillkommit medelst underhandling emellan
Svenska staten och en främmande makt och blifvit utförd i en traktat dem
emellan; eu omständighet, som i och för sig tyckes anvisa, att ämnet, om
icke i allo, dock i betydlig mån läge inom statskonstens område och således
utom min egentliga officiella synvidd. A hvarje punkt af den befintliga lag¬
stiftningen i detta ämne, likasom i hvarje punkt af förslaget till dess för¬
ändring, betraktadt såsom ett organiskt helt, kunde jag hafva att förutsätta
tillvarelsen af sådana politiska och statsekonomiska skäl, som bestämde lämp¬
ligheten eller nödvändigheten af beting eller medgifvanden, de der hos den
för, statskonsten främmande kunde mota betänklighet vid jemförelse med
grunderna i värf inhemska rättssystem. Det syntes sålunda kunna vara fråga
endast om sådan granskning af förslaget, som afsåge bedömande, om för¬
slaget innefattade bestämningar, Indika kunde gorå ingrepp i den enskildes
redan egande lagliga rätt i sådant, hvaröfver Staten icke egde att genom
fördrag af ifrågavarande beskaffenhet förfoga, och om de stadgande!!, man i
förslaget velat meddela, voro uttryckta i sådana ord, som lagens ändamål
ocht.sakens beskaffenhet fordrade. Men å andra sidan bär jag besinnat, huru¬
som Kongl. Maj:ts genom remissen till Högsta Domstolen tillkännagifna af¬
sigt är att ifrågavarande lagstiftning för sådana rättsförhållanden inom Sverige,
som höra under Svensk lag och äro af den art 87 § Regeringsformen om-
förmäler, skulle, med frånträdande af det statsfördrag, som nu innefattar
denna lagstiftning, föras inom civillagstiftningens område och der framgent
Bd. till Kongl. Maj ds nåd. Prof), om antagande af en Förorda, rör. Lappande i Sverige och Korge. 111
behandlas, i hvilket afseende det remitterade förslaget innefattar rättsbud för
förhållanden inom Sverige och val tillika upptager stadgande!! att tillämpas
inom Norge för der inträffande rättsförhållanden, men dessa stadgande!! an¬
förda endast såsom beskrifning af det uti 27 § af förslaget upptagna vilkor
för den ifrågaställda Svenska lagens trädande i kraft, nemligen att så be¬
skaffade stadgande!! för Norge skulle der antagas och samtidigt blifva gäl¬
lande. Med donna uppfattning af ämnets art och omfång har jag ansett mig,
jernlikt nyssnämnda grundlagsbud, höra granska dessa föreslagna bestämnin¬
gar för Svenska rättsförhållanden och dervid söka bedöma dels om den nu
befintliga lagstiftningen i första codicillen till (frånsetraktaten den 7 Ok¬
tober 1751 må, under synpunkten af hvad dessa inhemska rättsförhållanden
i och för sig fordra, utbytas mot de nu föreslagna stadgande!!, med eller
utan jemkningar i dessa, och dels huruvida de bestämningar i förslaget,
hvilka afse förhållande!! inom Norge och tillsammans utgöra de uti 27 § af
förslaget utsätta vilkor för den nya Svenska författningens inträdande i kraft,
må i afseende på deras oskiljaktiga sammanhang med förslagets öfriga stad¬
gande!! och inflytelse i rättsförhållanden inom Sverige vara såsom slikt vilkor
nöjaktiga och antagliga; ankommande det naturligtvis i allt fall på Kongl.
Maj:ts nådiga bedömande, om politiska eller statsekonomiska skål må ställa
sjelfva ämnet äfven under andra synpunkter och fordra eller tillstädja sådana
beting eller medgifvande!!, som ligga utom den nu an gift) a gräns för min
synkrets.
Efter sådan granskning af det remitterade förslaget instämmer jag uti
det af Justitierådet Carleson afgifna yttrande.
Jag anser dock tillika, för det fall att ifrågavarande förslag kom me
att väsendtligt läggas till grund för eu Proposition till Riksdagen, det icke
vara otjenligt, att uppmärksamheten nu närmare fästes på några felaktig¬
heter i skrifsättet, som ingalunda höra anses hafva vid granskningen hos
Högsta Domstolen vunnit gillande. Sålunda förekomma:
uti 7 § behofvet att i lämpligare ordalag uttrycka den mening, som börjar
med orden: "vid denna indelning
uti 10 § 3:dje avdelningen, som börjar med orden: ”kan den eller de”, har
i ordställningen: ”uppehålla sig i eller flyttade genom det uppsynings-
distrikt", en samling af icke mindre än nitton särskilda, mer eller mindre
flerstafviga ord, bildande flora inellanmeningar, kommit att åtskilja or¬
det i från orden "det- uppsyning sdistrikt'';
uti 11, 12 och 13 §§: sedan man hunnit genomläsa dessa ganska vidlyftiga
§§ angående ämnen af sådan art, att de kunna förekomma såväl i
112 Bil. (til Kongl. Maj.is nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rSr. Lapparne i Sverige och Norge.
Sverige som i Norge, och man dervid förgäfves sökt att i tanken få
föreskrifterna tillämpliga i våra inhemska förhållanden (t. ex. vid svå¬
righeten att i Sverige anlita ”Lagrättsmän” och att tillämpa Norska la¬
gen den 28 Augusti 1854), så erfar man omsider af 14 §, att dessa
stadgande!! alls icke angå förhållanden i Sverige, utan blott i Norge,
hvithet val lätteligen hade kunnat i nämnde tre §§ antydas;
uti 12 § det besynnerliga och oklara i uttrycken: ”kallelse, delgifven da¬
gen förut med tillägg af 2i timmar för hvarje två mil”;
uti 17 § ordet ”hör” uti ett straffbud användt i stället för ordet skall;
uti 19 § språkfelet i orden: "någon hlifvit ålagd att utgifva ersättning
uti 24 § det från Regeringsformens språk lånade uttrycket ”Konungen eger
föreskrifva” i stället för det till vanlig och värdig författningsstil hö¬
rande talesättet: ”Kongl. Magt vill, der sä nödigt prof oas, föreskrifva”
Justitierådet Iggeström yttrade: ”Eu gång tillförene har, efter nådig
remiss, Högsta Domstolen till granskning förehaft ett af komiterade upprättadt
förslag till stadgande!! rörande förhållandet i afseende å Lappmän och Fjell-
finnar i de förenade rikena Sverige och Norge, men, enligt remissens otve¬
tydiga innehåll, var den gången yttrande infordradt öfver komiterades för¬
slag endast i de delar, som hade sammanhang med allmän lag; och Högsta
Domstolen, som så fattade den nådiga remissens innehåll, på sätt dess pro¬
tokoll för den 4 Juni 1847 utvisar, faun från donna synpunkt icke anled¬
ning till andra anmärkningar än dem, som i protokollet hlifvit anförda.
I förevarande fall är deremot ett annat förhållande; ty här är Högsta
Domstolens utlåtande, utan vidare bestämning i afseende å dess omfång eller
inskränkning till vissa föremål, genom remiss påkallad t öfver saken i dess
helhet. I betraktande häraf och enär dertill kommer, att det lagförslag,
hvaröfver yttrande nu skall afgifvas, dels berör ämnen, som från början blifvit
ordnade genom ett för begge de förenade rikena ännu gällande politiskt för¬
drag, dels är beroende af hvarjehanda uti de särskilda länderna förekom¬
mande mer eller mindre vigtiga ekonomiska förhållanden, anser jag för min
del ledamot af Högsta Domstolen både pligtig och berättigad att i hithörande
frågor uttala sina tankar, desto heldre som rättvisan och ändamålsenligheten
af det framlagda lagstiftningsförslaget svårligen lärer kunna sakkunnigt be¬
dömas, derest icke det, som utgör eller borde utgöra sjelfva grundläggningen
derför, tillika tages i skärskådande.
Efter sålunda företagen och slutad granskning, dervid jag, delande
Justitierådet Carlesons åsigter, ock hufvudsakligen gillat hvad af honom
Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd. Trop. om antågande af ett förorda. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 113
blifvit andraget så uti allmänna betraktelser som medelst erinringar mot för¬
slagets särskilda delar, finner jag mitt vidare yttrande lämpligast kunna in¬
skränkas dertill, att jag instämmer uti Justitierådet Carlesons uttalade me¬
ning, ändå att ett eller annat tillägg, måhända af mindre betydenhet, kunnat
af mig önskas samt. efter mitt förmenande, erinringarne fallit bättre i ögonen,
så framt, för hvarje af dem, alla åberopade skäl blifvit på ett och samma
ställe sammanförda; hörande jag slutligen begagna tillfället att fästa upp¬
märksamheten på vigten deraf, att uti allmänna författningar, som till efter¬
rättelse utfärdas och Indika komma att i eu framtid bära vittnesbörd om den
punkt, hvarpå folkbildningen sig befinner, språket måtte vårdas så, att den
som laser, icke kommer i tvekan, om det kan vara hans eget klara och väl¬
ljudande modersmål.”
In fidem
Oscar David Egge.
Bih. till RiJcsd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd.
15
114 Bil till Kong!.. Maja» nåd. Trop. om antagande af en Förorda rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Gj enpart
af den Kongelige Norske Regjerings underdanigste Indstilling af
2den Februar 1869.
Chefen för Departementet for det Indre, Stat sr a ad Stång, har under¬
dånigt föredraget Folgende:
I vedlagte af den norske Regjering under 1 ode October 1867 til-
traadte underdanigste Föredrag har Departementet fremlagt Udkast til en Lov
angaaende Lapperne i de forenede Kongeriger Norge og Sverige, hvilken
Lov er teenkt åt skulle, om den vedtages för begge Rigers Yedkommende,
trsede istedet för de i lste Codicil til Graendsetractaten af 7/18 Celeber
1751 indeholdte Bestemmelser om samme Cj enstan d. Departementets Lov-
udkast var i alt Veesentligt stemmende med et af dertil naadigst beskik-
kede Hämd fra begge de forenede Diger i Fsellesskab udarbeidet, paa Norsk
og Svensk affattet, Förslag til saatian Lov, hvilket man her tilligemed den
af Commissionens norske Medlemmer särskilt afgivne Begrundelse tillader
sig åt vedlsegge i A It ryk.
Gj enpart af neevnte underdanigste Föredrag befaledes ved Kongelig
Resolution af 24de October 1867 tillstillet det Kongelige svenske Justits-
Departement i Förbindelse med de ifolge Kongelige Resolutioner af 28de Mai
1845 og 18de Juli 1862 tidligere oversendte underdanigste Föredrag ved-
kommende de samme Forliolde.
I Skrivelse hertil af lOde December 1868 har derefter Hans Excel-
lence den svenske Justitiestatsminister forklaret, åt efteråt Deres Majestät i
svensk Statsraad den 29de October 1867 havde indfordret den svenske
Hoiesterets Eetsenkning over det af foran&rte Commission indgivne Lov-
forslag, var saadan Betenkning under 16de November 1868 bleven afgiven
samt den 23de s. M. juster et og til barn oversendt. Statsministeren har
tilfoiet, åt da denne Betänkning indeholder mange og vaesentlige Anmferk-
ninger imod Commissionens Lovforslag, har han troet åt burde, inden Sägen
foredrages i sammensat svensk-norsk Statsraad, give nservserende Departe-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Pr ap. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge, j 15
merit Anledning til åt anfore, hvad der med Hänsyn til disse A mng;rk ni ri ¬
gör kan värre åt erindre fra norsk Side, hvorfor lian lader folge en Afskrift
af den af den svenske Hoiesteret forte Protocol. Statsministeren bemeerker
videre, åt da Ifoiesterets Granskning af Sägen har medtaget saa lång Tid
og gjort videre förberedande Behandling af samme nödvändig, forudseer han
V anskeligheden af åt faa deri andelig behandla t saa tydligt, åt Beslutninger
om samme hanne fattas af det nu samlede Storthipg i Norge og Rigsdag
i Sverige, — hvorpaa han har troet åt härda fleste Opmeerksomheden för
det Tilftelde, åt man i Paavente af den paataenkte internationale Lov skuld c
ände befordring til i Norge åt udfserdige sand änne Forskrifter angaaende
Lapparna, som kunna meddelas liden åt krsenke Grgendsetractaten af 1751
og de deri svenska Lapper tilsikkrede Rettigheder.
I det Departementet benytter den givna Anledning til åt framsätta de
Erindringer, som fra norsk Sida findes fornodne vedkommende de fra den
svenska Hoiesteret framkomna Udtalelser, skal man, idet man med Hänsyn
til Sägen forovrigt indskrsenker sig til åt hänvisa til den i det paaberaabte
Föredrag givna Fremstilling, og idet man ligeledes tillader sig åt vedbegge
og hänvisa til den modtagne Afskrift af ngevnte Hoiesterets Protocol, tilläde
sig i Underdånighet! åt anföra Folgende:
Yed Behandlingen af det ovenanforte Udkast til Lov angaaende Lap¬
per ne i de förenade Kongeriger ha va den Kongelige svenske Hoiesterets Med-
lemmer i det Ysesentlige deelt sig i 2 Fractioner, nemlig a) Justitieraaderne
Carleson, Naumann, Friherre Leuhusen og Iggestrom, som bände fra politisk,
statsoeconomisk og almindeligt legislativ^ Standpunct förkasta Forslaget, og
b) Justitieraaderne Wretman, Cramér og Södergran, der have vaesentligc Be-
taenkeligheder mod Forslaget fra det sidstnmvnte Standpunct, men indrommer
Muligheden af, åt politiske eller statsoeconomiske Grunda dog kunna g jure
dels Antagelse försvarlig. Medens derhos Justitieraad Cramér udtrykkelig
medgiver, åt det af de Hoiesteret forelagte Actstykker ikke kan sluttes, åt
de svenske Lappers Bestaaen og fremtidige Trivsel skulde ssattes i Fara, om
Forslaget ophoies til Lov, floder derimod Justitieraad Carleson og de, der
slutta sig til barn, åt de nsevnte Actstyckker lida af eu saadan Ufuldstaen-
dighed i Oplysninger om de factiske Forhold, om Aarsagerne til Striden niel¬
lera. de Fastboende og Lapparna, om de Sidstes Behov og bele Stel samt
om. den bestaaende Tractats practiske Betydning, åt det af den Grund fadder
vanskeligt åt dumma om det nye Forslags Retfserdighed og Hensigtsmees-
sighed.
Hvad denne Anka angaaer, er Departementet tilboielig til åt tron, åt
den maa hidrore fra en udvortes og tilfseldig Omstamdighed. Det kan nem¬
lig ikke af den föreliggande Betänkning fra den svenske Hoiesteret snes,
om samme har veeret i Besiddelse af samtliga officielle Actstykker i Sägen,
116 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. P? op, om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
navnlig om den har vceret i Besiddelse af og saaledes gjort sig bekjendt
med de Forhandlings- eller Examinationsprotocoller, som ere forte af begge
de norsk-svenske Comiteer, som til Undersogelse af Lappeforholdene nedsat-
tes i 1843 og i 1866. Det fremlyser navnlig af den i 1866 forte Protocol,
åt enhver Side af de forenede Rigers Nomadeforhold, hvorpaa det ved sam-
mes Lovordning kan komme an, er gjort til Gjanstånd för en omsteendelig
Examination af en Maengde Lapper og Fastboende i den Reel af Norge, för
hvis Skyld det veesentligst er, åt en ny Mellemrigslov paakrseves, Hemlig
Tromso Amt; åt denne Examination er företaget af Nämd fra begge Rigör
ved Hjtelp af samtidigt tilstedevverende dygtige og dannede Folke, en norsk
og en svensk, samt åt Examinationen har bundet Stod i saa mange og tal-
rigt besegte Moder, åt det ikke lettelig kan tsenkes, åt en Fortsoettelse af
disse Undersogelser vilde hanne give noget Lklbytte. Departementet indseer
derför ikke, hvorledes eu yderligere eller fuldstaendigere Belysning af For-
holdet skulde hanne tilveiebringes end den, der allerede er tilveiebragt.
De af Justitieraad Carleson sserskilt udhaevede, efter hans Formening
endnu ikke tilstrsekkeligt oplyste Sporgsmaal, ere formeentlig gjennem den
ovenomhandlede Examination saa udferligt besvarede, som det overhovedet
lader sig giore, medens man selvfolgelig aldrig kan vente åt see dem eens
besvarede fra begge Sider, og man derför alltid vil blive nodt til her som i
lignende Forbold åt anvende nogen Critik för imellem hinanden modsigende
Erklseringer åt hanne ad fin de det objectivt Rigtigc. Naar saaledes Justitie-
raad Carleson anseer det usandsynligt, åt under de aarlige Kost- og Yaar-
flytninger nogen vsesentlig Forbed ring i Eeenhjordenes Bevogtning fra Lap-
pernes Side kan tilveiebringes, Noget som vista ok af disses Fleerhed er
benaegtet. saa maa dog formeentlig Urigtigheden af denne Bern 'gtelse vsere
godtgjort dosis ved enkelte Lappers udtrykkelige Erklsering i modsat Retning,
dosis ved den Kjendsgjerning, åt der gives Lapper, sauvel svenske som nor¬
ske, der med deres Mjärde sjelden eller aldrig tilfoie de Fastboende Skade
pa a disses Eiendom, uagtet de opholde sig i samrnes Nserhed. Om begge
Bele indelande Comiteens Forhandlinger med Almuen tilstrtekkelige Yidnes-
byrd. Enär der fremdeles ankes over herskende Uklarhed i det Punct, hvar¬
vid! forandret Bevogtning formaaer åt aflede Renens Drift fra åt sago heelt
ned til Havkysten i Yaartiden, da er enhver Tvivl i saa Menseende för
Comiteen bleven bortryddet ved den i Forhandlingerne oplyste Kjendsgjer¬
ning, åt saavel svenske som norske Papper om Sommeren ligga med Tusin-
der af Resa paa Strrekninger inne i Landet oden nogensinde åt komma til
Lysten. Saaledes erfaras til Exempel (see Forhandlingsprotocollen Fol. 44),
åt den svenske Lap Fars Janson Sikko, efter tidligere med sina 3,000 Reen
åt hare sogt ned til Lysten i Balsfjorden, i 1866 bold! til ved Altevandet
naer Rigsgr$ndsen, hvorfra hans Reen ikke segte lrengere ned end til Bardo,
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. I’rop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 117
som ligger mange Mile op fra Soen. Det samme er Tilfaeldet med enkelte
norske Lapper af Ivarasjok, som med talrige Reenhjorde bolde til Aaret
rundt paa Hoiderne mellem Ivarasjok og Porsangerfjorden, mango Mile fra
dennes Rund, — ligesom heller ingen af de Rensayr, som til visso Tider åt
Aaret bolde til i Throndhjems Stift, komma ned til Kysten. Hvorvidt der i
de indre Bele af Landet findes tilstrsekkeligt Bete og ovrige Betingelser för
Reenhjordenes Trivsel, er vistnok endnu ikke bragd til Visbed. Men för
snarast rimligt åt opnaa denne er allerede det förste Skridt gjort, idet der för¬
del nu sammentraadte Storting er fremsat Ivongeligt Förslag om Bevisning
af de fornedne Midler til en Opmaaling, Kartering og Beskrivelse af Tromso
Amts Fastland sdele, b vilket Förslag, forsaavidt for her omhandlede 0iemed
fornodigedes, allerede er bifaldt af Stortbinget. Åt afvente Tilendebrin gelsen
af detta topographiske Arbeide, forinden man skrider til en Ordning ad Lov-
givningsveien paa det af Comiteen foreslaaede Grundlag, vilde veere en Ud-
seettelse, der ikke lader sig försvara ligeoverfor de lidende Interessers steerke
Krav pa Styrelsens snarast mulige Mellemkomst. Hvad her er bemserket
angaaer forovrigt Lovudkastets § 24, om hvilken § Departementet senare
hen vil have Anledning til åt yttre sig.
Den Mistillid til Forslagets factiske Grundlag, som udtaler sig i Ju-
stitieraad Carlesons m. Fls Votum, tur de udentvivl för en väsentlig Deel,
hidrore fra Uovereensstemmelsen mellem Comiteens officielle Oplysninger og
de Indtryk i anden Retning, som man bär modtaget af Privatskrifter, f. Ex.
af den af Justitieraad Carleson citerede Pastor Stockflets Reisedagbog, Indtryk,
som ogsaa i de Egne af Norge, hvor dissa smregne Forhold kun kjendes af
Boger og Avisopsatser, have meddeelt sig till Mango. Med al Anerkjendelse
af den bort forijente Pastor Stockflets Indsigt og Sandhedskjaerlighed, er det
dog ikke faldet Nogen af dem, der ber i Landet have havt officiel Betalning
med denne Sag, ind åt soge de factiske Oplysninger i Stockflets Skrifter.
Denne Mands levende Medynk med det tidligere saa vanskjottede Lappefolk
meddeelte hans Optrseden som detta Folka Talsmand i alt dels Vee og Val
en Begeistring, der lidet levnede Rum tor en strängt objectiv Opfatning og
lettelig bragte bara til åt glömma alla andre Hänsyn over en eensidig Fast-
holden åt Lapparnas Tar v. Hans fortjenstfulde Virksomhed ligger i hans
moisommelige Sprogarbeider og i hans selvopoffrende, i sterlige og med Held
kronede Anstramgelser tor åt gjore det lsenge forsomte Folk til Oj anstånd
för Styrelsens alvorlige Omsorg; man det lod sig ikke vante, åt eu Mand,
med en saadan Aand sretning og med den Livsopgave, han havde stillat sig,
skräde i sin varme, men eensidige Interesse för Fjeldfinncrne, hvis Nomadeliv
uundgaaelig rnaatte komma i Strid med Jordbrugets og Civilisationens Frem-
skridt, have aabent Oie för dennes berettigede Krav, saaleenge han, som Til-
feeldet var, ikke einede eller saa sig i Stånd til åt paavise Hd vele til en
118 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Vrop. om antagande af en Förordn. rör Lappande i Sverige och Norge.
Försoning. Yil man overhovedet begge afgjorende Vant paa, hvad der åt
barn og andre Nämd fra et mere eller mindre philanthropisk Standpunct
privat er skrevet til Försvar for Lapperne i Forhold til de Fastboende, kan
man ikke conseqvent komma til andel praetisk Resultat, end åt Lapperne Li¬
ta ges för al Bevogtnings- og Erstatningspligt, og åt idetmindste bele Tromso
Stift med en jordbrugende Befolkning af omtrent 150,000 Mennesker og for-
modentlig en lignende Reel af det nordlige Sverige ganska maa unddrages
det almindelige europteiske System af Beskyttelsc för fast Eiendom iigeover-
for de före ned e Rigers nomadiserande Lapper, hvis Antal noppa överstiger 9,000
Individer, hvaraf ikke blidt 1,600 tilhorende Norge. Men Sägen vil i Vir-
keligheden komma til åt stilla sig saa, saafremt Privat-Skrifter, som de om-
handlede, af dem, der have officiel Ritbly delse paa Sägens A.fgjorelse, skulle
tilleegges den Veegt, åt de formindske Trovserdigheden af de faetiske Opilys-
ninger som de, der nu haves tilveiebragte paa salva Stedet af dertil officielt
beskikkede upartiske Ma-vid fra begge Rigör. Yil man i denne Sag icke skrida
til en Afgjorelse, saalaenge eensidigt farvede private Beretninger om dissa
Forhold en ten i Norge eller i Sverige komma för Lyset, vil Sägen aldrig kunna
komma til sin Afsilning.
Förent! Departementet gaaer over til åt imodegaae den svenske Hoieste-
rets Bemserkninger ved den nu foreslaaede Ordning, skal man med Anled¬
ning af den af Justitieraad Carleson företagna Sammenligning af Lapparnas
Stilling som den var efter Godicillen af 1751 og som den vilde bliva efter
Comiteens Förslag, tilläde sig åt hänleda Opmserksomheden paa den störa
Forskjel i Sägens sanda Internationale og ståtsoeconomiske Stilling för og nu.
Ved Afslutningen af 1751 Aars Traktat borta luden Sveriges Gramdser, för¬
liden de dengang til Norge afstaaede Kautokeino og Afjuvarre Distrlater, og-
saa finsk Enontekis samt Friare og Utziok. I dissa Districters rige Mose-
marker, der udgjortle Lappernes storste og bedste Yinterbeter, havde Norges
Lapper et ^Eqvivalent för de svenske Lappers Sommarbete i Norge. Til
samme Tid var Antallet af Lapper og Reen saa lidet, ligesom ogsaa Jordbru-
get paa norsk Sida erulnu var saa obetydligt, åt man nappa dengang havde
nogen Tanke för Muligheden af, åt Rummet kunde blive för trångt för begge
Bedrifter. Rappe v®senet havde dörrgång og lsenge derefter eu overmaade
stor oeconomisk Be tydning för begge Ländes fäste Befolkning, deels för den¬
nes For syning med Kjod og Pelsvserk, deels og isrer för Communicationen i
dissa Ödemarker, gjennem hvilke navnlig det nordlige Norge i den långs te
Bil. till Kongl. Ma.j:U nåd. Prop. om antagande af er. Förorda. rör. Pa/riarne i Sverige och Norge. 119
Deel af Aaret havde sins vigtigste Forbindelseveie med den ovrige Yerden.
Heelt anderledes staaer Sägen i enhver Heenseende nu. Yed Finlands Af-
staaelse i 1809 formindskedes Tractatens Omraade i saadant, Mon, åt bele
det nuvrerende Finmarkens Amt, efter den russiske G-rsendsespEerring i 1852,
med dels omtrent 1,000 Nomader og 65,000 Reensdyr er hemvist til de in-
skreenkede Mosemarker luden Amtets egne Grsendser. Man vil forovrigt se-
nerehen i andre Anvendelser komme tilbage til dette Forhold, og indskr&n-
ker sig ber til åt bemserke, åt det JEquivalent, Norge ifolge Traetaten havde
i den tilstaaede Betesret paa de af Sverige til Rusland senere afstaaede Lands-
dele nu er takt. Det er en Feiltagelse, naar Justitieraad Carleson i sine Be-
maerkninger til Lovforslagets § 6 yttrer, åt Territorialforandringen af 1809
kun berorte ”0stre Finmarkens Lapper”. Den berorte, som nys bemeerket,
hele det mmerende Finmarkens Amt (0stre og Yestre Finmarken), hvis Reen-
hjorde udgjore over 3/5 Delo af bele Norges. Ilvor stort Antallet af begge
Rigers Reensdyr var i förrige Aarhundrede, seer man sig ikke istaand til åt
oplyse, men af de Opgaver, som forslaae de i 1843 og 1866 nedsatte norsk¬
svenske Commiteer, fremgaaer det, åt i forstnsevnte Aar sogte omtrent 63,000
Reen, tilhorende svenske Lapper, Sommerbete i Tromso Stift, hvilket Tal i
sidstnsevnte Aar var vexel til omtrent 90,000. Antallet af Reen, som i 1865
tillhorte norske Tapper ud enfor Finmarkens Amt, altsaa det Antal, hvorafen
större Deel sencles paa Vinterbete i Sverige, ud gjorde benved 40,000. I oeco-
nomisk Henseende og bortseet fra Finmarkens Aints Nomader, som bolde til
\ -^orge Aaret rundt, kan det ikke veere tvivlsomt, åt Nomadevsesenet nu
för Liden er for Norge en saa stor Byrde liden tilsvarende Fördela, åt man
fra detta Ståndpunkt ubetinget maatte önska dels Ophor. Tromso og Nord¬
lands Amters Forsyning med Fodevarer og Beklädning foregaaer för en saa
länge Deel ved Lapperne og deras Reenskjotsel som Fädrift betragtet, åt
dens successive Ophor samtidigt med Jordbrugets og Huusflidens fortsätta
Fremadskriden under Skovens, Havnegangens og den dyrkade Jords Fredning
for Reenhj order ne liden tvivl saagodtscm ikke vilde foles. Flor selen medlem
det nordlige Norge og den Övriga Vorden bär tagel andre Vele, efteråt alle-
rede i lång Tid regelmatssig Dampskibsfart Aaret rundt bär fundet Stad
imellem Bergen, Tbrondhjem og Hammerfest. För Reisendes Befordring er
saaledes Reenholdet i Sverige oden Betydning för Norge. Naar man deri-
mod man indromme dels Betydning endnu og muligens för eu leengere Fram¬
tid med Hänsyn til det nordlige Norges Försurning med F.edriftsproducter tfa
de bebyggede Bele af Norrbotten og Finland, forsaavidt som Transporten
skeer ved Hjselp af Reen, er dermed kun indromme! delta Dyrs Förlida för
Hesten til Kjorsel i dissa Sneorkener, man ingärdande Nodvendigheden af
Nomadevaesenet, allermindst i dels nuvarande ' Udstraikning. Erfaring fra
Finland og saa vidt vides ogsaa fra det nordlige Sverige viser noksom, åt
120 Bil. till Kongl. Maj-.ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Reen som T r sele dyr i tilstreekkelig Meengde kunne holdes af Fastboende, ikke
åt tåls om, åt Behovet i nsevnte Henseende i ethvert Fald vil vsere tilfreds-
stillet ved et saa lidet Antal Nomader og Reen, åt der för samme vil vsere
överflödigt Rum og Livsvilkaar paa Strsekninger, som en förnuftig Oeconomi
aldrig vil bringa ind under Dyrk ning och Bebyggelse. Departementet anta¬
ger, åt Nomadevsesenet har en större oeconomisk Betydlig för det nord¬
lige Sverige, navnlig for de nsermest Lapmarken bosatte Nybyggare. Detta
Hensyn kan vistnok ikke fra norsk Side tabes af Sigte ved Forhandlingerne
om denne Sag, men den forandrede Stilling, som Sägen nu ind tager lige-
overfor hvert af de forenede Diger, bor dog billigviis have til Folge, åt den
uklare og i mango Puncter absolut antikverade Ordlyd i Codicillen af 1751
ikke nu fortolkes i en för Norge mera bebyrdende Retning end Ord ene med
Nodvendighed medföra, allermindst naar en saadan For tolkning ikke er nod-
vendig för åt sikkre de svenske Pappers Bestaaen paa rimelige Vilkaar. Men
et saadant Hensyn er saa långt fra åt have virket paa de ovennsevnte svenske
Hoiesteretsmedlemmers Fortolkning af Codicillen, åt tvertimod Lappernes Fri¬
heder efter denne er givet et Omfång, som gaaer moget udenfor dens prd,
og åt de Ande sig foranledigedc til den Udtalelse, åt Fj eldlappens Interesse
ligesom den bofaste Befolknings er i Codicillen bleven gjort gjseldende paa
en forskjellig för ikke åt sige ganske modsat Maade af den, der indeholdes
i det Förslag, som skulde aflose bila.
Idet man tillader sig åt henvise til den i det underdanigste Föredrag
af 15de Oktober 1867 meddeelte Udvikling af Departementets Opfatning af
titnsevnte Codicils netto Mening angaaende Lappernes Frihed til Benyttelse
af begge Rigers Land, skal man her i Korthed gjengive denne.
Efteråt Codicillens § 10 cfr. § 12 har stadfestet begge Rigers Pap¬
pers Rot til Hest og Vaar åt flytte med deres Reenhjorde over Grsendsen i
det an det Rige, og lige med Landets ”Undersaatter”, d. e. Under snatter af
samme Slags eller dels egne Nomader, betjene sig af Land og Strand —
undtagea fredlysa Kobbeveider og Fuglevser — til Underhold för deres Dyr
og sig selv, byder § 16, åt de fremmede Papper paa begge Siden noie skulle
tage sig i Agt, åt de ikke ved deres Flytnings-Fserd gjore ”Landets Ind-
byggere” — den bofaste Befolkning — Skade, enten Vinter eller Sommer,
paa Skov, Ägor eller Eng, Multebaer- eller Hjortronmyrer eller noget andel,
under Ansvar af Sträf og Skadens Erstatning efter uvillige Mmnds Skjon.
Den samme Brug af Land og Strand, som er Landets egne Papper Blindt,
skal altsaa vrere de fremmede Papper tillåd t, al Brug, hven ved Skade tilfoies
Landets Indbyggere, er dem Begge förbud!. För denne uskyldige Nyttesret
havde de åt erlmgge en i Codicillen bestemt oärlig Bele til den ”hvem Leien
tilkom”, Staten eller Enkellmand. Til nogen Udskiftning af Landet mellem
Lapperne og de davaerende eller fremtidige ”Indbyggere” eller nogen mer-
Bil till Kongl nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Lappare i Sverige och. Norge. 121
niere Paaviisning af de Steder, Lapperne fra gammel Tid havde eller ikke
havde benyttet, findes ligesaalidet Spor som til Förbud imod Ländernas yder-
ligere Bebyggelse i de Egne, hvor Lapperne havde vändrot med deres Reen.
Codicillen har intet Tilsvarende til det nye Forslags § 5.
Tvertimod den Beskyttelse, som § 16 tilsiger Landets Indbyggere för
al deres Eiendom ligeoverfor de fremmede Lapper og deres Dyr tvertimod
det i §ens Begyndelse gjorte Forbehold ogsaa med Hänsyn til Landets ecme
Lappers ”Skatteland,” og uagtet Modssetningen mellem ”Undersaatter” UtMO
og ”Indbyggere” i § 16, fortolker Justitieraad Carleson Codicillen af 1751
derb en, åt de fremmede Lappers Rot til Benyttelse af Land og Strand ikke i
nogen Henseende skulde staae filbåge för den Benyttelsesret, som ved samme
lid tilkom hvart Riges egne Undersaatter, ”ogsaa de bofaste”, samt åt Lap¬
perne hge med dissa skulde efter 1751 Jigesom förbön va-re berettigedeltil
att betjena sig af den Mark, hvor deras Hjorde fra gammal Tid havde segt
sm Näring, og åt enhver Udvidelse af Jordbruget eller privat Eiendom paa
Steder, som Lapperne havde benyttet, har varmt en Overtnedelse af Tractaten
forsaavidt saadan Udvidelse forte til Indskrssnkning i Lappernes Nyttesret!
Denne Paastand tor det värre saameget mindre fornodent åt opholde si»-ved
som dans Gjermemforelse nappa skulde have noget Tilsvarende i noget andet
Lands Rot eller Historie. Den er modsagt ved det Kongelige Brev til Lans¬
hövdingen i Norrbotten af 4de November 1817, hvithet fra hets Regel om
r sellesansvarlighed för Skada ved Reen paa Indvaanernes Eiendom ikke und-
tager de siden 1751 opryddede Jordbrug. Den er positivt modsagt af den
svenske Justitie-Statsmmister i hans Skrivelse til det norske Indre-Departe-
ment, af 20de December 1862, hvor det er udtalt, åt heller ikke efter hans
Opiatmng kan 1751 Aars Greendsetractat fortolkes saaledes, åt Opdyrknin-
gens Framgång luden noget åt Rigerne skulde van-e underordnat Lappernes
Behov åt Betesmarker, og åt der ikke maatte underleegges privat Eiendoms-
ret andet eller större Omraade end det, som Lapperne hidtil ikke havde benyttet
eller behovede åt benytte. Den er andelig modsagt af begge Rigers Regjeringer
\ ed den siden Tractatens Tid stedfundne Udviisning og Afhgendelse af Rydnings-
land paa offentlig Grund i Strog, hvor Lapperne förbön have tumla! sig alene
i. Ex., hvad särskilt Norge vedkommer, bele Maalselven och Bardo, 2de Kirke-
sogne med en jordbrugende Befolkning af 3,500 Mennesker. Justitieraad
Carleson bär dog til Slutning selv begramdset Lappernes Rot til det frem¬
mede Omraade ved Udtrykket, ”som maatte ansees åt värre för Lappen ved-
blivende fornodent” og har dermed formentlig opgivet Tanken om, åt Lan-
perne ubetmget skulde v$re forbehold ne enhvar Strykning, paa hvilken de
j 1751 havde drevet deras Hjorde. Hvormeget der skal ligga i den Ind-
r0™™e1^/ "°7m7ve;d de llU citerede Udtryk er gjort, er ikke Departementet
Ihh. till Biksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 16
122 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lappare i Sverige och Norge.
ganske klart; man skal derför kun bemeerke, åt det har vaeret Departemen¬
tets, ligesom antagelig Committeens Fortsättning, åt der med de foreslaaede
Bestemmelser angaaende Omfanget af Lappernes Friheder paa Statens og
Privatmands Eiendom vil värre nok af Sommerbete og Övriga Fornodenheder
i Norge idetmindste för det Antal Eeen, som nu findes.
Åt Reenhjordene skulde kunna foroges i det Uendelige med Rot för
deres Flere til ep tilsvarende Udvidelse af det til Reenhold indrommede Terri¬
torium, er en Paastand, som dog ikke kan tsenkes fremsat.
Naar det titmevnte Medlem af den svenske Hoiesteret seger åt paavise,
hvormeget slettere Lappernes Shilling vilde blive efter Committeens Förslag
end efter Codicillen af 1751, man Departementet bemeerke, åt naar denne
Sammenligning forudseettes åt falde gunstigt ud för Lappernes Shilling ifolge
Codicillen, saa bidrorer detta först foa den af Justitieraad Carleson opstillede
Fortolkning af Codicillen, hvis Urigtighed formentlig er tilstrsekkelig paavnst,
og dernäst fra den Omstsendighed, åt Codicillens Hänsigt som Folge af
Mangler ved dans organiske Bestemmelser ikke har kunnet gjennemfores.
Det er i denne Hänseende tilstrsekkeligt åt gj antaga, åt Codicillens Bestem¬
melser om den Lapparna paahvilende Skadeserstatningspligt bär vinref saa-
'Todtsoni uskrevne, fordi der ikke er anviist noget brugbart Middel til åt
giore dem gjeeldende. Havde Codicillens Bestemmelser kunnet virke efter sin
Hänsigt, vilde det ha ve viist sig, åt Nomadens Stilling, aldenstund Ansvar
för Skada var barn ved Loven paabunden, uundgaaelig ved Tingenes egen
Magt maatte blive trangere og vanskeligere, jo mera det dyrkbare Terrain blev
optaget og bebygga! og — hvad der ikke synas fra den anden Sida åt värre
tilstrsekkelig paaagtet —- jo mera Reenhjordene voxede i Antal og Stor-
relse til Fortrarngsel för hvarandra mdbyrdes. Åt der ved Siden häraf ialfald
paa norsk Sida er begaaet Misgreb af det Offentliga ved åt udvise Jord til
privat Brug eller Eiendom paa Steder isarr inde i Landet, hvoi Saadant bär
gjort Nomadeviesenet mera Skada end Culturen og Jordbruget Oavn, bor
villigen indrommes; åt förebygga og rotta deslige Misgreb er netop Hensig-
ten af den nye Lovs §§ 5 og 25 og af en af indevserende Storthing förlängt
Bevilgning til Indlosning af privat Grund i Tromso Amf. Man den veesent-
ligste6 Aarsag till den rmva-rende för begge Parter liga inislige Til-
stand ligger uimodsigeligt i Mangelen paa gjensidig Kundskab om og Agtelse
för hinandens Rettigheder og paa hensigtsmeessige Lovregler til Bestämmelse
af dissa Rettigheder og til deras Haandhasvelse. Åt denne Mangel vilde
blive i Hoved sägen og paa den lempeligste Maade afhjulpen, h vis man i alt
Veesentligt befolger det åt den sidst nedsätta Committee efter omhjggelig
Provelse eenstemmigt afgivne og af den norske Reglering tiltraadte Förslag,
er framdeles Departementets sikre Haab.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 183
Departementet gaaer nu over til, — saavidt det kan skee liden form egen
Gjentagelse af hvad der deels ovenfor, deels i de norske Committee-Med-
lemmers Motivering allerede er anfört — åt udtale sig postviis om de En-
keltheder i den foreslaaede nye Ordning, mod hvilke der i den svenske
Hoiesterets Betänkning er bleven fremsat Erindringer.
I. Naar der ankes over, åt Finmarkens Amt (det nuvserende Fin¬
markens Amf, med andre Ord Ost- og Vestfinmarkcn) er undtaget fra den
foreslaaede Lovs Omraade, da hidrörer detta förment!ig fra Mangel paa Be¬
le) endtskab til Forholdene. Svenske Lapper have aldrig segt Sommerbete
för deres Hjorde i det nuvserende Finmarkens Amt. Aarsagen (fertil er åt
sege deels i Beliggenheden, da Veien (fertil er för lång för de svenske Lap¬
per, der aldrig have segt til den norske Kyst nordenfor Kaafjord i Lyngen
eller i de seneste Aar, til Ledsen i Skjerve, — deels. i den Omstsendighed,
åt Amtets egne Reenbjorde altid have vseret saa talrige — efter T ädlingen
af 1865 over 65,000 —, åt det trange og sparsomme Sommerbete ved dets
Kyst nitid bär vseret fyldt og nu, navnlig för Yestfinmarkens Yedkommen-
de, er overfyldt af norske Reen. Det bär vseret Departementet saameget
mere paafaldende åt see denne Paus tand fremkomme, efteråt Finmarkens
norske Lapper ere bleve unddragne den dem af Sverige i 1751 traetat-
msessig tilsikrede Ret til åt före sine Hjorde paa finländsk Yinterbete. Yed
Siden af, åt Finmarkens Amt bär takt Retten til åt sende sine Reenbjorde
paa Yinterbete i Finland, skulde det, ifolge de ovennsevnte svenske Hoieste-
retsmedlemmers Paastand, värre pligtig til, hvad der aldrig tilforn bär funder
Sted, åt modtage svenske Reenbjorde til Sommerbete. Departementet tor
ansee det ufornodent åt underkasta denne Paastand en yderligere Provelse.
Kaar desuagtet Lovudkastets § 26, forudssettende Muligheden af, åt
enkelte svenske Papper i Fremtiden kunde soge til Finmarken, för detta
Tilfeelde bär tilsagt dem samme Rettigheder, som man i detta Amt vil ind-
romme de norske, man som paa Grund af de der herskende sseregne För¬
dold man bestemmes noget anderledes end för de sydligare Am ter, er detta
paa een Gång fra norsk Sida en Indrommelse udenfor det, hvortil Kerga er
forpligtet, og tillige en för Sverige betryggande Frisering om, åt i enhvar
Deel af Norge skulle svenske Papper, der suga Sommerbete her i Landet,
ikke bliva behandlade anderledes end Norske.
II. Den i § 3 foreslaaede Indskrcenkning i Tiden, da Reenhold skal
vcere tilladt i Norge, er vtesentlig foranlediget ved, åt nagla svenske Papper
i de senare Aar deels med deels liden vedkommende Eieres Samtykke ere
124 Bil. till Kongl. Maf.ts nåd. Prof. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
forblevne Vinteren over, altsaa Aaret rundt, paa enkelte 0er i Tromsö og
Nordlands Amter, dosis ere komne saa tidligt om Foraaret, åt Kalvningen,
som i Almindelighed foregaaer paa svensk Side for Flytningen, för enkelte
Hjordes Vedkommende nu foregaaer paa 0er i Tromsö Amf. Departementet
maa ansee Bestemmelsen uundgaaelig nödvändig til Beskyttelse för Jordbruget
navnlig i Tromso og Nordlands Amter. Disse Amter ville, som Folge af
deras Höide- og Övriga Naturforhold, i Almindelighed ikke afgive Bete för
Reensdyrene för St. Hanstid, medmindre det tillädes dem åt graesse paa
Hjcmjorderne, der först blive sneebare. Detta vilde virke i bni Grad häm¬
mande og odekeggende för Bngdyrkningen i Norge, medens man, ved först
åt aabne Grsendsen för Lapperne ved lste Mai, förebygger deras Ankomst
til det beboede Strog tidligere end til St. Hanstid och neder dem til åt lada
Kalvningen foregaae som tfa gammal Tid i svensk Lapmarken, hvis lavera
liggande Dels have Överflöd paa Skov, som ganska kan afsees til Lappernes
Brug. Naar det navnlig er bleven fremhtevet som en Ubillighed, åt norske
Tapper skulle henvises til Sverige i de 7 Maaneder af Aaret, medens det
kun tillädes svenske Tapper åt opholde sig i Norge i 5 Maaneder, maa det
först erindres, åt Forslaget i detta Stykke ikke gaaer ud paa åt rådföra
noget Nyt, man kun bygger paa en allerede ved salva Codicillen stadfaestet
Ordning-. Codicillen omtalar Hemlig med udtrykkelige Ord — see dans § 14
— åt Tapparna opholde sig lsengere i Sverige end i Norge, og begrundar
andag häri sin Förskrift om, åt der i forstncevnte Tand skal svaras dobbel!
saa stor Betesleie som i det sidste. Man selv om det ikke udtrykkelig havde
vasret udtalt, åt Opholdet i Sverige er af hen ge ro Varighed, vilde dog det
Samme allerede have ligget i Codicillens Udtalelse (§ 10 jfr 13 og 14) om,
åt Tapparna om Vaaren flytte over til Norge og om Hästen til Sverige, idet
der niellera Vaar og Hest saa långt mod Nord aldrig hengaaer nogen 1 »in¬
ge ro Tid end 5 Maaneder. Framdeles maa det, naar der sporges om Bil¬
ligheden af en saadan Fördel ing af Byrden Rigerne imellan!, ikke glammas,
åt Vinterophold selvfolgelig ikke medforer saa stor Skada som Sommerophol-
det, og andelig åt Antallet af norske Reen, för hvis Vedkommende der er
Sporgsmaal om Vinterbete i Sverige, er ulige mindre end Antallet af svenske
Reen, der soge Sommarbete i Norge.
Forsaavidt Tovudkastet (§ 3, 2det Punctum) udtrykkelig forbyder
Reenhold i Norge udenfor Tiden niellera hvart Aars 1 ste Mai og lste Octo-
ber, medmindre dertil haves vedkommende Grundeiers Samtykke, er der gjort
den Bemeerkning, åt man savner et Bevarande Förbud mod Reenhold i Sve¬
rige udenfor Tiden niellera lste Celeber og lste Mai. Naar et Förbud som
det sidstneevnte ikke er optaget i U dkastet, hidrorer detta ikke fra, åt et
Förslag derom fra norsk Sida vilde have fundet Modstand, men, efter hvad
Departementet med Sikkerhed tor antaga, fra den Omstamdighed, åt de sven¬
Ilil. Ull Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om anlagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 125
ske Committerede, efter sit Bekjendtskab til de her i Betragtning kommende
Forhold i Sverige, ikke har fundet et saadant Förbud nod vekligt eller na¬
turligt og hensigtsmiessigt.
III- Med Hensyn til Betesleien (Lovudkastets § 6) bestemmer Codi-
cillens §§13 og 14, åt de svenske Lapper, som flytte ind paa norsk Grund,
men dog ikke komme til Havet' eller Fjordene og der brage Fiskeri eller
Kobbeskytteri, betale i Leie för hvert 2Ode Dyr (de i samme Yaar fodte
Kalve ikke medregnede) 1 Skilling Danske eller 1 Styver svensk Kobber-
rnynt; brage de Fiskeri og Kobbeskytteri i Havet eller Fjordene paa norsk
Side, betales det Dobbelte. De norske Lapper, som om Hosten flytte til
Sverige, betala, efterdi de der den hengste Tid af Aaret forblive, för hvart
20de Dyr, iberegnet Yaarkalvene, 2 Skilling eller 2 Styver, og det Dobbelte,
om de brage Fiskeri og Skytteri i Lapmarken. Istedetfor dissa Bestem-
melser indeholder det seneste Forslags § 6, åt der i Betesleie paa Strtek-
ninger i det andet Bige, som ikke udelukkende tilhore Staten (altsaa alene
i Korge) skal betales för hvart Aar 60 Sk. norsk eller 2 Bd. Bmt. pr
100 Dyr, Aarskalvene ikke medregnede, hvilken Afgift stilles til Kongens
Baadighed för åt anvendes til Foranstaltninger, sigtende til åt veerge privat
Eiendom mod Skada af Been. Åt man i 1751 ved Leiens Bestemmelse kun
tog Hänsyn til Opholdets Yarighed i hvart Bige, har förmer.ni:]ig' sin För¬
klaring i, åt Jordbruget dörrgång i vedkommende norske Districter var min¬
dre udviklet end nu. I den senare forlobne Tid har Jorden steget betydelig
i Yserdi, samtidig med, åt Pengenes V rörd i betydelig er stink et; skulde der¬
för detta Forhold ordnas fra Nyt paa den tidligere Basis, maatte de anforte
Forandringer i Forholdene leda til eu betydelig Forhoielse i Leien og det
saameget mera som den i Codicillen bestemte Leie efter Pengenes nuvaran¬
de Yserdi nappa vilde lonne Opkraevningen, om hvilken der derför ogsaa i
senare Tider kun ganska undtagelsesviis har vaöret Tala. I det seneste För¬
slag har man imidJertid forladt Codicillens Tanke, hvarefter Leien formeent-
lig maatte betragtes som en Betaling til vedkommende Grundeier, Staten
eller den Pivate, för Lapparnas Benyttelse af Jorden, idet man, som salva
Udtrykkene i Forslagets § 6 vise, kun vil have Leien anvendt till Framme
åt Lovens almindelige Giemed, Hemlig til Foranstaltninger för åt afvserge
Skade af Beenhjordene paa fast Eiendom, saasom ved Gjaerders Opforelse o.
desl., altsaa som et Middel til åt förebygga Indtrasdelsen af Erstatningsan-
svar og Anvendelsen af de Betsmidler, mod hvilke saamange Bettenkelig-
heder framföras. Forslaget skulde saaledes synas åt sigte til begge Parters
Tarv; att der ikke tilfalder Sverige nogen Leie, kommer af, åt der paa
svensk Sida ikke bliver Sporgsmaal om Forfoininger i antydede Betninger,
126 Bil. till Eongl. Ma,j:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
medens man har opgivet Tanken om åt skaffe nogen af Rigernes Statscasse
en Indtsegt af Leien. Da imidlertid den svenske Hoiesterets Betänkning
synes åt vise, att Forslagets Hensigt i dette Punct er udsat för åt miskjen-
des, Under Departementet, — der vistnok fremdeles troer, åt Bestemmelsens
Optagelse i Boven kunde tjene til en Stötte för dennes Formaal, men der¬
hos dog kun kan tilleegge det bele Sporgsmaal om Betesleien eu underord-
net Vu;gt, — åt man fra norsk Side vil handle rettest ved åt tiltraede hvad
der med Hensyn til Betesleien af den svenske Styrelse maatte onskes, enten
åt bolde sig til Committeens Förslag, eller åt optage Codicillens Bestemmelse
med den fornodne Omsaetning i Nutidens Myntsorter eller åt lade Betesleien
ganske bortfalde. Med Hensyn til dette sidste Alternativ er Departementet
vistnok ikke uopmserksom paa, åt en Bestemmelse om Delens Ophaevelse för
Norges Yedkommende kunde paadrage den norske Statscasse en Erstatnings-
pligt ligeoverfor Private ; men da her kun handlös om saa ganske vinge Be-
lob, troer man ikke, att dette Hensyn bor tregge nogen afgjorende Hindring
i Veien mod Valget af det antydede Alternativ, om dette för n serverande
Sags Framme maatte findes tjenligt.
IY. Efter den oven opstillede Fortolkning af den nugjeeldende Codicil,
hvarefter Lapperne kun liave Ret til Land og Strand i andel Båge, forsaa-
vidt som denne Rots Udovelse ikke pastoral' dels Indbyggere Skada paa
deras Eiendom, kunde der formeentlig mod den Begrcendsning af Lappernes
Adgang til privat UdmarTc, som indeholdes i Forslaget § 10, 4:de Passus,
med större Fola indvendes, åt man til Bedste för Lapperne har gaaet vidare
end den opstillede Hovedregel medföra!-, end åt man ikke skulde have gaaet
långt nok. Naar Udmarken eller Havnegangen benyttes af Lapperne i saa-
dant Mon, åt Eieren eller Brugeren kommer til åt savne fornodent Bete för
sit Bofse, naar en Lap til Exempel begge r sig före med sin bele Reenhjord
paa enkelt Mands Udmark og lader den afbeta Grtesset til sidste Rest (see
de norske Committeredes Bemrerkninger ved Lovudkastets § 10), saa er det
oiensynligt, åt der skeer Eieren "Skada" paa hans Eiendom, en Skada der i
mango Tilfeelde vil vane barn liga saa folelig som naar Reenen beskadiger
hans Ägor eller Eng. Åt saadan Gdelseggelse af Hd marken gaar imf under
Codicillens almindelige Udtryk i § 16 kan ikke be ringtes, aldenstund Ud¬
mark i Norge som i Sverige er Gjenstand för Udskiftning og Eiendom lige-
saavel som Hjemjorden og för et Jordbrug, som aldrig har kjendt Staldfodring
oden om Yinteren, er ligesaa uund varlig som Eng og Udengslaatter. I
Nordlands Amt, hvar Tilstromningen af Lapper er mindre, og hvorfra Kla-
gerne o ver Skada af Reenhjorderne kun ere faa, har det andag ligget uden-
for Retsbevidstheden bände hos Lapperne og de Fastboende, åt de Förste
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prof), om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 127
havde nogensomhelst Adgang til åt benytte de Sidstes Udmark liden med
disses udtrykkelige Tilladelse. Det kan erkjendes, åt den Form, hvori Be-
gramdsningen af den her omspurgte Frihed för Lapperne er foreslaaet, i An-
vendelsen ofta kan efterlade T vivi, men naar det af Enhver, der med et
fordomsfrit Flik betragter Sägen, maa erkjendes, åt en Begrsendsning er ab¬
solut förnöden, saa faner man opstille den saaledes, som en billig Betragtning
af . Forholdet ti Diger, om det end heraf vii blive en Folge, åt Anvendelsen
i de enkelte modende Tilfselde, hvori Tvist maatte opstaa, maa afgjores
ved Sk jon.
Y. Med Hensyn til Udkastets § 24 skal Departementet bemserke, åt
efter §ens eget Indhold kan i Icke nogen 0, Halvo eller andel Omraade ved
Kysten unddrages Lappernes Betesret, liden åt der envisas dem förnöden
Betesmark paa Stnekninger Igenger inde i Landet, som dertil kunna ansees
tjänlige. Departementet har allerede i Begyndeisen af ngervaerende Föredrag
oplyst, åt der, för åt sgette Styrelsen istand til åt bedomme, hvorvidt og
hvorledes saadant Vederlag kan givas Lapperne, er begjeert og allerede af
Storthinget bevilget Midler til den fornodne Opmaaling, Kartering og Be-
skrivelse af Tromso Amts Fastlandsdele. Indtil denne Föranstaltning er til-
endebragt, vil der selvfolgelig ikke skee nogen Anvendelse af Lo vudkastets
§124. Först naar der ved den ngevnte Föranstaltning, til hvis Udforelse maa
paaregnes åt villo medgaa et Par Aar, er vunden den fornodne Oversigt, vil
der kunne skrides til Anvendelse af §en, en Anvendelse, hvis Virkninger
selvfolgelig villo blive de selvsamme för Norges egne som för de svenske
Nomader. Idet man angaaende de almindelige (I rund o för Bestemmelsen til-
lader sig åt henvise til de norske Committeredes Fremstilling, skal man
med Hensyn til Justitieraad Carlesons specielle Bemaerkninger ved samme
tilläde sig att yttre Folgende. Naar det af barn udtales, ”åt Lappernes frem-
tidige Bestaaen erkjendes åt vaere ubetinget afhgengig af fri Adgang til Hav-
kysten”, skal man indskraenke sig til derom åt henvise til de i det Foregaa-
ende paaberaabte Beviser för, åt dette ingenlunde er Tilfseldet. Den afkjo-
lende og forfriskende Ilavluft samt de frodige Fjeldbeiter og Befrielse för
Lapmarkens Myggesveerme er hvad Boenen seger paa den Norske Side og
Gvamdsen; men herfor behover den ingenlunde åt have fri Adgang til en¬
hvar Deel af det af Jordbruget optagne Bälte ved Sostranden. Til Soens
Naerhed dragés den kun, forsaavidt det ved Sommerens Begyndelse er snee-
bart ved Kysten, medens der oppe i Landet endnu ligger Snee, eller naar
der indtn.effer raat og köld! Veir under Haarfasldningstiden, og med Hänsyn
Fertil er det, åt Lovudkastet (§ 10, sidste Led) uanseet Erfaringerne om, åt
Lapperne endog kunna bolde sina Dyr ganska borte fra de lavera Strog, til-
128 Bil. till Kongl. Mnj:ts nåd. Frop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
lader dem en begraendset Benyttelse af privat Udmark. Men hverken er
det nogensinde bleven paastaaet eller kan det med skjellig Grund paastaaes,
åt denne Tiladelse, för åt naa sin Hensigt, maa om fatte enhver Deel og
eu b ver Sträckning af det bele Kystbaelte, saa åt ikke nogen 0, nogen Halvo
eller overhovedet noget Omraade ved Kysten skulde kunne undtages derfra,
oden åt Lappernes Bgestaaen derved blev ndsat för Fare. Paa saadanne
0er og andre Bele af Kysten, hvor Jordbruget tiar naaet et saadant Om¬
fång, åt det er helst vanskeligt för ikke åt sige umuligt, åt Lapperne med
deres Reenhjorde og de Fastboende finger kunne leve sammen liden idelige
Forviklinger, maa det vane det Naturlige og för begge Parters Interesse
tjenligste, åt Nomadelivet ophorer og forlsegges til de indre Bele af Landet.
Kun den, der rnaatte ansee Jordbruget för ganske underordna Nomadelivets
Lnteresser, kan drage Rigtigheden af denne Anskuelse i Tvivl. Forsaavidt
Justitieraad Carleson i sins Bemairkninger til § 24 fremhaever, åt Sporgs-
maal om åt inddrage visse 0er og lignende fra Lappernes Betesret formeentlig
ikke ville blive åt behandle i de för unionelle Anliggender anordnede Förmer,
skal Departementet tilläde sig åt bemaerke, åt der selvfolgelig ikke i den
her paatsenkte Lov kan blive åt traeffe Bestemmelse om, hvor vidt et Anlig-
gende skal foredrages för Beres Majestget i sammensat eller i noget af
Rigernes sserskilte Statsraad, hvilket derimod maa bero paa de til enhver
Tid niellera Rigerne bestaaende almindelige unionelle Forskrifter. För en
tilborlig Yaretagelse af de Svenske Lappers Interesse!- ligger för övrigt en
Garanti i den af Hans Excellera^- den svenske Justitiestatsminister i sin
Tid fremheevede Omsteendighed, åt de Bestemmelser, hvarom der er Sporgs-
maal, maa omfatte Norges egne Tapper iigesaavelsom de svenske.
Yl. Hvad der synes i storste Mon åt have fremkaldt den svenske
Hoiesterets Betgenkeligheder ved Udkastet, er den i § 10 bestemte Fcelles-
ansvarlighed för Skada af Reen i de Egne, hvor detta extraordinaire Rets-
middel af Omstaendigh ed ernå paakrgeves, det vil med andre Ord — efter
Forslagets Praemisser — sige i den storste Deel af Tromso Amf, jfr. § 7
og § 10, 3die Passus, begge in fine. Efter de Norske Medlemmars sgerskilt
afgivne Förslag skulde den ngevnte Del åt Tromso Amt inddeles i 19 Opsyns-
og altsaa tillige Fsellesansvarsdistrikter, hvis Grgendser vara trukne efter det
i Lovforslagets § 7 fastsätta Princip og i Benböld til de Oplysninger, der i
saa Hänseende vara indhentede under den norsk—svenske Committees Moder
med Tapper og Fastboende. Åt de Fastboende skulde faa en afgjorende, för
Lapperne skadelig, Indflydelse paa Bestämmelsen af Bistrikternes Grgendser,
og åt dissa skulde blive större end tilborligt, er Eventualiteter, som man
nappa behover med Justi tieraad Carleson åt befrygte, naar hensees til Maaden,
hvorpaa det all oreda föreliggande Förslag til Bistrikts-Inddelingen, som an¬
fört, er forberedt, og naar det vidare bemgerkes, åt der ikke vides åt vgere
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af eu Förordn. rör. Lappar ne i Sverige och Norge. 129
nogen saerlig Grund til åt tro, åt detta Förslag vil blivs fraviget, og åt det
overhoved ikke skjonnes, åt den norske Styrelse kan have nogen Interesse i
åt ordna Distriktsinddelingen anderledes, end de naturlige Forholde tilsige.
Hvad den foreslaaede Feellesansvarlighed angaar, da bär den svenske
Hoiesterets Medlemmer ikke imod Samme anfört nogen Grund, som ikke fra
först og med samme Styrka bär fremstillet sig för Enhver, der bär haft med
dissa Forholdes Ordning åt gjore, man dog hos alla dem, der have faaet
Anledning til åt see Sägen paa uselt Köld, Svensker som Normeend, bär
maattet viga för Tingens egen nödvändig bed. Det er den mangeaarige Er-
faring fra de Egne, hvar Tilstromningen af Reenhjorde er storst, Hemlig
Tromso og Finmarkens Amter, som dikterar denne Regel om Fsellesansvar,
saafremt den Pligt til åt bevogte Hjordene, skaane de Fastboendes Eiendom
og i Tilfgelde erstatte Skada, som Codicillen paalmgger Papperna, i Virke-
ligheden skal kunna gjores gjseldende. Man tillader sig åt hänvisa til den
udforlige Begrundelse af Fsellesansvarets Nodvendighed, som er afgiven af de
i 1813 og 1866 nedsätta Committeers norske Medlemmer, til deras Rykte
Indstillinger, henholdsviis Sida 4 og 16. De deri anforte Grunda have som
allerede bemserket vseret stserke nok til åt fremkalde fuld Eenstemmighed
imellem samtliga norske og svenske Medlemmer af begge Committeer om
Nodvendigheden, Billigheden og Hensigtsmaessigheden af denne Forholdsregel.
Plagiat det Kongelige Brev af 4de November 1817 af Grunda, som man ne¬
danför skal omhandle, nappa nogensinde er bragt i Anvendelse i Norge,
afgiver dog dels Tilblivelse i og för sig et vaegtigt Indicium för Nodvendig¬
heden af åt indfore nu en Retsregel, der allerede för 50 Aar siden fandtes
nödvändig til Lösningen af Forviklinger, som dengang maatte vsere ulige
mindre end nu.
Aarsagen til åt det nsevnte Brev ikke er kommet til Anvendelse i
Norge er udentvivl Belgande. Brevet indeholder en Gjentagelse af Codicil-
lens § 16 og Ordre til Lanshövdingen om åt indskjeerpe Lapparna samme og
i Förbindelse dermed kundgjore dem, åt de inden visse Gramd ser skulde
vsere underkastade Ftcllesansvar. Det er ganska sandsynligt, åt denne Kund-
gjorelse hos Lapparna har fremkaldt för nogen Tid större Omhu i Hjordenes
Bcvogtning, og åt der saaledes ikke i den naermest efterfolgende Tid er op-
staaet Sporgsmaal om åt bringa det Kongelige Brev i Anvendelse. Efteråt,
uvist hvorlsenge senare, den förrige Tilstand igjen var vendt filbåge, har
sandsynligviis det Kongelige Brev, som ikke var rattet til norsk Gvrighed,
medens kun en Afskrift deraf under fide Januar 1818 af vedkommende
Departement var sendt Amtmanden i det dåvarande Finmarkens Amt, ikke
veeret Embedets senare Indehavere bakvändt. Man under enhvar Forudseet-
ning härom var der ikke för norsk Gvrighed eller Domstol grundlovmsessig
Bih. till Biksd. Prof. 1871, 1 Sand. 1 Afd. 17
130 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Vrop. om antagande af en Förorda, rör. Lappar ne i Sverige och Norqe.
Ålgång til åt an v ende en Bestemmelse, der manglede den efter Norges For-
fatning nodvendige Form af Lov. Fertil korn, åt ifolge det Kongelige Brev
skulde det deri foreskrevne Fasllesansvar idommes af de ved Codicillen af
1751 anordnade Lapperetter, en Institution, hvoraf der saavidt vides allerede
i 1817 kun var spredte Levninger til hage, og som nogen Tid efter gik al¬
deles af Enig. Departementet skal forovrigt i denne Sammenhseng bemserke,
hvad man först nylig er kommen til Kundskab om, åt det ovennsevnte Konge¬
lige Brev, skjont kun Bettet til svensk Overovrighed, dog er Resultat af en
Förhandling i sammansat Statsraad, afholdt den Ide November 1817, foran-
lediget ved en Forestilling fra den norske Bogsering om de Skadetilfoielser,
der vederfores de Fastboende i Norge og h voro ver Besvrering var ind-
kommen.
Naar Justitieraaderne Wretmann og Carleson paaberaaber sig som
Autoritet mod Fgellesansvarlighedsprincipet Hans Excellence den svenske
Justitie-Statsministers Skrivelse til det Norske Indredepartement af 22de
December 1862, da er detta mermere beseet formeentlig eu Misforstaaelse.
Hans Excellences Bemrerkning om Faellesansvaret gjselder, saavidt skjonnes,
ikke den i den norske Regjerings Udkast af 1 Sele Juli 1862, dels § 7,
derom indeholdte Hovedregel, men alene den der til foiede Bestemmelse, om
hvis Gjenoptagelse der ikke nu er Sporgsmaal, åt naar i Tilfselde af Skada
ved Reen hvarken den Skyldige kunde opdages eller antagas, åt Skadan var
forovet af Rean, som segla Bete paa et vist Nses eller i et andel bestemt
District (hvis Liera nemiig efter §ens Hovedregel skulde värre fcellesansvar- .
liga), saa skulde Skadan erstattes af alla de Tapper i Faellesskab, som saga
Bete för deras Dyr i det Sogn, hvar Skaden var skeet. Denne Bestämmelse
har Hans Excellence i Be Bugtning af Sognenes Storrelse fundet saa obillig,
åt den formeentes åt börda udgaa af §en, medens man ikke kan Ande, åt
han har gjort nogen Indvending imod dennes Hovedregel, der omtrent falder
samman med den nu foreslaaede, hvarefter FEellesansvardistricterne skulle
bestämmes af naturlige Grtendser, liden nogetsomhelst Hänsyn til Segna- eller
undan geistlig eller verldslig Inddäling.
Man skal i denne Hänseende oplyse, åt den Deel af Tromso Amf,
hvar Frellesansvar kan ventes indfort, og som er antaga! åt börda delas i
19 eller, iberegnet Kvaloen, i 20 Opsynsdistrictcr, indbefatter kun 13 Segna,
nemiig Salangen, Bardo, Maalselren, Syd-Reisen, Lenrik, Malongen, Bals¬
fjorden, Tromsosundet, Sorfj orden, Lyngen, Nordreisen, K veenangen og
Skjservo.
Naar andelig samtliga de Tapper og reneiende Satin ner, der vara til-
sleda ved de af den nedsätta Fsellescommittee paa forskjellige Steder i Tromso
Amt afholdte Moder, have erklaeret, åt de finde Indforelsen af en Ffelles-
ansvarlighed randig og billig, gaar det ikke an med Justitieraad Carleson
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Ihop. om antagande af en Förorda. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 131
åt sgette en saaclan Brklsering ud af Betragtning. Det er ikke stemmende
med de her i Landet gjorte Erfaringer om Lapperne, åt karakterisera dem
ialmindelighed som svage, enfoldige eller medgjorlige i Varetagelsen af sine
Rettigheder ligeoverfor de Fastboende; den almindelige Opfatning er tvert-
imod, åt Msengden af dem i det nsevnte Forhold viser bände Högt og Paa-
staaelighed, naar der handlös om, åt h andlige ve deres Interesser eller åt and¬
drake sig Ansvar för Skada. Naar Lapperne derför saa eenstemmigen have
erkjendt Berettigelsen af et saadant Fsellesansvar, saa er det udentvivl i
Folelsen af, åt de derved bedst sikkres imod den Selvteegt, som nu anvendes
fra de Fastboendes Side og _ som bestaar i, åt dissa nedskyde Reen för åt
skaffe sig Hanker og Be viis mod Eieren, samt i Bevistheden om, åt der
ialmindelighed Intet er til Hinder för eu saadan Bevogtning af Rehlijordene,
åt Skada og deraf flydende Ansvar kan undgaaes. I Fsellesansvaret vil man
have et (korrektiv paa den ene Side mod Lappernes Skjodesloshed i Bevogt-
ningen og paa den anden Side imod deras Uvillighed til, naar Skada opstaar,
da åt hjselpe til den eller de Skyldiges Opdagelse. Correktivet vil udentvivl
ad begge Vele virke derhän, åt salva Regelen kun sjelden vil komma til
Anvendelse i Form af Dom eller Förlig. Da den Maade, hvorpaa det fore-
liggende Förslag vil have Faellesansvarligh eden gjennomfort, för en Deel
skiller sig lfa den, som det Kongelige Bref af ide November 1817 bestem-
mer, skal Departementet ikke undlade her åt omtale denne Forskjel noget
nmrmere.
Först bemserkes, åt det Kongelige Brev opstiller Regelen om Fselles-
ansvaret med det af Justitieraad Carleson fremheevede Forbehold, åt den
Lap, der maatte kunna före Beviis för, åt hans Reen ikke have deltaget i
Skadens Förnyelse, derved fritages för åt deeltage i dens Erstatning. Det
kan ved förste Diekast synas paafaldénde, åt denne tilsyneladende billige og
naturlige Undtagelse ikke er bleven optaget i det nu foreliggende Förslag,
og Departementet: skulde, hvis man antog, åt den, naar der bliver Sporgs-
maal om åt bringa Regelen i Udforelse, verkelig vilde bidrage til retfaerdigere
og hensigtsmaessigere Resultater, ikke beteende sig paa åt anbefale dans
Yedtagelse. Men imod åt tilstede den antydede Undtagelse stiller sig eu
Betragtning, som för Departementet er afgörande. Beviis för, att visse af de
paa det samme Omraade omvankende Reen ikke have haft nogen Deel i en
paafort Skada, vil antagelig ofta värre vanskeligt åt före, og det vilde der¬
för lettelig k linne indtrseffe, åt det lykkes En eller Nogie, men ikke allé
dem, der i Virkeligheden ere uskvldige, åt tilveiebringe saadant Beviis.
Folgen deraf vilde blive, åt Skadens Erstatning kom til åt paahvile den
Skyldige tilligemed eu enkelt eller enkelte af dem, hvis Dyr have grtesset
samman med hans, istedetfor efter Committeens Förslag allé dem, hvis Dyr
have bold! til inden vedkommende Di stridt. Men medens man har allé de
332 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förord», rör. Lapparne i Sverige ooh Norge.
afkorta Lappers enstemmige Udtalelse for, åt Committeens Regel, härefter
allé de Lapper, hvis Dyr bolde til sam men paa et Omraade, der ikke seges
af andres Dyr, ere feelles om Ansvaret, forsaavidt ikke den enkelte Skyldige
paavises, og altsaa danne et Slags gjensidigt Forsikkringsselskab för Ansvars-
tilfeelde, maatte man vistnok med Grund frygte för, åt en Regel, hvarefter
nogle Enkelte, begunstigede af Tilfseldet, skulde hanne frigjore sig fra An¬
svaret för åt lade dette falde saameget mera trykkende för andre ikke min¬
dre Uskyldige, vilde blive betragtet ligefrem som en Uretfeerdighed. Da
Departementet som bemeerket anseer denne Betragtning som afgj ärende, an-
seer man det mindre förnöden! åt opholde sig ved, åt den omtalte Undta-
gelse saavidt skjonnes maatte bevirke temmelig indgribende Forrykkelser i
det foreslaaede processuelle System.
Forsaavidt dernäst det titneevnte Kongelige Brev begraendser Faelles-
ansvarligheden saaledes, åt den kun skal paahvile allé de Lapper, som ere i
et Selskab eller Folge, medens det nu foreliggende Udkast vil have Fselles-
skabet bundet til fäste lokale Grsendser, maa det Sid ste udentvivl ansees
bände mere retfaerdigt og tiilige åt vaere det eneste praktisk Anvendelige.
Indeslutter Hemlig et Distrikt af den Begreendsning, som foreslaaet i TJdka-
stets § 7, paa den Tid Skade skeer flere end et Folge eller Selskab af
Lapper, er der mod samtlige de Reneiere, som ikke kunna överföres åt vrere
de Skyldige, den samme Prfesumtion tilstede, og ikke mod det ene Folge
eller Selskab mere end mod det andel. Skulde, paa den anden Side, ikke
Fsellesansvar kunna gjores gj seid ende, uden bror der kan fores Beviis för
hvilket af flere Selskaber der helt eller forendeel er det skyldige, vilde den
Skadelidte, der i Almindelighed vil vsere liga ubekjendt med de forskjellige
Selskabers som med de enkelte Eieres Reenmserker, i processuel Hänseende
vsere omtrent liga vtergelos som nu. Forsaavidt andelig det Kongelige Brev
knytter sina Bestämmelser til de i Codicillen foreskrevne Lapperetter, vil det
For nod ne derom hensigtsmaessigere anfores laengere hen i n serverande under-
danigste Föredrag.
VII. I ner Förbindelse med Fellesansvars-Systemet staar Committeens
Förslag om Beskikkelse af Opsynsmcend valg te af og ibland t Homaderne
selv. Mod denne Reel af Forslaget er det bland! Andel indvendt, åt der
er lågt förmögen Magt i Opsynsmandens Haand, idel han kan slutta Förlig
med förpligtande Virkning för de til hans Distrikt hörande Lapper. Man
benved maa erindres, åt Opsynsmanden er eu af Lapparna selv valgt Fuld-
megtig, og åt han selv er medansvarlig og alltsaa personlig interesseret i,
åt Erstatning för Skadetilfoielser bliver bestemt til det mind st mulige Belob
og om renligt ganske bortfalder. Denne Interesse tor blive saameget steer-
kere, som det er sandsynligt, åt Opsynsmsendene i Regelen vilde blive valgte
ibland! de större Reneiere, som gjerne ere de, der ny de den storste Anseelse
Bil. till Kongl. Mcij:ts nåd. Prop. om antagande af en Föror (in. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 133
baade hos Lapper og Fastbo ende. Åt deres Hverv kan blive byrdefuldt,
erkjendes, og er det af denne Grund, åt deres tvungne Funktionstid kun er
hustomt til et Aar ad Gången, ligesom der i den Norske Regjerings Förslag
til § 8 er givet dem Flisagn om en Godtgjorelse åt det Offentlige i Forhold
til deres hav te Bryderi og derunder udviste Nidkjserhed. Men åt Arbeidet
skulde för nogen Lap blive uoverkommeligt, er der ingen Grund til åt an-
tage, naar man Grind rer, åt de samtidigt foreslaaede Control- og Ansvars be -
stemmelser i sig indeholde den staerkeste Tilskyndelse för enhver af Lap-
perne til selv åt före Opsyn med sin Hjord og, saavidt muligt, virke til åt
enhver af hans Medansvarlige gjor det Samme. Hetta maa isan ikke tabes
af Sigte, naar man grunder sine T vivi om F oranstaltningens Hensigtsmsessig-
hed paa Erfaringen tfa de i 1751 foreskrevne, men forlsengst af Brug gaaede
Lappelensmeend med Lagrettesmrend. Åt denne Indrifning strax viste sig
upraktisk, idetmindste i Norge, er intet Beviis imod Hensigtsmeessigheden af et
Ombud, der oprettes samtidigt med Indforelsen af et Feellesansvar, som nod-
vendig forudsetter en Representant, mod hvem det kan gjores gjaeldende.
Naar det i Forslaget § 9 gjores Opsynsmanden til Pligt åt folge de
til hans District hörande Papper under deres Flytning til andel Rige, er selv-
folgclig ikke Meningen deraf, åt han skal folge hvar enkelt Hjord, hvilket
er eu Umulighed, da ikke allé Papper flytte samtidigt.
Hvad der formeentlig i Betragtning af Opsynsmandens processuelle
Stilling fornemmelig ligger Yrngt paa er, åt ikke lettelig nogen Hjord naaer
saa långt som til beboet Land i andel Rige, eller opholder sig der, oden åt
Opsyndsmanden samtidig er åt Ande i Districtet.
Gummitteen har formeentlig ikke tilsigtet Mera, ligesalidt som Departe¬
mentet nLärer nogen Frygt for, åt Mera ved §ens Anvendelse vilde blive krm-
vet. Da det imidlertid erkjendes, åt §en efter en bogstavelig Fortolkning
fordrer Noget, som kan blive manligt, bor man maaske heller affatte § 9
Litr. a omtrent saa ledas: Ӂt indfinde sig i sit Distrikt i det seneste samtidig
med de derhän först ankommande Papper og åt förbliva der, saalange Pap¬
per opholde sig i eller ligge paa Flytning gjennem Districtet”.
Vill. I processuel Hänseende Under Justitieraad Carleson, åt Papperna
cre stillade ulige slettere efter Forslaget end efter Codicillen, som föreskrev
egna Papperetter og, i Tilftelde, vedkommende Bygde- eller Herredsret, for-
steerket med to Lagrettesmaend fra ”den fremmede Side”. Justitieraaden har
herved overseet, åt det nsevnte Slags Domstole var ved Codicillens §§ 22 og
23 kun anordna! för Sager imellem Papper af eet eller af begge Folk, og
ikke niellera Papper og Fastboende. Det vilde ogsaa värnet en Urimelighed,
om Codicillen havde henlagt Sager af sidstnmvnte Slags og derunder f. Ex.
Sk jon over Skada paa dyrhet Jord til et Pa grotta af Papper, hos hvem der
i bedste Fald dog ikke kunde forudsabtes nogen Förstånd paa Jordbrugets
larv. Den för de her o inhandlade Sager imellem Papper och Fastboende för
184 Bil. Ull Kongl. Maj:ts nåd. Prof), om antagande, af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Tiden gjslående Rettergangsmaade er saaledes ikke Codicillens Lapperets-
Proces, men den almindelige Aasteds-Proces. Denne er overmaade bekoste-
lig, eg man har derför ved Bestemmelserne i Udkastets §§ 11—18 sorget
för i Lappernes Interesse åt gjore den ulige billigere. Forevrigt ere de fore-
slaaede Afsöndring®!’ i de almindelige nörske Procesregler dikterede af det
dobbelte Hensyn, åt Lapperne, som omstreifende med deres Hjorde, paa
den ene Side liave vanskeligere för åt varetage sit Tarv, men paa den an¬
den Side ogsaa lettere för åt unddrage sig Stsevnemaal og Ansvar, naar de
almindelige Rettergangsregler skulde befolges, Nodvendigheden af Opsyns-
mandens Indstsevning, dennes Pligt under Bestillingsansvar åt afgive Mode,
den Fuldstsendighed, hvormed de af Lensmanden adminstrerede Forretninger
skulde protocolleres, Retternes Adgang til paa et senere Stadium af Sägen
åt förandra forheti afgivne 8hjon og Tiltaltes Rot til åt mode ved Sagforer
i Politiretten, er Afsendringer fra vor almindelige Proces, i hvilke der efter
norsk Opfatning ligger Garantier för Lapperne af eu ganska vsesentlig Be¬
tyd ning. Åt den Fastboende alene udseer de förste Besigtelsesmsend, er eu
uundgaaelig Nodvendighed, fordi en saadan Besigtelse, om den skal blive til-
straekkeligt oplysende angaaende Skadens virkelige Aarsag och Omfång, maa
foretages snarast muligt, medens der er liden Sandsynlighed för, åt vedkom-
mende Skyldige, som desuden i de fleste Tilfielde ikke kjendes, villa indfinde
sig paa Stedet för åt deeltage i en saadan Opnaevnelse. Dissa Besigt-dses-
msend, som kunna vane Papper, om der i Na-rheden Andas nogen af detta
Folk, til hvem den Skadelidte har Tillid, ere forevrigt kun Vidner, og det
staar selvfolgelig til den modende Opsynsmand eller Lap åt tilkalde Andre, til
hvem han maatte liave större Tillid, og som han kan förlänga indkaldte som
Modvidner ved den i §§ 12 og 13 o inhandlade Rettergang. §en fästs® tre i'
udtrykkelig, åt den eller de skyldige Papper, hvis de ere kjendte, bor til-
kaldes, og åt, hvis der ikke er Adgang hertil, eller til åt tilkalde Opsyns-
manden, bor eu af de i Nserheden boende Papper kaldes tilstede. Kun naar
heller ikke detta lader sig gjore inden den i §en bestemte Frist, bliver For¬
retningen dog af de tilkaldte Msend åt udfore. Da den Skadelidtes Adgang
til åt sikre sig Beviset för sin Rot ikke kan gjores afhängig af den Tilfsel-
dighed, om Opsynsmanden eller en undan Lap inden en rimelig Frist kan
skaffes tilstede, har man maattet ti linie den nysnsevnte sidste Bestämmelse i
§en, hvari Justitieraad Carleson seer et Middel til åt omgaa Förskriften om,
åt Papper skulle tilkaldes. Men Korrektivet herimod ligger i den Skadelidtes
Interesse i åt see Sägen snarast muligt i Mindelighed afgjort, hvortil der paa
tunt förste Stadium kun liaves Anledning, försaavidt Opsynsmanden eller den
Skyldige selv fremmoder, samt i den Prsesumtion, den Skadelidte vsekker mod
sin Sag, naar lian paa dans senare Stadier ikke kan godtgjore, åt han fra
förste Flärd har iagtaget Lovens Bud. Åt Vurderingen maa udfores af Fast-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prov. om antagande af en Förordn. rör. Lapparm i Sverige och Norge. 135
boende er en Nodvendighed, aldenstund Skjon paa disse Ting ikke kan for-
udsrettes hos iNomaden. Åt Lappernes Ukyndighed i det Sprog, hvori Rets-
forhandlingerne i Norge foregaae, en Ukyndighed, som dog kun enkelt,vis er
cilste de for voxne Tapper åt Mandkjon, hvad eu ten de ere svenske eller nor¬
ske Lndersaatter, kan värre dem till nogen Hinder, maa vistnok erkjendes,
forsaavidt det gj sekter, åt Enhver försvaret- sin Lag bedst selv. Men det er
i^det nordlige Norge, hvor Domstole og 0vrighed have med tre forskjellige
Nationaliteter åt gjore, en gjarngs Sag åt forstserke Retten med edsvuren
Tolk, en Förtöjning, som ingen Yanskelighed medför er, da der ingen Man¬
gel er paa retsindige Mamd af allé tre Racer, som ere msegtige förliden det
norske tillige det ene eller begge fremmede Sprog. (Kvrensk og lappisk.)
IN. Forsaavidt de i Forslaget indeholäte Bestemmelser, som direkte gaa
ud paa en Beskytte] se af Tapper ne, na villig den i § 4 tillstaacde Ret
til Skoven, Forbudet i § 5 mod åt berove dem de fornodne Renveie, § 17
fint Drab eller Mishandling af Ren og § 23 om Amtmrends og Tanshovdin-
gers Pligt til åt beskytte Tapperne i deres Rettigheder, ligesaalidt have vun-
det Bifald, som de ovrige, eller modes med den Benuerkning, åt disse Be¬
stemmelser intet Nyt indeholder, skal Departementet derom indskrrenke si"
til Folgende:
a) Fn större Reel af de Strsekninger, hvari Tapperne flytte eller opholde
sig med sina Ren,. ligger saa långt afsides fra Fastboende og enhvar
Kontrol, åt det "för disse Strsekningers Vedkommende vistnok er temme-
lig ligegyldigt, hvad boven bestemmer, idet, praktisk tält, Intet der
kan ssette Grrendse för deras Benyttelse af Skoven. Detta gjsekter, hvad
enten Skoven tilhorer Staten, Bygderne eller Enkeltmand, hvilket Sid¬
st0 for en större Reel er Tilfeeldet i Tromso Amf. Men naar Tap¬
perne komma ind paa de beboede Strog med de dertil horende og af
Indvaanerne selv benyttede eller af Staten eller Proprietairer under
forstmsessig Behandling stillede, ofta moget knäppe Forraad af Tov- eller
Naaleskov, der paa flere Steder allerede er saa medtaget, åt Beboerne
serlv manglar det fornodne Breendsel, er det af serdeles Yigtighed åt
have fäste Regler för Tapparnas Adgang til åt benytte Skoven, en
Gjenstand, hvarom der bär vseret stadig Tvist og som i Codicillen ikke
er omhandlet i nogen anden Bestämmelse end i § 16, som forbyder
Tapperne _ åt gjore Tandets _ egna Indbyggere Skada paa Skov. Naar
der i Codicillen med Hänsyn til Skoven ikke Andes nogen anden Bestäm¬
melse end den nysanforte, maa det formeentlig erkjendes, att Tovudka-
stets § 4 garn- de private Skoveiere saa nter, som paa nogen Maade
tilstedeiigt ved den Tapperne der indrommede Nyttesret. Hvad Sta¬
tens Skov angaar, tilstaar Hett Tapperne en Ret, som ikke engang er
tilstaaet Tandets egna Indbyggere.
136 Bil. till Kongl. Maj:ls nåd. Pr ap. om antagande af en Forordn. rör. Lappare i Sverige och Norge.
b) Naar der siges, åt Forbudet mod att indtage gamle Renveie under
Jordbrugets Omraade allerede havdes i Codicillen, da kan dette dike
indrommes. Et positivt udtrykkeligt Förbud vil man forgjseves soge,
medens det hverken i Sverige eller i Norge har v-Vret erkjendt med
Nodvendighed åt ligge indesluttet i den almindelige Lapperne i § 10
givne Tilladelse til efter gammel S sedvana, att flytte o ver Gfrsendsen ind
i det andet Rige. Men hvilke Fortolkningsregler man end vil anvende,
maa det dog erkjendes, åt, naar der er Fåle om åt sik re Nomader nes
fremtidige Bestaaen, vil en positiv Bestemmelse som den nu foreslaaede
have en ganske anden Betjening, end de almindelige Udtryk i Codi¬
cillen, hvoraf den skräde udledes fortolkningsvis. Tilleegget i § 5 ”for-
saavidt de ere fornodne” hidrorer fra den Kjendsgjerning, åt der som
Folge af Lappernes ofte planlose og uregelmeessige Yandringer findes
gamle Renveie eller Spor af saadanne, som ikke i länge Tider have
vinref benyttede, og hvis Opretholdelse vilde värre eu unyttig Indskrsenk-
ning i den private eller o fientlige Eiendomsret. Eden et saadant Tillseg
vilde Jordbrugeren ogsaa värre afskaaret fra, hvad der dog ikke bor
negtes barn, åt läge under Dyrk ning og indhegne et Stycke af en Renvei,
naar han kan anvise eu tilstraekkelig bekvem X ei lige i Nserheden, saa
åt der kun bliver Sporgsmaal om eu ubetydelig Afvigelse fra den rette
Linie.
Sporgsmaalet om, hvorvidt eu Renvei er förnöden som saadan, maa
i Tilfeelde af Tvist afgjores af Domstolene, som ved Zeus Hovedregel
ere bundne til åt varetage Lappernes Tar v. Åt Tillsegget, som af Ju-
stitieraad Cramér yttret, bor udgaa, fordi Lapperne maa antages åt
villo godvilligt afstaa fra Retten til en Yei, som de ikke behove, kan ikke
indrommes, da dette i Grunden vilde värre det samme, som åt 1 Begge Af-
gjorelsen ganska i den ene af Parternes Haand.
c) Den i Norge gjgeldende Kriminallov bestemmer vistnok Sträf og Erstat-
ningsansvar för Drab eller Mishandling af Lappernes Ren, hvad enten
det skeer ved Humle eller paa anden Maade, men (ten overlader til den
Skadelidte åt forfolge Sägen ved privat Sogsmaal. Efter Edkastets § 17
skal derimod det O fientlige paatale Sägen, hvilket bände med Hänsyn
til Beviisforelsen og Omkostningerne giver Lapperne saa store Fördela
framför det bestaaende og et saa stort Fortrin för de Fastboende ved
disses indbyrdes Sogsmaal för Skada paa Bofae, åt Lapperne idetmindste
i Norge derved have vand et en ganska veesentlig Beskyttelse. Justistie-
raad Carleson Under det ubilligt, åt ikke de Fastboende underkastes
Fsellesansvar för Skadetilfoielser paa Reenlijordene af Hunde i samme
Forhold, hvari saadant Fsellesansvar er paalagt Lapperne för Reenens
Beskadigelse af Ägor og Eng m. m. Detta maa hidrore fra den Före-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lappare i Sverige och Norge. 137
stillingsmaade, åt de Fastboende ligesom i sluttet Kjaede ligge tilfeldts
med Lapperne o g deres Hjorde, i dette Slemed bolde Bände i stort
Antal og tilmed gjore sig en Naeringsvei af åt efterstrsebe Reenhjordene.
Men dette er en Overdrivelse foranlediget ved urigtige Anbringender lfa
Lapperne og deres ensidige Talsmeend, Noget hvorom Committeens For-
handlingsprotokol indeholder tilstreekkelige Vidnesbyrd. Det Sande er
ialfald för Norges Vedkommende, åt der pa a hver Gaard holdes 1 å 2
Bonde, som ere nodvendige för åt vserge Bofreet mod Rovdyr og
Bjemjorden för fremmede Kreaturer, åt mango af disse Bonde have
faaet den Lynne åt fo idol ge Reenhjordene ogsaa udenfor Bjemjorden
ofte bi de enkelte Dyr ihjsel eller jage dem i Ufore og åt undertiden
Lieren försåtlig eller idetmindste ved grov Uagtsomhed bär Skyld deri.
Men medens dette man erkjendes åt vtere helst beklageligt, og medens
man för att gjore hvad gjores kan, för åt see denne Mislighed afhjulpen
har i Lovudkastet foreslaaet Sträf för dem, som deri gjore sig skyldige’
og offentlig Paatale förr att gjore Straffen gjeeldende, er det paa den
anden Side indlysende, åt der med Bensyn til Skade, der skeer ved
Gaardshunde, ikke mere i de her omhandlede Egne end i andre
Egne af Norge eller Sverige tiltrsenges et solidarisk Ansvar mod samt-
lige i en vis Strykning liggande Gaarde. Bundene bolde sig hver paa
sm Gaard, og lada sig af Lapper ligesaavel som af Eieren og hans
IN aboer individ ualisere og efter Beskrivelse gjenkjende. De Bensyn
som have fremkaldt Forslaget om Fsellesansvar for Skade af Reen — paa
den ene Side dissa halvvilda Dyrs overordentlige Mamgde og Drift til
åt blanda sig i Flok og Folge liden Bensyn til hvis Bjord de tilhore,
og paa den anden Side Umuligheden för de Fastboende af åt individu-
ahsere Dyrene i vedkommende Bjord, der kan bestaae af Bundreder
eller Tusinder af ensartet dannede og ensartet farvede Dyr, hvis Markör
kun Lapperne leende, — ere saaledes ikke her tilstede. I det her
omhandlede Punkt er derimod af Justitieraad Wretman gjort en Ud-
seettelse, som vistnok er i fuld Överensstämmelse med hvad Committeen
har tilsigtet, og saaledes formeentlig bor tages til Folge.
Den gjselder Benviisningen i §ens Slutning til de i § 13 indeholdte
horskrifter, hvilken muligens kunde mistydes derhän, åt naar Vedkom-
mende ikke fandt Grund til åt anleegge offentlig Sag, den Forneermede
da skulde värre afskaaren åt forfolge Sägen ved privat Sogsmaal, Noget
som selvfolgelig ikke har vinref Committeens Mening. §en bor formeentlig
gives saadant Ti Hälg: ”men i modsat Fald sender Indberetningen til den
Skadehdte med Tilkjendegivende, åt det överlädes til barn selv ved
privat Sogsmaal åt indtale sin Rot, i hvithet Fald Nodvendigheden af
Sägens Paaklage til Forligelsescommission bortfalder.”
Bill. till RiJcsd. Prof.. 1871. 1 Samt. 1 Afä.
18
138 Bil. till Kongl. Maj:ta nåd. Prop. ont antagande af en Förordn. rSr. Lapparne i Sverige och Norge.
d) Det forholder sig vistnok saa, åt et lignende Bud som det i Udkastets
§ 23 foreslaaede allerede indeholdes i Codicillens § 29, men Erfaring
viser dog noksom Betydningen af, åt deslige Bud ved ny Lov opfriskes
og indskjaerpes. Åt Budet paa den Blads, det havde i Codicillen med
dens uklare og sveevende Bestämmelse!? om Lappernes Rettigheder, ikke
kunde blive moget effektivt, er ligesaa naturligt, som det paa den an¬
den Side ikke bor betvivles, åt en sandal! Benling til begge Rigers
0/righed i umiddelbar Sammenhamg med noiagtigere Bestemmelser om
Inne Rettigheders Udstrsekning og Alt, hvad dermed staar i Förbindelse,
vil faa sin praktiske Betydning.
X. Efter saaledes åt have ombandiet de veesentligste Grund trade i
den foreslaaede Ordning, forsaavidt derved er gjort Bemserkninger af den
svenske Hoiesterets Medlemmer, skal Departementet, selvfolgelig med For-
bigaaelse af hvad der gjsekter Sproget i Lovforslagets svenske Text, udtale
sig om de i övrigt fremkomne Bemserkninger ved Enkeltheder af mindre
vsesentlig Betydning.
Ved § 2 gjor Justitieraad Carleson den Bemaerkning, åt den fore¬
slaaede Adgang för Lapperne til åt ombytte undersaatlig Stilling förekom¬
mer barn för let og ukontrolleret, og åt den kan före til en Omgaaen af
Udkastets § 1. Fertil maa bemserkes, åt om end den samme Frihed ikke
udtrykkelig er hjemlet Lapperne ved Codicillen af 1751, er den dog i samme
forudsat, idet §§ 8 og 9 kun bestämma, hvarvid! en Lap, som ved Gifter-
maal eller af anden Grund bliver Undersaat i andel Rige, skal betala 6te
og l oda Fånge af den overflyttede Förnäm, uden åt gjore Ombytningen af un¬
dersaatlig Stilling ialmindelighed afbamgig af noget andet end Lappernes eget
Valg. Kun i det nu saagodtsom ukjendte Tilfelde, åt han eier Skatte- eller
Bygselland, skal lian efter Codicillens § 7 vsere det Riges Undersaat, hvar
blot er beliggende. Udkastets § 2 slotter sig saaledes, ligesom Committee-
forslaget af 1843, til det Bestaaende, hvari man ikke bär fundet Grund til
åt foreslaa nogen Förändring og det fra Karsk Sida saameget mindre, som
der overhovedet til åt blive Karsk Undersaat ikke udkrseves nogensomhelst
Formalitet, men alene åt Vedkommende lager fast Ophold i Råget. Med
Hensyn til Stemmeret, Adgang til Fattigforsorgelse o. s. v. vil den derom
gjaeldende Lovgivning selvfolgelig uanseet den heromhandlede § 2 ogsaa om¬
fatta Lapperne. Åt den foreslaaede Tillåd else af disse skulde benyttes saa¬
ledes, åt de vilde skifte Kationalitet med Aarstiderne, er en Drygt, som ikke
sees åt have fremstillet sig för nogen af de to Committeer, der have fore-
slaaet den, udentvivl fordi Erfaringen hidtil ikke har givet nogen Anled¬
ning dertil. Det indsees ikke heller, hvilken Fordeel Saadant skulde med¬
föra för Lapperne, da de dog til enhver Tid maa lyda sit Lands Love, inden
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 139
hvilket de opholde sig, och med Hänsyn til deres Ret i andet Rige ere stil-
lede lige med hvert Lands egne Lapper. Det er heller ikke Departementet
klart, hvori den af Justitieraad Carleson antydede Provning eller Godkjen-
delse ved Lanshövding eller Amtmand skulde bestaa.
Yed de i § 2 foreskrevne Attester fra Pr gest og Foged og den der¬
med forbundne Mandtalsforsel er man sikret Beviset för, hvilket Rige en-
hver Lap til enhver Tid tilhorer, saa åt T vivi derom ikke kan opstaa enten
i stats- eller privatretlig Hänseende.
De i §§ 7 og 8 indeholdte Forskrifter om Districtsinddeling og Yalg
af Opsynsmamd Under Justist-ieraad Carleson i mango Ilenseender saa svee-
vende eller ufuldstsendige, åt man ikke kan danne sig nogen klar Forestil-
ling om, hvorledes Forholdene efter samme skulde sälle sig. Hvad § 7 an-
gaar er derom handiet ovenfor. Forsaavidt Justitieraaden sigter til de i
Slutningen af § 8 omhandlede reglementarisk!; Bestemmelser, som ere lagte
i Overovrighedens Haand, da har man ved disse bart för 0ie Nodvendighe-
den af, åt Inne Bestemmelser maa kunna omgjores pa a korteste Maade efter
vexlande Omstsendigheders Nedför, navnlig med Hänsyn til åt Liden för Af-
holdelse af Thing, Markeder og lignende Samlinger, hvorved Yalgene af
Opsynsmaend bekvemmest foregaa, er underkastet Förändring. Naar den när¬
mare Ordning af dissa Ting er anbetroet Overovrigheden, hvar inden sit Amt
eller Len, saa bär man derved, idetmindste för Norges Ankommande, ikke
fjsernet sig fra almindelig Lovgivningspraxis. Det indsees heller ikke, åt den
Ordning, som saaledes er lågt i Lokalmyndighedernes Heender, er betinget,
som af Justitieraad Carleson antyda!, af Enighed mellem samtliga de Amt-
meend og Lenshovdinger, inden hvis Districter Lapper have Tilhold, men i
det Hoieste kun af Enighed mellem Amtmand og Lanshövding i samgrcend-
sende Districter.
Den Myndighet!, som foreslaaes lågt i Amtmaends og Lenshovdinges
Hinder med Hänsyn til Nomader nes Fordeling, forsaavidt de villa strömma
til enkelt District i för stort Antal, har sit Tilsvarende i Codicillens § 16,
lste og 2det Punctum, som henlagde den samme Myndighed til Lappelens-
manden med Lagrette. Bestämmelse;! medfölje den samme, paa en Autori-
tets Skjon beroende Indsknenkning i Lappernes Frihed som den nu fore-
slaaede, men Afgjorelsen var lågt i andre Haender. Efteråt de saakaldte
Lappelensmaend forlrengst ere gaaede af Brug og som eu Indretning, hvis
Uhensigtsmtessighed Erfaringen har vist, ikke foreslaaes gjenoprettet, kunde
der nu vtere Sporgsmaal om åt överläde den nsevnte Myndighed til de valgte
Opsynsmaend, da dissa som Lapper turde have sikkrest Skjon om Betets Tilstreek-
kelighed inden Districtet för et givet Antal Reen. Men det maa herved ikke
tabes af Sigte, åt Opsynsmanden som Reeneier inden sit District er i hoi
Grad personlig interesseret i åt Jette soges af det mindst mulige Antal Reen,
14:0 Bil. till Kongl, Maj;ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne r Sverige och Norge.
og åt Opsynsmanden vil faa al den Inflydelse, som man i denne Hänseende
kan onske, naar, hvad der selvfolgelig vil skee, hans Fomening maa seskes
deels af Hjemstedets Lensmand, som ved Mod tagelsen af de i § 8 befalede
Opgaver har god Anledning til åt bevirke en rimelig Fordeling af Rummet
ved frivillig Yedtagelse af Lapperne sel v, deels af vedkommende Overovrig-
hed til Etterretning för meste Aars Fordeling efter Erfaringen fra hvert
förslående Aar. Naar Fordelingen för allé Tilfselde leegges, saaledes som
foreslaaet, i eu udenfor Lappernes indbyrdes Interesse!’ staaende Autoritets
Haand, bor man ikke betvivle, åt denne vil vide åt före sig til Nytte för
Afgjorelsen al den Lag- og Lokalkyndighed, som ved Ovcrhegning med Fol¬
ket selv kan tilveiebringes.
Den i § 10 indeholdte Straffebestemmelse Under Justitieraad Carleson
obillig, forsaavidt Lappen er förfaren til Roder, ogsaa naar Skyiden ikke
ligger hos barn selv, men hos de af barn benyttede Reenvogtere. I denne
Hänseende bemserkes, åt det er en ikke alene i den norske, men formeentlig
ogsaa i andre Staters Lovgivning vel kjendt Sselning, åt Iluusbonden i Regelen
gjores ansvarlig för sit Huusfolk og Tyende med Hensyn til Roder för de
Politi-Forseelser, livori de i og ved Tj enesten gjore sig skyldige, og åt det
iallefald i det heromhandlede Forhold paa Grund af Yanskelighederne ved
åt bevise, hos hvilken af de til samme Huusholdning horende Tapper Skyl-
den för slet eller undladt Revogtning egentlig ligger, er nodvendigt åt skjgerpe
Huusbondens Pligtfolelse og Tilsyn med sine Folk ved en Rodebestemmelse
saaledes affattet, åt han ikke kan omgaa den ved åt skyde Skyiden paa
K vindel-, Rom eller Tyende.
I § 18 har Justitieraad Wretman paapeget som en Anomali fra den
svenske Straffelov, åt Roderne skulle tilfalde vedkommende Sogns Fattigcasse.
Hvad dette angaar har Departementet intet åt erindre mod åt Restemmel-
ten bortfalder, saaledes åt Roderne — overeensstemmende med hvad der
ogsaa efter norsk Lov gjeelder, hvor intet Modsat siges — körnare til åt
tilfalde Statskassen.
Efteråt man saaledes har segt åt imodegaa de Indvendinger af större
og mindre Retydenhed, som den svenske Hoiesterets Retsenkning indeholder
imod den norske Regjerings Udkast, har Departementet derefter åt udtale
sig om den Udvei, som navnlig Justitieraad Carleson har paavist som et
efter hans Anskuelse retfasrdigere og hensigtsnnessigere Grundlag för Sägens
Ordning, nemlig en fuldstaendig Udskiftning af det nordlige Norges og Sve¬
riges Pro vindser imellem Nomadevmsenet og Jordbruget. Justi tieraaden an¬
tager om de nsevnte Landsdele, åt om ogsaa de Omraader, der egne sig til
et Jordbruk hvis Dyrkere ialmindelighed deraf kunne paaregne noget vge-
Bil. till Konyl. Maj:Ig nåd. Prop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne r Sverige och Norge. 141
sentligt Bidrag til sit Ophold, fraskilles, vil Resten af Landet levne Flyt-
Lapperne tilstraekkelig Underholdning för deres Reen. lian henstiller det
til Overveielse, om ikke en Udskiftning kunde foregaa efter det nsevnte
Princip, saaledes åt Lapperne henvises med sine Hjorde til de Landsdele,
der ikke egne sig til Jordbrug, og åt disse forenes med hverandre gjennem
hensigtsmsessige Reenveie, h vilket Alt bor skee i förnöden t Fald ved Indlos-
ning af Nybygger och Rydningspladse, isaer saadanne, som afstsenge Reen-
veiene, samt åt ny Optagen af Bopladse aldeles forbydes. Da Departemen¬
tet ikke saaledes kjender Forholdene i det nordlige Sverige, åt man tor ud-
tale nogen Mening om Systemets Anvendelighed dersteds i videre Omfång
end det allerede antages åt värre indfort, skal man indskrsenke sig til de
Bemoärkninger, som den heromhandlede Ide nsermest fremkalder med Hän¬
syn til Forholdene i Norge.
Fn Omskiftning, saavidt fornodiges, imellem Nomadevsesen og Jordbrug
luden de Landsdele, hvar disse Bedrifter som Folge af Jordbrugets Betyd-
ning paa den ene og Reenhjordenes Talrighed paa den anden Side vise sig
uforligelige, hvilket för Liden maa siges om en större Reel af Kyststrseknin-
gen i Troman Amt, er netop det Maal, som tillsigtes ved Lovudkastets §§
5, 24 og 25. Det fremgaar imidlertid af § 24 og Committeens norske Af-
delings Motiver dertil, åt man nsermest har tsenkt paa en Udskiftning i samme
Retning som den i Sverige stedfundne, idet man helst vil indromme Lap¬
perne de indre Delo af Landet og altsaa i det Store taget saavidt muligt
trsekke Grsendsen imellem begge Bedrifter paralelt med, skjont selvfolgelig i
betydelig Afstånd fra Rigsgrsendsen, samt henvise Lapperne til det indre
Belte og Jordbruget til Lysten og de ved samme udmundende Dalforer.
Skulde dette ogsaa af Justitieraad Carleson vsere tilsigtet, hvilket man imid¬
lertid paa Grund af andre Yttringer i hans Votum befrygter ikke åt vsere
Tilfseldet, da maa Departementet ganske slutte sig til hans Tanke. Som Sä¬
gen har stillet sig för den Norske Betragtning, har man imidlertid anseet
det nodvendigt, åt man först ved den ovenomhandlede topografiske Under-
sogelse af Tromso Amt kommer til Vished om, åt Amtets indre Delo have
Tilstrsekkeligt af Ruin og ovrige Vilkaar för Renens Trivsel, og man har,
— hvad der ogsaa ligger i Ordene i Udkastets § 24 — ikke troet åt
kunne gaa saa vidt som åt frigjore den bele Kyst för Lappernes Brug,
idet der gives Strsekninger nser Scen, hvar Reenhjorde af passende Storrelse
kunne bolde til oden Fortrsengsel för de Fastboende, naar kun Lapperne
opfylde sin Bevogtningspligt paa en saadan Maade, som det tor vsentes, åt
Bestemmelsen om Fsellesansvar vil halföre. Som Exempel paa saadanne
Strsekninger kan nsevnes Lyngens Prsestegjseld, inden hvis Omraade, efter
Skjon af Fastboende, (see Committeens Forhandlingsprotocol Side 24) vil
under den nsevnte Betingelse kunne höides 15,000 Reen oden Fortrsengsel
142 Bil. till Kongl. MajUs nåd. Prof. om antagande af en Förord», rör. Lapparne i Sverige och Norge.
för Indbyggerne. Na av Justitieraad Carleson antyder som Princip för en
Utskiftning, åt der bor heevdes för Jordbruget alt det Land, som dertil egner
sig i saadan Grad, åt Yedkommende deraf kunne p aar egne noget veesentligt
Bidrag til sit Ophold, da in aa totte sidste — i det Store taget — med
fult Ret siges åt vae-re Tilfseldet med bele den nu bebyggede, af Enkelt-
mand til Ring optagne Reel af det nordlige Norge, navnlig i Premiss og
Nordlands Amter. Hvor smaa end mango Jordbrug i disse Trakter kunne
vgere, ved Ssen saavelsom inte i Landet, gives der neppe et eneste, om
hvilket det ikke maa siges, åt det afgiver et vsesentligt Bidrag til Brugerens
Ophold. Hvad de hoiere ep i Landet liggende Gaarde angaar, da udgjor
Jordbruget, navnlig Fädrift, altid Mandens vsesentligste Levebröd, hans
ovrige pyssel kun uvsesentlig Binäring. Den ved Lysten boende Almue
staar tildeels i en anden Krasse, forsaavidt som paa de goldere Strsekninger
Manges Ilo vedlider ilig egentlig er Fiskeriet, men selv om disse maa det dog
med fuldeste Foie siges, åt Jordbruget, forsaavidt som de ogsaa drive saa-
dant, afgiver et ganske vsesentligt og i de Aar, da Fiskeriet raisslykkes,
saameget uundvserligere Bidrag til deres Ophold. Naar man i § 25 har
tilsigtet Expropriation af privat Jord til Betesmarker för Lappernes Reen og,
som tidligere i dette Föredrag anfört, af det nu för samled e Storthing har
förlängt Midler dertil, liar man maattet gaa ud fra en för Jordbruget moget
ugunstigere Synsmaade end den af Justitieraden opstillede. Der vil ad denne
Yei intet Vsesentligt kunne opnaaes til bedste för Lapperne, medmindre
man indloser Jordbrug, der ere af saadan reel Betjening för deres Besiddere,
åt de utvivlsomt gaa ind under det Omraade, som Justitieraaden vil have
Jordbruget forbeholdt.
Det maa erindres, åt de heromhandlede Delo af Norge, som Folge af
bekjendte sseregne Naturforhold, have eu ulige bed re Vegetation end nogen
anden Egn under samme nordlige Breddsgrad. Det deraf flydende Jordbrug
og det paa Lysten paagaaende Fi skeri understotte hinanden ved gj ensidig t
åt til vele bringe fornodne Driftsin idier. Disse Nseringskilder i Förening have
fremkaldt en Bebyggelse navnlig af det Aint, hvorpaa det i denne Lag veb-
sentligst kommer an, Hemlig Tromso Amf, som indordner dette under almin-
delige europieiske Forhold, i eu långt hoiere Grad, end den med disse
Egne Ubekjendte ialmindelighet forestiller sig. Amtets Kystdistrikt er fra
den ene til den anden Ende optagen af privat Eiendoms- eller Brugsret
medens Almindinger, enten private eller offentliga, ikke findes ved Soen,
hvis Bredder endog i bele Miles Udstreekning danne saagodtsom uafbrudte
Rsekker af dyrkede Jorder og kun paa korte Stykker den dertil hörande
Udmark eller Havnegang. Detta er Tilfseldet ikke blot med samtliga Ger,
man ogsaa med Amtets til Soen og de större Elve stödande Fastlandsdele.
I Dalforerne långs Amtets större Elve har dannet sig Kirkesognene Saiangen
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. T) op. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 143
og Salangsdalen, Bardo, Maalselven, Nordreisen o g Kvsenangen, hvis Beboere
deels ere Jordbrugere og Fiskere tillige, dosis alene det Förste. Efter de
officielle Opgaver af 1865 havde den Ideel af Tromso Amf, som berores af
Nbmadevsesenet, en Befolkning af omtrent 33,000 Mennesker, fordelte paa 13
Öogne med eu samlet Korn- og Potetesävl, der kan anslaaes til 27,000
Tender Byg og et omtrentligt Kreaturhold af 3,250 fleste, 21,000 stort
Kvseg og 46,000 Faar.
, Korn allerede ovenfor antydet befrygter man, åt Justitieraad Carle-
son ikke har teenkt sig en Edskiftning overeensstemmende med den Tanke,
der har ledet Committeen til åt föreslå de i Edkastets §§ 24 og 25 inde-
holdte Bestemmelser. Hans Edtalelser om Renens Trång til åt naae selve
Kysten, samt om det Mangelfulde i Edkastets Bestemmelser angaaende Lap-
pernes Adgang til privat Edmark, lade formode, åt han har taenkt sig, åt
Landet skulde deles i Belter ved Linjer fräkne paa tveers fra Rigsgnendsen
til Soen för åt paa den ene Side den nsevnte Trång hos Renen kunde blive
tilfredsstillet, og paa den anden alt Fsellesskab i Ed mark mel lem Tapper og
Fästbande fuldstsendig ophore. Fn saadan Tanke maatte Departementet
betragte som manlig åt bringa i Edforelse. Af den anforte Oversigt over
Tromso Amts nuvarande Bebyggelse vil det vtere indlysende, åt hiin Tanke
ikke kunde gjennemfores, uden ved åt tregge store Samlinger af opryddede
Gaarde ode, og det ved Anvendelse af Pengemidler, hvis Storrelse ikke en-
gang tilnsermelsesviis kan angives; men sikkert nok vilde overstige, hvad
der i saadant 0iemed nogensinde kunde ventes bevilget. Den eneste mulige
Edskiftningsmaade er saaledes vistnok den ved Edkastet tilsigtede partielle
Henviisning af Lapperne til de indre Delo af Landet.
_ Dot er överflödigt åt tilfoie, åt under hvilketsomhelst System af Ed¬
skiftning, aldenstund det maa crkjendes, åt en Indhegning af Betesmarker
og Reenveie, filstreckkelig til åt förebygga ethvert Sammenstod mellem Reen-
hjorde og Jordbrug, ligger udenfor Mulighedens Grcendser, blive Lovbestem-
melser om Bevogtnings- og Ansvarspligt, og navnlig om Feellesansvar, uund-
vserlige. I Mangel deraf vil den nuvserende ulykkelige Tilstand af gjensi¬
dig Selvtaegt, som i mango Tilfselde kun er en Edovelse af retmsessigt Nod-
vterge, og den deraf flydende Ophidselse og Fiendskap vedvare.
Departementet har i det Föregåaendc tröst åt burde behandla de frem-
satte Erindringer mod Lovudkastet med nogen Edforlighed, ogsaa hvad en¬
kelte i sig selv mindre vigtige Punkter angaar. Ogsaa om nagla af dissa
144 Bil. till Kongl. May.ts nåd. trop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
gjgelder det Hemlig, åt de have sin Betydning som Led i et System, og man
bor vistnok i det Bele ved Sägens Behandling leegge an paa Varsomhed i
åt foretage A tamdringer, hvorved man udssetter sig för åt stode an mod Hän¬
syn, som de sseregne For bold kunde gjore berettigede, men som lettelig und-
drage sig Opmaerksomhed hos den, der kun kjender Forholdene paa an¬
den Baand.
Udgangspunktet för bele den Betragtning af Sägen, som hos en Fler-
hed af den Svenske Beiesterets Medlemmer bär gjort sig gjteklende, er, åt
Norge, för åt opnaae en mera tilfredsstillende Ordning af de paagjgeldende
Forhold — vsere sig den nu foreslaaede eller hvilkensomhelst anden — kun
har den ene Yei, den samme, som man nu to Gånge, med mere end 20 Aars
Mellemrum, har betraadt, nemlig åt soge åt erhverve Sveriges Tillredelse af
en Lov, der kan träde i Codicillens Sted. De nerverende Forhandlinger
have ogsaa. hidtil va* ro t forte i en Aand, der ikke har givet Departementet
Anledning til åt na-re mogen T vivi om deres lykkelige Udfahl, helst efter åt
fuldstrendig Enighed mellem begge Rigers Committerede om Sägens fremti-
dige Ordning var tilveiebragt, og der har derför ikke vferet Anledning til åt
läge hint XJdgangspunkt i mogen nermere Betragtning. Men de fra en Fler-
hed af den svenske Boisterets Medlemmer nu foreliggende Udtalelser opfor-
dre Departementet til åt fremseette nogle Bemerkninger ved denne Side af
Sägen. Man har allerede förän haft Anledning til åt beröra de oeconomi-
ske Virkninger af den finländske Gramdsespeerring i 1852; et andet Sporgs-
maal er, hvad Indflydelse den kärn antages åt have paa Norges retlige Stil-
ling til Codicillen af 1751. Ved Codicillen bleve Norge og Sverige gjen-
sidig forpligtede til åt tilstede Lapperne, oden Flensyn til Rigsgraendsen, Be-
nyttelsen vexelvis efter gammal Sedvana af begge Rigers Betesmarker. Co¬
dicillen omfattede ogsaa Finland, paa hvis Territorium Finmarkens Lapper
havde Vinterbete för sina Dyr, hvithet altsaa för Framtiden tilsikredes dem.
Finlands Övergång til russisk llerredomme medforte ingen Förändring i detta
Forhold, saaleenge ikke Rusland lagda dels Fortsettelse mogen 1 lindring i
Veien. Men i 1852 gjorde Rusland, som bekjendt og förän omhandlet, ved
en kathegorisk Erkhering Ende herpaa, idet det blev Finmarkens Lapper för¬
bud! åt benytte Mosemarkene paa finländskt Grund. Dermed har det senare
hav! sit Förblivande. Af Rensdyr findes, som förän hårört, i Tromso Amt
og sydligare Amter cirka 40,000, som altsaa er det Antal, för hvis Vedkom- *•
in ende der er Sporgsmaal om Vinterbete i Sverige, og i Finmarken cirka
65,000, som efter Codicillen skulde kunna soge til finland ske Betesmarker,
men nu ere afskaarne derfra. Åt saa er Tilfeeldet, giver ikke Norge An¬
ledning til mogen Anka mod den svenske Styrelse. Departementet holder sig
blot til den uimodsigelige Kjendsgjerning, åt Sverige siden 1852 er sat ud
af Stånd til åt opfylde andag kun Balvdelen af den som Vederlag för dels
Bil. till Kong! Majtfs nåd. Prop. om antagande af eu Fiirordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 145
Lappers Rettigheder i Norge overtagne Prusta tion. Sporges der nu, hvilken
IndHydelse detta har paa Norges retslige Shilling til Sägen, saa er det alt-
saa åt o ver vele, om ikke Codicillen fra samme Tidspunkt har ophort åt vare
juridisk forpligtende for Norge, og om ikke dette Rige har faaet en gyldig
Adkomst til åt er klar e sig lost fra det bele Contraktsforhold. Dette Sporgs-
maal maatte formeentlig besvares bekräftande, hvis der handledes om et pri-
vatretiigt Forhold og hvad der maatte blive åt overveie er alts aa, om det
ikke er åt besvare paa samme Maade, naar der handlös om et traktatmas-
sigt. liden Hensyn til, hvarvid! der nogensinde maatte blive Sporgsmaal om
åt giv6 denne Side af Sägen nogen praktisk Anvendelse, fort]ener den dog
åt tages i Betragtning i Förbindelse med de Fortolknings-Grundssetninger,
som nogle af den svenske Hoiesterets Medlemmer hare anvendt paa Trac-
tatens Bestemmelser.
Navnlig bor denne Sägens formells Stilling holdes för 0ie ved det
Sporgsmaal, der knytter sig til Lovudkastets Slutningsparagraf, og hvis Om¬
tala man derför bär udsat, randig om den pantande. Lov definitivt skal
ufiose Codicillen eller om denne sidate skal betragtes som subsidiart bestaa-
ende, idet Hemlig Loven kun skulde antages paa Prove eller paa Opsigelse.
Dette Sidste have Committeens svenske Med 1 em m er anseet hensigtsmassigst
(lämpligast), og Hoiesterets i denne Sa g voterande Medlemmer have samtlige
sluttet sig der til. Justitieraad Carleson forudsatter i Tilfalde af Lovens Ved-
tagelse, åt den snart vil blive Gjenstand för Afandringer og Rättelse!1. Åt
man ved Underhandlingerne beröm kärr tv filbåge til den gamle havdvundne
Grundvold, hvar den nye findes utjenlig, ansees af barn som en saa stor Fordeel,
åt det vilde vars ”yderst uklogP åt fräsige sig den. Ilvorvidt det ikke
för Sverige, naar allé Hensyn tages i tillbörlig Betragtning, maatte vars
önskelig! åt fnas Sägen stilist paa et nyt Retsfundament, man Departe¬
mentet hide stans derhän; men i hvart Fadd er man enig med Cornmit-
teens norske Medlemmer i, åt her intet subsidiart Retsfundament beho-
ves. Dersom der ved Siden af Codicilleris ubetingede Ophavelse var fore-
slaaet, åt deri nye Lov skulde eu ten träde ud af Kraft efter et vist
1 läsrum eller fra den ene Side k tinne opsiges eller ensidig forandres, og der
altsa a var trogen Mulighed för, åt der fremtidig i detta Åliggande kunde
inträde en Tilstand af Lovloshed, indtil begge Lovgivninger bleve enige, eller
åt ensidigt Overgreb fra det ene Riges Lovgivning, vilde der vane fuld Före
paa begge Sider til att gjore Forbehold för et saadant Tilfalde. Merr da
derom ikke er Tala, da den foreslaaede Lov efter § 27, sidste Punktum,
ikke skal kunna ophmves eller i nogetsomhelst Punkt forandres fra den
ene Side, forsaavidt det vedkommer det ande! Rige eller dels Undersaatter,
med mindre tilsvarende Bestämmelse derom fattas fra den anden Side, —
Bih. till Riksd. Birot. 1871. 1 Sand, 1 Afd. 19
146 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd: Trop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
bortfalder dermed Nedvendigheden af åt have en dobbel! Mellemrigsordning
i dette mere end i andre Anliggender, aid enstund den principal er bygget
i alt Vaesentiigt, paa de samme Hensyn til begge Parters Tar v, som den,
der skulde staae som Subsidier. Åt dette Sidste forholder sig saa, tror man
tidligere åt have paa vist. Mogen Mistillid til begge eller til et af Rigernes
Yillighed til åt indgaae paa rimelige Tillempninger, om sa ad änne i Fremti-
den skulde vise sig nedvendige, er der formeentlig ingen Grund til åt nsere.
För övrigt maa man i dette Punct henholde sig til hvad der i de norske
Committeemedlemmers Indstilling saavelsom i Departementets underdanigste
Föredrag af läde Oktober 1867 er udtalt om de mislige Folger af åt den
nye Mellemrigslov kun skulde tilleegges en provisorisk Gyldighed.
I det Tilfselde, åt det foronskede Resultat af de nuvaerende Förhand¬
ling er ikke skulde opnaaes, kan der efter Departementets Formening ikke
vgere Sporgsmaal om åt överläde Forholdene, navnlig i Dröm so Amt, til sig
selv. Tilstanden, der allerede i 1817 havde antaget en saadan Karakter,
åt Unionskongen fandt det nödvändigt åt indskrida med extraordinaire^Rets-
regler — der dog, som forklaret, ikke fik nogen blivende Virkning — er
i de senare Aar stadig forvaerret, og det, efter hvad der er Departementet
föredraga endog i forstaerket Grad i de Par Aar, som ere forlobne siden
Committeens Nedssettelse. Gaaer nogen leengere Tid hen oden åt hyde noget
positivt Resultat af denne Föranstaltning, er det åt forudsee, åt Lapperne,
forud ligegyldige för Jordbrugets Krav paa Skaansel og uvidende om de si¬
den Committeens Oplosning stedfundne Forhandlinger, derved villo Ande sig
bestyrkede i sina Synsmaader og gaae saameget hensynslosere from paa
samme Tid, som ogsaa Optik]selsen fra den anden Side vil tillaga. Man kan
ikke regim paa åt de Fastboende, som hidtil i Almindelighed have bold!
sig inden Lovlighedens Greendser, st elende paa att der dog omsider vilde
blive dem allvist lovlige Huller’ til åt gjore sin Rot gjeeldende, villo vedblive
paa samme Maade, naar det Gång efter Gång viser sig, åt deras Haab om
Indforelsen af eu lovlig Orden svigter. De villo alt hyppigere läge sig selv
til Kette ved åt ned sky de Rensdyr — forelobig, som hidtil för åt skäfte sig
Be viis og Sikkerhed för Skadeserstatning, hvilken Fremgangsmaade ifolge en
nylig falden Hoiesteretsdom kun er -åt betragte som Selvtsegt og ikke som
Tyveri, og folgelig ikke er Gjanstånd för offentlig Paatale. Den Stridstil-
stand, som heraf udvikler sig, vil Ovrigheden ikke med sin bedste Villie
kunne hindra, og den vil efter Forholdenes egen Natur ufeilbarlig gaae ud
over Lapperne, som efterhaanden villo treenges tilbage fra de beboede Kyst-
strog. Det maa henstilles til deras Overveielse, der i Egenskap af Lapper-
nes Talsmsend paa ethvert Punkt bestrida det foreliggende Lovforslag — et
omhyggelig forberedt Fsellesarbeide af Hämd fra begge Rigör sigtende til åt
betrygga lovlig Orden i dissa Forhold — hvarvid t en saadan Tillstånd er
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prnp. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 147
noget Attraavserdigt. Men för den norske Styrelse man Sägen stille sig saa,
åt om man ikke gjennem Samvirken med Sverige skulde kunne opnaae den
fuldkomnere Ordning, man vilde paaregne som Resultat af Förslagets Ved-
tagelse, saa maatte man i ethvert Fald snarast muligt skrida til1 Udfserdi-
gelsen af de Bestemmelser, som under enhver Forudseetning kunna trseffes
a,lene ved norsk Föranstaltning, för åt »jure, hvad gjores kunde, til i det
Mindste åt forebygge Tilstandens vserste Udartning. De Mangler, hvaraf et
saadant Forsog paa deelviis åt ordna Forholdet nödvändig maatte komma
til åt lida, vilde i sina Virkninger vistnok isser blive til Skada för Lap-
perne. Med Hänsyn til de Grmndser, inden hvilka deslige Bestemmelser
maatte bevsege sig, henholder Departementet sig til Hans Excellence den
Svenske Justitieministers Yttringer i det förän nsevnte Brev af 1862, hvor-
efter hvart af Rigör ne maa ansees åt ha ve Rot til gjennem speciel Lov-
givning åt bestämma Grsendserne för Lappernes Retlig hed er, dog allena un¬
der det F orbehold, åt der altid indrommes det andel Riges flyttande Lapper
de samme Rettigheder, som dels egna Under snau er”.
Hvad man förän har tilladt sig åt anföra, gaar ud paa åt vise, åt den
eneste i Sandhed tilfredsstillende Lösning vil vaere Istandbringelsen af den
paataenkte Faelleslov, hvilken Departementet derför gjantagande maa paa
det Varmaste anbefale. Det vil derhos lettelig forstaaes, åt man paa de
her i Landa! lidande Interessers Vegne nserer et ikke mindre levande
Onske om, åt Sägen maa bringas til Afgjorelse saa snart som Omstamdig-
hederne paa nogen Maade tilläde. Efter Sägens Beskaffenhed vilde det
formeentlig ikke vane hensigtsmaessigt, åt den behandlades samtidig af Rigs-
dag og Storting, saaledes åt hvar af Representationerna under Behandlin¬
gen var ubekjendt med den andens Beslutninger, og efter dans bele Stil-
ling maa Departementet ansee det naturligst, åt den först forehegges i Sverige.
Skulde den svenske Styrelse imidlertid häri nsere en anden Anskuelse og
onske den först framlagt til Behandling af Storthinget, bor detta fra norsk
Side formeentlig ikke mode nogen Binäring. Paa Grund af den Tid, som
allerede er hengaaet — i hvilken Hänseende bemeerkes, åt den svenska
Iioiesterets Behandling af Sägen har medtaget en upaaregnet lång Tid
—- har Hans Excellence den svenske Justitiestatsminister udtalt, åt Sägen
vansklig vil kunna forelsegges den iaar församlade Rigsdag i Sverige. Man
bor imidlertid underdanigst anholde om, åt det maa haves för 0ie åt lada
dette skee, om Omstsendighederne paa nogen Maade skulde tilläde det, i
h vilket Fald Departementet, hvis det nu forsa mled e Storthing allerede maatte
vaere oplost, luden Sägen derefter kunde blive samme förelagt, förbehåll!er
sig åt bringa under Overveielse, hvorvidt der ikke bor sammenkaldes et
overordentligt Storthing till dans Behandling fra norsk Side. Skulde Sägen
först kunna blive förelagt Rigsdagen i 1870, vil det formeentlig efter Om-
148 Bil. till Kongl. Majits nåd. Prop. om antagande af en Förord». rör. Zapparne i Sverige och Norge.
stsendighederne ligeledes blive åt overveie, om overordentiigt Storthing der¬
efter bor sammenkaldes.
I Henhold til Foranferte, der af Statsraadets ovrige Medlemmer i det
Veesentlige tiltrsedes, indstilles underdanigst:
”Åt Gj enpart af nsemerende underdanigste Föredrag,
foranlediget ved en af den svenske Hoiesteret afgiven
Betänkning angaaende Lovforslaget om Lapperne i de
forenede Riger, naadigst befales tilstillet Hans Excellence
den svenske Justitie-Sfatsminister.
In fidem
H. Schlytter.
Bil. till Kongl, Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 149
Protokoll öfver eit Justitie-Departements-Ärmde, hullet
inför Hans Majd Konungen uti Sammansatt Svenskt
och Norskt Stats-Råd å Stockholms Slott Onsdagen
den 22 September 1869,
i närvaro af:
Hans Excellens Herr Justitiestatsminister!! Friherre De Geer,
Hans Excellens Herr Statsministern för Utrikes Ärendena
Grefve Wachtmeister,
Svenska Statsråden: Friherre af Ugglas,
Bredberg,
Thulstrup,
Carlson,
von Ehrenheim,
Äbelin,
Berg,
Adlercreutz,
Norska Statsråden: Bretteville,
Meldahl.
Hans Excellens Herr Justitie-statsministern anmälde i underdånighet, att
sedan Kong’. Maj:t, i Svenskt Statsråd den 29 Oktober 1867, i nåder för¬
ordnat dels att Högsta Domstolens yttrande skulle infordras öfver det förslag
till förordning rörande Lapparne i de förenade konungarikena Sverige och
Norge, som af en i sammansatt Svenskt och Norskt Statsråd den 29 Maj
1866 förord nåd komité blifvit upprättadt, och dels att afskrift af Norska Regerin¬
gens underdåniga Indstilliug i förenämnde ärende af den 15 Oktober 1867 skulle
i sammanhang härmed varda Högsta Domstolen tillhandahållen, samt Högsta
Domstolen, enligt dess protokoll den 16 November 1868, afgifvit det infor¬
drade yttrandet, så och efter det Hans Excellens, med anledning deraf att
150 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prof om antagande af en Förorda, rör, Lapp ar ne i Sverige och Norge.
samma yttrande innehölle många och väsendtliga anmärkningar mot komiténa
lagförslag, ansett sig höra sätta Norska Departementet för det Inre i tillfälle
att anföra hvad med afseende å dessa anmärkningar kunde vara att från
Norsk sida erinra, hade Norska Statsrådsafdelningen i Stockholm, i följd
af nådig resolution den 9 Februari innevarande år, till Hans Excellens öfver-
lemnat afskrift af Norska Regeringens underdåniga Indstilling af den 2 i samma
månad, innehållande ett af chefen för Departementet för det Inre afgifvet
och af Regeringens ö frige ledamöter biträd t utlåtande i ämnet.
Efter att hafva redogjort för innehållet af Högsta Domstolens och
Norska Regeringens berörda utlåtanden yttrade Hans Excellens:
”Genom 1751 års Gränsetraktat bibehöllos val Lapparne å ömse sidor
om riksgränsen vid rättigheten att efter gammal sedvana med sina renar
flytta från det ena riket in i det andra och der betjena sig af land och
vatten. Derigenom kan dock ej anses hafva bli svit dem tillförsäkrad någon
ovilkorlig rätt att för sådant ändamål i all framtid begagna alla de land¬
sträckor eller områden, hvilka vid den liden stodo för dem öppna, såsom för
andra ändamål obegagnade. Nämnda traktat tillkom icke till följd af något
afslutadt krig,, som kunnat föranleda den ena af de kontrollerande makterna
att fordra några uppoffringar af den andra, och föga antagligt förefaller det,
att någondera skulle sjelfmant hafva velat afsåga sig snart sagd! afl rätt till
störa delar af sitt eget land, för att derigenom bereda en förmån åt det
andra rikets underså ter. Till ett sådant antagande synes mig ej heller orda¬
lagen i traktaten gifva tillräcklig anledning.
Grunden derför skulle vara att söka i 10 § af den codicill af trakta¬
ten, som afser Lapparne, der följande ord förekomma: ”Alldenstund Lapparne
behöfva begge rikens land, skall det dem efter gammal sedvana vara tillåtet
höst och vår att flytta med deras renhjordar öfver gränsen in uti ett annat
rike, och hädanefter såsom tillförene lika med landets undersåtare, undan¬
tagande på sådana ställen, som här nedanföre anföres, få betjena sig af land
och strand till underhåll för deras djur och sig sjelfva”.
Men dessa ord höra jemföras dels med 16 § i samma codicill, der
det heter: ”A ömse sidor skola de fremmande Lappar noga akta sig, att de
icke under deras flyttningar gorå landets egna innevånare någon skada,
hvarken vinter eller sommar på skog, åker och äng, multebärs- eller hjortron¬
myror eller något annat vid laga plikt”, dels ock med 30 §, som lyder så¬
lunda: ”Ändtligen finner man nödigt att härvid förklara, det desse här ofvan-
tore stipulerade öfverflyttningar med de deraf dependerande inrättningar inga¬
lunda således äro att förstå, som skulle Konungarikena Sverige eller Norge
derigenom någon jurisdiktion eller annan rättighet, af hvad namn den vara
må, in öfver gränsen i det andra riket tillerkännas, men allenast såsom en
tolerance och reciproque foglighet, hvilken icke väl kan umbäras, så framt
Bil till Kong/. Maj-.ts nåd. Prop. om antagande af en Förordet, rör. Zapparne i Sverige och Norge. 151
annars Lapparne på båda sidor skola blifva vid makt och in politicis hållas
uti tillbörlig skick och ordning. Alltså blifver den uti den upprättade Gränse-
traktaten öfverenskomna gränselinia, såväl i anseende till Lapparne och deras
distrikter som i öfrig! beträffande de andre Svenske och Norske undersåtare
och deras distrikter, alldeles vid sin tulla kraft, så att hvarken tidsens ålder
vederbörande betjente^ och undersåtares försummelse, collusioner och ingrepp
eller någon häfd och bruk inöfver samma gräns, den blifve så gammal, samt
af hvad art och beskaffenhet den vara må, häruti någon förändring skall
eller kan göra; men hvart rike skall hädanefter på sin sida om ofvannämnda
gränser allena och utan intrång vara berättigad! att utöfva och behålla alla
lega u a och jura Majestatis sa väl uti andeliga som verldshga saker71.
JMed afseende å innehållet af donna sistnämnda § synes mig nå»on
vidsträcktare slutsats icke kunna dragas af de förut anförda uttrycken i 10
och 16 §§, än att man, oaktadt riksgränsen emellan Sverige och Norge nog¬
grann! utstakades, villo tillåta Lapparne att fortfarande flytta fram och till¬
baka öfver denna, och utan afseende på nationalitet inom hvardera riket
tillgodonjuta de rättigheter, som landets egne undersåter tillkomma, under
det man i öfrig! inom det egna område! förbehöll sig alla höghetsrättig-
heter och således äfven fri lagstiftningsrätt. Om meningen varit att förbjuda
„ fortgång af odlingen eller jords afstående åt enskilda i den mån sådan! kunde
lända Lapparne till förfång, så både detta väl bort med tydliga ord utsägas •
och med hopp om framgång lärer tv förutan en sådan tolkning dessutom så
mycket mindre kunna från Svensk sida påyrkas, som Sverige sjelf! vid ord¬
nande af nybyggesrätten och lagstiftningen i öfrig! inom sina lappmarker ej
ansett sig bundet af någon Norges traktatmässiga rätt.
Men om än således hvardera riket erkännes ega att sjelf t och utan
inblandning från det andra bestämma om och i hvad mån inom de för Lap¬
parne tillförene tillgängliga trakter vissa områden må till odling åt enskilda
upplåtas och således från allmänt begagnande undantagas, måste dock begge
rikena, vid utöfvande af denna rätt, vara åtminstone moraliskt förbundna att
A sä inskränka eller begränsa Lapparnes betesrätt, att den dem medgifna
fna flyttning göres illusorisk och ändamålet med den ingångna traktaten
iorieias.
För den lagstiftning, som nu är i fråga i anledning af de under sed-
nare tider yppade, men år 1751 sannolikt till sin möjlighet knappt anade
svårigheterna, att utan förnärmande af do jordbrukandes eganderätt bereda
lytt-lapparne obehindrad tillgång till erforderliga betesmarker, måste emel-
lertKl grunden mera sökas i de lagstiftande organernas inom båda rikena
känsla för rätt och billighet, än i något bestämdt stadgande i nu gällande
traktat; och ehuru det af Norska Regeringen åberopade förhållande, att en
stor del af de betesmarker, som vid traktatens ingående af Norska Lappar
152 Bil. till Kongl. Ma.j:ts nåd. Prop. om antagande, af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
inom Sverige begagnades, måst till Ryssland afträdas, ej med skäl lärer
kunna betraktas såsom något åsidosättande å Sveriges sida af-dess förbin¬
delser emot Norge, torde likväl den omständigheten, att Norge derigenom
gått i mistning af eu väsendtlig del af de åt dess lappbefolkning med trak¬
taten afsedda förmåner, ej bära lenmas ur sigte vid bestämmande af de an¬
språk, som till förmån för de Svenska Lapparne skäligen må kunna i bro¬
derlandet göras.
Att det nuvarande laglöshetstillståndet icke kan fortfara utan skada
såväl för nomaderna som ‘de jordbrukande synes mig uppenbart framgå af de
föregående förhandlingarne i detta ämne, och jag måste derföre för min del
anse det angeläget att tillvägabringa en lagstiftning, som bestämmer och be¬
gränsar ömsesidiga rättigheter, så att bådas intressen så vidt möjligt är till¬
godoses, derigenom att å ena sidan Lapparne tillhållas att om sina -renar taga
tillbörlig vård till förekommande af skada å ändras egor, men det å andra
sidan göres möjligt för Lapparne, att med iakttagande af sådan vard ega
tillträde till de för dem nödiga betesmarker, och vinna skydd mot de för¬
följelser, för Indika de nu äro utsätta.
På sätt ofvan blifvit antydt, är genom nu gällande traktat Lapparne
vid ansvar förbjudet att under deras flyttningar gorå landets egna innevå¬
nare' någon skada å deras egendom. Sådan skada inträffar emellertid gan¬
ska ofta och att då ibland de i störa flockar från främmande ort ankom¬
mande renarne, som tillhöra flora särskilda egare, upptäcka och bevisa af
hvilka skadan blifvit förorsakad måste alltid blifva svårt och är vanligen
omöjligt. Men i detta hinder för den förorättade att af den skyldige ut¬
kräfva ersättning torde med skäl den förnämsta grunden höra sökas till den
ovilja, hvarmed Lapparne emottagas, och de förföljelser, för hvilka de från
den jordbrukande befolkningens sida äro utsätta. Någon lämpligare utväg
att förebygga eller åtminstone förminska dessa förvecklingar synes mig ej
förefinnas, än att ålägga alla de Lappar, som söka sitt tillhåll inom ett
visst område, gemensam ansvarighet för skada af renar, som der sker och
hvartill upphofsmannen ej kan upptäckas. Derigenom tvingas de Lappar,
som följas åt, att ordna eftersyn^ af renarne på det ändamålsenligaste sätt
såsom en gemensam angelägenhet; om skada det oaktadt inträffar, blir det
ock ett gemensamt intresse för Lapparne att uppdaga, huruvida densamma
vållats genom någon enskilts åtgärd eller försummelse, och med den känne¬
dom Lapparne höra förutsättas ega om hvarandra och om renarne torde
i de flesta fall kunna emotses, att den skyldige ej kan såsom nu undandra¬
ga sig skadeersättningens gäldande. Stadgande.!! i donna syftning utgöra en
af förslagets väsendtligaste delar och under förutsättning att åt desamma
gifves en nådig begränsning, kan jag icke finna det innebära någon orättvisa
att föreskrifva en dylik gemensamhet i ansvar såsom vilkor för ett samfäld!
Bil. till Kongl. Muy.U nåd. Prop. om antagande af en lorordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 153
begagnande af den betesrättighet, som åt Lapparne medgifves. En sådan
gemensam ansvarighet för Lappar, Indika är o i ett följe, är dessutom redan
stadgad genom Kongl. Brefvet den 4 November 1817, hvilket dock, af skäl
som af Norska Regeringen blifvit uppgiga, ej kommit i tillämpning. ’ Grund¬
satsen är emellertid i lagstiftningen erkänd och det är endast fråga om att
af den redan stadgade ansvarigheten gorå en sanning, hvithet jag, såsom
nämndt är, tror vara lika mycket påkalladt för Lapparnes som för jord-
egarnes bästa. J
liiin min synpunkt har jag derföre funnit det föreliggande förslaget
kunna läggas till grund för ett lagförslag i ämnet. Dock har jag ansett ”de
emot samma förslag framställda anmärkningar höra föranleda dess omarbe¬
tande, och då jag nu i underdånighet framlägger ett sålunda omarbetad! för¬
slag, torde det tillåtas mig att, med förbigående af de jemkningar i redak¬
tionen, som blifvit vidtagna dels i enlighet med Norska Regeringens förslå»
och dels till följd af Högsta Domstolens anmärkningar, fä särskild! redogöra
foi grunderna till de olikheter af någon vigt, som förefinnas emellan det al
mig framlagda förslaget och det af komitén afgifna.
Vid § 2 i komitém förslag.
För att en utländsk och äfven en Norsk man skall erhålla medbor¬
garerätt i Sverige erfordras enligt grundlagen Konungens beslut. Härifrån
torde derföre icke i donna förordning kunna göras undantag för Lapparne.
Den nu gällande naturalisationslagen är måhända i vissa delar mindre lämp¬
lig, då fråga är om Flytt-Jappar, t. ex. i hvad angår stadgandet om tre års
vistelse i Sverige såsom vilkor för naturalisation; och såsom varande af civil-
lags natur skulle. den visserligen härutinnan kunna ändras genom den nu
ifrågasätta internationella lagen, men det synes dock som frågan härom lämp-
hgast gjordes till föremål för endast Svensk lagstiftning och att således bär
i fråga om Lapparnes naturalisation endast hänvises till de i hvartdera riket
gällande bestämmelser. Om lagen antages, torde särskild! fråga upptagas
‘om någon modifikation i den allmänna naturalisationslagen för Sverige.
Vid § 5.
Ehuru sannolikt utan praktisk betydelse har jag" med anledning af
Högsta Domstolens anmärkning ansett att i denna § bort införas ett stad¬
gande, som förbjuder Norska Lappar att med sina renar uppehålla sig i Sve¬
rige under tiden emellan den 1 Maj och den 1 Oktober.
Bill. till Biksd. Brok 1871. 1 Sand. 1 Afd.
20
154 Bil. till Kengl. Maj ds nåd. Prop. om antagande af en Förord'», rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Vid § 5.
Då det af skäl, som längre fram skola anföras, ansetts lämpligast att
utesluta § 24, har den i § 25 om handlade expropriation för nödiga ren vägar
funnits i stället höra i denna § omförmälas.
Vid § 6.
Stadgandet, att för renbete ä områden, som ej uteslutande tillhöra
Staten, Lapparne skola erlägga afgift, synes hvarken fullt tydligt eller lämp¬
ligt. Meningen lärer vara, art om det område, der en Lapp uppehåller sig,
uteslutande tillhör Staten, är harr fri från afgift; men är deremot ett aldrig
så litet stycke i enskild mans ego, skall harr betala afgift, ehvad hans renar-
beta på detta stycke eller ej. Huru skall länsmannen i hemorten kunna
veta, om Staten ensam är egare till afl den jord, der Lappar ämna uppehålla
sig, synnerligen i de traktör, som ej äro indelade i uppsyningsdistrikter ?
Är det dessutom lämpligt, att Lappen derföre, att Staten till enskild man
upplåter någon del af sitt hirra område, skall betala en afgift, hvarifrån han
eljest varit fri? Betet blir derigenom för honom tvärtom mindre värderikt.
Med anledning häraf, och då Norska Regeringen funnit sig kunna medgifva
legans upphörande helt och hållet, har jag trött mig desto heldre höra till¬
styrka detta, som den nu föreskrifna legan, i anseende till sin obetydlighet,
hittills sällan lärer upptagits.
Vid § 7.
Om distriktsindelning och gemensam ansvarighet för Lapparne å Svensk
sida skall kunna medgifvas, lärer det dock ej kunna ske under annan för¬
utsättning än att Lapparne ej bindas till ersättning för skador, som omöj¬
ligen, äfven med den största försigtighet, kunna af dem förhindras. Härtill
hörer i främsta rummet, att tillträde till de åt dem upplåtna betesmarker
kan erhållas, utan att renarne måste öfvergå odlade marker. I 5 § stadgas
också förbud att vid uppodling af jord eller uppförande af hägnader beröfva
Lapparne deras gamla renvägar, såvidt de äro erforderliga. Den tillförsäkrar
dock ej Lapparne fritt begagnande af sådana nödiga renvägar, Indika redan
äro uppodlade och intagna, och ej heller innebär den någon säkerhet, att ej
inom betesmarkerna odlingar ske ''från strand till strand”, så att renarne ej
kunna deremellan framkomma. Att många gamla ren vägar äro intagna och
att renarne såväl der som på många andra ställen ej kunna gå fram utan
att gorå skada, erkännes af de Norska komiterade — se p. 5 och 19 i det
tryckta betänkandet — och de föreslå derföre, att ej obetydliga till enskild!
bruk upplåtna jordar skola inlösas och utläggas till Lapparne. Innan så
skett, torde derföre ej heller på dessa ställen kunna blifva fråga om gemen¬
Bil. till Kongl. Maj. is nåd. Trop. om antagande af eu Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 155
sam ansvarighet för Lapparne, och det i mitt förslag härom intagna förbe¬
håll torde så mycket mindre mota hinder, som Norska Regeringen synes
erkänna det rättmätiga i hvad komiterade, på sätt nyss nämndt är, före¬
slagit.
Ehuru det är medgifvet, att endast de Lappar höra underkastas ge¬
mensam ansvarighet, som uppehålla sig uti eller flytta igenom ett område,
der djuren äro blandade om hvarandra, och att stor olägenhet skulle uppstå,
om distrikten göras så störa, att renarne hvarken blandas eller kunna sam¬
manblandas — se p. 16 och 17 i Norska komiterades betänkande — så är likväl
den enda norm, som komiterades förslag uppställer för distriktens omfång,
att renar ej af egen drift må gå öfver från det ena till det andra distriktet;
och ju större distriktet göres, desto säkrare uppfylla detta vilkor. Det måste
derföre vara nödigt att tillägga ett stadgande, som å andra sidan antyder,
att distrikten icke få göras större, än att de Lappar, som derinom söka bete
för sina renar, tillsammans kunna bilda ett följe eller bolag, som gemensamt
ordnar tillsynen öfver renarne.
Då det för (ifrigt ligger synnerlig vigt uppå, att stadgandena om di-
striktsindelning icke på ett ensidigt sätt tillämpas, har jag trött det vara
mera betryggande, att hvarje fråga om och huru sådan indelning må ega ram
göres beroende af Lönnligen och ej öfverlåtes åt någon underordnad myn¬
dighet.
Vid § 9.
I komiterades förslag säges, att uppsyningsman skall fora talan för
alla de Lappar, som uppehålla sig i eller flytta genom distriktet. Att detta
ej bör tillämpas, när både Svenska och Norska Lappar uppehålla sig i samma
distrikt, synes af 15 §, der det heter, att i detta fåll skall eu uppsyningsman
stämmas för hvartdera folket. Men det synes mig icke heller rätt, att de
Lappar, som flytta genom ett distrikt, skola kunna bindas af hvad den af
dem ej välde uppsyningsmannen finner för godt att åtaga sig och jag har
derföre här i sammanhang med en vidtagen ändring i 15 § föreslagit, att
en uppsyningsman målsmanskap skall inskränkas till de Lappar, af hvilka
han blifvit vald.
Vid § 10.
Att ådöma Lapp kriminelt ansvar för brott, som utan hans vilja eller
vetskap kunna begås af hans renvaktare, under det denne sednare lemnas
strafflå, synes mindre lämpligt, särdeles i de fall, då ansvaret vid bristande
156 Bil. till Kong/. Maj:ts nåd. Frop, om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
tillgång till böter kommer att bestämmas till fängelse, och torde för ända¬
målet vara tillfyllestgörande, om Lappen ålägges att ansvara för gäldandet
af de böter, hvartill renvaktaren må gorå sig skyldig.
Med det tillägg i sista punkten af sista momentet i komiténs förslag
till denna §, som stadgar ersättningsskyldighet för Lapparne jemväl inom
Tromsö amf, när bete å utmark begagnas sålunda, att någon jordegare eller
innehafvare derigenom i väsendtlig man betungas, är, på sätt Norska komi-
terades betänkande pag. 25 upplyser, afsedt att Lapparne icke skola slå sig¬
neri på ett eller annat för dem måhända särdeles beqvämt ställe och der
låta afbeta allt gräs till skada för enskild man. Då likväl donna mening
icke synes mig klart uttryckt i komiterades redaktion, åtminstone icke i den
Svenska, har jag trött några förtydligande ord höra tilläggas.
Vid §
Då fråga uppstår om gemensam ansvarighet för skada, hvars rätte
upphofsman icke kan upptäckas, måste det alltid vara en fördel för dem,
hvilka af donna ansvarighet skola drabbas, att få så många som möjligt i
densamma delaktige. Om således uppsyningsmannen i ett visst distrikt in¬
stämmes för att svara å ett sådant ersättningspåstående, så bjuder honom
intresset för de Lappar, af hvilka han blifvit vald, att vid den gemensamma
ansvarigheten få bundna jemväl alla de Lappar i öfrig!, hvilka tågat igenom
distriktet omkring den tid, då skadan skedde. Men med dessas rätt kan det
icke vara förenligt att ställas under ett tvunget målsmansskap af en upp¬
syningsman, i hvars val de icke deltagit och hvars råtta underlydande med
dem hafva ett alldeles stridig! intresse. Om det derföre ock må kunna med-
gifvas, att den jordinnehafvare, som af renar lidit skada, utan att upphofs-
mannen till densamma är känd, endast behöfver instämma uppsyningsmannen
i distriktet för att genmäla påståendet om skadeersättning, så bör likväl på
grund af en sådan stämning anspråket endast kunna bedömas i fråga om
de till distriktet hörande Lappar, hvadan uppsyningsmannen för dessa i det
fall, att han förmenar, det äfven andra Lappar höra förpligtas att i skade¬
ersättning deltaga, måste åligga att särskild! låta instämma dessa till ge¬
mensamt - svaromål i saken, derom föreskrift blifvit i mitt förslag intagen.
Vid § 18.
Någon särskild lagstiftning angående fördelning af böter enligt donna
förordning synes ej behöflig. >
Bil. till Konyl. Mctji/s nåd. D op. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 157
Vid § 19.
För verkställighet inom det ena riket af eu inom det andra fälld dom
angående böter eller ersättning för skada synes mig erforderligt, att domen
vunnit laga kraft och att bevis derom företes; hvadan stadgande!! härom
blifvit af mig tillagda.
Vid § 24.
Under erkännande att den uti ifrågavarande § ifrågasätta åtgärd kan
komma att af billighet påkallas, synes mig eu dylik åtgärd icke höra sättas
i verket utan föregående noggranna ömsesidiga undersökningar och pröfning
af Kongl. Maj:t i sammansatt Statsråd. Jag har derföre ansett donna § höra
ur förordningen utgå, och de deruti afsedda förfoganden komma att i hvarje
särskild! fall, då sådana finnas behöfliga, bero på pröfning af framtida fram¬
ställningar.”
Det af Hans Excellens Herr Justitio-statsministern framställda förslag
var af följande lydelse:
Förslag
till förordning rörande Lapparne i de förenade Konungarikena Sverige och Norge.
§ I-
Lapp, som vill. på sätt bär nedan tillåtes, med sina renar flytta fram
och tillbaka emellan Sverige och Norge, skall vara antingen Svensk eller
Norsk undersåte och anses i detta hänseende hustru och barn tillhöra det rike,
hvars undersåte mannen eller fadren är eller, om han är död, sednast varit.
§ 2.
Önskar Svensk Lapp att blifva Norsk eller Norsk Lapp att blifva Svensk
undersate, skall, då i öfrig! laga hinder derför ej möter, afflyttning'^ ttest på
begäran meddelas honom af vederbörande kronofogde och kyrkoherde; dock
vare han från skatter och andra allmänna förpligtelse!’ i det rike, hvars
undersåte han förut varit, icke fri, förrän han, enligt de i andra riket gäl¬
lande föreskrifter, blifvit dettas undersåte och bevis derom hos förenämnda
embetsman i hemlandet företett.
§ 3.
Lapparne äro berättigade att årligen med sina renar flytta från det
ena riket in i det andra och uppehålla sig å de traktör, hvilka hvardera
158 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör Lapparne i Sverige och Norge.
rikets Lappar efter gammal sedvana hitintills hafva besökt, samt att der lika
med landets egna undersåtar och under iakttagande af de i donna förord¬
ning meddelade föreskrifter betjena sig åt land och vatten såväl till under¬
håll för sig och sina renar som till jagt och fiske. Utan jordegares eller
brukares samtycke må dock ej Svenska Lappar med sina renar uppehålla
sig i Norge under annan del af året än Maj, Juni, Juli, Augusti och Sep¬
tember månader eller Norska Lappar under nämnde månader med sina renar
vistas i Sverige. Öfverträdelse af detta förbud straffas med böter till
belopp första gången af högst 40 Riksdaler Svenskt Riksmynt eller 10 Spe-
ciedaler Norskt mynt och annan gång af högst dubbelt.
§ 4.
Under sitt uppehåll inom de traktör, som i § I omförmälas, ega Lap¬
parno ' att i skog till eget behof begagna terra träd och vindfällen samt i
Statens skog äfven växande löfträd. Hvad de vidare behöfva af träd virke
får ej tagas utan egarens tilstånd.
§ 5.
Genom rödjning eller uppodling af jord eller uppförande af hägna-
der må Lapparne ej beröfvas sådana gamla renvägar, som fortfarande äro
för dem behöfliga.
Måste, för att åt Lapparne bereda nödiga vägar till deras betesmarker,
användas jord, som eges eller brukas af enskild man, vare egaren eller bru¬
karen pligtig att afstå jorden emot ersättning, som, der godvillig öfverens¬
kommelse ej kan träffas, bestämmes genom värdering. I Sverige förfares
härvid enligt gällande förordning angående jords afstående för allmänt behof.
§ 6.
De landsträckor, der Lapparne söka bete för sina renar, må, der så
för vinnande af nödig uppsigt öfver Lapparne och deras djur finnes behöf-
Jigt, indelas i särskilda uppsyningsdistrikt, inom hvilka de Lappar, som med
sina renar der sig uppehålla, skola i de fall och på det sätt bär nedan när¬
mare bestämmes vara underkastade gemensam ansvarighet för skada, som af
renarne tillskyndas de jordbrukande innevånarnes egendom.
Distriktsindelning må ej ega ruin med mindre än att till de trakter
inom hvarje distrikt, hvarest Lapparne ega att söka bete för sina renar, fin¬
nas eller beredas sådana renvägar, att vid deras begagnande Lapparne kunna,
med iakttagande af tillbörlig eftersyn, afhålla renarne från angränsande egor.
Bil till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. lappare i Sverige och Norge. 159
Distrikten böra sålunda bestämmas att de renar, som der söka bete, i
allmänhet och efter hvad erfarenheten om deras vaner gifver vid handen,
kunna antagas komma att under betestiden hvarken dela sig i ständigt från
hvarandra skilda flockar eller af egen drift öfvergå till annat distrikt.
I h vilka ti akter distrik tilldelning skall ega ruin, beror på förordnande
åt Konungen. lian fastställer ock distriktets gränser.
Lapp, som vill med renar flytta till annan socken i hemlandet eller
öfver gränsen till andra riket, åligger att för länsmannen i hemorten upp¬
gifva sitt eget och medföljande husfolks namn, det uppsyningsdistrikt, eller,
der distriktsindelning ej eger rum, den socken eller annat liknande område’
mom hvilket han ernar taga sitt tillhåll, äfvensom antalet af de renar, häri
kommer att medföra, och dessas egare. Försummar någon att lemna sådan
uppgift, bete högst 40 Riksdaler Riksmynt eller 10 Speciedaler. Lag samma
vare, der det uppgillra renantalet med en tiondedel eller mera understiger verk¬
liga förhållandet.
I h vartd era riket skola de Lappar, h vilka anmält sig vilja taga tillhåll
inom ett och samma uppsyningsdistrikt, inom sig inför vederbörande länsman
utvälja en uppsyningsman. Sedan uppsyningsman blifvit vald, har landshöf¬
dingen eller amtmannen att meddela honom förordnande å hans befattning,
hvarjemte han af länsmannen erhåller förteckning å alla de Lappar, som
komma att sta under hans tillsyn, upptagande tillika- de af dessa, enligt före¬
gående moment, till länsmannen aflemnade uppgifter. Af dessa förtecknin¬
gar insände länsmannen dessutom två exemplar till landshöfdingen eller amt¬
mannen, som i hvad angår de Lappar, Indika flytta till andra riket, för-
sänder det ena exemplaret till amtmannen eller landshöfdingen derstädes
jemte uppgift å de utsedda uppsyningsmännen. Skulle sistnämnde amtman
eller landshöfding finna, att större antal renar är uppgifvet för något visst
uppsyningsdistrikt, än detsamma väl kan mottaga, har han att hänvisa det
Överskjutande antalet till närmaste distrikt, der utrymme finnes och att
derom underrätta landshöfdingen eller amtmannen i det rike, derifrån flytt¬
ningen skall ske, sa tidigt att Lappande kunna få kännedom om den vid¬
tagna åtgärden, innan flyttningen företages.
Tid och sätt för afgifvande af de i donna § föreskrifna uppgifter äfven¬
som för val af uppsyningsman bestämmas af landshöfdingen eller amtmannen
hvilken jemväl för fiffigt, i händelse dessa bestämmelser skulle visa sig otill¬
räckliga föi dermed afsedda ändamål, eger att gifva de ytterligare föreskrif¬
ter, som kunna finnas nödiga.
160 Bil. till Kongl. Maj:tv nåd. JRrop. om antagande af eu Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
§ 8.
Uppsyningsman är pligtig:
a) att infinna sig i sitt distrikt sednast å samma tid som dit först an¬
kommande Lappar och att förblifva der, så länge Lappar uppehålla sig
i eller äro under flyttning genom distriktet;
b) att inom åtta dagar efter ankomsten till nämnda distrikt för vederbö¬
rande länsman uppvisa sitt förordnande jemte förteckningen öfver de
Lappar, som anmält sig ämna taga sitt tillhåll inom distriktet, samt till¬
lika uppgifva det ställe, der han vanligen träffas; :
c) att förskaffa sig kännedom om de under hans tillsyn stående Lappars
uppehållsställen äfvensom angående dem, som flytta genom distriktet,
samt, i händelse det skulle visa sig, att Lappar, Indika ej äro upptagna
i förteckningen, der uppehålla sig, derom hos länsmannen' gorå anmälan;
d) att tillse det Lapparne noga bevaka sina renar, samt i (ifrigt befordra
god ordning och vid uppkommande tvister med den jordbrukande be¬
folkningen söka bilägga desamma;
e) att efter behörig kallelse inställa sig vid besigtningar samt syner och
värderingar, Indika anställas i anledning af skada, som någon uppöfver
sig hafva blifvit af renar inom distriktet tillskyndad, samt att, när * der¬
vid eller vid förekommande rättegångar fråga uppstår om skyldighet för
de under uppsyningsmannens tillsyn stående Lappar att för uppkommen
skada gemensamt ansvara, fora dessas talan, hvarvid han, om skål dertill
finnas, eget* att. å nämnda Lappars vägnar ingå förlikning angående så¬
väl skadeersättning som syne- och rättegångskostnader;
f) att söka upptäcka' genom hvilkens eller hvilkas renar angifven skada
inom distriktet blifvit förorsakad och att, efter undfången kallelse till
besigtning, syn eller värdering å skadan, till förrättningen inkalla den
eller de skyldige, om de för uppsyningsmannen äro bekante.
Uppsyningsmännen väljas hvarje gång för ett år. De kunna för så
lång tid, som deras befattning sednast varat, undandraga sig att varda, återvalde.
§ 9.
1. Lapparne åligger ej allenast att noga taga sig till vara att sjelfva
tillfoga landets innevånare någon skada å deras egendom, utan ock att om¬
sorgsfullt bevaka sina renar, så att skada ej af dem föröfvas.
2. Skada, som af renar göres å åker, äng, utängslåtter, växande skog
eller hjortronland ersättes af den eller dem, genom hvilkas renar skadan blif¬
vit förorsakad. Sker sådan skada med uppsåt, böte dessutom den skyldige
för hvar gång högst 40 Riksdaler eller 10 Speciedaler, hvit ka böter dock
Bil. till Konyl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 161
ej ifrågakomma, der förlikning träffas om skadans ersättande. Lapp, genom
hvars renvaktare sådant brott nu sagdt är blifvit föröfvadt, vare ansvarig för
gäldande af de böter, som kunna ren vakta ren åd ömas.
3. Sker skada å egor af ofvannämnda beskaffenhet inom sådant upp-
syningsdistrikt, hvarom i § 6 förmäles, och kan det ej utrönas, genom hvil¬
ken eller hvilkas renar den förorsakad blifvit, åligger ersättningsskyldighe¬
ten de Lappar gemensamt, Indika hafva sitt tillhåll i distriktet, och värde
ersättningsbeloppet jemte syne- och rättegångskostnader dem emellan förde¬
lad! i förhållande till det antal renar, hvarmed en hvar tillhörer distriktet.
Om vid den tid skadan skedde renar, tillhörande andra Lappar, än dem, som
anmält sig vilja i distriktet taga sitt tillhåll, voro stadde på flyttning deri¬
genom eller eljest der sig uppehälle j skola äfven dessa främmande Lappar i
förhållande till nämnde deras renar i ersättningen deltaga. Inom trakter der
distriktsindelning ej skett, egen sådan gemensam ansvarighet, som i detta
mom. stadgas, ej ruin.
4. Skada a utmark, som ej ofvan är omnämnd, ersättes jemväl efter
ofvan stadgade grunder, dock endast i det fall, att jordens egare eller inne¬
hafvare genom densamma kommit i saknad af erforderligt bete för sina hem¬
djur. Hvad Tromsö amf särskild! angår eger ej ersättningsskyldighet ruin,
om renar komma in och beta å sådan utmark under tiden före flen 8
Juli hvarje år, när donna förmån ej af Lapparne begagnas sålunda, att nå¬
gon jordägare eller innehafvare derigenom i väsendtlig män mera än de an¬
dra betungas.
§ 10.
Har under Lappars uppehåll i Norge skada genom deras renar någon
derstädes förorsakats såsom i 9 § sägs och vill den, som skadan lidit, gorå
sin rätt till ersättning gällande, läte han, så fort ske kan, tillkalla två ojäf¬
vig6 och kunnige män, hvilka höra samtidigt infinna sig på stället samt, ef¬
ter besigtning åt skadan och undersökning om densammas tillkomst, derom
efter bästa förstånd och under edlig förpligtelse afgifva utlåtande. För att
vid donna förrättning närvara skall den skyldige, om han känd är, samt, om
skadan skott inom uppsyningsdistrikt, äfven vederbörande uppsyningsman flö¬
de Lappar, som der hafva, sitt tillhåll, och, om dessa tillhöra begge rikena,
såväl den Svenska som Norska uppsyningsmannen tillkallas. Möter hinder för
sådan kallelses delgifvande inom 48 timmar efter det skadan upptäcktes, till¬
kallas i stället en af de i närheten varande Lappar, eller, der skadan skott inom di¬
strikt, der både Svenska och Norska Lappar sig uppehålla, en af hvardera
folket. Kan ej heller detta ske inom nyssnämnde tid, eller uteblifver nåo-on
af de tillkallade, må förrättningen deraf ej uppehållas.
Bill. till Riksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd.
■21
162 Bil. till Kongl. Mnj:ts nåd. Prop. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
§ 11.
Varder vid den i § 10 nämnda förrättning ersättningsfrågan ej i godo
inlagd, åligga den, som skadan lidit, der lian sitt ersättningsanspråk fullfölja
vill, att skyndsamligen hos länsmannen i orten begära ny syn på stället för
skadans värderande. Till donna syn, hvilken förrättas af länsmannen med
biträde af två lagrättsmän, dem han utser inom den i Norska lagen den 28
Augusti 1854 § 18 föreskrift^ nämnd, skall den skyldige, eller, der fråga
är om sådan gemensam ansvarighet som i § 9 o inom. förmärs, vederbö¬
rande uppsyningsman instämmas medelst kallelse, som bör delgifvas sednast
dagen före förrättningen, om den, som kallas skall, uppehåller sig inom två
mil från förrättningsstället. Uppehåller lian sig på längre afstånd derifrån,
värde kallelse tiden förlängd med 24 timmar för hvarje fulla två mil. Vid
synen skall den, som lidit skadan, medhafva de män, hvilka hållit den för¬
sta besigtningen, eller, om sådant ej kan ske, framlägga deras skriftliga intyg
om förloppet dervid, lian bör ock, om så nådigt anses, förevisa de hand¬
lingar, hvarpå hans agande- eller nyttjanderätt till den mark, der skadan
skatt, sig grundar. Förrättningsmännen skola, så vidt möjligt är, söka åstad¬
komma och i protokoll intaga noggrann utredning angående skadans upp¬
komst och vidsträckthet, ställets belägenhet och beskaffenhet, om marken är
inhägnad eller oinhägnad in. in., äfvensom angående den eller de personel-,
hvilka ega de renar, som gjort skadan, dessas antal och storleken af de
hjordar, de tillhöra.
Alla, som äro tillstädes, der förrättningen hålles, äro förpligtade att på
länsmannens uppmaning tillkännagifva allt, som kan vara dem bekant och
lända till upplysning i saken, och står hvar och en för' innehållet af sitt
yttrande i samma ansvar, som om det afgifvits inför domstol.
Vid skadans värderande skola synemännen noga taga hänsyn till såväl
markens beskaffenhet och fruktbarhet, dess större eller mindre uppodling,
grödans godhet och huruvida annan boskap än renar bidragit till skadan,
som ock, der skada å utmark skett, de omständigheter, hvaraf enligt § 9
sista mom. ersättningsskyldighet i detta fall är beroende, samt alla andra
förhållanden, som ega inflytande å skadeersättningens belopp. Länsmannen
eget vid värderingen ej röst, men i händelse af olika meningar mellan syne¬
männen galler den, hvilken länsmannen biträder. För (ifrigt bära synemän¬
nen till protokollet afgifva förklaring under edlig förpligtelse, att värderingen
är anställd efter öfvertygelse och bästa förstånd. Länsmannen bör innan för¬
rättningens början förehålla synemännen de pligter, hvilka på grund af före¬
stående bestämmelser åligga dem, derom anteckning till protokollet skall ske.
Innan förrättningens slut skall länsmannen söka åstadkomma förlikning erael-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af eu Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 163
lan parterna. Träffas förlikning, har deri samma verkan, som om den vore
ingången inför förlikningskommission.
Värdering, so in omtalas i denna §, kan, i händelse af rättegång, för¬
ändras af domstolen, om skål dertill finnes.
För förrättande af de i donna § omnämnda syner och värderingar till¬
kommer länsmannen och lagrättsmännen samma godtgörelse, som är eller
kan varda dem tillerkänd för enahanda förrättningar i afseende å skada af
hemdjur.
§ 12.
Kan ej heller vid den i föregående § omförmäld a förrättning saken ge¬
nom lagligen bindande förlikning afgöras, åligger länsmannen, om den, som skadan
lidit, sådant påyrkar, till vederbörande amtman insända afskrift af förrätt-
ningsprotokollet med dertill hörande handlingar jemte eget yttrande angående
de mäns trovärdighet, hvilka förrättat den föregående besigtningen, hvarefter
amtmannen genast eller efter ytterligare undersökning, om sådan anses nödig,
afgör, om skit! finnes till åtals anställande, i hvilket fall han föranstaltar om
dylikt åtal enligt de för offentliga politisakers behandling gällande förmer,
mot den eller dem, hvilka antingen enligt åstadkomna upplysningar kunna
anses öfvertygade om skadegörelsen eller eljest till följd af i) § äro för den¬
samma ansvariga. Mål af förevarande beskaffenhet må efter omständigheterna
handläggas antingen vid extra rätt eller vid tingen och står det den eller
de tilltalade fritt att i dessa mål svara genom ombud.
klar skada af ifrågavarande beskaffenhet väl skott, men är så ringa,
att den ej står i skäligt förhållande till de med dess åtalande förbundna
kostnader, föreskrifves ej allmänt åtal, hvaremot det till amtmannen insända
protokoll med bilagor tillställes den, som lidit skadan, med underrättelse, det
han eget' att sjelf anhängiggöra och utföra sin talan, om han dertill finner
sig befogad, i hvilket fall målets instämmande till förlikningskommission
dock ej erfordras.
Frågor angående ersättning för skada af renar i de orter, der indel¬
ning i uppsyningsdistrikter ej eger rum, behandlas i tillämpliga delar enligt
hvad bär är stadgadt, dock att allmänt åtal i sådana fall ej anställes.
§ 13.
De i §§ 10, 11 och 12 i afseende å behandlingen af de deri omför -
mälda ersättningsfrågor gifna föreskrifter ega ej tillämpning i dylika frågor,
som uppkomma i Sverige, utan förfares med dessa efter der gällande lag.
164 Bil, till Kongl. Maj:ts nåd. Pi'op. om antagande af en Förorda, rör, Lapp av ne i Sverige och. Norge.
§ 14.
1. Talan emot Lappar om sådan gemensam ansvarighet, som i 9 §
stadgas, anhängiggöra emot den uppsyningsman, som var anställd i distrik¬
tet på den tid skadan skedde. Hade vid nämnde tid Lappar från begge ri¬
kena der sitt tillhåll, skola såväl den Svenska som den Norska uppsynings-
mannen instämmas. Uppsyningsmannen stämmes å vederbörande Lappare
vägnar att svara i målet och emottaga dom angående åtgörande af skade¬
ersättningen och samtliga omkostnader.
2. Tilltror uppsyningsman sig kunna visa genom hvilkens eller hvilkas
renar skada blifvit förorsakad eller att jemte de under hans tillsyn stående
Lappar äfven andra höra för skadan ansvara, ege han att den eller de skyl¬
diga eller i sednare fallet dem, emot b vilka anspråk om deltagande i ersättnin¬
gen yrkas, till gemensamt svaromål i saken instämma låta.
3. Der i det fall, hvarom donna § handlar, hinder möter att stämma
uppsyningsman, skall stämningen delgifvas de Lappar, emot hvilka talan
föres; och galle då för dem, hvad i föregående inom. om uppsyningsman
är sagd!.
§ 15-
Lappar, hvilka, efter ty bär ofvan sägs, blifvit till gemensam ansva¬
righet för inträffad skada dömde, vare oförhindrade att mot den eller dem,
som skadan förorsakat, i händelse kännedom derom sedermera erhålles, eller
emot andra Lappar, hvilka, vid den tid skadan skedde, haft renar inom di¬
striktet och sålunda höra i skadeersättningen deltaga, väcka talan om åter¬
gäldande af det ådömda ersättningsbeloppet eller hvad deraf å öfrige Lappar
belöper. Sådan talan nu sagd är må dock sednast anhängiggöras inom två år
efter det skadan skedde.
§ 16.
Laglig stämningstid, när Lappar i sitt hemland skola stämmas till
domstol i andra riket, är i allmänhet tre månader, men endast sex veckor, när
den, som stämmes, uppehåller sig i län eller amt, som gränsar till amt eller
län, hvari domstolen, dit kallelse sker, finnes. Den, hvars vistelseort är
okänd, njuter tre månaders tid efter stämningens kungörande i Sverige eller
i Norge, vid kyrkan i den socken, der han sednast haft sin hemvist.
Bil. till Kongl. Maj.is nåd. i‘rop. om antagande af en Förord». rör. Lapparne i Sverige och Norge. 165
§ 17.
Deri, som olofligen faller eller misshandlar Lapparnes renar, skall,
utom full ersättning för skadan, bota högst 40 Riksdaler Riksmynt eller 10
Speeiedaler, sa framt icke förbrytelsen efter allmän lag medför högre ansvar.
Lag samma vare, om någon med uppsåt eller af groft vållande förorsaka!',
att renarne genom skrämskott, hundar eller på annat otillbörligt sätt ofredas
på deras rättmätiga uppehållsställen, eller säker dem derifrån fördrifva.
När någon Lapp hos vederbörande länsman klagar öfver sådan förnär¬
melse, som ofvan är nämnd, skall länsmannen efter föregången undersök-
ning, savida han ej kan åstadkomma förlikning, i hvilket fall ansvar ej eger
ruin, om saken, sa fort ske kan, afgifva berättelse till landshöfdingen eller
amtmannen, som, derest skäl förefinnes att ställa någon till ansvar, skall för¬
anstalta om sakens utförande genom allmän åklagare, hvad Norge angår,
enligt de i § 12 bestämda grunder, men i motsatt fall sänder berättelsen till
den, som skadan lidit, med tillkännagifvande, att det öfverlemnas åt honom
sjelf att anställa rättegång för att sin talan utföra, i hvilken händelse saken
ej behöfver till föidikningskommission hänskjutas.
§ 18-
De i §§ 3 och 7 omförmäld a förseelser åtalas i Norge efter amtman-
nens föranstaltande inför politirätt. I Sverige skola förseelser mot 7 § äfven
vara underkastade allmänt åtal.
§ 19.
Domar, hvarigenom någon enligt donna förordning blifvit fälld till böter
eller ersättning, kunna, sedan de vunnit laga kraft, i behörig ordning verk¬
ställa^ af vederbörande myndigheter i det rike, der den saktande anträffas.
När sådan dom, meddelad i det ena riket, skall verkställas i det andra, ege
vederbörande att vända sig till landshöfdingen eller amtmannen i det län
eller amt, der domen är fälld. År domen meddelad af landets högsta dom¬
stol eller har den eljest vunnit laga kraft, så att klagan deremot ej vidare
må i högre rätt fullföljas, meddela landshöfdingen eller amtmannen derom
skriftligt bevis och öfversände handlingar^ till vederbörande amtman eller
landshöfding i det andra riket, hvilken föranstalta!' om domens verkställande
och de indrifna medlens öfversändande till förstnämnde landshöfding eller
amtman.
166 Bil. till Kontjl. Maj tis nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Hvad om domar nu sagdt är, galle ock om sådana i fråga om ersätt¬
ning för skada, som i donna förordning omförmäles, träffade förlikningar,
Indika ega kraft af dom; börande landshöfdingen eller amtmannen, då sådan
förlikning, ingången i det ena riket, för verkställighet öfversändes till det
andra, tillika meddela bevis, att förlikningen enligt förstnämnda lands lagar
eget1 samma gällande verkan, som laga kraft vunnen dom.
I afseende å böters förvandling vid bristande tillgång till deras gäl¬
dande, förfares enligt det lands lagar, der böterna utsökas.
§ 20.
1 de mål, der Svensk Lapp är part i Norge eller Norsk Lapp i Sverige,
eget" bruk af stämplad t papper ej ruin.
§ 21.
1 (ifrigt komma de i hvardera riket i allmänhet gällande lagar åt t
tillämpas å Lapparne under deras vistande derstädes.
§ 22.
När i donna förordning talas om Lapparnes renar förstås dermed icke
allenast deras egna utan ock ändras renar, hvilka äro under deras vård.
Bofaste renegare hafva, såvida de hålla sina renar under egen vård, i
afseende å dessa samma rättigheter och skyldigheter som Lapparne.
§ 23.
Embets- och tjensteman, isynnerhet landshöfdingar och amtmän, skola
tillse, att de öfverflyttande Lapparne ej förnärmas i utöfvande af dem tillagda
rättigheter.
§ 24.
De bestämmelser i donna förordning, hvilka ordna förhållandet emel¬
lan Lapparne och den jordbrukande befolkningen, gälla icke inom Finnmar¬
kens amf. Skulle Svensk Lapp söka sommarbete i nämnde amt för sina
renar, komma de för arntets Norska Lappar särskilt gällande bestämmelser
att å honom tillämpas.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af eu Förord, rör. Lnpparne i Sverige och Norge. 167
8 25.
Denna förordning träder i kraft under vilkor, att enahanda stadganden
meddelas i Norge, och då från den dag, Lönnligen för båda rikena bestäm¬
mer. Från samma dag upphör första bihanget eller codicillen till Gränse-
traktaten af 7/18 Oktober 1751 att vara gällande. Beslut om upphäfvande
af eller förändring i donna förordnings bestämmelser äro i hvartdera riket,
för såvidt angår andra riket eller dess undersåter, först gällande, när mot¬
svarande beslut är fattad t å den andra sidan.
Slutligen hemställde Hans Excellens Herr Justitie-statsministern att
Norska Regeringens utlåtande måtte öfver detta förslag inhemtas.
Denna af Statsrådets öfriga ledamöter biträdda hemställan
täcktes Hans Maj: t Lönn ngen i nåder bifalla.
In fidem
E. Hetting.
68 Bil. till Körtel. Maj:ts nåd. Pr ap. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne r Sverige och Norge.
Gj anpart
af (ten Kougelige Norske Begjerings underdan i gste Indstilling af
läte August 1870.
Chefen för Departementet for det Andre, Statsraad Bretteville, har un¬
derd anigst föredraget Folgende:
Departementet har gjennem den norske Statsraadsafdäling modtaget en
Protokol fort i combineret svensk-norsk Statsraad hos Deras Majestet den
22de September förrige Aar, hvari er omhandlet det af den norske Regje-
ring i Indstilling af 15 Celeber 1887 afgivne Förslag til eu Lov angaaende
Lapperne i de forenede Kongeriger Sverige eg Norge, hvithet Förslag over-
eensstemmende med Indstillingen af Deras Majestet under 24 i mestefrer naa-
digst blev befälet tilstillet det Kongelige svenske Justits-Departement. Detta
den norske Regjerings underdanigste Förslag var, som det naadigst vil erindres,
i alt Ysesentligt stammande med et af »fertil i 1866 naadigst beskikkede
Maend fra begge de forenede Diger i Fadlesskab udarbeidet Udkast til en
saadan Lov.
Ifolge Deras Majestets naadigste Paalseg i svensk Statsraad den 29
Celeber samme Aar afgav den svenske Hoiesteret sin Betänkning over detta
Förslag, hvilken Betenkning er daterat den 23 November 1868. Efteråt
Jette Departement af Hans Excellent^ den svenske Justitie-Statsminister var
givet Anledning til åt bliva bekjendt med denne Hoiesterets Erkleering, ind-
gick man under 2dre Febr tiar förrige Aar med et under d anigst Föredrag, der
naadigst blev befälet tilstillet det svenske Justits-Departement, og i hvithet
Föredrag man framsatte de Bemaerkninger ved den svenske Hoiesterets Be-
tenkning, hvortil denne fandtes åt giva Anledning.
Departementet vedlsegger her underdanigst, foruden A It ryk af den i
1866 nedsalta Commissions Indstilling, endvidere G j enparter af det forst-
ntevnte Föredrag af 15 Celeber 1867 med det deri indeholdte Förslag af
den norske Regering til en Lov om heromhandlede Gj anstånd, samt liga-
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. JProp. om antagande af en För ovän. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 16 9
ledes Gj anpart af deri norske Regjerings Svar i Föredrag af 2den Februar
förrige Aar paa den svenske Hoiestérets Betänkning.
Departementet skal tilläde sig åt gjengive Indholdet af den nu mod¬
tagne, i combineret Statsraad den 22de September 1869 forte Protocol, der
tillige indeholder et af Hans Excellence den svenske Justitie-Statsminister af¬
fatta*, för den vaesentligste Deel med de! norske Udkast stemmende, men
dog noget omarbeidet Förslag til Lov, angaaende Lapperne i de forenede
Kongeriger Sverige og Norge.
Om Sägen i dens Almindelighed bär Hans Excellence anfört Fol-
gende:
Ved 1751 Aars Grmndsetractat beholdt vistnok Lapperne paa begge
Sider af Rigsgrsendsen Rutten til efter grummel Bred vane åt flytte med sina
Heller fra det ene Rige ind i det andel og der betjena sig åt Land og Vand.
Men derved kan der dog ikke antages åt veere blevet dem sikret nogen abe¬
tinget Rot til i saadant Oiemed för al Fremtid åt benytte allé de Land-
strsekninger eller Omraader, hvilke — som ubenyttede i andre Oiemed —
paa bin Tid stode dem aabne. Den neevnte Tractat kom nemlig ikke is tand
som Felge af nogen tilendebragt Krig, der havde kunnet foranledige den
ene af de eoutraherende Mag t er til åt ibrd re Opofrelser af den anden, og
det synes lidet antageligt, åt nogen af dem skulle frivilligt ha ve ville! give
Alkald paa saagodtsom al Rot til store Streekninger af sit .eget Land, för
derved åt berede det andel Riges Undersaatter eu Fördel. Til åt an läge
noget saadant, give efter Hans Excellences Förmaning heller ikke Udtryk-
kene i Tractateu t ils tresk Idelig Anledning. Grunden der til maatte da veere
åt soge i § 10 i den Codicil af Tran täten, som angaaer Lapperne, og i
hvilken folgende Tirade förekommer:
”Saasom Lapperne behove begge Rigers Land, maa de, efter gam¬
mal Ssedvane, om Host og Vaar flytte med deras Renhjorder over
G rtendsen ind i det andel Rige og härefter — saasom tilforn —
liga med Landets Undersaatter (undtagen paa de Steder, som her
nedanför meldes) betjena sig af Land og Strand til Underhold för
deras Dyr og sig selv.” -
Men dissa Ord bor sammeuholdes med § 16 i samme Codicil, hvor
det liedder: ”Paa begge Sider skulle de fremmede Papper noie taga sig i
Agt, åt de ikke ved deras Flytnings-Fserd gjore Landets egna Indbyggere
Skada, enten Vinter eller Sommar, paa Skov, Ägor eller Eng, Multebeer-
eller Hjortron-Myrer eller noget Andel under Sträf efter Loven”; deels ogsaa
med § 30, som lyder saaledes: ”Sluttelig floder man det nödvändigt harvad
åt förklara, åt de her ovanfor stipulerade Overflytninger med de deraf depen-
Bih. till Biksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afä. 22
170 Bil. till Kongl. Maj:t$ nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
derende Indretninger ingenlunde ere saaledes åt forstaa, åt Kongerigerne
Sverige eller Norge der ved tilstaaes nogen Jurisdiction eller anden diet, af
hvad Navn den maa viere, ind over Graendsen i det andel Rige, men alene
som en Tolerants og reciproque Foielighed, der ikke vel kan undgaaes, saa-
fremt ellers Lapperne paa begge Sider skulle blive ved Magt og in politicis
holdes i tilborlig Skik og Orden. Altsaa bliver den Graendselinie, om hvilken
man i den oprettede Graendsetractat er kommet overeens — saavel i Hen-
seende til Lapperne og heros Districter, som iovrigt betraeffende de andre
Svenske og Norske Underst,,ätter og deras Districter, aldeles ved sin fulde
Kraft, saa åt hverken Tidens JElde, vedkommende Betj entes og Undersaatters
Forsommelse. Oollisioner og Indgreb, eller nogen Iland og Ring ind over
samme Graendse (hvor gammel og af hvad Art og Beskaffenhed den v tern
maa) heri nogen Förändring skal eller kan gjore; men hven Rige skal her-
efter paa sin Side af ovennaevnte Gramdser alene og ubeskaaret vaere beret-
tiget til åt udove og beholde allé Regalia og dura majestät^ saavel i geist-
lige som i verdslige Sägen” Naar hensees til Indholdet af denne sidst-
naevnte. §, förekommer det Hans Excellencc, åt der af de foranforte Udtryk
i §§ 10 og 16 ikke kan dragés trogen vidare gaaende Slutning, end åt man,
uagtet Rigsgraendsen mellem Sverige og Norge noiagtig blev udstukket, dog
vilde tilläde Lapperne framdeles åt flytte from og filbåge over Graendsen
og — liden Hänsyn til Nationalitet — luden hvart Rige åt nyde de Ret-
tigheder, som tilkomme Landets egne Under snatter, medens man iovrigt lu¬
den sit eget Lands Omraade forbeholdt sig allé Hoihedsrettigheder og saa¬
ledes ogsaa fri Lovstiftningsret. Havde Meningen veeret den — åt förhyda
al Fremadskriden af Opdyrkningen eller Jords Afstaaelse til Private, forsaa-
vidt saadant kunde geraade Lapperne til Förfång — saa börda detta val
med tydelig^ Ord ha ve vaeret udsagt, og en saa dan Fortolkning vil val des¬
man fra svensk Sida saameget mindre kunna g)ores gaeldende med trogen
Virkning, som Sverige sel v ved Ordningen af Nybyggarnas Ret og Lovgiv-
ningen forovrigt Liden sina Lapmarker ei har anseet sig bundet af nogen
Norge tractatmsessig inkommande Ret. Man om end saaledes hvart Rige
erkjendes åt have Ret til selv og liden Indblanding fra det andel Riges Sida
åt bestämma, om og i hvilken Häst vakning luden de för Lapperne tilforn
tilgjaengelige Trakter visso Omraader maa oplades til Private til Opdy ritning
og saaledes undtages fra almeen Benyttelse, maa dog begge Rigör under Ud-
ovelsen af denne Ret vaere idetmindste moralsk forpligtede til ikke åt ind-
skraenke eller begramdse Lapparnas Betesret saaledes, åt den dem indrom-
mede fria Flytning gjores illusorisk og Hensigten med deri indgaaede Tractat
forfeiles. För den Lovstiftning, — som nu er paa Bane i Anledning af de
i senare Aar opstaaede, men i Aaret 1751 sandsynligviis nappa som mulige
forudseede Vanskeligheder ved oden Brud paa den jordbrugende Befolknings
Bil. till Knngl. Mnj.it nåd. Prop. om antagande af en Förord.». rör, lapparne i Sverige och Norge. 171
Eiendomsret åt berede Flytlapperne uhindret Ådgang til de for dem för¬
nedra Betesmarker, — maatte imidlertid Udgangspunkt snarere soges i en hos
begge Rigers lovgivende Myndigheder raadende Födelse för Rot og Billighed,
end i nogen bestemt Förskrift i nugjeeldende Tractat; og ihvorvel det af den
norske Reglering paaberaabte Forhold, åt eu stor Ideel af de Betesmarker,
som ved Tractatens Afslutning benyttedes af norske Lapper i Sverige, have
maattet afstaaes til Rusland, neppe med Före kan betragtes som nogen Til-
sideeaettelse fra Sveriges Side af dels Förpligtelse!' mod Norge, bor alligevel
deri Omstsendighed, åt Norge derved hav tabt en v Egentlig Ideel af de för
dels Lappebefolkning ved Tractaten flisig te de Fördela, ikke lades ad af Be¬
tr egt ning ved Bestemmelsen af de Fordringer, som til Fördel för de svenske
Lapper billigviis maa k un ne stilles til Broderlandet.
Åt den nu vall'ende lovlose Tbistånd ikke oden Skada saavel för Noma-
derne som för deri jordbrugende Befolkning kärr vedblive, Luder Harts Ex-
cellence aabenbart fvemgaaer af de foregaaende Forhandlinger om Sägen, og
han anseer det derför magtpaaliggende åt tilveiebringe en Lov, som bestem-
mer og begreendser de gjensidige Rettigheder saaledes, åt begge Parters In¬
teresse!' — saavidt muligt — tilgodesees, derved Hemlig, åt paa deri ene
Side Lapper ne tilholdes åt före liderligt Pilsyn med sina Renar til Fore-
byggelse af Skada paa Ändras Eiendomme, og åt det paa den anden Sida
g jores muligt för Lapparne — under Iagttagelse af saadant Til syn åt faa
Ad gång til de för dem nodvendige Betesmarker og åt vinda Beskyttelse mod
de Forfolgelser, för hvilke de nu ere udsatte. Som overrfor antydet, er det
i den nugjeeldende Tractat under Ansvar förbud t Lapparne under deras Flyt-
ninger åt g jure Landets egna Indvaanere nogen Skada paa deras Eiendom.
Saadan Skada indtreeffer imidlertid rot ofta, og det maa da altid bli ve van-
skeligt og er seedvanligviis u muligt bland! de i störa Fl olika fra främmad
Stad ankommande Renar, som tillröra flere seerskilte Liera, åt opdage og be¬
visa af hvem Skadan er blevet foraarsaget. Men i denne A anskelighed för
deri Forurettede ved af den Skyldige åt faa Erstatning torda med Fota den
vsesentligste Grund värre åt saga til deri Hvit lie, hvarmed Lapparne medtages,
og de Forfolgelser, för hvilke de fra den jordbrugende Befolknings Sida ere
udsatte. Hans Excellence formener, åt der ikke findes nogen lempeligere Udvei
til åt förebygga eller idetmindste formindske dissa Forviklinger, end den, åt
paaleegge alla de Lapper, som saga sit Tilhold iiiden et vist Omraade, Fselles-
ansvarlighed för Skada af Renar, som der skeer, og hvis Ophavsmand ikke
kan opdages. Derved tvingas de Lapper, som folges ad, til åt ordna Tilsy-
net med Renarna paa hensigtsmgessigste Maade som et Fsellesanliggendc.
IT vis Skada desuagtet indtreeffer, have Lapparne ogsaa en folies Interesse i åt
opdage, hvarvid! den er forvoldt ved trogen Enkelts Föranstaltning eller For-
somrnelse, og med det Kjendskab Lapparne bor forudseettes åt have til hvar-
172 Bil. till Katigt. Mhj:ts nåd. Prop. om antagande af en 1‘orot än. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
andre eg til Renerne, turde det i de fleste Tilfolde kunne paaregnes, åt den
Skyldige ikke —• .saaledes som nu er Tilfeeldet — kan unddrage sig Edre-
delse af Skadeserstatningen. Hertil sigtende Bestemmelser udgjore eu af
Forslagets vtesentligste Bele, eg under Förtid skötning af, åt dissa Bestemmel-
ser gives förnöden Begrsendsning, kan Hans Excellence icke Ande det ubilligt
åt föreskri ve et sand ant Fsellesskab i Ansvar som Vilkaar för en fselles Be-
nyttelse af den Betesret, der tilstaa.es Lapperne. En saadan Fiellesansvarlig-
hed för Lapper, som ere i et eg samme Folge, er desuden allerede foreskre-
vet ved det Kongelige Rescript af 4de November.!81 7, hvilket dog af de af den
norske Reglering opgivne Grunda ikke er kommet til Anvendelse. Grund-
ssetningen er imidlertid i Lovgivningen anerkjendt, eg der er alene Sporgsmaal
om åt gjore den allerede foreskrevne Ansvarlighed til en Sandhed, liv like!
Hans Excellence — som oven me vilt — troer paakraaves ligesaa moget i
Lapperpes som i Jordeiernes Interesse.
Fra sit Synspunkt här Hans Excellence derför fundet det foreliggende
Edkast egnet til åt Isegges til Grund för et Lovforslag om Sägen; men hatt
har dog troet, åt de mod Edkastet fremsatte Anmterkninger bor förän led ige
dels Omarbeidelse. Idet han har fremlagt et saaledes omarbeidet Lovforslag,
har han derhos — med Forbigaaelse af de Redactionsforandringer, som ere
foretagne deels i Overeensstemmelse med den Norske Regjerings Förslag eg
deels som en Folge af den svenske Hoiesterets Anmaerkninger — särskilt
motiveret de Uovereensstemmelser af nogen Betydning, som findes medlem
det af barn fremlagte Förslag eg det af Committéen afgivne.
Det af Hans Excellence fremlagte Ed kast til Boven lyder i Over-
ssettelse saaledes:
Udkast til Lov angaaende Lapperne i de forenede Kong enger Sverige
og Norge.
Idet Departementet garn* over til naermere åt omhandle de Afvigelser
som Ande Sted mellem dette Hans Excellences Edkast og det af den norske
Reglering i 1867 afgivne, hvarunder man tillige skal gjengive, hvad der af
Hans Excellence er anfört til Begrundelse af de af flarn i Förslag bragte
F orandringer, skal man bero andse, åt man ikke anseer det förnöden! videre
Bil, m Kongl. Ma,j:ls nåd. Prof. om (intagande af en Förorda rör. lappande i Sverige och Norge. 173
åt opholde sig ved de gjorte iEndringer, forsaavidt disse alene angaa Rc-
dactionen og ingen vsesentlig Indflydelse hav paa Meningen.
Det bemserkes derhos, åt Paragrafernes Nummer i Rsekken er den
samme i Commissions-IndstilJingen eg i den norske Regjerings Udkast.
ad ,§ 2.
Ved denne § bemaerker Hans Excellence, åt for åt en Udlsending og
ligesaa en norsk Hand skal k linne faa Borgerret i Sverige udkrseves iföl ge
Grundloven Rongens Bestemmelse. lian antager derför ikke, åt der beifra
i denne Förordning bor gjores Undtagelse för Lappernes Vedkommende.
Den nu (i Sverige) gjeeldende Naturalisationslov, bemserkes der, er maaske i
visso Delo mindre hensigtsmsessig, naar Talen er om Flytlapperne, f. Ex.
forsaavidt angaar Resteramelsen om tre Vars Ophold i Sverige som Betin¬
gelse för Naturalisation; og da den er af civilretlig Natur skulde denne Be¬
stemmelse vi stack k linne forandres gjennem den nu paa Bane drag te Mellem-
rigslov; men, anfores det, det synes dog som om Spergsmaalet beröm hen-
sigtsrmessigt gjores til Gjenstand för udelukkende svensk Lovgivning og åt
saaledes her med Hänsyn til Sporgsmaal om Lappernes Naturalisation alene
henvises til de i hvart af Rigerne gjeeldende Bestemmelser. Det tilfoies, åt
om nserveerende Lov antages, turde der bli\e särskilt Sporgsmaal om Modi-
fication i den almindelige Naturalisationslov för Sverige.
I det svenske Udkast er derför i §s sidste Punctum Bestemmelsen
om, åt Vedkommende ikke bliver fri för Skatter og andre offentliga Förplig¬
telse!' i det Rige, hvis Undersaat han liidtil har va-tre t, forinden han med
Attest fra Foged og Sognepraest i det ande t Rige godtgjor åt hare anmeldt
sig som Undersaat i detta, ombyltet med en Bestemmelse om, åt sand an Fri¬
het! ikke indtrseder, förent! lian, overeenstemmende med de % det andet Rige
gjeeldende Förskrifter, er bleven dettes Undersaat og Bevis derom er forevist
för fornsevnte Embedsmeend.
I Anledning af en fra et Atedlem af den svenske Hoiesteret fremsat
Be mm ritning om, åt den ved §en, som den fra norsk Side er foreslaaet, hjem-
lede Adgang för Lapperne til åt ombytte undersaatlig Stilling, för ekorn barn
för let og ucontrolleret, og åt den kunde före til en Omgaaen af Udkastets
§ 1, fremsatte Departementet i dets underdanigste Föredrag af 3den Februar
f. A. den Formening, åt en sa adan Rot för Lapperne til efter frit Valg åt
ombytte undersaatlig Stilling, allerede maatte antages åt vtere hjemlet dem ved
Codicillen af 1751, og åt man ikke fandt nogen Grund til åt foreslaa nogen
Förändring deri, og det fra norsk Side saameget mindre, som der overhoved
til åt blive norsk Undersaat ikke udkreeves nogensomhelst Formalitet, men
174 Bil, till Kongl. Maj:ta nåd. Prop. om antagande af eu Förord)), rör. Lappcirne i Sverige och Norge.
alene åt Vedkommende tagel' fast Ophold i Rigel. Efter de Betsenkeligheder,
derHfa svensk Side findes ved i nservserende Lov åt optage en Bestemmelse,
hvorved der gives' norske Lapper en lettere Adgang end andre Edlsendinge
til åt blive svensk Undersaat, og da man iklce anseer Sägen för åt vsere åt
nogen större Vig tighed för Norges Vedkommende, troer man ikke åt bur de
udtale sig i mod den nu foreslaaede Förändring.
ad § 3.
Hans Excellence Statsministeren bemserkcr ved denne §, åt uagtet det
sandsynligviis er liden practisk Betyd ning, bär lian dog paa Anledning af
den svenske lloiesterels Anmärkning antaget, åt i denne § bor indfores eu
Bestemmelse, hvorved det forby des norske Lapper med sina Rensdyr åt op-
holde sig i Sverige i liden niellera lste Mai og lste October. Mod Op-
tagelsen af detta Tillseg bär Departementet Intet åt bemserke.
Ordene i det svenske Forslags förste Punctum 'dige med Landets egne
Undersaatter” er indskudt liden Bemeerkning. Departementet skal bemserke,
åt dissa Ord — dog saaledes, åt der istedetfor "Endersaatter” stod "Indvaanere”,
— fandtes saavel i Commissions-Udkastet af 1844, som i de paa detta byg-
gede, af den Norske Reglering senare afgivne Förslag, senast af 1862. Det
var optaget efter Codicillen (seo dennes § 10), hvilken dog, ligesom nu fra
svensk Sida foreslaaet, benyttede Betegnelsen "Undersaatter”. Grunden til,
åt det blev udeladt i det i 1867 afgivne Förslag, var, åt den combinerede
Gommission havde udtalt, åt Erfaring havde vist, åt detta Udtryk var skikket
til åt fremkalde Tvivlsmaal, som helst bor soges undgaaede, ligesom Gom¬
missionen antog, åt Udtrykket ved den Begrsendsning af Lappernes Rettig-
heder og Förpligtelse!*, som Gommissionen bragte i Förslag, turde ansees ufor-
nodent og ogsaa af den Grund hulda udgaa.
Departementet Under det betrenkeligt åt gjenoptage de omhandlede
Ord, hvis rotta Forstaaelse har vreret saa omstridt, og som til eu Betegnelse
af Lappernes Rettigheder heller ikke kunna ansees fornodne efter de Bestäm¬
melser, som IJdkastet forovrigt indeholder. Man tilraader derför åt de ud¬
gaa af Forslaget. Skulde derimod fra svensk Side findes nogen afgjorende
Grund, foreslaar man, åt de ialfald ombyttes med Ordene: "liga med Landets
egna Lapper”, der tydeligere udtale, hvad der efter Departementets Opfattelse
er Meningen.
ad § 4.
Forsaavidt der i denne § efter det svenske Felkast henvises til § 1,
er detta formera!tlig feilagtigt, idet Hänvisningen antagas åt maatte grädde § 3.
BIL till Kongl. Maj:ts nåd. Prof), om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 175
ad § 5.
Idet Hans Excellence har foreslaaet, åt § 2-1 i Ud kastet, Ii voro in mete
nedenfor, udgaar, tiar han antaget det rettest, åt Bestemmelsen i sammes
§ 25 — om Expropriationer til Fordel for Lapparne —, der staar i en vis
naturlig Förbindelse med § 24, indtages her (som 2den Passus).
Bestemmelsen om Expropriation er dog, oden åt nogen Förklaring er
givet om Grunden hertil, optaget med eu Förändring, idet den i det norske
Ed kast opstillede Betingelse för Expropriationen: ”na ar det af det Offentliga
forlanges”, er udgaaet. Muligens kan det vgere mindre nödvändigt udtryk-
kelig åt neevne, åt Afgjorelsen af, hvorvidt Expropriation bor finde Sted,
henhorer under den offentliga Myndighed, niet detta in aa antagas åt värre
en Selvfolge. hor åt förebygga. Misforstaaelse skulde Departementet dog ansee
det rettest i Boven åt beholde de citerede Udtryk.
Idet Departementet derhos, hvarom senare, vil foreslaa det norske Ud-
kasts § 24 bibeholdt, antager man, åt heromhändlede Bestämmelse bor be¬
holde dans tidligere Pläds.
ad § 6.
Hans Exellence bemeerker, åt Bestemmelsen i denne §, hvarefter Lap-
perne för Renbete paa saadanne Strgekninger i det andet Rige, som ei ude-
lukkende tilhore Staten, skulle erlaegge Afgift, förekommer barn åt vgere hver¬
ken ganska tydelig eller hensigtsmsessig. Meningen, anfores der, synas åt
vane, åt dersom det Territorium, hvorpaa eu Bnp opholder sig, udelukkende
ti thor er Staten, er han fri för Afgift, men er derimod et no k saa lidet Stykke
i privat Eie, skal han betala Afgift, enten hans Rensdyr bete paa detta Stykke
eller ei. Hvorledes kan, bemeerker han, Bcnsmanden paa Hjemstedet vide, om
Staten alene er Diar til al den Jord, hvor Tapper ägta åt opholde sig, isserdeleshed
i de Trakter, som ei ere inddelte i Opsynsdistrikter ? Han finder det derhos mindre
rigtigt, åt Lappen, fordi Staten til privat Hand överdrager nogen Reel af de
den tidligere tilhorende Strgekninger, skal betala en Afgift, som lian ellers
vilde ha ve vgeret fri för. Betet bliver tvärt! med paa denne Maade af mindre
Vierdi för barn. Af dissa Grunde og idet, anföran Hans Excellence, den
norske Reglering har fundet åt kunna indgaa paa, åt Afgiften ganska bort-
falder, troer lian saameget mera åt burde anbefale detta, som den nu fore-
skrevne Afgift paa Grund af dans Ubetydelighed hidtil sjelden skal vane
bleveii hsevet.
Ved sin Ytring om, åt den norske Reglering har fundet åt kunna
indgaa paa, åt Afgiften ganska bortfalder, sigter Hans Excellence til De¬
176 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Frop. om antagande af eu Förordn. rör. lappam* i Sverige och Norge.
partementets Udtalelser i dels underdanigste Föredrag af 2dre Februar dette
jyar _ Afsnit III__, hvortil man tillader sig åt henvise. Man bemeerkede
der åt man i det Ilek kun kunde tillaegge Sporgsmaalet om Betesleien eu
underordnet Veegt, og åt man fra norsk Side formeentlig vilde handle ret-
test i åt tiltnede, hvad der med Hensyn til Bortleien af den svenske Sty¬
relse matte enskes, enten åt bolde sig till Committeens Förslag eller åt op-
tage Codieillens Bestemmelser med den fornodne Omsaltning i Nutidens
Myntsorter, eller åt hide Betesleien aldeles bortfalde. Idet det Sidste er
foreslaaet i det svenske Udkast, vil Departementet ikke modsaettc sig, åt
mervterende § udgaaer. Man bringer her i Erindring, hvad man i nys-
nsevnte Föredrag gjorde opmeerksom paa, åt eu sand an Ordning muhgens vil
drage til Felge noget Erstatningskrav fra Privates Side paa den norske
Statseasse.
ad § 7 (svensk Udkast § 6).
Med Hensyn til denne § bemserker Hans Excellence, åt ifald Distrikts-
inddeling og Feellcsans varlighet! för Lapperne fra svensk Sidej skal kunne
indrommes, vil dog dette ikke kunne skec under anden I orudssetning end
åt Lapperne ei förpligta til åt erstatte Skade, som de umulig, selv med
den storste Försigtighet!, kunde forhindre. Hertil kreeves först og Iremst,
åt Adgång til de dem overladte Betesmarker kan erholdes uden åt Rens-
dyrene maa gaa over dyrket Mark. I § 5, bemairker Hans Excellence, er
ogsaa indtaget Förbud mod ved Jords Opdyrkning eller Opforelse af Gja>r-
der åt berove Lapperne deres gamle Ren vele, forsaavidt disse ere nodven-
dige för dem. Den tilsikrer dog ikke Lapperne fri Berättelse af saadanne
fornodne Renveie som allerede ere opdyrkede og indtagne og ei heller med-
forer den nogen Sikkerhed för, åt der ikke inden Betesmarkerna foregaaer
Opdyrkninger fra ”Strand til Strand,” saa åt Rensdyrene ei kunne komma
frem derigjennem. De norske Commissionsmedlemmer have ogsaa, bemeerker
Hans Excellence, erkjendt, åt mango gamle Renveie ere indtagne, og åt
Rensdvrene saavel der som paa mango andre Steder ei kunna komma fram
uden åt gjore Skada — Hans Excellence henviser her til deri Rykte Be¬
tänkning pag. bog 19 — og de foreslaa derför, åt ei ubetydelige til privat
Brug overgaaede Jorder skulle indloses og udlsegges til lapperne. Hans
Excellence antager, åt der, inden dette er skeet, paa saadanne Stader ikke
bor bli ve Fåle om Feellesansvarlighed för Lapperne, og åt det i hans För¬
slag i saa Hänseende indtagne Forbehold saa moget mindre vil mode nogen
[.lindring, som — ytrer lian — den norske Regering synas åt erkjende
det Retmtessige i hvad Commissionen som foranmevnt har foreslaaet. Vidare
bemeerker Justitie-Statsministeren, åt, uagtet det er medgivet, åt alene de
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. hop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Noroe. 177
Lapper bor vaere underkastede Faellesansvarlighed, som bolde sig paa eller
bytte gjennem Straekninger, hvor Dyrene ere blandede om hinanden, og åt
store Ulemper vilde opstaa, om Districterne gjordes saa store, åt Rensdyrene
hverken virkelig kom eller bänne Lomme om hinanden (pag. 16 og 17 i
Commissions-Indstillingen), saa er i Icke desto mindre den eneste Regel, Com-
missions-Forslaget opstiller for Districternes Omfång den, åt Rensdyrene ei
af egen Drift maa gaa over fra det ene til det andel Distrikt; og jo större
Districtet gjsres, desto sikrere opfyldes detta Vilkaar. Hans Excellenee bär
derför anseet det nödvändigt åt tilfoie en Bestemmelse, som paa den anden
Side antyder, åt Districterne dike maa gjsres större, end åt de Lapper, som
inden samme ange Bete för sins Rensdyr, isammen knnne danne et Folge
eller Selskab, som i Fadlesskab ord ner Tilsynet med Rensdyrene.
Da det for övrig t ligger saer Vaegt paa., bemaerker Hans Excellenee
sluttelig, åt Bestemmelserne om Districtsinddelingen ikke anvendes paa no¬
gen ensidig Maade, bär lian tröst, åt det vilde vaere mera betryggande, åt
ethvert Sporgsmaal om og hvorledes sa a dan Inddeling bor Ande Sted, af-
gjores af Rongen og ei överlädes til nogen underordna! Myndighed.
Hans Excellenee s Erindri tiger ved naervaercnde § ha ve ved Affatningen
af den tilsvarende § i det svenske Förslag fund et sit Udtryk i talgande Til¬
lägg til eller Förän dringer i det norske Udkasts § 7 :
1) åt Districtsinddeling ikke maa bnde Sted, medmindre der til de Tracter
i hvart District, h verb eu Lapparna have Ret til åt sago Bete för sina
Ren, bndes eller aabnes saadanne Renveie, åt Lapparna ved Hjaelp af
dem knnne med lagttagelse af til höfligt Eftersyn bolde Rensdyrene
borta fra angraendsende Eiendomme;
2) åt Districterne bestämmes saaledes, åt de Ren, som der saga Bete,
efter hvad Er fa ring om Dyrenes Natur laerer, i Almindelighed k linne
antagas under Betningstiden hvarken åt villa komma til åt dela sig i
stadigt fra hinanden adskilte Flokke, eller (i Overeensstemmelse med
hvad der i den Norske Regjerings Felkast er foreslaaet) af egen Drift
gaa over til et ande! District;
3) åt Ordene ”eller den, lian dertil bemyndigar”, udgaa og åt Bestämmelse!!
kommer til åt lyda saaledes, åt det afgjores af Rongen, i hvilka Trakter
Districtsinddeling skal bilda Sted, hvarhos han ogsaa fasth cider Distrik-
ternes Graendser.
Den combinerede Commission, der har udarbeidet naervaerende Lov-
udkast, har i sit Förslag bemserket, åt paa samme Tid som der ved de fore-
slaaede Lovbestemmelser dragas Omsorg foi1 2 3 den fastboende Befolkning, kraever
Retfaerdighed, åt man bortrydder saadanne Vanskeligheder för Lapparne, hvis
Bih. till Biksd. Prof. 1871. 1 Sand. 1 Afd. 23
178 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prov. om antagande af en Förorda. rör. Lappare i Sverige och Norge.
Vedbliven vilde,Tpaa flere Steder gjore alle Anstrangelser fra deres Side for
åt' afvserge iSkade frugteslose. Gamle Renveie, anforer den, bor saaledes
aabnes för dem, hvor de ere stsengte, og vidare Rum skaffes dem, hvor detta
er saa trångt, åt enten Flytningen ikke kan foregaa, eller gamle Betesmar¬
ker ikke benyttes oden åt udssette dem för uforholdsmgessige Erstatnings-
ansvar, selv hvor der kun soges Bete för et saadant Antal Ren, som maa
ansees passande i Forhold till Betesmarkernas Väst ilek ning og Beskaffenhet!.
I Overeensstemmelse härmed er i Lovforslagets § 25 givet Adgang til Ex¬
propriation bland! Andel ogsaa af Strmkninger, der ere fornodne för Vele
til Lappernes Betesmarker.
Paa Commissionens ovenanforte Betragtningsmaade er ogsaa Departe¬
mentet tidligere gaaet ind. Der blev saaledes, som det vil erindres, efter et
forelobigt Förslag fra detta Departement paa det sidste Storthing forelagte
naadigste Budgetförslag opfort et Belob til Dtekkelse åt IT dgifter ved deslige
og andre Foranstaltninger vedkommende Flytlapperne. Men idet dissa For¬
anstaltninger antoges åt maatte staa i sand an Förbindelse med mer v au ende
Lovforslag, åt deras Ivserksrettelse betingades af, åt der paa den anden Sida
paalagdes Lapperne de Förpligtelse!1, som Lovforslaget fastssetter, tand t man,
da der ikke ljugare vista sig nogen Mulighed för, saaledes som oprindelig
forudsat, åt erholde Lovforslaget vedtaget af förrige Aars Storthing og Rigs-
dag, åt hulda frafalde Förslagen om den heromhandlede Bevilgning för inde-
v arrende Budgettermins Vedkommende, hvor om man indgik med vedlagte
underdanigste Föredrag, der blev bifaldt ved hoieste Resolution af 25de
Mai f. A. Istedetfor denne Bevilgning blev der foreslaaet og af btorthinget
bevilget en noget större Sum end tidligere opfort paa Budgettet til Lottning
af Opsyn med Lapperne under deras Omflytninger her i Rigel.
Ligesom det saaledes ved flen tidligere Behandling paa norsk Sida
har vseret en Forudsgetning, der ansaaes grundel paa Retfterdighedens Krav,
åt Lovforslagets Ved tagelse ledsagades af de omhandlede administrative For-
foininger, der latta Lapperne de Byrder, som Lovforslaget medforer för dem,
saaledes fläder Departementet ikke åt burde modsastte sig Justitie-Statsmini-
sterens Förslag om, åt Lovens eget Indhold gjor dissa Foranstaltninger, for-
saavidt en enkelt Retning -— Aabning af Renveie — angaar, til en Be¬
tingelse för, åt de Bestämmelse!" i Forslaget, hvorved den vmsentligste nye
Förpligtelse paalsegges Lapperne, Hemlig Reglerna om Fgellesansvarligheden,
trrnde i Virksomhed paa Steder, hvor den omhandlede Föranstaltning efter
Forholdene maatte paakrseves.
Man Under imidlertid åt burde foreslaa Redactionen rf det omhand¬
lede Tillseg, för åt sammes antagne Mening tydeligere kan udtales, förandra!
saaledes, åt det kommer til åt lyda:
Bil. till Kongl. Maj:ls nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 179
”För åt en Sträckning, hvor Lapperne have Rot til åt sege Bete
for sine Ren, skal kunne medtages under Districtsinddelingen, man
der findes eller aabnes Renveie til samme af saadan Beskaffenhed,
åt Lapperne ved åt betjene sig af dem kunne med tilborlig Be-
vogtning (dette Ord maa man foretreekke för ”Eftersyn”) afholde
Renerne fra de tillstedende Eiendomme.”
Hvad angaar Principet för Districternes Begraendsning, der omhandles
i det andel Biltog, skulde man antaga åt Committeens enkle Regel er fuldt
tilstrrekkelig. Bevogtningen vil Hemlig fra Lappernes Side paa de fleste
Steder lettest udfores paa den Maade, åt de som Bill sr e samme Uistrict ved
åt opslaa deras Bälte i de forskjellige Gaardes eller Grandelags storst mu¬
ll go Nserhed, i Förening dan ne en Cordon, indenfor hvilken Rank) or dana i
Regelen og navnlig udenfor den korta Melketid, faa tumla sig flit,! eu Bil¬
stand der bedst framme!' deras Brivsel. Af Hänsyn hertil vil det vane
mest i Lappernes Interesse, af Districterne ikke gjores för surna, medens det
nu foreslaaede Biltog peger i den modsatte Retning, og samtidig antagas åt
vänskapggjotc den af Localiteterne angivne Delingsplan, som Committeen
bär havt för 0ie. Skulde der imidlertid fra svensk Sida findes Grund til
framdeles åt fastholde detta Biltog, Under Departementet ikke Beteenkelig-
hederne ved samme saa afgörande, åt man bor modsaette sig det.
Hvad Förändringen under Nr 3 angaaer, skal Departementet bemserke,
åt let forudseelige Forandringer deels i Lappernes deels i Jordbrugets Fördold
samt administrative Forfoininger efter Lovudkastets § 7 naestsidste Punktum
samt §§ 24 og 25 vistnok o flere villo krseve, åt Opsynsdistricterne omregu-
leres. Men skal Ordningen blive saavidt bevaegelig, som det af disse prak¬
tiske Hänsyn er önskelig!, v il det värre hensigtsinaissigst, åt det överlädes,
hvad man ved de i det seneste Edkast udeladte Ord har havt för 0ie, til
vedkommende Regjeringsdepartement åt afgive Bestemmelser om Districts¬
inddelingen. Departementet maa derför frasande den foreslaaede Förändring.
ad § 8 (svensk Udkast § 7).
Hans Excellence har i sit Udkast til denne § udeladt det sidste Af-
snit angaaende Godtgjorelse för Opsynsrmendene för Udforelsen af deres
Hverv. Under hänvisning til hvad der om denne Bestämmelse er anfört i
Departementets Föredrag af 15 October 1867, skal man bemserke, åt man vist¬
nok maa ansee det önskelig t, åt Bestemmelsen bibeholdtes, oden åt man dog
herpaa togger den Yregt, åt man vil fastholde sill Mening, om Bestemmelsen
fra svensk Side onskes udeladt.
180 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lappande i Sverige och Norge.
ad § 9 (svensk Udkasts § 8).
Den i neervserende §s Ltr. a foretagne Förändring er overeensstem-
mende med hvad Departementet hav foreslaaet i dets underdanigste Föredrag
af 2den Februar 1869.
I Commissionens Förslag, bemserker Plans Excellence ved nmrvaerende §s
Ltr. e, siges, åt Opsynsmeendene skulle hand le paa samtlige de Lappers
Vegne, som opholde sig eller bylte gjennem Districtet. Åt dette ei ber vaere
Tilfaeldet, naar bände svenske og norske Lapper opholde sig i samme Di-
strict, viser § 15, hvor det hedd er, åt i Jette Tilfselde skal en Opsynsmand
stfevnes för hver Nation. Plans Excellence bemserker imidlertid, åt det ikke
förekommer barn rigtigt, åt de Lapper, som flytte1 gjennem et District, skulde
hanne bindes ved hvad en af dem ikke valgt Opsynsmand Under för godt
åt paatage sig, og flan har derför her i Förbindelse med en ändring i § 15
foreslaaet, åt en Opsynsmand kun skal representera de Lapper, af hvilke
han er bleven valgt.
Den saaledes foretagne Aflendring i dette Ltr. man vistnok erkjendes
principrigtig, men vil, saaledes som det svenske Lovudkasts § 15 nu er före-’
slaaet, leds til en v oegentlig praktisk Dlempe. Den vid Hemlig have den
Folge, åt Opsynsmaendene, saafremt fremmede Reen have eller kunne preesu-
raeres åt have deltaget i Skaden, ikke vove åt indgaa Förlig, idet § 15 alene
giver Adgang til Regres mod et andel Districts Lapper, efteråt Ansvaret er
paalagt ved Dom. I det mevnte Tilfrelde vil man derför altid nodsages til
åt ty til Domstolen!;s Mellemkomst. Denne Dlempe vilde bortfalde, om § 15
blev formel saaledes, åt der ikke blot för i/Jmit, men ogsaa betingelsesviis
för i Norge ved Förlig övertaget Fadlesansvar kunde seges Regres hos frem¬
mede Lapper.
Den Betingelse, som antages åt burde opstilles för saadan Regres efter
Förlig, er åt Forliget kun gaaer ud paa den Erstatning, hvortil Skaden er
ansat ved den i § 11 omhandlede Värdering med paalobne Omkostninger
i Sägen. Med denne Betingelse synes der ikke åt kunne opstaa synderlig
större Betaenkelighed mod åt tilstedc Adgang til Regres efter Förlig end
efter Dom. I Förbindelse med den af Justitie-Statsministeren foreslaaede
Redaction af naervaerende Ltr. og af § 15 vid Departementet derför bringe
i Förslag en saadan Förändring i sidstnsevnte Henseende.
ad § 10 (svensk Udkasts § 9).
2det Passus af assurerande § bestemmer:
”Foroves Skade ved Ren paa Ägor, Eng, Udengsslaatter, Skov
eller Multebaerland, skal den, saaledes som nedenfor foreskrevet,
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en Förorda. rör. Lappar ne i Sverige och Norge. 181
erstattes af den eller dem, der ved sink Ren have forevet samme.
Gjores saadan Skada med Försatt eller förmedelst grov Uagtsomhed
i Dyrenes Bevogtning, skal enhver Lap, som selv eller ved sins
Renvogtere deri har gjort sig skyldig, desuden både för hvar
Gång indtil 10 Spd. o. s. v.”
1 det svenske Felkast er i Begyndeisen af Ädel Punctum — forovrigt
liden Bemaerkning — udeladt Ordene ”eller förmedelst grov Uagtsomhed i
Dyrenes Bevogtning.” Bod er för Skadetilfoielser af 1 tapper efter nrervreren-
de § skulde saaledes alene hanne idommes, naar Skaden befandtes åt vrere
gjort med ”Försåt.” Åt Skadetilfoielser paa de i Begyndeisen af denne
Passus neevnte Steder ske med Försatt fra Lappernes Side, er vistnok et mo¬
get sjeldent Tilfselde, og end nu sjeldnere vil det värre, åt et saadant Forsa',!
skulde hunne överföres dem. Det synes ikke åt värre nogen Ubillighed,
naar man, som fra norsk Side foreslaaet, i denne Henseende gaar noget vi-
derc og fastssetter Sträf, ogsaa naar Skaden er opstaaet f. Ex. som Folge
af, åt Lappen har medgivet sin Hjord et aabenbart utilstrsekkeligt eller maa-
skee endog aldeles intet Yogterpersonale, eller åt Yogterne hare begivet sig
bort fra Dyrene, uden åt den Skräde, som Rensdyrene under saadanne Om-
steendigheder maatte tilfoie, vil hanne kaldes försåtlig i egentlig Förstånd.
Departementet vil derför foreslaa det norske Udkasts Bestämmelse beröm
bibeholdt.
Med Hensyn till denne Passus Indhold, bemserker forovrigt Hans
Excellence, åt det åt domme en Lap för Bräde, som uden hans Yillie eller
Yidende kunde värre begaaet af hans Renvogtere, medens denne sidste bli¬
ver straff!'!, förekommer barn mindre rigtigt, ister i de Tilfaelde, åt Ansvaret,
i Mangel af Bodernes Betaling, bestemmes til Fängsel, og antager han åt
det för Giemedet burde värre tilstrsekkeligt, åt Lappen paalsegges åt iudestaa
för Betalingen af de Boder, hvortil Renvogteren maatte gjore sig skyldig.
Departementet tiltneder denne Hans Excellenees Mening og bär for¬
sa a vidt Intet åt erindre ved Hans Excellenees Redan tion.
Med Hänsyn til Bestemmelsen i §ens 4e Passus (sidste Punctum), hvor-
ved Låpperne paalsegges Skadeserstatningspligt ogsaa luden Tromso Amt,
naar Bete i Udmark bruges saaledes, åt nogen Eier eller Bruger af Jord
derved i vaesentlig Grad betynges, bemaerker Hans Excellence under Henvis-
ning til Commissions-Indstillingens pag. 25, åt denne Bestämmelse bär för
0ie, åt Lapperne ikke skulle sina sig ned paa et eller andel för dem maaskee
bekvemt Sted eg der både afbeta alt Gr res til Skada för Enkeltmand. Hans
Excellence tinder ikke denne Mening klart udtrykt ialfald, ikke i den svenske
Text. Yed den af Hans Excellence som Folge häraf ber föreslående Reda»
182 Bil. till Kong!,. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i. Sverige och Norge
tionsforandring vil imidlertid efter Departementets Formening den Fastboen¬
des Ädling blive ugunstigere end under den tidligere Redaetion, og da den
heroinhandlede Bestemmelse saaledes som den i Gommissionens Hd kast er af-
fattet, indeholder eu saa betydelig Byrde för den Fastboende, åt nogen Fä¬
ngelse deraf bliver i hoieste Grad utilraadelig, troer Departementet åt maatte
fastholde den oprindelige Redaetion af denne Bestemmelse,
ad § / / (svensk Udkast F / 0).
I sidste Punctum af denne § er efter Ordene ”iliden nysanforte Frist”
tilfoiet: ”eller udebliver nogen af de Tilkaldte”, hvilket Departementet tiltrseder.
ad § 15 (svensk Udkast § 14).
Hans Excellence bemserker her, åt naar Sporgsmaal opstaar om Fielles-
ansvar för Skade, hvis rette Ophavsmand ikke kan opdages, urna det altid
vaere en Fördel för dem, som skulle ram mes af denne Ansvarlighed, åt faa
saa mango som muligt delagtige i samme. Dersom saaledes Opsynsmanden
i et vist District indstaevnes för åt svara paa en saadan Erstatningspaastand,
saa byder Interesse!! för de Papper, af hvilke han er bleven valgt, barn un¬
der Faellesansvaret åt faa indbefattet ogsaa allé de Papper fomvrigt, som
have draget gjennem Distriotet paa den Tid, da Skaden skede. Men det
kan ikke, formener Hans Excellence, vaere retfaerdigt mod disse åt paatvin-
ge dem som Fuldmaegtig eu Opsynsmand, i hvis Talg de ikke have deltaget,
medens paa samme Tid deres Interesse er aldeles modsa t deras, hvis Tar v
han egentlig er kaidet til åt varetage. Om man derför end kan gaa imf
paa, åt den Jordeier, som har tidt Skade af Rensdyr, naar Ophovsmanden
til samme ikke er kjendt, alene behover åt indstsevne Opsynsmanden i Di-
strietet för åt läge til Gjenmaele i Erstatningssporgsmaalet, saa bor dog Sä¬
gen efter en saadan Stafning alene kunne bedommes i Fördold til de til
Distriotet horende Papper, hvorimod det bor paaligge Opsynsmanden over
dissa, för det Tilftelde, åt han antager, åt ogsaa andre Papper bor forpligtes
til åt deltaga i Skadeserstatningen, särskilt åt lada dissa indstsevne til åt
svara i Sägen i Fsellesskab med de Övriga.
Mod den i Overeensstemmelse härmed foreslaaede 2det Passus i nservse-
rende §, hvilken som tidligere anfört staar i Förbindelse med den foreslaaede
Förändring i § 9 (svensk Udkast § 8), troer Departementet ikke åt burde
fremssette Indvending.
Bil. till Kong!,. Majits nåd. Vrop. om antagande af eu Furordn. rör. Lappanit i Sverige och Norge. 183
Svensk Vdkast § 15.
Den i denne § af dei svenske Udkast indeholdte Bestemmelse er ny
og findes ikke i noget af de tidligere fremkomne Udkast. Departementet
har ingen Urind ring åt gjore ved åt den optages i Udkastet.
Efter hvad man ovenfor ved § 9 har anfört, foreslaar man et Tilkeg
til §en, saaledes åt denne kommer til åt lyde saaledes:
”Tapper, som i Benböld til foranstaaende Bestemmelser ere blevne
idomte Fsellesansvar för indtmffen Skade, eller, efteråt Värdering
af 8 kaden overeensstemmende med § 11 har fin det Sted, have ind-
gaaet Förlig om Erbeggelse i Fsellesskab af en ikke större Er-
statningssum, end der ved saadan Värdering er bestemt, med paa-
lobne Omkostninger, have Ret til mod den eller dem, som have
foraarsaget Skaden, forsaavidt Kj etniska!) derom senere erholdes,
eller mod andre Tapper, som paa den Tid, da Skaden skeede,
havde Ren inden Districtet, og saaledes bor deltage i Skadeserstat-
ningen, åt reise Sogsmaal om Tilbagebetaling af det idomte eller
omforligte Erstatningsbelob eller o. s. v.
§ i 7 (svensk Udkast § 17).
Slutningsbestemmelsen i sidste Passus af ntervaerende § fra Ordene
”men i modsat Fald sender lndberetningen” ad finera, hvilken Bestemmelse
ikke fandtes i den norske Regjerings Udkast, er efter Anledning af den
svenske Hoiesteret drägt i Förslag af detta Departement i det underdanigste
Föredrag af 2den Februar 1869 (Afsnit IX c in filte).
Pf ,§ 4 H (svensk Udkast § 48.)
I det nu foreliggende svenske Udkast er den offentliga Paatale i
Sverige kun bestemt för Overtratdelser efter § 7 og ikke efter § 3. Efter
det foreslaaede og af Departementet bifaldte Tillägg til sistnsevnte §, man
Henviisningen til denne med Hänsyn til Paatalen formeentlig ligesaavel gjeelde
för Sveriges som för Norges Vedkommende.
Sidste Passus af nservserende § i det norske Udkast, hvarefter Foder,
der bestemmes i heromhandlede Tov, skulle tilfalde Fattigcassen, er udeladt
i det Svenske Udkast. Folgen deraf vil vsere, åt Bod er ne villo tilfalde Stats-
184 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Pr ap. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
cassen. Heri har Departementet allerede erldseret sig enigt i nysngevnte un-
derdanigste Föredrag af 2den Februar 1869 (Afdeling X i Slutningen).
§ 19 f svensk Udlcast § 19.)
Ved neervterende § bemaerker Hans Excellence, åt det förekommer
barn, åt der bor opstilles den Fordring för Fuldbyrdelsen i liden det ene Rige
af en i liden det ande t afsagd Dom angaaende Roder eller Erstatning för
Skade, åt Dommen bor have upaaankelig Retskraft (”vunnit laga kraft”) eg
åt Beviis herfor tilveiebringes.
Efter Xorsk Rot vilde det formeentlig för den vaesentligste Deel af de
opstaaende Tilfmlde ogsaa liden et saadant Tillseg vaere bleven betragtet som
en Nodvendighed, åt Dommen, forinden den fuldbyrdedes, var endelig, eller
åt derved fra den Indstmvntes Side var acqviesceret, nemlig överalt hvor
Sägen forfolges af det Offentlige. Da der Hemlig isaafald i Lovforslaget fore-
skrives Paatale i de för offentlige Politisager gjaeldende Förmer, saavel hvor
Dommen gaar ud paa Roder og Erstatning som alene paa det Sidste, bliver
det heraf en Folge, åt den, forinden den exeqveres, efter det O fientliges För¬
anstaltning indankes för bolero Ret, hvor dertil er Ad gång, naar dette onskes
af Filtalte.
I de Tilfaelde derimod, hvor Sägen paatales af den Fornsermede selv,
vil det af Justitie-Statsministeren foreslaaede Tillaeg medfore en Betingelse
för Executionen, der er stramgere end vor Rots Regler i denne Hense-
ende, og hvis Opfyldelse derhos efter vor Lovgivning om Appel vil lede
til större Langsomhed i Adgangen til åt erholde en i Xorge atsagt Dom
exekverat i Sverige end omvendt, idet Appelfristen i Sverige er kortere
end her. Der man imidlertid erkjendes åt kunne gjores grandet Ind-
vending imod, åt de hos os gjseldende Regler, hvorefter der kan skil¬
des til Execution af en civil Dom, forinden denne endnu har ubetin-
get Executionskraft, og Adgangen til Appel endnu staar aaben, gjores an-
vendelige liden nogen Modification, naar der handlös om Execution af eu
norsk Dom i et andel Land. Det af en Committee, bostaaende af Msend fra
begge de forenede Rigör, i 1856 udarbeidede Förslag til Love om Fuldbyr-
delse i det ene Rige af Domino, afsagte i det andel (Storthingsforhandlingerne
1857, 5 Bind. O. N. 48), har ogsaa, medens det för Execution af svenske
Domino her i Landet krseves, åt Dommen har upaaankelig Retskraft, hvilket
i Sverige med större Lethed en her opnaaes, tilsigtet en Förändring i vore
Retsregler med Hensyn til Adgangen til Execution, naar en norsk Dom skal
exeqveres i Sverige. Det opstiller Hemlig i denne Henseende, forsaavidt ikke
Dommen har vandel endelig Retskraft, den Betingelse, åt 3 Maaneder fra
Bil. till Kongl. Maj.ts1 nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 193
3. Skeer Skade paa Eiendom af ovennaevnte Beskaffenhed iuden saadant
Opsynsdistrikt, som i § 6 omhandles, og kan det ikke opdages, ved hvis
Ren Skaden er foraarsaget, paahviler Erstatningspligten de Lapper i
Faellesskab, som have sit Tilhold i Distriktet, og skal Erstatningsbelobet
tilligemed Skjons- og Sagsomkostninger fordeles paa dem i Forhold til
det Antal Ren, hvormed enhver af dem tilherer Distriktet. Dersom
paa den Tid, da Skaden skeede, Ren tilhorende andre Tapper end
dem, som have anmeldt åt villo tage Ophold i" Distriktet, vare paa
Flytning gjennem samme eller forovrigt ophold t sig der, skulle ogsaa
disse fremmede Tapper i et til Antallet af deres Ren svuren de Forhold
deltage i Erstatningen. Liden Straekninger, bror Distriktsinddeling ei
er ivserksat, Under den her fastsatte Feellesansvarlighed ikke Sted.
4. Skeer Skade paa Edmark, som ikke o venfor er omhandlet, saa åt Jor¬
dens Eier eller Bruger derved kommer til åt savne fornodent Bete för
sit Bofee, erstattes Skaden ligeledes efter samme Forskrifter, som her
ovenfor ere givne. Dog skal det, hvad särskilt angaaer Tromso Amf,
ikke medfore Erstatningsansvar, om Ren komme ind og bete paa saa dan
Edmark i Liden för hvert Aars 8de Juli, naar denne Frihed kun ikke
af Lapperne benyttes saaledes, åt Enkeltmand derved i vsesentlig Grad
bebyrdes.
§ 10.
Er under Tappers Ophold i Norge Skade ved deres Ren tilfoiet nogen
dersteds Boende, saaledes som i § 9 omhandlet, og vil den Skadelidte gjore
sin Ret til Erstatning gjeeldende, skal han snarest muligt lade tilkalde 2
uvillige og kyndige Mcend, der samtidigt bor mode paa Aastedet samt efter
foretagen Besigtelse af Skaden og Endersogelse af sammes Oprindelse derom
afgive Erklsering efter bedste Skjon, saaledes som de med sin Ed villo för¬
svar. Til denne For retning skal den Skyldige, om häri er kjendt, samt,
naar Skaden er skeet ind en Opsynsdistriktet, tillige vedkommende Öpsyns-
mand för de Tapper, som der have sit Tilhold, og hvis disse tilhore begge
Tiger, saavel den norske som den svenske Opsynsmand tilkaldes. Er der
ikke Ad gång til åt forkynde saadan Kaldelse för Vedkommende luden 48
Timer efteråt Skaden er opdaget, tilkaldes i Stedet eu af de i Ngerheden
veerende Tapper, eller, naar Skaden er skeet luden Distrikt, hvor bände
norske og svenske Tapper opholde sig, eu af hvert Folk. hinder heller ikke
Jette sig gjore luden nysanforte Frist, eller udebliver nogen af de tilkaldte
iVbend, skal Forretningen dog derför ikke opholdes.
Bill. till Riksd. Prot. 1871. 1 Samt. 1 Afd.
25
194 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
§ 11-
Dersom Erstatningssporgsmaalet ikke ved den i § 10 nsevnte Förr öf¬
ning bliver afgjort i Mindelighed, paaligger det den Skadelidte, om lian
vil forfolge sin Erstatningspaastand, snarest rimligt för Distriktets Lensmand
åt begjsere ny Besigtelsesforretning paa Aastedet til Värdering af Sk ad en.
Til denne Besigtelsesforretning, som afholdes af Lensmanden med 2 Lagret-
tesmsend, hvilke lian opnoevner bland! det i Lov af 28 August 1854
§ 18 foreskrevne Udvalg, skal den Skyldige, eller, hvor der er Sporgsmaal
om sand an Fgellesansvarlighed, som i § 9, 3 clio Led, omhandles, vedkommen-
de Opsynsmand indvarsles ved Kaldelse, som bor forkyndes senest Dagen
for Forretningen, om den, som skal indvarsles, opholder sig Liden en Om-
kreds af 2 Mål fra Forretningsstedet. Opholder lian sig i lsengere Afstånd
fra samme, forkenges Varseistiden med 24 Timer för hver fulde 2 Niil.
Ved Besigtglsesforretningen skal den Skadelidte fremstille de Nämd, som liave
atholdt den förste Besigtelse, eller, hvis (fertil ikke er Anledning, fremleegge
deres skriftlige Bevidnelse om dennes LTdfald. I fornodent Fald bor lian
derhos forevise det Hjemmelsdokument, hvorpaa hans Eiendoms- eller
Brugsret til den Mark, paa hvilken Skaden er skeet, grunder sig. De
Nämd, som afholde Forretningen, skulle — saavidt muligt — soge åt til-
veiebringe og i Protokollen indtage noiagtig Förklaring angaaende Skadens
Oprindelse og Omfång, Stedets Belägenhet! og Beskaffenlied, om Marken er
indhegnet eller uindhegnet in. m. saavelsom ogsaa om den eller de Personer,
der eie de Ren, som have bevirket Skaden, disses Antal og Storrelsen af de
Hjorde, de tilhore. Enhver, som er tilstede der, hvor Forretningen holdes,
er pligtig til paa Lensmandens Opfordring åt afgive Förklaring om Alt,
som kan vsere flarn bekjendt, og tjene til Oplysning i Sägen, og staar han
för Indholdet af sin Förklaring til Ansvar, som om den var afgivet för
Botten. Skjonsmsendene skulle ved Taxten läge noie Hensyn saavel til
Jordens Beskaffenhed och Frugtbarhed, dens större eller mindre Fyllning
eller Dyrkning, Avlingens Godhed, og hvorvidt Loke ogsaa har bidraget til
Skaden, som ogsaa, hvor Skade er anrettet paa Edmark, til de Omsteendig-
heder, hvorpaa efter § 9 sidste Led Erstatningspligten i dette Luftelde he¬
roer, samt til enhver anden Omstsendighed, som har Indflydelse paa Skades-
erstatningens Storrelse. Lensmanden har ved Taxten ikke Stemme, undta-
gen i Tilfaelde af Uenighed mellem Skjonsmmndene, i hvilket Fald han gjor
Ed slaget. Fora vr ig t bor Msendene afgive til Protokollen Erkhering under
Eds Tilbud, hvis de ikke forhen have Magt Lagrettesed, eller i Kraft af
tidligere Ed om, åt Taxten er afgivet efter Overbevisning og bedste Skjon.
Lensmanden bor, forinden Forretningen begynder, foreholde Skjonsmsendene
de Pligter, som paa Grund af foranstaaende Bestemmelser pank vite dem og
derom gjore Tilforsel i Protokollen.
Bil. till Kongl,. Majtts nåd. Prop. om antagande af en Förord!), rör. Lapparm i Sverige och Norge. 195
luden Forretningen slotter, skal Lensmanden ange att tilveiebringe
Förlig mellem Parter ne. Indgaaes Förlig, bär dette samme Virkning, som
om det var indgaaet ved Forligelsescommissionen. Det Skjon, som omhand-
les i denne §, kan i Tilfelde af Rettergaang forandres af Dommer og Lag¬
rette, om samme dertil Ande Grund. För åt afholde de i denne § omhand-
lede Skjonsforretninger, tilkommer Lensmand og Lagrette samme Godtgjo-
relse, som ved Lov er eller vorder dem tillagt för lignende För reta inger i
Anledning af Skadetilfoielser af Bofe.
§ 12.
Kan Sägen heller ikke under den i foregaaende § omhandlede For¬
retning afgjores ved Förlig, bär Lensmanden, dersom den Skadelidte för¬
länger det, åt indsende tidskrift af Forretningen med derunder fremlagte
Dokumenter til vedkommende Amf mand, ledsaget af sin Erkfering angaa-
ende de Meends Trovaerdighed, der have af bold t den forelobige Besigtelse,
hvarefter Amtmanden strax eller efter foretagen yderligere Undersegelse, om
saadan findes nödvändig, afgjor, om der er skjellig Grund til Sags Anfeg.
I bekreeftende Fald foranstalter han Tiltale i de för offentliga Politisager gjtel-
dende Förmer mod den eller dem, som enten ved de fremkomne Oplysnin-
ger man ansees overforte åt vivre de Skyldige eller iföl ge § 9 ere de för
Tilfeldet Erstatningspligtige. Sager af dette Slags blive efter Örnsten dig-
hederne åt behandla enten ved Extraret eller ved Thingene. Det skal staa
Piltalte frit för åt lade mode ved Sagforer.
Er Skede af heromhandlede Beskaffenhet! vel skeet, men af saa länge
Betydenhed, åt den ikke staaer i rimeligt Forhold til de med dens Paatale
forbundne Omkostninger, anordnes ikke Tiltale af det Offentlige, hvorimod den
til Amtmanden indsendte Udskrift med Bilage tilstilles den Skadelidte med
Tilkjendegivende, åt det överlädes til barn selv ved privat Sogsmaal åt ind-
tale sin Ret, i hvithet Fald Nodvendigheden af Sägens Paaklage til Forli¬
gelsescommissionen bortfalder.
Sogsmaal til Indtale af Erstatning för Skada af Ren udfores paa de
Steder, hvar Inddeling i Opsynsdistrikter ikke Under Sted, overeensstemrnende
med denne Lov, saavidt den derpaa er anvendelig, dog åt Sägen ikke paa-
tales af det Offentlige.
§ 13-
De i §§ 10, 11 og 12 med Hänsyn til Behandlingen af de deri om¬
handlede Erstatningssporgsmaal giv ne For skrifter komma ikke til Anvendelse
paa deslige Sporgsmaal, naar de opstaa i Sverige, i hvithet Fald de derimod
behandles efter der gjseldende Lov.
196 Bil. till K ongl. Maj:ts nåd. Ftop, om antagande af en Förordn. rör. Lnpparne i Sverige och Norge.
§ H,
1. Sogsmaal mod Lapper i Anledning af saadant Faellesansvar, som i § 9
er omhandlet, skal rettes mod den Opsynsmand, som var ansat i Di¬
striktet paa den Tid, da Skaden skeede. Hare til namne Tid Tap¬
per fra begge Rigel1 der bart Tilhold, skal saavel den svenske som den
norske Opsynsmand indstaevnes. Opsynsmanden steevnes til paa ved-
kommende Lappers Vegne åt svara i Sägen samt modtage Dom angaa-
ende Udredelse af Skadeserstatningen tilligemed samtlige Ömkostninger.
2. Dersom Opsynsmanden troer sig istand til åt k änne paavise, ved hvis
Reen Skade er foraarsaget, eller åt ogsaa andre end -de under hans
Tilsyn staaende Tapper bor svare för Skaden, skal han lade den eller
de Skyldige, eller i sidste Fald dem, mod hvem Paastand om Deelag-
tighed i Erstatningspligten freinssettes, indstrevne til under Et åt svare
i Sägen.
3. divis der i de i denne § omhandlede Tilfselde ikke er Ad gång til åt
stsevne Opsynsmanden, skal Stgevningen forkyndes för de Tapper, mod
hvem Ansvar soges gjort gjeeldende, og gjeelder da för disses Vedkom-
mende, hvad ovenfor i denne § om Opsynsmand er bestemt.
§ 15.
Tapper, som i Benböld til foranstaaende Bestemmelser ere blev ne
idomte Fsellesansvar för indtruffen Skade, eller efteråt Värdering af Skaden
overeensstemmende med § 11 har fundét Stod have indgaaet Förlig om Er-
lseggelse i Fsellesskab af en ikke större Erstatningssum, end der ved saadan
Värdering er bestemt, med paalobne Ömkostninger, have Rot til mod den
eller dem, som have foraarsaget Skaden, forsaavidt Kund sk a b derom senere
erholdes, eller mod andre Tapper, som paa den tid, da Skaden skeede, havde
Ren inden Distriktet og saaledes bor deltage i Skadeserstatningen, åt reise
Sogsmaal om Tilbagebetaling af det idomte eller omforligte Erstatningsbelob
eller den Reel af samme, som falder paa de ovrige Tapper. Saadant Sogs¬
maal maa dog senest anhaengiggjores luden 2 Aar efteråt Skaden er skeet.
§ 16.
Lovligt Varsel til Tapper, uaar de i deres Hjemland steevnes til en
Domstol i det andet Rige, er i Almindelighed 3 Maaneder, men ikkun 6
tiger, naar den, der steevnes, opholder sig i et Amt eller Lehn, hvis Greend-
ser stode til det Lehn eller Amt, hvari den Domstol findes, til hvilken Ind-
kaldelsen skeer. Den, hvis Opholdssted ikke kjendes, gives 3 Maaneders
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lappar ne i Sverige och Norge. 197
Varsel gjennem Steevningens Lysning ved eller i Sverige i Kirken i det Sogn,
hvor lian senest horte hjemme.
§ 17-
Dersom Mogen ulovligen folder eller rats handier Lappernes Ren, skal
lian förliden fukt. Erstatning för Skaden erfogge Roder af indtil 10 Speciedaler
eller 40 Rigsdaler Rigsmynt, saafremt i like Förseelsen efter den almin delige
Lovgivning med forer större Ansvar. Samme Bestemmelser gjeelder, om Mo¬
gen med Forsret eller af grov Uagtsomhed forvolder, åt Ren ved Skraemme-
skud, Hunde eller paa nogen anden utilborlig Maade ufredes paa sina ret-
msessige Opholdssteder, eller seger åt fordrive dem delfin.
Maar nogen Lap för vedkommende Lensmand forer Hage o ver san¬
dal! Forngermelse, som ovenfor ömkan diet, skal R ensam oden efter forelobig
Undersogelse snar est muligt — saafremt lian ikke formaaer mellem Par ter ne
åt tilveiebringe Förlig, i Tilfelde al hvis Opnaaelse Strafansvar bortfalder,
— gjore Indberetning om Sägen til Amtmanden eller Landshövdingen, som,
hvis der findes Foie til åt draga Mogen til Ansvar, skal foranstalte Sägen
paatalt af det Öffentlige, i Morge efter de i § 12 indeholdte Forskrifter,
men i modsat Fald sender Indberetningen til den Skadelidte med Tilkjende-
givende, åt det överlädes til denne selv åt anhsengiggjore Sägen för Retten,
i hvilket Fald den dog ikke behover först åt paaklages ved Forligelsescom-
missionen.
§ 18.
De i §§ 3 og 7 omhandlede Overtrsedelser paatales i Norge efter Amt-
mandens Föranstaltning ved Politiret. I Sverige skulle Overtnedelser af disse
'§§ ogsaa vivre underkastede offentlig Paatale.
§ 19.
Domino, hvor ved Mogen i det ene Rige er feidet til Roder efter denne
Lov eller til Erstatning för Skade af Ren, kunna' fuldbyrdes af vedkommende
Myndigheder i det andel Rige, forsaavidt Dommen er endelig eller Apella-
tionsfristen er udloben. Som end eif ge ansees ogsaa de Domme, der enten
ere vedtagne af Domfeldte eller, forsaavidt angaaer Domme i offentlig anlag!
Sag, ere blevne forkyndte för den Domfeldte, oden åt han har begjgert Paa-
anke. Maar Fuldbyrdelse af en i det ene Rige afsagd Dom skal skee i det
andel, har Vedkommende åt henvende sig til Amtmanden eller Landshövdin¬
gen i det Amf eller Lehn, hvor Dommen er afsagd. Er foranforte Betingelse
198 Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Vrop. om antagande af eu Förorda, ror. Lapparne i Sverige och Norge.
för Fuldbyrdelsen tilstede, har denne med Bevidnelse beröm åt oversende Do-
kumenterne til vedkommende Landshövding eller Amtmand i det andel Rige,
som foranstalter Dommen fuldbyrdet og det inddrevne Belob tilstillet forst-
neevnte Amtmand eller Landshövding.
De her om Domino givne Forskrifter gjadde ogsaa om saadanne i
Sporgsmaal om Erstatning för Skade, som i denne Lov omhandles, indgaaede
Förlig, der ha ve Doms Kraft, og bor vedkommende Amtmand eller Lands¬
hövding, naar saadant Förlig, indgaaet i det ene Rige, sendes til Fuldbyrdelse
i det andel, tillige meddela Brunering om, åt Förtiga t efter det forstnsevnte
Lands Love har samme bindande Virkning som en andelig Dom.
Med Hänsyn til Boders Afsoning forholdes efter Lovgivningen i det
Rige, hvar Boderne soges inddrevne.
§ 20.
1 Sverige skal Förbindelse af norske Lomme, afsagte i Henhold til
nmrveerende Lov, og Indhentelse af Domfgeldtes Erkleering angaaende sammes
Appel skee ved Kronebetjenten med Vidne eller ved 2 Nmvndemeend. I
Sager, der ifolge § 14 ere rettede mod vedkommende Opsynsmand, skal Dom¬
men forkyndes för Opsynsmanden, der har åt afgive Erklmring angaaende.
dans Appel.
§ 21.
I de Seger, hvari norsk Lap er Bart i Sverige eller svensk Lap er
Part i Norge, Under Brug af stämpla! Papir ikke Sted.
§ 22.
Forovrigt blive de i hvart Rige i Almindelighed gjaddende Lova åt
använda med Hänsyn til Lapparne under deras Ophold dersteds.
§ 23.
Naar der i denne Lov handlös om Lapparnas Ren, forstaaes derved
ikke alene deras egne, man ogsaa Ändras Ren, der ere under deras Filsyn.
Fastboende Reneiere hava, forsaavidt de selv vogte sin Ren, med Hän¬
syn til dissa samme Rettigheder og Förpligtelse!1 som Lapparne.
Bil. till Kanyl. Maj-.ts nåd. trop. om antagande af en Färordn. för. Lapparne i Sverige och Norge. 199
§ 24.
Erabeds- og Bestillingsmaend, isserdeleshed Amtmeend o g Landshovdin-
ger, skulle have Indseende med, åt de overflyttende Lapper ikke krsenkes i
Udovelsen af de dem til lag te Rettigheder.
8 9r4
Kongen kan afgive Bestemraelser om, åt 0, Halvo eller andel Omraade
ved Lysten, hvor Benkol det i serdeles Grad er den jordbrugende Befolkning
til Uleilighed, unddrages Lappernes Betesret, imod åt der anvises dem för¬
nöden Betesmark paa Strsekninger Isengere inde i Landet, som dertil kunne
ansees tjenlige.
§ 26.
Viser det sig nodvendigt i det i förrige § omhandlede 0iemed, eller kn¬
at aabne Lapperne de fornodne Vele til deres Betesmarker, åt anvende Jord,
som er i privat Eie eller Brug, er Eieren eller Brugeren, naar det af det
Offentlige forlanges, pligtig åt afstaa samme mod Erstatning, hvilken i Man¬
gel af mindelig övereenskomst bestemmes ved Taxt. I Sverige forholdes
hermed efter gjseldende Förordning angaacnde Jorda Afståelse til offent¬
ligt Brug.
§ 27.
De Bestemraelser i denne Lov, som ord ne Forholdet mellem Lapperne
og den jordbrugende Befolkning, gjselde ikke inden Finmarkens Amt. Skulde
svensk Lap ange Sommerbete i nsevnte Amt för sine Ren, gaaer han ind
under de för Amtets norske Lapper särskilt gjseldende Bestemraelser.
§ 28.
Denne Lov trseder i Kraft under Betingelse af, åt tilsvarende Bestem-
melser vedtages för Sveriges Vedkommende og da foa den Dag, som Kon¬
gen för begge Diger fastssetter. Era samme Dag ophorer Iste Tillägg eller
Codicil til Grsendsetraktaten af V18 October Iföl åt vsere gjseldende. Be-
slutning om Ophsevelse af eller Förändring i denne Lova Bestemraelser er i
hvert Rige, forsaavidt de vedkomme det andel Rige eller dels Undersaatter,
först gjseldende, naar tilsvarende Beslutning er fattet fra den anden Side.
200 Bil. till Kongl. Maj:is nåd. Prop. om antagande af eu Förorda, rör. lappande r Sverige och Norge.
Protokoll öfver ett Justitie-Departenients-Ärende, hållet
inför Hans Maj:t Konungen uti Sammansatt Svenskt
och Norskt Stats-Råd å Stockholms Slott Fredagen
den 25 December 187 0,
i närvaro af:
Hans Excellens Justitie-statsniinistern Herr Adlercreufz,
Hans Excellens Statsministern för Utrikes Ärendena
Herr Grefve Wachtmeister, .
Hans Excellens Norske Statsministern Herr Sibbern,
Svenska Statsråden: Bredberg,
Abelin,
Friherre Leijonhufvud,
Wcern,
Wennerberg,
Bergström,
Friherre Alstra',ner,
Norska Statsråden: Manthey,
Falsen,
Justitieråd en: Södergren,
Strar dberg.
Statsrådet Berg anmäldes vara af sjukdom hindrad att donna dag i
Stats-Rådet uppkomma.
Hans Excellens Herr Justitie-statsministern anmälde att, efter det Kong].
Maj:t uti sammansatt Svenskt och Norskt Stats-Råd den 22 September näst-
lidne år förordna!, att Norska Regeringens utlåtande skulle inhemta öfver
det samma dag af dåvarande Herr Justitie-statsministern till protokollet af¬
sina, af motiver åtföljda omarbetade förslag till förordning rörande Lapparne
i de förenade Konungarikena Sverige och Norge, så både Norska Statsråds-
afdelningen i Stockholm, i följd af" nådig resolution den 1 September inne¬
varande år, till Hans Excellens öfverlemnat afskrift af Norska Regeringens
Indstilling den 1 2 nästförutgångna Augusti tillika med ett på de i Indstillin-
Bil. till Konyl. Majtts nåd. 1'rop. om antagande af eu Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norge. 201
gen utvecklade åsigter grundad!, i vissa delar från det förenämnda afvikande
förslag till lag i ämnet.
Sedan Hans Excellens redogjort för innehållet häraf, yttrade Hans
Excellens:
”1 hvad till sammansatta Svenska och Horska Stats-Rådets protokoll
den 22 September 1869 af dåvarande Herr Justitie-statsministern yttrades
dels om råtta förståndet af 1751 års gränstraktat i hithörande delar samt
den utgångspunkt, som deraf vore att hemta för ifrågavarande lagstiftning,
dels om det verkliga behofvet af en sådan lagstiftning till undanrödjande af
nu rådande laglöshetstillstånd, och dels om lämpligheten deraf, att för de
Lappar, hvilka uppehålla sig inom ett visst område, bestämmes gemensam
ansvarighet för skada af renar i de fall, der upphofsmannen till skadan ej
kan uppdagas, instämmer jag till alla delar, äfvensom jag mot komiterades
förslag, sådant det vid samma tillfälle i omarbeta^ skick framlades, ej funnit
skäl till andra erinringar, än dem, hvilka jag i sammanhang med yttrande
öfver de i Norska Regeringens Indrifning gjorda anmärkningar mot det om¬
arbetade förslaget i de delar, der Norska Regeringen ansett det ej höra God¬
kännas, nu går att framställa, dervid följande nummerordningen af paragra¬
ferna i komiterades förslag.
§ 1.
Sednare punkten synes mig' böra utgå, enär meningen ej varit samt
skäl ej heller förefinnes att om nationaliteten för Lapps hustru och barn
stifta andra regler, än dem som i allmänhet äro gällande för hustru och
barn i förhållande till deras man och fader.
§ 2.
Rätta tydningen af de i Justitie-statsministerns omarbetade förslag ur
l:a codicillen till 1751 års gränsetraktat upptagna orden ”lika med landets
egna undersåter” har, på sätt Norska Regeringen anmärkt, varit mycket
omtvistad, i följd hvaraf och då förslaget i öfrigt innehåller erforderliga be¬
stämmelser till utstakande af Lappa nies rättigheter de ifrågavarande orden
torde kunna utgå.
§ 5-
Intagandet i donna § af bestämmelserna om expropriation är beroende
på huruvida § 24 i komiterades förslag linnés höra utgå, hvarom jag iram-
Bih. till Riksd. Frat. 1871. 1 Sami. 1 Afd. 26
202 Bil. till Kong!. Mgjits nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norye.
deles. får yttra mig. Till denna § torde emellertid i alla händelser höra fo¬
gas ett tillägg, innefattande förut saknadt uttryckligt stadgande derom, att,
der gamla nödiga renvägar genom rödjning, uppodling eller uppförande af
hägnad blifvit stängda, de genom Statens föranstaltande åter skola göras för
Lapparne tillgängliga.
§ 7.
För åstadkommande af en begränsning i uppsyningsdistrikternas stor¬
lek, anser jag lämpligt att den af Justitie-statsministern i sådant hänseende
föreslagna bestämning bibehålies, äfvensom jag tror det vara af vigt att alla
frågor, om och huru indelning i dylika distrikt må ega rum, blifva beroende
af Lönnligen och ej, såsom i det af Norska Regeringen nu afgifna lag¬
förslaget synes vara medgifvet, kunna öfverlåtas åt underordnad myndighet.
§ 8.
Enär den i förevarande § med böter belagda förseelse att före flytt¬
ning till annan socken i hemlandet eller öfver gränsen till det andra riket
icke till länsmannen i hemorten aflemna föreskrifven uppgift eller dervid
oriktigt uppgifva antalet af de renar, som skola medföras, rätteligen lärer
höra blifva föremål för beifran å den ort, dit flyttningen sker, påkallas i så¬
dan syftning en förändrad redaktion af §:n i donna del.
§ 9.
Bestämmelsen i punkten a), att uppsyningsmannen skall förblifva i sitt
distrikt så länge Lappar uppehålla sig i eller äro under flyttning genom di¬
striktet, synes kunna för honom blifva alltför äfventyrlig samt alltså böra
utbytas mot åläggande att stadna i distriktet tilldess de under hans tillsyn
stående inflyttade Lapparne allmänt begifvit sig derifrån.
§ 10-
De i Justitie-statsministerns förslag i andra momentet uteslutna orden
”grof vårdslöshet vid renarnes bevakning” torde, på sätt Norska Regeringen
hemställt, åter höra i momentet upptagas.
I fjerde momentet synes mig den af Justitie-statsministern föreslagna re-
daktionsförändring i fråga om Lapparnes rätt till renbete å utmark i Tromsö
amf böra, med anledning af hvad Norska Regeringen deremot anmärkt, ut¬
bytas mot en bestämmelse, innehållande att ersättningsskyldighet för Lap-
Bil. till Kongl. Mnj:ls nåd. Prop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge. 203
parne ej eger ruin, om renar komma in och beta å tillåten utmark derstä¬
des under tiden före den 8 Juli hvarje år, när denna förmån ej af Lapparne
begagnas sålunda, att någon jord eg are eller innehafvare särskild! derigenom
i väsendtlig män betungas.
§ 15 i Justitie-statsministerns förslag.
Emot det af Norska Regeringen föreslagna tillägg till denna §, som i
komiterades förslag icke har någon motsvarande, finner jag intet att erinra.
§ 19.
Sedan Norska Regeringen hufvudsakligen ingått på hvad Justi tie-stats-
ministern vid donna § föreslagit, bär jag endast att erinra, det den nu fram¬
lagda Norska redaktionen icke är på de Svenska förhållandena fullt använd¬
bar, hvadan en förändring i dess affattning måste ega rum.
Lika med Norska Regeringen tror jag en särskild § höra tilläggas med
bestämmelse om sättet för kungörande i Sverige af Norsk dom och inhem-
tande af den sakfälldes förklaring, huruvida lian påyrkar domens pröfning
af högre Rätt, och bär jag i fråga om donna §:s innehåll, sådant det af
Norska Regeringen bl hvit föreslaget, ej något att anmärka.
§ 24.
Emot de erinringar, som från Norsk sida blifvit framställda, tilltror
jag mig icke att påyrka ett enkelt uteslutande af donna §, helst det icke
bör kunna betvifias, att, då fråga uppstår om att undandraga ett område
från Lapparnes rätt till renbete mot det att ett nytt sådant dem anvisas,
noggrann pröfning kommer att ega ruin, huruvida det ifrågasätta vederlaget
må anses dertill tjenligt. Det synes dock nödigt att ordalagen väljas sa, att
den på nämnda sätt förbehålliia höghetsrätten i lika man kommer båda ri¬
kena till godo.
Om hvad jag rörande denna § yttrat af Eders Kongl. Maj:t godkänues,
torde såsom följd deraf i eu näst derefter kommande § upptagas de nödiga
stadgandena om expropriation.
I enlighet med de af mig sålunda uttalade åsigter och med iakttagande
af några mindre redaktionsförändringar, der sådana synts mig till menin¬
gens förtydligande påkallade, har inom Justitie-Departementet lagförslaget
blifvit ytterligare omarbetad!; hvithet sålunda förändrade förslag jemte ett
motsvarande, på Norska språket affattadt, jag nu anhåller att få Eders Kongl.
Maj:t förelägga.”
204 Bil. till Kongl. Mcij:ts nåd, Prop. om’ antåg unde of en Förorda, rör. ~ Loppor ne i Sverige och Norge.
Dessa förslag voro af den lydelse, som bilagorna Ditt. A. och B. vid
detta protokoll utvisa.
Slutligen hemställde Hans Excellens att Kongl. Maj:t täcktes besluta
att föreslå Sveriges Riksdag och Norges Siorthing vid deras nästa samman¬
träden att antaga nu framlagda förslag till förordning rörande Lapparne i
de förenade Konungarikena Sverige och Norge samt att nådiga Propositioner
härom måtte i hvardera rikets särskildta Statsråd utfärdas.
De närvarande medlemmarne af den Norska Statsråds-afdelningen ytt¬
rade i underdånighet: ”åt de i Beskaffenheden af de af Hans Excellens Herr
Justi tie-Statsministeren foreslaaede Forand ringer og na vanligen forsaavidt angaaer
Affatningen af dåde § i Hd kastet, hvar ved sees kun åt v a; re tilsigtet åt fast-
ssette en berettiget Reciprocitet för Sveriges Nedkommande, ikke have fundet
nogen Beteenkelighed ved åt tiltraede Antagelsen af nsevnte Forandringer.”
Justitierådet Södergren åberopade i underdånighet sitt uti detta ämne
i Högsta Domstolen afgifna yttrande, såväl i hvad angick den allmänna syn¬
punkt, hvarunder Justitierådet funnit sig hafva att uppfatta förevarande lag¬
stiftningsfråga, som ock i de särskilda delar af det hos Högsta Domstolen
granskade förslaget, som i sin väsendtligt syftning äro bibehållna uti det af
Hans Excellens Herr Justi tie-statsministern nu anmäld ta.
Statsrådets öfrige ledamöter instämde uti Hans Excellens Herr Justitie-
statsministerns ofvanberörda hemställan;
Och behagade Hans Maj:t Konungen densamma i nåder
bifalla.
In fidem
C. J. Björkman.
Bil. till Kong!. Maj-.is nåd. Pr ap. om antagande af en Förordna rör. Lapparnr. i Sverige och Kargt. 205
l
Bil. Litt. A.
Bil. Litt. B
UDKAST
til
LOV
angaaende Lapperne i de forenede Rigel- Norge og Sverige.
§ 1.
Enhver Lap, som paa den her nedenfor tilladte Maade vil flytte med
sins Ren from og tilbage niellera Norge og Sverige, skal värre enten norsk
eller svensk Undersaat.
§ 2-
Vasker norsk Lap åt blive svensk eller svensk Lap åt blive norsk
Undersaat, skal, naar iovrigt derför ingen lovlig Hind ring er, Udflytnings-
attest paa Forlangende meddeles bara af vedkomraende Foged og Sogneprsest.
Dog er han ikke fri för Skatter eller andre offentliga Forpligtelser i det
Rige, hvis Undersaat han liidtil har vseret, forinden han, overeensstemmende
med de i det andet Rige derom gjaeldende Forskrifter, er bleven dettes
Undersaat og har forevist Attest beröm hos förnär väte Embedsramnd.
§ 3-
Lapperne have Frihed til oärlig åt flytte med si ne Ren fra det ene
Rige ind i det andet og åt opholde sig paa de Steder, hvor hvart Riges
Lapper efter gammal Saedvane hidindtil have sogt hen, samt under lagttagelse
af de Förskrifter, som indehokles i denne Lov, åt betjena sig af Land og
Vand saavel til egen og deras Rens Underholdning, som til Jagt og
Fiskeri. Medmindre vedkommende Jordeieres eller Brugeres Samtykke dertil
206 Bil. till Kongl. MajUs nåd. Prop om antagande af en Förorda, rör, Lapparne i .Sverige och Norge.
erhverves, maa svenske Lapper med sine Ren ikke opholde sig i Norge til
andre Tider af Aar et, end i Mai, Juni, Juli, August og September Maaneder,
eller norske Tapper under de naevnte Maaneder med sine Ren opholde sig
i Sverige. O ver tr sedelse af detté Förbud straffes med Roder, förste G ång indtil
10 Speciedaler norsk Mynt eller JO Riksdaler svensk Rigsmynt og i Gjentagelses-
tilfselde indtil det Dobbelte.
§ 4.
Under sit Ophold paa de i § 3 ommeldte Steder ha ve Lapperne Rot
til i Sko v åt betjena sig til egen Fornodenhed af Fort og Vindfald og i
Statens Sko v tillige af vaxande Lavtrseer. Hvad de vidare tiltrsenge af Trä¬
virke, maa ikke tagas liden Eierens Tilladelse.
§ 5.
Med Tydning, Uyrkning' eller Indhegning af Jord maa Lapperne ikke
berövas saadanne gamle Renveie, som framdeles ere för dem fornodne. Ere
saadanne Vele al Freda paa ommeldte Maade blåvite stengte, skulle de ved
offentlig Föranstaltning igjen aabnes för Lapparne.
§ 6.
De Straekninger, i h vilka Lapperne suga Bete för sina Ren, bli ve, hvar
saadant til lida valsa af det fornodne Opsyn med Lapperne og deras Dyr
lindas förnöden!, åt inddele i sserskilte Opsynsdistrikter, luden hvilka de Lap¬
per, som der opholde sig med sina Ren, skulle i de Tilfadde og paa den
Maade, som nedanför marinera omhandles, vare underkastade Feellesansvarlig-
hed för Skada, som af Rensdyrene tilfoies den jordbrugende Befolknings
Eiendom.
För åt eu Strykning, hvar Lapperne hava Rot til åt saga Bete för
sina Ren, skal kunna medtages under Distriktsinddelingen, maa der findes
eller aabnes Renveie til samme af saadan Beskaffenhed, åt Lapperne ved
åt betjena sig af dem kunna med tilborlig Bevogtning afludda Renarna fra
de tilstodende Eiendom me. Distrikterne bor bestämmes saaledes, åt de Ren,
so in der saga Bete, efter hvad Erinring om Dyrenes Natur Lerer, i Alminde-
lighed kunna antagas under Betningstiden hvarken åt villa komma til åt dela
sig i stadigt fra hinanden adskilte Flokke, eller af egen Drift gaa o ver til
et andet Distrikt.
I hvilka Trakter Distriktsinddeling skal finde Stad samt Distrikternes
Grtendser bestämmes af Rongen.
Bil. till Kongl. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förorda, rör. Lapparne i Sverige och Norqe, 207
§ 7.
Enhver Lap, som vil flytte med Ren til noget andel Lögn i Hjem-
landet, end det, hvori han horer hjemme, eller over Grsendsen ind i det
andel Rige, er förpligta! til för Hjemstedets Lensmand åt opgive sit eget og
medfolgende Huusfolks Navne, det Opsynsdistrikt eller, hvar Distriktsindde-
ling ikke Under Sted, det Sogn eller andel lignende Omraade, inden hvilket
han agter åt taga Ophold, saavelsovn Anfallet af de Ren, lian vil före med
sig, og hvem der eier disse. Flytter Mogen eden åt have meddelt denne
Opgave, eller opgiver han sine Ren saameget som eu Tiendedeel under det
virkelige Antal, heder lian indtil 10 Speciedaler eller 40 Rigsdaler Rigs-
mynt. 1 hvert Rige skulle de Lapper, som have anmeldt, åt de ville
läge Ophold luden et og samme Opsynsdistrikt, ved eu Forretning, som
bestyres af vedkommende Lensmand, vrnlge af sin egen Nid te en Opsyns-
mand. Maar Opsynsmanden er bl even vaigt, meddeles barn Beskikkelse som
saadan af Amf mande n eller Landshövdingen, hvarhos han af Lensmanden
erh cider en Eortegnel.se over allé de Lapper, der koimne fil åt staa under
hans Opsyn —- hvilken Fortegnelse tillige skal indeholde de af dissa over-
eensstemmende med foranstaaende Bestemmelse til Lensmanden afgivne Op-
gaver. Af dissa Fortegnelser ind sender desuden Lensmanden 2 Exemplarer
til Amtmanden eller Landshövdingen, som för de Lappers Vedkommende,
der flytte over til det andel Rige, oversender det ene Exemplar til deltes
Landshövding eller Amtman,! tilligemed Opgave over de valgte Opsynsmamd.
Skulde sidstnsevnte Landshövding eller Amtman,! finde, åt et större Antal
Ren, end Rummet med Rimelighed tillader, er opgivet för noget enkelt Di¬
strikt, har han åt henvise det overskydende Antal til nar mes te Distrikt, hvar
Rum findes, og derom åt underrede Amtmanden eller Landshövdingen i det
Rige, fra hvithet Flytningen skal sken, saa betimeligt, åt Lapperne k Linne
faa Kondska!) om den traf ne Bestemmelse, luden Flytningen foretages, liden
og Formen för Afgivelsen af de i denne § foreskrevne Opgaver, ligesom
ogsaa för Valg af Opsynsmamd, bestemmes af Amtmanden eller Landshöv¬
dingen, hvilken ogsaa forovrigt, hvor disse Bestemmelser maatte vise sig util-
strmkkelige til Oiemedets Opnaaelse, tryffel' de dertil fornodne yderligere
Forfoininger.
§ 8.
Det paaligger enhver Opsynsmand:
a) åt indfinde sig i sit Distrikt senest til samme Tid, som de didhen först
ankommende Lapper, og åt forblive der, indtil de under hans Opsyn
staaende indflyttede Lapper i det Bele have begivet sig derfra;
208 Bil. till Kovgl. Maj:ts nåd. Vrop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
b) luden 8 Båge efter Ankomsten til Distriktet for vedkommende Lens-
mand åt forevise sin Beskikkelse tilligemed Fortegnelsen o ver de Lap¬
per, som hare anmeldt åt villo ta ge Ophold indela Distriktet, samt
tillige åt opgive det Sted, bror lian sedvanlig vil v inre åt traefFe;
c) åt erkyndige sig om de under hans Opsyn staaende Lappers Opholds-
steder saavelsom om dem, der flytte gjennem Distriktet, og i Tilfselde
af åt Lapper, som dike ere optagne paa Fortegnelsen, opholde sig der,
åt anmelde saadant för Lensmanden;
d) åt tilsee, åt Lapperne med Omhu vogte sina Renhjorde, og idetheletaget
åt befordre god Orden samt i Tilfselde af Tvistigfaeder med den jordbru-
gende Befolkning sege åt bilsegge disse;
e) efter behörig Indkaldelse åt indfinde sig ved Besigtelser samt Syn og
Sk jon, der afholdes i Anledning af Skade, som Mogen opgivcr åt vaere
bleven flarn tilfeiet af Ren indela Distriktet, og naar derunder eller ved
forefaldende Rettergang Sporgsmaal opstaar om Skyldighed för de under
Opsynsmandens Tilsyn staaende Lapper til Fsellesansvar för opstaaet
Skade, da åt handle paa deres Vegne, hvorved han, om dertil findes
Grund, har Rot til paa naavnte Lappers Vegne åt indgaa Förlig om
Erstatning för Skade og derved foranledigede Skjons- og Sagsomkost-
ninger;
f) åt soge opdaget, ved hvis Ren opgiven Skade er blevet foraarsaget in-
den Distriktet, og, naar han tilkaldes til Besigtelse, Syn eller Skjon
over Skaden, til Forretningen åt indkalde den eller de Skyldige, om
disse ere Opsynsmanden bekjendte.
Opsynsmaendene vaelges hven Gång för et Aar. De kunne undslaae
sig för Gjenvalg i ligesaa lång Tid som den, hvori de senest hare indehavt
Ombudet.
§ y- %
1. Det paaligger Lapperne ei alene noie åt läge sig i Agt för selv åt
tilfoie Landets Indvaanere nogen Skade paa deres Fiende in, men ogsaa
med Ornhu åt vogte sina Ren, saa åt Skade ikke af dem foroves.
2. Skade, som af Ren forvoldes paa Ägor, Eng, Udengsslaatter, Skov el¬
ler Multebeerland, skal erstattes af den eller dem, ved hvis Ren Ska¬
den er foraarsaget. Gjores saadan Skade med Försatt eller förmedelst
grov Uagtsomhed i Dyrenes Bevogtning, skal den Skyldige desuden för
hver Gång bedc indtil 10 Speciedaler eller 40 Rigsdaler Rigsmynt,
hvilke Roder dog bortfalde, naar Förlig indgaaes om Skadeserstatnin¬
gen. Lap, af hvis Renvogter saadan Förseelse, som nys mevnt, er be-
gaaet, skal ansvare för Udredelsen af de Roder, som rnaatte idommes
Renvogtereu.
Jill. (ill Kong!. Mnj-.ts nåd. Vrop. om antagande af en Fdrordn. rör. Lapparna i Sverige och Norge. 209
3. Skeer Skade paa Eiendom af ovennaevnte Beskaffenhed inden saadant
Opsynsdistrikt, som i § 6 omhandlös, og kan det ikke opdages, ved livis
Ren Skaden er. foraarsaget, paahviler Erstatningspligten de Lapper i
Faelleskab, som have sit Tilhold i Distriktet, og skal Erstatningsbelobet
tilligemed Skjons- og Sagsomkostninger fordeles paa dem i Fördold til
det Antal Ren, hvarmed enhvar af dem tilhorer Distriktet. Der so in
paa den Tid, da Skaden skeede, Ren tilhorende andre Tapper end
dem, som have anmeldt åt villo taga Ophold i Distriktet, vara paa
Flytning gjennem samme eller forovrigt opholdt sig der, skulle ogsaa
disse from mede Tapper i et til Antallet af deras Ren svarande Fördold
deltaga i Erstatningen. Liden Strrekninger, hvar Distriktsinddeling ei
er ivserksat, Under den her fastsätta Fred esans varlighed ikke Sted.
4. Skeer Skada paa Ed in ark, som ikke ovenfor er omhandlet, säd åt Jor¬
dens Eier eller Bruger derved kommer til åt savne fornodent Bete för
sit Höfsa, erstattes Skaden ligeledes efter samme Forskrifter, som her
ovenfor ere giv no. Dog skal det, hvad särskilt angaar Tromso Amf,
ikke medföra Erstatningsansvar, om Ren komma ind og bete paa saadan
Ed mark i Tiden för hvart Aars 8 de Juli, naar denne Frihed kun ikke
af Tapparna benyttes saaledes, åt Enkeltmand derved i vtesentlig Grad
bebyrdes.
§ io.
Er under Tappers Ophold i Norge Skada ved deras Ren tilfoiet nogen
dersteds Boende, saaledes som i § 9 omhandlet, og vil den Skadelidte gjore
sin Rot til Erstatning gjaddende, skal lian snarast renligt både tilkalde 2
uvillige og kyndige Nämd, der samtidigt bor mode paa Aastedet samt efter
foretagen Besigtelse af Skaden og Endersogelse af sammes Oprindelse derom
afgå ve Er klarning efter bedste Skjon, saaledes som de med sin Ed villa för¬
svara. Til denne For retning skal den Skyldige, om han er kjendt, samt,
naar Skodon er skeet inden Opsynsdistriktet, tidigt vidkommande Opsyns-
mand för de Tapper, som der have sit Tilhold, og, hvis dissa tillröra begge
Rigel’, saavel den norske som den svenske Opsynsmand tilkaldes. Er der
ikke Ad gång til åt forkynde saadan Kaldelse för V edkomm ende luden 48
Timer efteråt Skaden er opdaget, tilkaldes i Sreder en af de i Nserheden
vserende Tapper, eller, naar Skodon er skeet luden Distrikt, hvar bonde
norske og svenske Tapper oz »bolde sig, eu af hvart Folk. Lader heller ikke
Jette sig gjore inden ny san forte Frist, eller udebliver någon af de tilkaldte
Nämd, skal Forretningen dog derved ikke opholdes.
liih. till Päksd. Prof. 1871. 1 Sami. 1 Afd.
27
210 Bil. till Kong1. Maj:ts nåd. Prop. om antagande af en Förordna rör. lapparne i Sverige och Norge.
§ ii-
Der som Er statningssporgsm aalet ikke ved den i § 10 na: väte Forret¬
ning bliver afgjort i Mindelighed, paaligger det den Skadelidte, om han
vil forfolge sin Erstatningspaastand, snarast muligt hos Distriktets Lensmand
åt begjeere ny Besigtelsesforretning pa a Aastedet til Värdering af Skaden.
Til denne Besigtelsesforretning, som afholdes af Lensmanden med 2 Lagret-
tesmsend, hvilke lian opnoevner bland! det i Lov af 28 August 1854
§ 18 foreskrevne Ed valg, skal den Skyldige,' eller, bror der er Sporgsmaal
om saadan Fsellesansvarlighed, som i § 9, odie Led, omhandles, vedkommen-
de Opsynsmand indvarsles ved Kaldelse, som bor forkyndes senast Lagen
for Forretningen, om den, som skal indvarsles, opliolder sig in den eu Om-
kreds af 2 Mil fra Forretningsstedet. Opliolder lian sig i Lenge re Afstånd
fra samme, forlsenges Varseistiden med 24 Timer för hver fulde 2 Mil.
Ved Besigtelsesforretningen skal den Skadelidte framställe de Msend, som have
afholdt den förste Besigtelse, eller, hvis dertil ikke er Anledning, fremLegge
deras skriftlig?. Bevidnelse om dennes Udfald. 1 fornodent Fald bor han
derhos förevisa det Hj emin elsd okument, hvorpaa hans Eiendoms- eller
Brugsret til den Mark, paa hvilken Skaden er skeet, grunder sig. De
Mmrnl, som afbilde Forretningen, skulle — saavidt muligt — soge åt til-
veiebringa og i Protokollen indtage noiagtig Förklaring angaaende Skadens
Oprindelse og Omfång, Stedets Beliggenhed og Beskaffenhed, om Marken er
indhegnet eller uindhegnet in. m., saavelsom ogsaa om den eller de Personer,
der eie de Ren, som have bevirket Skaden, disses Antal og Storrelsen af de
Hjorde, de tilhore. Enhvar, som er tilstede der, hvar Forretningen holdes,
er pligtig til paa Lensmandens Opfordring åt afgive Förklaring om Alt,
som kan vsere barn bekjendt og tjena til (^plysning i Sägen, og staar han
för Indholdet af sin Förklaring til Ansvar, som om den var afgivet för
Ratten. Skjonsmsendene skulle ved Taxten taga nota Hen syn saavel til
Jordens Beskaffenhed och Frugtbarhed, dens större eller mindre Rydning
eller Dyrkning, Avlingens Godhed, og hvarvid! Boise ogsaa har bidraget til
Skaden, som ogsaa, hvar Skada er anrätta! paa Udmark, til de Omstsendig-
heder, hvorpaa efter § 9, sidst? Led, Erstatningspligten i detta Tilfselde he¬
roer, samt til enhvar anden Omstsendighed, som har Indflydelse paa Skades-
erstatningens Storrelse. Lensmanden har ved Taxten ikke Stamma, undta-
gen i Tilfselde af Uenighed mellan! Skjonsmsendene, i hvilke t Fald han gjor
Udslaget. Föröfrigt bor Msendene afgive til Protokollen Frisering under
Eds Tilbud, hvis de ikke tårben have allagt Lagrettesed, eller i Kraft af
tidligere Ed om, åt Taxten er afgivet efter Overbevisning og bedste Skjon.
Lensmanden bor, forinden Forretningen begynder, foreholde Skjonsmsendene
de Pligter, som paa Grund af foranstaaendc Bestämmelser paahvile dem og
derom gjore Tilforsel i Protokollen.
Bil. till Kongl. Majtis nåd. Prof. om antagande af eu Förorda, rör. tapparne i Sverige och Norge. 211
Inden Forretningen slåtter, skal Lensmanden soge att tilveiebringe
Förlig mellem Parterne. Indgaaes Förlig, har dette samme Virkning, som
om det var indgaaet ved Forligelsescommission.
Det Skjon, som otnhandles i denne §, kan i Tilfeelde af Rettergaang
forandres af Dommer og Lagrette, om samme dertil Ande Grund.
För åt afholde de i denne § omhandlede Skjonsforretninger tilkommer
Lensmand og Lagrette samme Godtgjorelse, som ved Lov er eller vorder
dem tillagt för lignende Forretninger i Anledning af Skadetilfoielser af Bofae.
§ 12.
Kan Sägen heller ikke under den i foregaaende § omhandlede For¬
retning afgjores ved Förlig, har Lensmanden, dersom den Skadelidte för¬
länger det, åt indsende tidskrift af Forretningen med derunder fremlagte
Dokumenter til vedkommende Amtmand, ledsaget af sin Erklaering angaa-
ende de Meends Trovserdighed, der have afholdt den forelobige Besigtelse,
hvorefter Amtmand en strax eller efter foretagen yderligere Unclersegelse, om
sand an tindes nodvendig, afgjer, om der er skjellig Grund til Sags Anlseg.
I bekrseftende Fald foranstalter han Tiltale i de för offentlige Politisager gjsel-
dende Förmer mod den eller dem, som enten ved de fremltomne Oplysnin-
ger maa ansees overforte åt vsere de Skyldige eller ifolge § 9 ere de för
Tilfeeldet Erstatning spligtige. Sager af dette Slags blive efter Omstsendig-
hederne åt behandla enten ved Extraret eller ved Thingene. Det skal staa
Til talte frit för åt lada mode ved Sagforer.
Er Skade af heromhandlede Beskaffenhed vel skeet, men af saa vinge
Betydenhet åt den ikke staar i rimeligt Forliold til de med dens Paatale
forbundne Omkostninger, anordnes ikke Tiltale af det Offentlige, hvorimod den
til Amtmand en indsendte tidskrift med Bilaga tilstilles den Skadelidte med
Tilkjendegivende, åt det överlädes til barn selv ved privat Sogsmaal åt ind-
tale sin Ret, i hvithet Fald Nodvendigheden af Sägens Paaklage til Forli-
gelsescommissionen bortfalder.
Sogsmaal til Indtale af Erstatning för Skada af Ren udfores paa de
Steder, hvar Inddeling i Opsynsdistrikter ikke Under Stad, overeensstemmende
med denne Lov, saavidt den derpaa er anvendelig, dog åt Sägen ikke paa-
tales af det Offentlige.
§ 13-
De i §§ 10, 11 og 12 med Hänsyn til Behandlingen af de deri om¬
handlede Erstatningssporgsmaal givno Forskrifter komma ikke til Anvendelse
paa deslige Sporgsmaal, naar de opstaa i Sverige, i hvithet Fald de derimod
behandlas efter der gj seid ende Lov.
212 Bil. till Körtel. Maj:ts nåd. Trop. om antagande af en Förordn. rör. Lappar ne i Sverige, och Norge.
§ 14.
1. Sogsmaal mod Lapper i Anledning af saadant Fa;liesansvar, svin i § 9
er omhandlet, skal vettes mod den Opsynsmand, som var ansat i Di¬
striktet paa den Tid, da Skaden skeedc. Have til neevnte Tid Tap¬
per fra begge Diger der liavt Tilhold, skal saavel den svenske som den
norske Opsynsmand indstaevnes. Opsynsmauden staevnes til paa ved-
kommende Lappers Vegne åt svara i Sägen samt modtage Dom angaa-
ende Udredelse af Skadeserstatningen tilligemed samtlige Omkostninger.
2. Dersom Opsynsmauden troer sig is tand til åt kunne paavise, ved hvis
Ren Skada er foraarsaget, eller åt ogsaa andre end de under hans
Tilsyn staaende Tapper her svara för Skaden, skal han lada den eller
de Skyldige, eller i sidste Fald dem, mod hvem Paastand om Deelag-
tighed i Erstatuingspligten fremsacttes, indstaevno til under Et åt svara
i Sägen.
3. divis der i de i denne § omhandlede Tilta;!de ikke er Adgang til åt
steevne Opsynsmauden, skal Sta; v ningen forkyndes för de Tapper, mod
hvem Ansvar seges gjort gj udde vide, o g gjeelder da för disses Vedkom-
mende, hvad ovenfor i denne § om Opsynsmand er hustomt.
§ 15.
Tapper, som i Benböld til foranstaaende Bestemmelser ere hlevne
idemte Fadlesansvar för indtruffen Skede eller, efteråt Värdering af Skaden
overeensstemmende med § 11 hav fundet Sted, have indgaaet Förlig om Er-
keggelse i Faellesskal) af.cn ikke större Erstatningssum, end der ved saadan
Värdering er hustomt, med paalobne Omkostninger, have Rot til mod den
eller dem, som have foraarsaget Skaden, forsaavidt Kund skak derom senare
erholdes, eller med andre Tapper, som paa den tid, da Skodon skeede, havde
Ren luden Distriktet eg saaledes bor deltage i Skadeserstatningen, åt reise
Sogsmaal om Tilbagebetaling af det idemte eller omforligte Erstatningsbeleb
eller den Ideel af samme, som fadder paa de ovrige Tapper. Saadant Sogs-
maal man dog senest anhamgiggjercs luden 2 Aar, efteråt Skaden er skeet.
§ 16.
Lovligt Varsel til Tapper, naar de i deras Hjemland staevnes til eu
Domstol i det andel Rige, er i Almindelighed 3 Maaneder, men ikkun 6
Tiger, naar den, der staevnes, opholder" sig i et Amf eller Tehn, hvis Graend-
ser stode til det Tehn eller Amt, hvori den Domstol findes, til hvilken Ind-
kaldelsen skeer. Den, hvis Opholdssted ikke kjendes, gives 3 Maaneders
Bil, till Kong!., MajUs nåd. Prof. om antagande af en Förorda, rör. Lapparm i Sverige och Norge. 213
Varsel gjennem Stffivningens Lsesning ved eller i Sverige i Kirken i det Suga,
hvor lian senest hörte hjeinme.
§ 17-
Dersom Nogen ulovligen kel der eller mishandler Lapper nes Ren, skal lian —
förliden fuld Erstatning för- Skaden — erlsegge Roder af indtil 10 Speciedaler
eller 40 Rigsdaler Rigsinynt, saafremt ikke Förseelsen efter deri almindelige
Lovgivning med for er större Ansvar. Samme Bestemmelse g j Lider, om No¬
gen med Forsset eller af grov Uagtsomhed forvolder, åt Ren ved Skrsemme-
skud, Ilande eller paa nogen anden Hinderlig Maade ufredes paa sine ret-
msessige Opholdssteder, eller seger åt fordrive dem derfra.
Naar nogen Lap för vedko mmende Lensmand forer K läge over saa-
dan FormernÄdse, som o v enfor omlian diet, skal Lensmanden efter före! öflig
Undersogelse snarest muligt — saafremt lian ikke formaaer mellem Parterne
åt tilveiebringe Förlig, i Tilfaelde af hvis Opnaaelse Strafansvar bortfalder,
— gjore Indberetning om Sägen til Amtmanden eller Landshövdingen, som,
hvis der findes Foie til åt drage Nogen til Ansvar, skal föranstalta Sägen
paatalt af det Offentlige, i Norge efter de i § 1*2 indeholdte För skrifter,
men i modsat Fadd sender Indbcretningen til den Skadelidte med Tilkjende-
givende, åt det överlädes til denne sel v åt anhsengiggjore Sägen för Retten,
i hvilket Fald den dog ikke behover först åt paaklages ved Forligelsescom-
missionen.
§ 18.
De i §§ 3 og 7 omhandlede Överträdelser paatales i Norge efter Amt-
mandens Föranstaltning ved Politiret, I Sverige skulle Overtnedelser af disse
§§ ogsaa vsere underkastode offentlig Paatale.
§ 19.
Domino, hvorved Nogen i det ene Rige er faeldet til Roder efter denne
Lov eller til Erstatning för Skalle af Ren, kunne fuldbyrdes i det andet Rige,
forsaavidt Dommen er endelig, af den Dom huld te er vedtagen, eller, naar
Dommen er afsagd i Norge, Appellationsfristen för samme er udloben, eller,
forsaavidt angaar Dom i offentlig anlagt Sag, denne er bleven forkyndt för
den Domfaddte, liden åt lian har begjiert Paaanke. Naar Fuldbyrdelse af eu
i det ene; Rige afsagd Dom skal skee i det andet, har Vedkommende åt
henvende sig til Amtmanden eller Landshövdingen i det Amt eller Lehn,
hvor Dommen er afsagd. Er foranforte Betingelse för Fuldbyrdelsen tilstede,
214 Bil* till Kongl. Maj:ts nåd. hop. om antagande af en Förordn. rör. Lapparne i Sverige och Norge.
har denne med Bevidnelse beröm åt oväsende Dokumentera^ til vedkoin-
mende Landshövding eller Amtmand i det andel Båge, som föranstalter
Dommen fuldbyrdet og det inddrevne Bele b tilstillet forstneevnte Amtmand
eller Landshövding.
De her om Domino givne Forskrifter gjrelde ogsaa om saadanne i
Sporgsmaal om Erstatning för Skade, som i denne Lov om handlös, indgaaede
Förlig, der have Doms Kraft, og bor vedkommende Amtmand eller Lands¬
hövding, naar saadant Förlig, indgaaet i det ene Båge, sendes til Fuldbyrdelse
i det andel, tillige meddela Erklacring om, åt Forliget efter det forsta* vnte
Landa Love har samme bindande Virkning som en andelig Dom.
Med Hänsyn til Boders Afsoning forholdes efter Lovgivningen i det
Bige, hvar Boder ne soges inddrevne.
§ 20.
I Sverige skal Forkylidelse af norske Domme, afsagte i Henhold til
nserverande Lov, og, forsaavidt Sägen er paatalt af det Offentliga, Indhen-
telsc af Domfseldtes Erklsering angaaende samrnes Appel skee ved Kronebe-
tjenten med Vidne eller ved 2 Nsevndemsend. I Säger, der ifolge § 14
ere rettede mod vedkommende Opsynsmand, skal Dommen forkyndes för Op-
synsmanden, der har åt afgive Erklsering angaaende dans Appel.
§ 21.
I de Sager, hvari norsk Lap er Part i Sverige, eller svensk Lap er
Part i Norge, Under Drag af stemplet Papir ikke Sted.
§ 22.
Iovrigt blive de i hvart Bige i Almindelighed gjieblende Love åt
använda med Hänsyn til Lapparna under deras Ophold der städs.
§ 23.
Naar der i denne Lov handlös om Lapparnas Ken, forstaaes derved
ikke alene deras egne, man ogsaa Ändras Ken, der ere under deras Tilsyn.
Fastboende Keneiere have, forsaavidt de solv vogte sina Ken, med Hän¬
syn til dissa samme Kettigheder og Förpligtelse!' som Lapparna.
Ml. till Kongl. Mnf.ts nSd. Trop. om anlagande af en förmän. rör. Lappare i Sverige och Norge. 215
§ 24.
Embeds- og Bestillingsmaend, isterdeleshed Amtmgend eg Landshovdin-
ger, skulle have Inseende med, åt de overflyttende Lapper ikke kraenkes i
Udovelsen af de dem tillagte Rettigheder.
§ 25.
Dersom i noget af Rigerne paa. noget vist Omraade ved Lysten eller
in de i Landet Renholdet findes åt värre den jordbrugende Befolkning i ser¬
deles Grad til Uleilighed, kan Lingon afgive Bestemmelse om, åt saadant
Omraade unddrages Lappern.es Betesret, mod åt der an vises dem förnöden
Betesmark paa andre Straekninger, som der til kunne ansees tjenlige.
8 26.
Viser det sig nödvändigt i det i förrige § ornhandlede Om med, eller för
åt aabne Lapperne de fornodne Vele til deras Betesmarker, åt anvende Jord,
som er i privat Eie eller Enig, er Eieren eller Brugeren, naar det af det
Offentlige forlanges, pligtig åt afstå a samme mod Ersta trång, hvilken i Man¬
gel af mindelig Overeenskomst bestemmes ved Taxt. -I Sverige forholdes
dermed efter gjaeldende Förordning angaaende Jorda Afstaaelse til offent¬
ligt Brug.
§ 27.
De Bestämmelser i denne Lov, som ordna Fördold et mellem Lapperne
og den jordbrugende Befolkning, gjeelde ikke inden Finmarkens Amt. Skulde
svensk Lap soge Sommarbete i neevnte Amt för sina Ren, gaaer han ind
under de för Amtets norske Lapper särskilt gjaddende Bestemmelser.
§ 28.
Denne Lov trseder i Kraft under Betingelse af, åt tilsvarende Bestem¬
melser vedtages för Sveriges Vedkommende og da fra den Dag, som Lin¬
gon för begge Rigör fastsitta!'. Fra samme Dag ophorer lste Tilleeg eller
Codicil til Grmndsetraktaten af 7/18 Oktober 1751 åt vane gjgeldende. Be-
slutning om Ophsevelse af eller Förändring i denne Lovs Bestemmelser er i
hvart Rige, forsaavidt de vedkomme det andet Rige eller dels Under snatter,
först gjseldende, naar tilsvarende Beslutning er fattet fra den anden Side.
21G Bil. UU Kongl. Mnj:ia nåd. Prop. om avtagande af en Förorda-, rör. Lapparne i Sverige och Norge.
Utdrag af protokollet öfver Justitie-Departements-Ärenden,
hållet inför Hans Majd Konungen uti Stats-Rådel å
Stockholms Slott Lördagen den 11 Januari 187 f
i närvaro af:
Hans Excellens Herr Justitie-statsministern Adlercreutz,
Hans Excellens Herr Statsministern för Utrikes Ärendena Grefve Wachtmeister,
Statsråden: Bredberg,
Abelin,
Friherre Leijonliufvud,
Wcern,
Wennerberg,
Bergström,
Friherre Alströmer.
Statsrådet Berg anmäldes vara af sjukdom hindrad att tiilstädes-
komma.
Till åtlydnad af Kong! Maj:ts i sammansatt Svenskt och Norskt Stats¬
råd den 23 sistlidne December fattade beslut, anmälde Hans Excellens Herr
Justitie-statsministern förslag till Kongl. Maj:ts nådiga Proposition till Riks¬
dagen, om antagande af en författning rörande Lapparne i de förenade Ko¬
nungarikena Sverige och Norge.
I enlighet med Statsrådets tillstyrkan täcktes Hans Maj:t
Konungen gilla berörde förslag samt förordna att i öfver¬
ensstämmelse dermed skulle till Riksdagen allåtas nådig
Proposition af den lydelse, bilagan till detta protokoll ut¬
visar.
Ex protocollo
E. Adlerstråide
STOCKHOLM, TRYCKT HOS ISVÄG MARCUS 187L